Solbjørg i Spanien - Fanget - Solbjørg havde været helt høj, da hun havde fået tildelt stipendiet til et års studier ved konservatoriet i Toledo. Men mindst lige så godt havde det været, da Fernando havde skrevet, at hun kunne bo hos dem. De, altså Rafael, Fernando og Jose, som Solbjørg havde haft nogle meget erotiske oplevelser med på sin sidste ferie, (kan læses HER) havde det, de kaldte en "cottage" lige syd for byen. Efter nogle ugers organiseren stod Solbjørg så i Madrids lufthavn og så sig omkring i ankomsthallen, nervøs og forventningsfuld, før hun fik øje på Fernando og Jose. Der blev smil og knus og kram - og drengehænder på dristig vandring, syntes Solbjørg, men pyt.

Og efter 2 timers biltur i den gamle Seat Ronda stod de foran huset i sensommervarmen. Dette var ærkespansk. Svedent græs, olivenlunde, små stengærder og den enkle bygning, der måske engang havde huset en husmandsfamilie, og hvor Rafael nu tog imod. Solbjørg fik vist sit kammer; en seng, en stol, et lille skab. Ingen dør, men et gardin. Men det skulle nok gå. Solbjørg var fyldt af optimisme og sommervarme. Så kom Rafaels velsmagende mad, glade miner, men også en underlig anspændthed, som Solbjørg mente skyldtes, at de prøvede at gøre det så godt for hende, og nu gerne ville vide, om hun synes, det var godt nok. Så hun løftede sit glas, skålede dem til og sagde "I'm happy!"

Drengene skålede tilbage og smilede. De havde taget af bordet og var igen samlet i husets centrale rum, da Fernando pludselig sagde til hende: "Strip!" Solbjørg var måbende. Hvad havde de tænkt på? At de kunne kommandere rundt med hende, bare hun kom ind i huset? "No!" sagde hun bestemt, "I won't. Not this way! I came here to study, not to fuck!" "We've fucked you before. We'll do it again! Now strip or we'll do it!" "I meant 'No'! This isn't fun!" vrissede Solbjørg arrigt. Da Fernando, ”hendes” Fernando, svarede "No it isn't fun!", anede Solbjørg pludselig, hvad hun havde rodet sig ud i. Et splitsekund efter prøvede drengenes hænder at gribe hende. Solbjørg kæmpede som en bjørn.

Instinktivt vidste hun, at hun nok ville komme til at bøde for den fortand, hendes lige venstre fjernede fra Joses ellers indtagende smil. Inderst inde vidste Solbjørg også, at hun ville tabe denne ulige kamp. Men det føltes rigtigt at kæmpe. Skulle hun ikke kæmpe nu, hvornår så? Og vel kunne hun lide at blive domineret; men kun, hvis hun havde sat rammen for, for hvem og hvordan hun skulle give sig hen. Pludselig havde drengene så godt fat i hende, at det ikke gav mening at bruge flere kræfter. Hendes arme var samlet bag hendes ryg af Josés jernnæver. Fernando flåede bare hendes top af. "Nno, please... " bad hun, men fik en lussing som svar.

Hendes BH blev klippet af. Som det næste trak Fernando hendes trekvartbukser af hende. "Panties?" spurgte Fernando vantro, og uden at afvente svar gav han Solbjørg en lussing på den anden kind. "A slut like you shouldn't," forklarede han. Og med to klip tog han Solbjørgs sindssygt dyre Marie Jo trusser af. Det, der skete nu, overgik Solbjørgs forestillingsevne og overbeviste hende om, at alt dette ikke var en spontan indskydelse. Dette var planlagt; hun var havnet i en fælde, og drengenes plan var at holde hende fanget og holde hende som slave. For i væggen var der allerede forankret en kæde, som endte i en manchet, der blev låst om hendes ankel.

Hun fik håndjern på, og de blev fæstnet til kæden. Solbjørg kunne se, at hun nok kunne bevæge sig med kæden, men næppe mere end lidt rundt i huset. De bøjede hende ind over bordet med et skarpt "stay!" og mærkede efter, om hun var våd. Det var hun ikke. Bestemt ikke! Derfor skulle hun på skift sutte deres pikke våde, før de tog hende nådeløst. Hun fik ordre til at forblive sådan, mens de gennemgik hendes bagage, fjernede det meste af hendes tøj - og værre: hendes iphone. Hun fik lov til at tage et bad i den brusekabine, der var i køkken-alrummet, dog stadig med lænken; hun blev overvåget på toilettet og bagefter bragt til sin seng.

Den ene hånd blev lænket fast. Med et "Good night, slut!" blev gardinet trukket for, og Solbjørg begyndte at græde. De næste dage bestod af det samme: rengøring, lidt mad og voldtægt. Drengene holdt vagt på skift. På intet tidspunkt var Solbjørg alene. Og på intet tidspunkt havde drengene fjernet Solbjørgs lænke. Solbjørg måtte overveje sine muligheder nøje. Og Solbjørg måtte overveje, om det overhovedet gav mening at stritte imod og yde modstand. Der var et par ting, som Solbjørg havde bidt mærke i. Hun havde bidt mærke i, at Rafael var mindre opmærksom end de andre.

Han så ud til at være glad, bare han havde sin Playstation, hun havde også bidt mærke i, at José, trods det med tanden, var den blideste af drengene; han kunne endda finde på at give hende et klem uden at ville have noget af hende, mens Fernando både var på stikkerne, aggressiv og opildnede de andre. At Solbjørg var kommet herned på grund af ham, forstod hun ikke selv. Desuden havde det slået Solbjørg, at hun ikke anede, hvor hun var. For den adresse, Fernando havde mailet, behøvede jo ikke være rigtig. Og hun havde ikke kigget på skilte, da hun blev kørt herhen.

Kort sagt var hendes situation den, at hun var fanget et sted, hun ikke vidste, hvor var, uden mulighed for at komme i kontakt med nogen; og det værste: Ingen anede uråd. Solbjørg mente, at hun havde været der i knap tre uger, da det igen var Rafael, som var hjemme at passe på hende. Hun var blevet sat til at rydde op og gøre rent, som så ofte før. Rafael så op fra sin Playstation i ny og næ. Når man rydder op, lukker man skabe op. Solbjørg havde dristet sig ud i entreen, uden at Rafael havde protesteret.

Forsigtigt lukkede hun det lille skab derude op, hun kunne lige nøjagtig nå, og troede ikke sine egne øjne: Hendes iphone! Nu gjaldt det om at tænke hurtigt og klart. Hun vidste ikke, hvor hun var. Hun vidste ikke, hvor meget tid hun havde. Men hun havde to aktiver, fandt hun ud af: nemlig den app, som man kan finde sin iphone med, når den bliver stjålet - og overraskelsesmomentet. Hun tændte telefonen lydløst, slog op i sine kontakter, bad "Åh Gud, lad hende tage den!" og ringede sin eks Iben op. Iben tog telefonen. "Det er Solbjørg. Lad mig tale!" sagde hun. "Ja?" svarede Iben overrasket. "Jeg har en app, ”Find my iphone”.

Den kan aktiveres med en sms til min telefon med kodeordet 'sportsvand'. Jeg bliver holdt fanget her. Find min telefon og adressen og skaf hjælp. Jeg må lægge på nu. Forstået?" "Ja," svarede Iben forvirret, uden at rækkevidden af beskeden egentlig var gået op for hende. "Tak," sagde Solbjørg og afbrød forbindelsen. Nu gjaldt det om, at telefonen ikke blev slukket. Og at Rafael ikke fik en mistanke om, at opkaldet var andet end snak. For hun kunne se Rafael komme. Han så rasende ud. Så Solbjørg lod som om hun bare snakkede videre, og da Rafael var fremme, kæmpede hun, for at Rafael ikke fik fat i telefonen. Den vibrerede gudskelov. Den forløsende sms var kommet.

GPS sporingen var aktiv nu! Hun måtte holde stand lidt mere! Og hun holdt stand i nogle minutter. Men så kunne hun heller ikke mere. Rafael tog telefonen fra hende og fik hende slæbt i stuen og givet hende håndjern på. Han trak armene op over hovedet på hende og fik dem anbragt på en krog i loftet. Hun fik en manchet på den anden ankel også, og hendes ben blev spredt så meget, at hun måtte stå på tåspidserne. Rafael sagde ikke et ord, og Solbjørg blev meget betænkelig. Så ringede han til de andre drenge. Det varede noget tid, før de ankom. De så ikke glade ud.

Alle tre drenge parlamenterede ophidset på spansk, inden de alle trak bæltet ud af deres bukser og trådte om bag Solbjørg. Fortsættes HER