Mandag morgen, en ny uge begynder, hvor jeg skal skaffe brød til min kone, mine børn og snart børnebørn... og vin til mig selv ikke at forglemme. Så ringer Rattan Import/exports mobil. Heldigvis er jeg alene på kontoret, ellers var den bare gået over på en telefonsvarer.

"Det drejer sig om en ung mand, faktisk en medarbejder som vi har store forhåbninger til for fremtiden. Han har "lånt" vores splinternye direktionsbil i weekenden for at imponere sin pige. Desværre havnede den i en tjørnehæk med buler og ridser i lakken. Vi vil meget gerne undgå at fyre ham," fortsatte stemmen i den anden ende.

"Men melder vi det til politiet, får han en bøde og et klip i kørekortet, og vi er nødt til at fyre ham af hensyn til hans kolleger, som endnu intet ved, kun at bilen har haft et uheld. Derfor har vores advokat Otto Cain foreslået, at sagen løses en gang for alle ved en hård korporlig afstraffelse foretaget af Deres firma. Den unge mand er indforstået med denne løsning."

Så mange var ordene, det var op til mig at træffe en afgørelse.

---

Otto Cain, advokat Cain, "Den tavse mand" (klik på linket og læs).

Det er et ren tilfælde at jeg kender hans navn og årsagen til at han nøgen stod bundet til bukken hin formiddag og modtog 2x30 hårde rap med et spanskrør.. Striberne gjorde at han kunne fortsætte sin advokat virksomhed i et stort firma og at man "glemte" en lille affære med pantebreve. Jeg ser ham for mig. De halvfede baller stritter op i luften, smældene når spanskrøret rammer. Han stønner og vrider sig, men siger ikke noget, medens de røde striber begyndt at løbe sammen. Det kostede ham et par uger hvor han kun kunne sidde på puder. Den officielle forklaring var et brækket haleben!

Han har åbenbart lært lektien, og nu vil han hjælpe en ung mand i samme situation. Jeg håber at han har forklaret ham konsekvenserne!

"OK" siger jeg. "Send ham hen til Kornskrivergade 15 kl. 17 i dag og bed ham ringe på klokken til Rattan Import/export.. MEN FORKLAR HAM SAGENS ALVOR! Evt. lad advokat Cain gøre det.

---

Jeg går tidligt fra kontoret, hen til de to ydmyge lokaler Kornskrivergade 15, hvor ingen kender mit rigtige navn. Kun mit dæknavn: Hr. Rattan. Indehaveren af firma Rattan Import/export. Kl. 17 præcis ringer det på porten. Jeg åbner og siger i samtaleanlægget: "Gå over gården, ind i baghuset og op på tredje sal."

Der står han så. 23-24 år, lyshåret med klare blå øjne, slank. Iført en kort læderjakke med en T-shirt under. Cowboybukser og gummisko. Han må nærmest beskrives som: Bleg, men fattet!

"Godt, du ved hvad sagen drejer sig om. DET ER 40 RAP MED SPANSKRØRET... MINIMUM! Hvis du ikke vil skal du bare gå, men så må du selv ordne det med dit firma."

"Jeg skal nok tage min straf." Stemmen er tør, men fast... næsten da.

"Fint, gå ind ved siden af. Tag alt tøjet af, ALT! Også armbånd og ur. Læg det i kurven."

Da jeg kommer ind står han helt nøgen som aftalt, det eneste han har på er et "hundetegn" i en tynd kæde rundt om halsen. Jeg ladet den være. Sveden løber ned af hele kroppen. Pikken stritter vandret frem, medens han prøver at stå stille.

"Skal jeg bindes?" Spørger han, medens han stirrer på bukken. Har Cain mon fortalt ham noget? Jeg tager en beslutning... og en chance.

"Nej, stil dig helt ud på midten af gulvet, spred benene og tag fat om anklerne med hænderne. OG DU HOLDER KNÆENE STIVE... HELE TIDEN!"

Gad vide om han kan klare det. Tiden vil vise det. Han gør som befalet. Jeg vælger et middel spanskrør. Middel i tykkelse og middel i smidighed. Jeg ser på ham. Han står bøjet med lukkede øjne. Knoerne er hvide og neglene borer sig ind i anklerne. Røven er fast, hvid og dækket af gåsehud! Uden rester af striber. Det er længe siden han har fået spanskrør. Hvis han da overhovedet har prøvet det før. Resten af den brune krop fortæller om et friluftsmenneske.

AUUUUUGH!… OH. Det første slag tager han så nogenlunde, men de næstfølgende får ham til at hyle højt. AWWWW! ... IIIIGH. NEJ ÅÅÅÅGH! Hver stribe udløser et skrig, faktisk to. Det første når spanskrøret rammer ballen, det næste når det går op for ham hvor ondt det faktisk gør.

"NEJ, NEJ Hr. Rattan ikke så hårdt, jeg kan ikke tage det." Han prøver desperat at stå stille som befalet, for at undgå noget værre. Efter 10 slag lader jeg ham få en pause. Han gør tegn til at rejse sig, men jeg stopper ham: "Hvem har givet dig lov til at rejse dig?"

"Jeg skal nok blive stående" Knoerne er stadig hvide og der er blod ved neglende.

10 til. Striberne er ved at blive kraftigere, huden revner og små dråber af blod titter frem. Hans skrig er gået over i gråd og jammer, efterhånden som jeg inddrager hans lår i processen.

"20. Du får lov at holde pause. Rejs dig." Han rejser sig, knuger om sin røv med hænderne, medens han snøfter. Ansigtet er rødt og ophovnet af gråd.

---

"Det var halvdelen. Bøj dig igen."

"Nej NEJ, hr. Rattan. Jeg kan ikke tage mere. Jeg VIL ikke."

"Ja, men så sender jeg dig tilbage. Du har selv indgået aftalen og så må du holde den… eller hvad?"

"Jeg skal nok." Han tager sig sammen, trækker vejret dybt. Han prøver virkelig på at være tapper! De næste 10 får striberne til at flyde sammen, og blodet til at løbe ned af lårene i små striber. Han vakler og har svært ved at stå med benene spredt. Jeg tænker på Otto Cain, der tog 60 rap uden at kny. Ungdommen er blød i dag!

"Rejs dig, du får en pause."

"Tak, Jeg skal nok tage de sidste... Det lover jeg. Men giv mig en pause, det gør så ondt, hele min røv brænder. Jeg skal aldrig gøre noget ulovligt igen."

Han taler i korte stødvise sætninger. Faktisk har jeg en vis sympati med ham. Han prøver at tage sin straf som han acceptere at han har fortjent.

"WELL, GÅ HEN TIL BUKKEN! BØJ DIG OVER DEN OG SPRED ARMENE." Jeg binder dem til bukken med to læderremme. Automatisk spreder han benene som om han forventer at de også skal bindes. Det gør jeg ikke, men siger: "Hold dem spredte, rejs din overkrop, løft hovedet og se lige ind i væggen, ikke ned i gulvet, ELLERS FÅR DU EKSTRA!"

"Jeg skal nok tage hele min straf. Jeg er artig hr. Rattan."

Jeg så på ham. De lyse blå øjne stirrede stift ind i væggen. De var fulde af tårer. NEEEEJ AWWWW HJÆÆÆÆLP Jeg kan ikke ÅÅÅGH! De sidste 10 slag var hårde. Jeg startede øverst på ballerne og arbejde mig ned over lårene. Han hylede uafbrudt. Huden begyndte at komme af i små flager og blodet løb ned af lårene, nu i en regelmæssig strøm.

40... Og færdig! Jeg løsner remmene, han græder stadigvæk, som om han ikke har fattet at det er overstået.

---

"Tag dit tøj på og kom ud i forkontoret"

Han kom ud, stadig med tårerne trillende ned af kinderne, fra de blå øjne. Jeg gav han en kuvert.

"Giv denne til din chef eller til advokat Choen.." (Jeg lavede med vilje en fejl).

"Cain" rettede han mig.

"Du har fået din straf, og alt er glemt, så lad mig ikke se dig igen. Så bliver ridserne dybere... FORSTÅET!"

"Jeg skal nok være artig."

"Gå nu hjem. Læg dig på maven. Du får ikke meget søvn i nat. Tag to Codyl i morgen tidlig inden du går på arbejde og to til frokost. Husk at tage en pude med. DU FÅR BRUG FOR DEN."

Han belavede sig på at gå, jeg åbnede døren idet jeg sagde: "JEG HÅBER PIGEN VAR DET VÆRD!"

Han vendte sig om og svarede med et skævt smil: "DET ER HUN I HVERT TILFÆLDE HR. RATTAN... NÆSTEN."

Han gik ned ad trappen medens han fløjtede kækt... men tonerne var noget falske!

PS. Det er sjældent, at jeg ser mine "klienter" mere end een gang. Men denne unge mand så jeg igen efter ikke så lang tid. Der afslørede han bl.a. sit navn. MEN DET ER EN HELT ANDEN HISTORIE