Seminar med overnatning, del 1

Du skal til seminar. Du gider egentligt ikke. Men hele ledergruppen skal deltage, så du er på det nærmeste tvangsindlagt. ”Effektivitetsforbedring gennem medarbejderudvikling”. Det er temaet. En af dine kolleger har hyret en ekstern konsulent fra Nordjylland. Typisk. En kvinde der kommer for at tale om ”bløde værdier i virksomheden”.

Din kollega kender åbenbart hende, konsulenten. Vennetjeneste eller nepotisme…

Du kommer bevidst – som for at vise din foragt for hele seancen – et halvt minut for sent. Din undskyldning mumler du så højt at alle forstår meningen. "Jeg havde lige noget vigtigt jeg skulle have ordnet”. Som om seminaret ikke var vigtigt.

Hende konsulenten, hun præsenterer sig. ”Mia”. Du tænker "Ja ja, hun er her kun fordi min kollega har bollet med hende. Det er da helt tydeligt. Hun har majet sig ud for at spille på udseendet... højhælede sko, tynde strømper… Du studerer hende nøje. Anslår hende til sidst i tyverne eller først i trediverne. Typisk businessdress. Sandfarvet nederdel. Slutter over knæet. Hvid skjortebluse. Sandfarvet jakke. Røde læber, røde negle. "Hun snakker gør hun…” tænker du… Men hov... noget bryder stilen. Slidsen bagpå nederdelen. Halssmykket. En Torshammer i en kæde snoet af sort lædersnøre og tynd hvidguld. Hendes stil. Du overvejer lige hendes indgangsreplik. "Er I klar over hvad en effektivitetsforøgelse på 2 % betyder på bundlinjen? Og hvad det betyder for jeres bonusordninger?” Du er allerede langt borte. Dit blik er fjernt. Hænger ved weekendens erobring. Lyshåret pige. Spinkel. Køn og spisbar. Og det gjorde du. Spiste hende. Brugte hende. Dominerede hende. Som du har for vane. Du formede hende til lydighed. Ydmyghed. Underkastelse. Som sædvanligt.

Hører hende Mia forsætter med at tale. Lytter ikke efter, men betragter hende. Dit blik fanger noget. En tynd kæde om hendes håndled. Du stirrer. Betragter indgående smykket. Den syner lidt for stor, kæden..

Jeg bemærker din stirren på mit håndled. Har også bemærket at du har været langt væk; Hader når man ikke er koncentrerede. Vil sætte dig på plads og fange din opmærksomhed. En gang for alle. Smiler og siger til dig "og hvis herren på nederste række - ham der kom for sent - vil se nærmere på min ankelkæde vil jeg da gerne tage den af håndleddet". Det er nemlig min ankelkæde jeg har om håndleddet. Ikke til at gå med ankelkæde og strømper på en og samme gang. De andre mødedeltagere smiler. Tror min første antagelse er rigtig. At du er gruppens provokatør. Går ned til dig. Stiller mig lige foran dig. Tager smykket af håndleddet. Lægger det på bordet foran dig. Og siger "Så, nu kan du da ikke blive distraheret af DET.” Tilføjer ”Har DU i øvrigt nogle brugbare ideer til, hvordan virksomheden kan forbedre effektiviteten med 2 %?” Vender mig og går op mod projektoren. Lige netop så hurtigt at du ikke kan nå at svare. Lige netop så langsomt at det ikke virker uhøfligt. Vendte mig lige foran dig. Tæt på bordet. Du kan ikke undgå at se... Jeg kan ikke undgå at fornemme din stirren. Først lige på min numse. I øjenhøjde. Tæt på. Du kan ikke se nogen aftegning af trusser bag nederdelens stof. Tætsiddende... nej, velsiddende stof.

Så... som jeg bevæger mig væk, ser du først slidsen i nederdelen. Aner måske lårets form inde bag slidsen. Så ser du mine knæhaser. Mine lægge, formede af sport og motion. Synet slutter ved min ankel. Skoens hæl. Nærmest en stilet, så slank er hælen.

Jeg fortsætter mit indlæg. Erik sidder på fløjen, smilende, selvsikker. Det er Eriks skyld jeg er her. Han fanger ofte mit blik. Hans øjne hviler på mig snarere end på mine slides. Jeg fornemmer der er et spil mellem ham og dig. Som to små drenge der konkurrerer i skolegården. Egentligt skulle Jeanette, min kollega, have taget dette indlæg, men hun ligger syg derhjemme og har sendt bolden videre til mig. Jeg er overbevist om, at Jeanette og Erik har et forhold. Og Erik regner tydeligvis med at kunne gentage succesen med mig. Skal ikke retur til Nordjylland før torsdag.

Finder ham imidlertid ikke særligt charmerende. Overlegen, charlatanagtig…

Kigger ned på dig. Dine fingre leger med den ankelkæde, jeg lagde foran dig. Går rundt i lokalet. Ser hvad dine fingre former med kæden. Et hjerte. Det vender mod mig. Ler indvendigt. Kigger på mit ur. Klokken nærmer sig frokost. Beslutter mig til at finde en plads nær dig til frokost. Om ikke andet så for at komme nærmere på gruppens provokatør. For hvis min antagelse er korrekt vil du forsøge at få alt, hvad Erik har planlagt til at mislykkedes.

- Nu er der frokost. Vi ses igen kl. 13.00. Det er om en time, siger jeg.

Retter mine papirer til, mens mødedeltagerne summer forbi. Erik er straks henne ved mig. Rø’r min arm. Siger, at han har reserveret en plads til mig. Jeg smiler til ham og takker. Han har tydeligvis lidt svært ved bare at gå. Jeg si'r at jeg kommer om to minutter.
Går ud som den sidste. Ser på dig. Du smiler indforstået. Jeg kaster et blik ned på bordet ved din plads. Min ankelkæde ligger der ikke mere. Du har åbenbart taget den med. Du er ikke så lidt fræk. Overvejer om jeg skal sætte mig ved siden af dig i stedet for ved siden af Erik.

Træder ind i restauranten og finder en ledige plads. Lige ved siden af Erik. Lige over for dig. Smiler. Sætter mig med min tallerken. Spiser aldrig ret meget til frokost. Salat og frokosttærte. Ramlösa med citrus. Fornemmer spændingerne mellem Erik og dig. På et tidspunkt strejfer Erik min arm - nærmest tilfældigt, men alligevel meget bevidst. Jo, Jeanette har ret. Erik virker som han er på konstant jagt. Mærker også hans ben mod mit. Rykker lidt væk. Fanger dit blik. Du smiler. Vel vidende, hvad Erik har gang i. Hører du spø'r om Erik og jeg kender hinanden godt. De har en spottende klang, dine ord.

Du smiler igen. Spø'r hvad sådan en nordjyde får tiden til at gå med i København. Snakken går. Erik glider mere og mere i baggrunden. Hans bidrag til samtalen bliver stadigt mere paniske.

Strækker mine ben. Kommer tilfældigt til at berøre dine. Siger undskyld.
Du spø'r om jeg savner min kæde. Erik kigger desorienteret på os. Ingen forklaringer nødvendige her.

Lægger mærke til Eriks blik. Det flakker ned ad mine ben. Mine arme. På min hals. Som om han søger noget. Min kæde. Den du har.

Kigger på mit ur. Jacob Jensen design. Enkelt, nærmest asketisk design. Urskive. Visere. Dato. Gummirem. Ikke mere. Renset for alt unødvendigt. Udtryksfuldt.

Et kvarter til vi begynder igen. Jeg rejser mig og går mod undervisningslokalet. Frokosten er alligevel ved at opløse sig selv. Kan lige nå at tjekke om der er kommet nogen beskeder. Ringer tilbage til kontoret. 2 beskeder, men intet der haster. Ringer op igen. Til Lærke. Min rødhårede soulmate og veninde. – Hej skat, indleder jeg samtalen, da hun svarer. Hun og jeg kan snakke om alt muligt – og gør det. Kalder hinanden for både ”skat” og ”min egen”. Vil bare lige høre hvordan hun har det, hvordan det går. Hører en lyd i lokalet. Du er på vej ned mod din plads. Slutter hastigt samtalen selv om jeg gerne ville have fortsat. Kan ikke lide at snakke privat når der er andre tilstede. Kigger ned på dig. På bordet foran dig. Tænker. Min ankelkæde er intet steds at se. Bevæger mig hen mod dig. Du ser op. Spørgende. Siger – Ja? Dine øjne virker dragende. Mystiske. Mytiske. Kan godt li’ at folk ikke er bange for at fastholde et blik. Øjnenes signaler svarer til håndtrykkets. Hader slatne håndtryk og våde hundeøjne. Som din kollega Eriks. Kan lige så godt gribe om nældens rod med det samme. Smiler og siger, - Du har vist noget der er mit? Vi ved begge, hvad jeg sigter til. Du tager hånden ned i din venstre bukselomme. Tager min ankelkæde frem. Holder den undersøgende mellem to fingre, svinger den lidt og spørger: "Det skulle vel aldrig være denne her?" Hvor er du fræk. Fræk som en slagterhund.. Jeg rækker hånden frem. Signalerer at du skal give mig den. Hører dig sige "Jamen, du gav mig den jo lige før... nu er det vist min, ikke?"

Ser dig i øjnene. Vores blikke mødes. Det slår gnister. Som en udfordring - eller et udslag af trodsighed. "Hvis du vil, så behold den bare for nu - men jeg skal have den tilbage senest i morgen tidlig, siger jeg.

De andre deltagere kommer tilbage, og seminaret starter igen.

Pludselig ser jeg at du rejser dig og går ud - midt i mit indlæg. Kigger misbilligende på dig. Uhøfligt. Du kan vel vente de 5 minutter til der er pause. Typisk provokatør. Fortsætter mit indlæg. Vandrer rundt i lokalet som jeg har for vane. Vender flere gange tilbage til din tomme plads. Kan ikke undgå at bemærke at du har brugt en stor del af dagen på at tegne kruseduller på notatpapiret.

Hører en dør gå op. Ser ud af øjenkrogen at du kommer ind igen. Ser også at du lægger en seddel på mit bord, oven i alle mine papirer. Mere frækhed fra provokatøren.

Erik har også set det. Han åbner munden som for at sige noget. Jeg vil ikke have flere af jeres ”slagsmål” nu. Skynder mig kigge på uret og runde af - Hvis der ikke er flere spørgsmål for nu, så er der kaffepause. Vi ses igen om 20 minutter. Alle rejser sig og går ud til den ventende kaffe og hjemmebagte kringle. Du går sidst. Ser undersøgende på mig. Vores øjne mødes. Et langt intenst blik. Du nikker hen mod mine papirer. Jeg husker. Sedlen. Jeg rækker ud efter den sammenfoldede seddel. Et A4-ark, der er foldet, så jeg ikke umiddelbart kan læse hvad der står. I det sammen kommer Erik hen til mig. Erik med de våde hundeøjne og det slatne håndtryk. Spørger meget indiskret om jeg har nogle planer for aftenen. Er den pæne pige. Siger, at når aftenundervisningen er afsluttet, så regner jeg med at forberede mig til seminarets andendag. Erik ser skuffet ud. Havde tydeligvis regnet med at kunne tilbringe en aften i mit selskab. Tænker på den aftale jeg har. Aftalen med Lærke.

Glæder mig til at se hende igen. Det er lang tid siden sidst. Har aftalt at mødes på en café lidt herfra. Så får hun også en friaften uden mand og børn. Lærke er hængt op, men er en fighter. Mand, børn, fuldtidsjob, hus og have, aktivt liv – og en hemmelig elskerinde, som ingen ved noget om. Bortset fra mig. Elskerinden.…

Vi har snakket om det ofte, Lærke og jeg. Om hun skal afsløre noget over for manden. Hun er sikker på, at han vil nyde at blive nusset af to piger. Og Lærke selv, hun har aldrig deltaget i en trekant. Hun finder tanken både spændende og fræk – men også lidt frastødende. Jeg vil hellere have Lærke for mig selv end at dele hende med manden. Er måske lidt bange for at blive tredjehjul. De har kendt hinanden i mange år, er vel nærmest ungdomskærester. Så de har nogle indbyrdes fikspunkter. Kender det alt for godt. Det er svært for en tredjepart at afkode de fikspunkter.

Men i aften er det kun Lærke og mig. Og hun har som sædvanligt sagt til manden at hun overnatter herinde i stedet for at køre hjem.

Putter sedlen fra dig i lommen. Kan ikke stå her og læse den mens Erik kigger over skulderen. Går ud til kaffebordet. Du fanger mit blik. Spørgende. Du nærmer dig mig. Vi står tæt sammen, skulder ved skulder. Rører hinanden. Mærker din arm mod min. Ser på dig. Vores øjne mødes igen. Det er som om en varm iling løber gennem mig.

Tænker på Lærke. Bliver pludselig meget klar over, hvor lang tid der er gået. Hvor lang tid jeg har undværet erotisk samvær med et andet menneske. Jeg smiler ved tanken om Lærke. Om vores aften. Vores nat. Sammen. Glæder mig.

Går lidt væk fra dig. Går lidt for mig selv. Ringer til Lærke. Vil lige tjekke aftenens aftale. Hun siger, at hun kommer her og henter mig. På konferencehotellet.. Slutter samtalen med ”Kys, Kys”.

Kaffekopperne er ved at blive sat tilbage. Kigger på uret. Tid at komme i gang igen.
Går ind i lokalet igen og fortsætter seminaret. Du ser så spørgende på mig. Husker den sammenfoldede seddel i min lomme. Fisker den op, og folder den ud. Læser. Forundret. Forbløffet Der står blot 3 ord på sedlen: ”Lænke eller lænkes” Og så er der tegnet et hjerte i det nederste hjørne. Er det en invitation? I så fald en provokerende invitation… Overvejer om jeg skal svare dig, men beslutter at afvente situationen.

Har vanskeligt ved at koncentrere mig. Dels på grund af sedlen, men især fordi jeg tænker på Lærke. Søde frække Lærke. Mere sej sild end husmor-typen. Kan mærke at fokus er ved at glide fra mig. Fokus burde være her. På seminaret. Det er trods alt det jeg får betaling for. Griber til en nødvendig udvej. Ændrer hurtigt planen for eftermiddagen. Gruppearbejde – eller som det hedder i programmet ”Case-study i decentrale for a”, Smiler ved tanken om den elitære omskrivning.

Sætter bevidst Erik og dig i samme gruppe. Jeg kan også provokere.

De sidste minutter slæber sig af sted. Glæder mig til Lærke får fri. Hun arbejder i et supermarked, så det bliver sent inden hun dukker op. Beslutter mig til at spise med her. På vej ud ad døren møder jeg dig. ”Du læste min besked”, si’r du og fortsætter ”Hvad foretrækker du?” Frækhed. Provokatøren. Jeg bliver overrasket. Smiler underfundigt. Tænker på et svar. Du er også en Erik. På jagt. Siger ”Det kommer an på…”, smiler og skynder mig op på værelset. Kan lige nå at blive frisket op inden middagen. Bare et hurtigt bad, rent undertøj, lidt ny make-up, en børste gennem håret - også er jeg klar igen. Klar til at få lidt at spise. Klar til at møde Lærke. Hun fylder meget i mine tanker. Ved, hvordan hendes fingre plejer at tegne mønstre overalt på min krop. Ved hvordan det plejer at virke på mig. Ophidsende. Frækt.. Erotisk. Går ned mod restauranten. Ser mig omkring inden jeg går ind. Plejer altid at danne mig et overblik. I sidder alle i baren. Du sidder lidt fra de andre med et glas vin. Fanger dit blik – eller rettere, vores øjne mødes. Kan ikke undgå at bemærke det – min ankelkæde om dit håndled. Provokatøren stikker igen hovedet frem… Beslutter mig. Går over mod jer, hen mod dig. Du stopper mig, byder mig en stol. Jeg sætter mig. Beder om et glas hvidvin. Gewürztraminer.. Alsace. ”Tak for i dag”, siger du med løftet glas, Smiler lidt. Kan mærke trætheden. Man gi’r altid lidt af sig selv når man kører sådan et seminar.

”Hvor var dine tanker henne i eftermiddag?” spørger du. Jeg trækker på skuldrene, ved godt hvad du hentyder til. Jeg var nok ikke nærværende da mine tanker var hos Lærke og glæden over at skulle se hende igen. Jeg føler mig både heldig og lykkelig lige nu – over at kende en pige som Lærke. Kan se hendes spillevende grønne øjne og generte smil for mig. Glæder mig til at falde hende om halsen og bare gi’ hende et stort tæt kram.

Middagen er god. 3 retter mad. God men alligevel lidt traditionel. Først noget fisk, laks. Så rødt kød – kronhjortefilet. Og endelig dessert. Udmærket vin. Det løsner tungebåndene. Jeg sidder igen ved samme bord som dig og Erik. Et rundt bord, så jeg sidder mellem jer. Som kamphanernes præmie. Og din besked på sedlen, den gør dig interessant; spændende.
Kigger på mit ur. Lærke vil være her om 3 kvarter. Du foreslår at vi sætter os over i baren. Jeg accepterer. Erik mumler noget om en forberedelse til i morgen og går. Jeg følger dig ud i baren. Sætter os. Har i mange år ikke brudt mig om at sidde på en høj barstole i nederdel.

Man skal sidde så påpasselig. Benene over kors og alligevel kan det ikke undgås at nederdelen glider op ad låret. Blotter noget hud.

Du bestiller. Et glas hvidvin til mig. Du drikker whisky. Fanger dit blik.

Det flakker lidt. Mellem mine lår og mine øjne. Kaster et blik på dit håndled. Højre hånd. Min kæde. Hvorfor udstiller du den sådan? Måske for at provokere mig? ”Hvad synes du”, siger du, ”vi passer den samme kæde”. ”Som at være lænket sammen af et usynligt bånd.” Jeg stirrer på dig. Forbløffet over din frækhed. Siger ”Hvad bilder du dig egentlig ind? Det nærmer sig tyveri.” ”Her” siger du og rækker armen frem ”tag det selv – det er dit!”.

Ja det må du nok sige!! Jeg rækker hånden over mod din, begynder at lede efter spændet. Kommer til at røre dit håndled. Du stirrer ind i mine øjne. Tydeligt. Det her er kamphanernes kamp. Luften er ladet med spænding. Erotisk spænding der gnistrer.

Har fået øje på Lærke ved indgangen. Smuk og sødmefyldt står hun i døren ind til baren. Lidt genert virker hun. Det her er ikke hendes hjemmebane...

Fortsættes HER