Det var blevet oktober. Hjemme i Aarhus var der storm og regn; her i Toledo var nætterne kølige, mens dagene fortsat var skønne. Men Vero havde bedt Solbjørg og Henar komme i køkkenet. Hun havde set alvorlig ud. Solbjørg havde kigget spørgende på Henar. "Jeg vil tro, det handler om dig," havde Henar sagt med et skuldertræk.

I køkkenet havde Vero hældt tre glas likør op for at afdramatisere situationen. Henar havde ret. Det handlede om, at Vero havde bidt mærke i, at det nu var mere end en måned siden, Solbjørg var kommet. Hun var begyndt på konservatoriet og havde ikke været i gang med at finde et andet sted at bo. Det var for så vidt i orden. Men det betød, at det var hverdag nu, og i hverdagen duer det ikke, hvis én kører på frihjul. Det var såmænd hårdt nok at få det hele til at køre rundt i Spanien med finanskrisen. Så kort sagt skulle Solbjørg tage mere ansvar for husholdningen - og rode mindre.

Solbjørg var lidt ærgerlig over, at hendes dage som fri fugl var talte. Men kravet var jo rimeligt nok. Så alt åndede fred og fordragelighed igen.

"Og hvis jeg ikke er tilfreds, så kommer jeg efter dig!" sagde Vero med gnistrende øjne.

Solbjørg studsede lidt over de øjne. En studsen, som Vero mistolkede og kom i tanker om Solbjørgs historie.

"Nej undskyld, Solbjørg. Det var altså ikke nogen trussel. Jeg ville ikke gøre noget, du ikke ville..." skyndte Vero sig at sige.

Solbjørg sendte hende et stort smil: "Det var ikke dine ord, men dine øjne, jeg studsede over. Du lignede én, der har lyst til at komme efter mig lige nu og her!"

"Fordi du er et rodehoved?" spurgte Vero.

"Det var en mulighed, madmor," bekræftede Solbjørg.

Henar var ved at kløjs i sin likør, fordi hun måtte grine…

"Fordi du ser hammergodt ud?" spurgte Vero.

"Hvis du synes, madmor," svarede Solbjørg.

"Jamen, hvorfor har du så stadig tøj på?" ville Vero vide.

"Undskyld, madmor!" Hektisk begyndte Solbjørg at tage tøjet af. Kort efter stod hun nøgen foran Vero.

"Nej, prøv nu at se, hvordan det roder, det tøj," udbrød Vero. "Henar, hvordan ville I reagere, hvis en af jeres rekrutter lagde tøjet sådan."

"Tja, stuen ville nok få en opgave, der gjorde, at de andre rekrutter vil sørge for, at vedkommende får lært at lægge tøj i A4 størrelse meget hurtigt," forklarede Henar.

"Og når du kan gøre rede for den form for pædagogik, hvorfor har du så stadig tøj på?" spurgte Vero med et drillende smil.

"Fordi dette ikke er Guardia Civil - og du ikke er Brigada, madmor!" sagde Henar med et suk, mens hun begyndte at knappe sin skjorte op. "Men der er sandelig nogen fællestræk!" tilføjede hun med et smil.

"Brigada?" spurgte Solbjørg.

"Øhh.. sergent," svarede Henar, mens hun tog nederdelen af.

"Jeg siger ikk' noget," kommenterede Solbjørg med et smørret grin.

"Hvor er I stride!" udbrød en smilende Vero, "Solbjørg, læg lige tøjet ordentligt sammen!"

Solbjørg ordnede tøj, mens Henar lagde resten af sit.

"For nu at blive ved pædagogikken," lagde Vero ud, "Solbjørg, dyrker du sport?"

Solbjørg rystede på hovedet.

"Så tager du ti armbøjninger," bekendtgjorde Vero.

"Av!" mumlede Solbjørg.

"Du tager 30, Henar!"

Henar var allerede på vej mod gulvet, før hun havde nikket færdig. Det eneste problem, Henar havde med 30 armbøjninger, var ikke at grine, når hun kiggede på Solbjørg, der asede og masede med sine ti armbøjninger.

Solbjørg følte sig straffet hårdt, da hun kom op at stå igen. Vero trådte om bag Solbjørg. "Jeg har en lillesøster, der siger temmelig tydeligt fra, når talen kommer på at binde hende, desværre," hviskede Vero i Solbjørgs øre, "hvad med dig?"

"Ikke, hvis jeg kan sige fra," svarede Solbjørg.

Vero smilede, oprigtigt glad, og gik over til Henar. "Og dig må jeg jo straffe på anden måde," bemærkede hun.

"Ja tak," svarede Henar uden anstrøg af ironi. Hendes små bryster bevægede sig op og ned i takt med vejrtrækningen, som hun stod der med hænderne bag nakken. Hendes vorter røbede, at hun ikke var upåvirket.

Vero forsvandt kort og kom så tilbage med lidt reb, en plug og en grydeske. Solbjørg sank lidt, et øjeblik bange for, at hendes mund havde været for modig. Men da hun mærkede efter, føltes det egentlig rigtig. Det var ikke den frygtelige angst, som hos drengene, hun følte. Nej, det var en pirrende og alligevel tryg frygt.

Vero trådte hen til Henar med grydeskeen. Uden varsel fik Henar fem hurtige, hårde slag på fissen. Solbjørg kunne se, at Henar måtte kæmpe med vejrtrækningen til sidst. Men den pige havde slet ikke brug for at blive bundet. Hun blev stående som en klippe. Solbjørg var lidt imponeret.

Vero rakte Henar pluggen. "Du sørger for, at den er våd, når jeg skal bruge den. Kommer du undervejs, er det ok," sagde hun og blinkede til Henar, der bare tog pluggen, nikkede og smilede.

Igen trådte Vero om bag Solbjørg. Hun lavede en brystbesnøring og fastgjorde Solbjørgs hænder bag på. Imens bearbejdede Henar sin fisse og skridt med plug og hænder. Hendes vejrtræning blev mere og mere heftig. Det så ud, som om hun var lige ved at komme, da Vero blev færdig med Solbjørg og trådte hen til Henar, tog pluggen fra hende og blidt sagde "Smør Solbjørgs røv med dine safter!"

Med et skuffet "Øv! Snydt, grønært," gik hun om bag den bundne Solbjørg. På skift forsvandt én finger og siden to i Henars fisse og Solbjørgs røv. Imens sørgede Vero for, at den drivende våde plug kom op i Solbjørgs fisse.

Solbjørg kunne mærke, at hun var begyndt at sejle under den behandling. Da pluggen indtog den tiltænkte plads bag i Solbjørg, og Vero i stedet gik på hug foran Solbjørg og fingerkneppede hende, mens hun med tunge og indimellem tænder gav hendes klit en tur, kom Solbjørg voldsomt og vådt og med et brøl, der et øjeblik gjorde søstrene målløse.

"Du sviner," konstaterede Vero.

"Nej ... du sviner ... bruger bare mig som værktøj, madmor" svarede Solbjørg stakåndet.

"Og du svarer igen!" konstaterede Vero. "For svineriet vil jeg lade dig slikke op - eller du får samme tur, som Henar lige fik. Hvad vælger du?" spurgte Vero.

"Vil du ikke nok vælge? Tidligere var jeg ikke bange for slag. Og nu er jeg bange for, at jeg siger nej, ikke fordi jeg er bange for slagene, men fordi jeg er bange for angsten for slagene. Jeg kan ikke altid finde ud af mig selv for tiden," svarede Solbjørg.

Og selv om det ikke var et svar, sendte Vero hende et varmt smil, nussede hendes kind og nikkede. "Men du siger til!" sagde hun mens hun greb grydeskeen.

Vero gav hende hurtigt tre slag på fissen. Det var ved at tage vejret fra Solbjørg, der måtte bruge al sin selvbeherskelse. Alligevel spurgte hun "tre?"

Vero nikkede. "Jeg kom til at tænke på, at du må være meget følsom efter orgasmen."

"Tak madmor," mumlede Solbjørg.

"Nu er 'madmor' ikke sjov mere. Gå ned på knæ foran Henar og slik hende!" befalede Vero.

Solbjørg knælede ned foran Henars spredte ben og begyndte. Vero gik om bag Henar og sagde: "At få dig til at komme er jo ingen kunst. Gnubbe lidt fisse, mens man tager hårdt ved dine lækre brystvorter."

"Jeg er et ukompliceret væsen," stønnede Henar, da hun havde styr over stemmen igen efter det første, voldsomme træk i hendes brystvorter.

Og ganske rigtigt kom hun kort tid efter. Solbjørgs ansigt var smurt ind i Henars safter.

"Tak for underholdningen, tøser. Jeg elsker magt!" udbrød Vero, mens hun løsnede Solbjørg.

"Er det ikke bare typisk?" brokkede Henar sig. "Tænker på os, men ikke på sig selv!"

På et nik fra Henar kastede Solbjørg og Henar sig over Vero, og da Henar kendte visse midler, lå Vero et øjeblik efter på gulvet med røven i vejret. Vero protesterede, lidt spagfærdigt, men hun protesterede.

Henar tog sig ikke af det, men Solbjørg spurgte, om Vero virkelig mente sine protester.

"Egentlig ikke," svarede hun fra gulvet.

Og protesterne forstummede. Henar sad i hovedenden og holdt Veros hoved mellem sine ben, mens hun med én hånd fastholdt Veros arme på ryggen. "Husk at stritte med rumpen! Ellers kender vi midler!" oplyste hun.

"Si Capitan," stønnede Vero lydigt og strittede lidt ekstra.

"Værsgo Solbjørg, fingerknep hende!" smilede hun til Solbjørg.

Solbjørg begyndte at fingerkneppe Vero, der hurtigt faldt ind i Solbjørgs rytme.

"Nu skal jeg fortælle noget, Solbjørg," forklarede Henar, "som jeg har fået ordre på mange gange: Hvis du slikker hendes røvhul, fra fissens ende og igennem revnen, med lange seje bevægelser, øh .... går hun af som en raket. Men husk: Her er det dit valg!"

Vero brummede noget på spansk.

"Nå, det var vist ikke meningen, jeg skulle fortælle det. Hun synes, det er lidt flovt," meddelte Henar i en drillende tone.

Igen kom der irriterede lyde fra Vero. De virkede ikke længere særligt overbevisende, for de kom ind imellem hendes støn, der kom af fingerknepperiet.

Med et smilende teatralsk: "Så kan hun lære det, kan hun!" efterfulgt af et knap så teatralsk, "eller også kan jeg!" bøjede Solbjørg hovedet ned og førte tungen ind i Veros revne.

Der lød et protesterende hvin, der lynhurtigt blev afløst af helt andre hvin. Da hun kom, glemte Vero alt om at stritte med enden og klappede helt sammen, mens hun prøvede at få vejret.

"Tak, Solbjørg. Det var så fedt. Jeg er ikke særlig god til at slippe kontrollen," stønnede hun.

"Det er der jo også en grund til," forsvarede lillesøsteren storesøsteren overfor sig selv, mens hun slap sit greb om hoved og hænder.

Solbjørg nussede Veros lækre ende lidt mere, mens Vero sundede sig.

"Jeg kunne egentlig tænke mig at se dig sådan resten af dagen," fortalte Solbjørg pludselig.

"Mig gamle kvinde? Skal jeg klæde mig helt af?" spurgte Vero.

"Så er det jo ikke sådan der!" docerede Solbjørg, "Jeg synes halvt nøgen er mere pikant end helt nøgen," forklarede Solbjørg, "og så kan det jo være, at jeg tager mig af dine bryster senere."

"Hvis jeg kan slippe kontrollen da," bemærkede Vero.

Solbjørg smilede: "Vero?"

Vero vendte sig om og så på Solbjørg.

"Folk, der går rundt med rumpen bar, mens andre har tøj på - og det vil Henar og jeg have - har som regel opgivet kontrollen," oplyste Solbjørg.

Vero nikkede. "Og spred så se ben!"

kommanderede Solbjørg. Omgående åbnede Vero for ind- og udsyn på sit glatbarberede skød.

"Se?" sagde Solbjørg, "Og jeg har ikke engang tøj på endnu."

Vero måtte smilende se i øjnene, at hun åbenbart også var ret nem. Det var måske ikke så ringe.

"Solbjørg?" sagde Vero.

Solbjørg nikkede.

"Men hvis du ikke stopper med at rode - og ikke tager lidt mere ansvar for tingene her, får du ikke sådan en tur igen!" oplyste Vero.

"Se, dét var en trussel!" konstaterede Solbjørg.