Særudstilling, - Revselsesretten, del 1

(et opslagsværk i vanlig Katrine stil)

Der herskede stor travlhed på bymuseet i Fårekøbing. I morgen skulle de slå dørene op for årets store satsning, som de håbede ville trække folk til fra hele landet, eller i al fald hele Sjælland. Det var ikke, fordi deres dejlige museum i det daglige var overrendt af besøgende, men med denne udstilling håbede de at kunne pirre folks nysgerrighed. Strafferedskaber gennem tiderne. Det skulle nok trække folk til. Pæne folk mærkede jo også en vis gysen, når de gik og så på gabestokke, pinebænke og andet.

Maria mærkede mere end en gysen, som hun nu gik rundt i udstillingen. Hvor nødigt hun end ville være ved det, var hun voldsomt fascineret af tanker, som bestemt ikke havde meget med det historiefaglige at gøre. Rent faktisk havde hun to ekstra par trusler i sin taske, og det var knapt nok til så lang en dag som denne. Nu var der stille, og hun var den sidste, der var i museumsbygningen bortset fra chefen Svend. Han sad som altid i denne tid inde på kontoret og forsøgte at låne nogle ting hjem i sidste sekund. Maria stod og kiggede på udstillingens første del. Revselsesretten.

Den eksisterede ikke længere, men engang havde manden i huset haft ikke bare ret, men ligefrem pligt, til at holde hustugten. Det var ikke bare børn, men også tyende og hustruen, der kunne risikere at få enden på komedie. Hun rystede på hovedet af sig selv. Det var jo set med nutidens øjne frygteligt at tænke på, at man sådan uden videre kunne få bank. Det var så selvfølgelig en ret, at der i Jydske lov blev præciseret, at det end ikke var Helligbrøde for en mand, at slå børn, tyende eller hustru i helligdagene, så længe han kun gjorde den med ris eller hånd.

Det var kun, hvis han slog, så de tog skade eller fik sår, at det var helligbrøde.

Hun stod og så på det lille skilt med lovteksten:

Kap. 81.
Mod hvem der kan begaas Helligbrøde.

En Mand kan ikke begaa Helligbrøde mod sin Hustru og sine Børn, som er i Fællig med ham, medmindre han tilføjer dem Saar med Od eller Æg eller sønderslaar deres Lemmer, for han skal revse dem med Stok eller med Vaand, hvis de forser sig, og ikke med Vaaben. Det samme gælder ogsaa om Tjenestetyende. Men mod Husbonden kan Hustruen nok begaa Helligbrøde. Børn kan paa alle Tider af Aaret begaa Helligbrøde mod deres Forældre. Saaledes ogsaa Søskende mod hinanden, hvis de er udskilt af Fælliget. Tier begge Parter, som begik Helligbrøde, og er forligte, kan Ombudsmanden dog rejse Sag mod den, han vil.

Det var jo skrækkeligt, men alligevel pirrede tanken om endefulde med hånden hende ud over alle grænser. Hun stod og stirrede på riset. Hun kunne mærke, at hendes sidste par tørre trusler nu var drivvåde. Nå skidt, hun kunne smutte hjem lige om lidt, og desuden var hun alene så… Hun tog riset i hånden. Svend var kommet med bundtet af de tynde grene og havde sagt, at det egentlig burde skiftes ud hver dag, da et tørt bundt vel ville give splinter i bagdelen. De havde leet en del af det, da de jo godt vidste, at det ikke skulle bruges. Maria daskede det forsigtigt mod sin hånd og mærkede et stød i sit underliv.

Gad vide hvordan det ville føles mod hendes bare balder?

"Jeg tror, du ville nyde det. I al fald taget i betragtning hvor mange gange om dagen du har måttet onanere de sidste uger."

Svends stemme. Maria for sammen og rødmede dybt. Ikke bare havde han grebet hende på fersk gerning med riset i hånden, men det slog hende også, at dametoilettet lå lige ved siden af kontoret, og hun havde godt nok forsøgt at dæmpe sig, når hun kom, men indimellem havde hun måske stønnet lidt. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Det var så ufattelig pinligt. Svend, hendes chef, stod og så på hende med et underligt blik i øjnene.

"Jeg … øhh…"

Hun lukkede munden igen. Hun kunne jo ikke sige noget, der ville kunne redde hende. Han smilede af hendes åbenlyse forlegenhed.

"Du må gerne låne det ris med hjem til kæresten. Bare sig til ham, at det er fordi, du gerne vil vide mere."

"Jeg har ingen kæreste."

Det røg lige ud af munden på hende, og hun lukkede den igen forskrækket.

"Ja, så hjælper det jo ikke meget, at du låner det med hjem, og så forstår jeg også, hvorfor du har haft så svært ved at holde fingrene fra dig selv."

Maria blev om muligt mere rød i hovedet. Det her var det mest pinlige, hun nogensinde havde oplevet. Hun blev vel nødt til at sige op snarest muligt, for hun var ikke sikker på, at hun kunne holde ud at gå her op og ned af Svend hver eneste dag og vide, at han vidste…

"Det her er lidt akavet Maria. Jeg er din chef, og hvis jeg tilbyder dig, det du ønsker, går jeg måske langt over dine grænser?"

Han så vurderende på hende. Maria blussede, hun kunne ikke tale nu. Hendes forstand skreg nej, men hendes krop… Hun frygtede, at hun bogstaveligt talt dryppede på gulvet. Han tog riset ud af hånden på hende og satte sig på en stol.

"Maria. Du kan gøre en af to ting nu. Du kan gå herfra og komme igen i morgen, så vil jeg aldrig nævne, hvad der er sket i aften for nogen."

Hun sukkede lettet. Han så alvorligt og indtrængende på hende.

"Du kan også vælge at trække ned i dine trusler og op i dit skørt, lægge dig over mit knæ og mærke, det du længes sådan efter. Igen. Hvad der sker mellem os to, bliver mellem os to, og du kan til enhver tid sige nej. Hvis du har lyst, kan vi arbejde os igennem udstillingen stille og roligt…"

Maria mærkede, at brystvorterne var stenhårde. Hun havde aldrig været så meget i tvivl om noget i sit liv. Hun burde sige nej, men det var så fristende. Hun trippede, da hendes underliv trak sig sammen i et stød. Af sig selv bevægede hendes hænder sig hen over den tækkelige nederdel og fik fat i trussekanten. Ugers opsparet liderlighed og nysgerrighed tog magten over hende, og hun trak trusserne ned, mens sommerfuglene flaksede rundt i hendes mave, og hendes underliv trak sig sammen i nærmest elektriske stød. Trusserne dalede ned om hendes fødder, og hun trådte ud af dem og hen til ham. Han løftede sine arme, og hun trak op i nederdelen bagpå og lænede sig frem.

Hun mærkede, at han tog i mod hende og hjalp hende hen over sit skød. I det samme ramte tanken hende. Hvad i al verden var det hun lavede? Så mærkede hun hans hånd glide hen over sine blottede balder og enhver fornuft forsvandt. Det var det her, hun havde drømt om så længe. Hånden løftede sig og faldt med et tydeligt klask. Hun stønnede hæst. Det gjorde ondt men… I tankerne var hun tilbage i tiden, og det var ikke hendes chef, men hendes husbond, der lod slagene falde over hendes bagdel.

Han slog til nu, og hun stønnede af lige dele smerte og nydelse, for hun nød det så meget. Han stoppede, og lod hånden glide vurderende over hendes balder.

"Hvor er du Maria? Fortæl mig, hvad der sker for dit indre blik."

Hun stønnede sagte og mærkede sine balder gløde.

"Jeg ser for mig en mørk stue oplyst af et ildsted og en enkelt tælleprås. Husbonds tøj er groft vadmel. Det er mit eget tøj også. Han straffer mig, fordi han har grebet mig i liderlig opførsel. Han så mig onanere."

Hendes stemme var sagte og hæs.

"Det er sandt. Den slags skal straffes og straffes hårdt. Her er hånden ikke nok."

Hun kunne høre på hans stemme, at han ikke var upåvirket. Hans hånd forsvandt fra hendes bagdel, så hørte hun en susen i luften og skreg forskrækket op, da riset bed i hendes røde balder. Det gjorde mere ondt, end hun havde forestillet sig og på en langt større del af hendes bagdel. Igen og igen lod han riset falde over hendes bagdel, selvom hun sprællede på hans skød. Han holdt hende fast og fordelte med kyndig hånd slagene, så det ikke bare var hendes balder, men også det øverste af hendes lår, der så rigeligt fik riset at smage. Hun mærkede tårerne trænge sig på.

Han stoppede, og igen gled hans hånd hen over hendes balder og fordelte smerten og varmen. Hun fik samlet sig selv sammen og mærkede, hvor tændt hun var.

"Rejs dig op Maria."

Nu var hans stemme venlig, og hun rejste sig med lidt besvær op og mærkede, hvordan nederdelen gled ned over de brændende balder. Hun så spørgende på ham.

"Jeg er for det første din chef, for det andet er jeg gift, så jeg kan ikke give dig det, du nu higer efter, men gå med mig ind på kontoret, og hvis du har lyst, så lad mig se dig tilfredsstille dig selv."

Marias fornuft var forsvundet for længe siden. Hun måtte have udløsning for den brændende fornemmelse i sin krop. Hun gik foran ham ind på kontoret, krængede sin nederdel op om hofterne og satte sig meget forsigtigt i sofaen. Svend kom ind og satte sig bag skrivebordet. Hun kunne se bulen i hans bukser og smilede bredt ved synet. Han havde tændt lige så meget på det, som hun. Hun spredte sine ben og lod sin hånd glide ned mellem dem. Hun gispede overrasket over, hvor våd hun var. Hun var klistret langt ned ad lårene. Uden besvær forsvandt to fingre op i hende, så mistede hun besindelsen, og den halve plan hun havde om at tirre ham.

Hendes fingre fandt hendes klit, og efter hvad der føltes som to strøg, kom hun. Hendes krop stod i en bue, og hun skreg sin forløsning ud i kontoret.

Langsomt kom hun til sig selv. Hvad var det dog, hun havde indladt sig på? Svend stod ved siden af hende med et glas vand i hånden og bød hende.

"Det var et meget smukt syn."

Han smilede bredt. Maria tog imod vandet og drak tørstigt. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige.

"Nu skal du tage hjem og tænke over, hvad der er sket i dag. I morgen har jeg lagt en dragt frem til dig, hvis du tager den på, så fortsætter vi i morgen aften, hvis du ikke gør, så stopper det her, og vi taler aldrig om det igen. Du skal have det godt med det."

Han så indtrængende på hende, og Maria nikkede. Hun var flov, men hun kunne mærke sin krop summe tilfredst. Hun måtte hjem og tænke sig godt om.

Fortsættes HER

Katrine er på

Tilkendegiv din mening om serien på Facebook - eller brug gæstebogen her /Red.