Rebekka retur, del 2 (slut)

Har du ikke læst tidligere serier, kan du gøre det HER

Resume:
Rebekka har tidligere kort været Idas kæreste, men gik så tilbage til sin mand. Det var en fejl. Nu er hun kommet til Ida og Bane og tilbyder at være deres slavinde.

----

Ida og jeg havde meget at tale om, efter at Rebekka tilbød sig som vores slave. Vi sagde ja, men ikke uden en tremåneders prøvetid. Rebekka havde dog lært så meget af historien, at vi aftalte, at vi ikke havde nogen rettigheder over hende, hvis vi havde drukket så meget, at vi ikke måtte køre bil. Hun er ikke helt dum; faktisk er hun både klog og sjov. Efter prøvetiden sagde vi ja, uforbeholdent ja igen. Og det medførte større, permanente ændringer, primært for Rebekka, men også for Ida og jeg.

Slavinde på heltid udelukkede Ida dog kategorisk. Hun påpegede, at der skulle være noget at falde tilbage på for Rebekka, hvis hun ville stoppe - eller vi var trætte af hende. Men hun sagde sin præstestilling op og vinkede farvel til præstegården og fandt sig en halvtidsstilling ved en af Fredericias forstadskirker. Ida insisterede også på, at Rebekka fik en lille lejlighed. "For alle tilfældes skyld, eller hvis vi to trænger til tosomhed," som hun sagde med et forelsket glimt, der stadig gjorde mig varm.

Og i øvrigt blev Rebekka administreret hårdt. Vi skulle kende hendes dagsplan. Vi havde råderet over hendes konti og administrerede hendes lommepenge. Ida havde lagt hendes motionsprogram.

Ida er blevet virtuos med en pisk. Sådan en med en lang lædersnøre. Egentlig bruger hun den ikke på Rebekka. Pointen er snarere blot den, at Ida har pisken og Rebekka ikke. Det sætter nogle ting på plads. Men Ida bruger den til at motionere Rebekka. Det er forbløffende at se, med hvor meget energi Rebekka kan lave høje knæløft, når pisken knalder lige under fødderne på hende. Det er også sjovt at se, hvor motiverende det virker på en sjusket præstation, når Ida, imellem Rebekkas ben, lader piskens snert ramme Rebekkas balder eller ryg. Ida er virkelig god til det. Sådan som Ida som regel bliver god til de ting, hun sætter sig for.

Denne kombination af intelligens, motorik og vilje kunne jeg kun være misundelig på. Den er en af Idas virkelig bemærkelsesværdige egenskaber.

Nogle gange lufter jeg min misundelse over det. Så lægger der sig en grå skygge af tristhed over min elskedes ansigt, og hun siger, at det har Kamilla også altid sagt. Jeg bliver så altid ked af at have mindet hende om hendes Kamilla, men dér er hun allerede videre, smiler, stryger mig over kinden og siger noget i retning af: "Sådan er det jo bare. Hun er død. Den ballast slæber jeg rundt på. Du må slæbe rundt på, at du aldrig bliver alene om at være min store kærlighed. Men du er min store kærlighed!" Stillet overfor det overskud, føler jeg mig så også lidt smådum. Men pyt.

Ida er ikke kommet sovende til at være virtuos med pisken. Hun har tilbragt timer i garagen og øvet sig. Først da Ida, min lille perfektionist, var klar og sikker i sin sag, blev Rebekka involveret. Dén eftermiddag husker jeg for øvrigt tydeligt. Henne fra garagen lød en række bemærkelsesværdige skrig, men jeg tænkte, at de begge var voksne, så jeg tog mig ikke af det.

Godt nok bemærkede jeg, at Rebekka havde en højhalset bluse på, da hun serverede aftensmaden. Det kan være sexet nok, når alt andet mangler. Jeg syntes også, at Rebekka havde et sjældent, olmt udtryk af vrede i sit ellers lattermilde ansigt, mens Ida var lidt mut. Da Rebekka havde serveret for os, satte hun sig til bordet med sin egen portion kartofler, grøntsager og sovs; kød var noget, som slavinden kun fik om søndagen eller en luns af Ida eller mig, hvis humøret var derefter.

Denne aften tog Ida uden et ord sit kød og lagde det hele på Rebekkas tallerken. Rebekka sagde tak, men vreden veg ikke fra hendes øjne.

Efter aftensmaden, da hendes pligter var udført, kom Rebekka for at sidde med os, som så ofte før. Glad var hun stadig ikke. Rebekka satte sig i lænestolen.

"Undskyld! Jeg troede, jeg kunne," forsøgte Ida.

"Men det kunne du ikke," svarede Rebekka uden at det klang af forsoning.

Ida sukkede dybt, rejste sig, tog sit tøj af og lagde sig på maven tværs over Rebekkas skød. Det så ekstremt erotisk ud.

"Mener du det?" spurgte Rebekka, slavinden, forundret over, at fruen lagde sig over hendes knæ.

Ida nikkede stille.

"Så hent hårbørsten!" fortsatte Rebekka.

Jeg kunne se, at Ida sank en ekstra gang, før hun rejste sig og gik ud. Hun kom tilbage med hårbørsten i hånden og rakte den til Rebekka uden ord. Rebekka rejste sig; for første gang kunne jeg ane et smil.

"Du tror," sagde hun, idet hun begyndte at rede den overraskende Idas hår, "at jeg bliver glad igen, hvis jeg kan slå dig. Men hævn er i bund og grund for små mennesker; og det er vi så alle ind imellem," fortsatte hun, mens hun fortsatte med håret. "Hvis du vil gøre ondt godt igen, kan du jo prøve med det gode. At vække mig med en lækker slikketur i en uge for eksempel."

Ida nikkede sin accept, men Rebekka fortsatte, med et tiltagende, udfordrende smil: "Og hvis det i den forbindelse skulle ske, at presset på blæren bliver for stort, kan du vel også klare det?"

Ida bed sig i læben, men nikkede så, tydeligvis ikke for stolt af noget.

Nu var det mig for meget: "Ud med sproget: Hvad er der egentlig sket?" spurgte jeg.

"Bare vis ham," sagde Ida til Rebekka, der forsigtigt trak blusen over hovedet. Det var tydeligt, at Ida havde ramt steder, hvor det ikke kunne have været meningen. Mest iøjnefaldende var en grim stribe på slavindens hals.

"Det kan jeg ikke være bekendt. Det er så pinligt," mumlede Ida.

"Jeg kan se på dig, at du ikke fandt det rigtige ord, elskede, perfektionistiske Ida. Ordet er ikke pinligt. Du skammer dig bare godt gammeldags," påstod jeg.

Efter et øjebliks eftertanke nikkede hun med trist mine.

"Du ved, hvor skammekrogen er," konstaterede jeg. Jeg er sikker på, at Ida kunne høre smilet i min stemme. Og alligevel stillede hun sig i skammekrogen; nøgen, letspredte ben og hænderne i nakken. Jeg vidste, at Ida ville have det godt med at gøre denne bodshandling; men jeg må også sige, at jeg nød synet af min stærke, stolte og smukke kvinde sådan.

For nu at gøre Idas oplevelse fuldkommen, fik Rebekka lov til at klæde sig helt på, hvilket var usædvanligt, for som slavinde var hun næsten altid i en eller anden form for afklædthed herhjemme. Idas besøg i skammekrogen blev lige afbrudt af, at jeg bad hende om at hente en skål chips og to glas vin. Alkohol fik Rebekka ellers kun ved festlige lejligheder. Men i dag virkede det passende.

Det var Rebekka, der senere forløste Ida fra skammekrogen med et blidt kys i nakken, hvorefter hun trak hende med hen til sofaen. Men tøj fik Ida ikke mere på den aften.

Ida brugte mange timer med pisken efter dette, før hun involverede Rebekka igen. Nu kan hun, som sagt, bruge den.

Det er på mange måder dejligt at have slavinde. Husholdning behøver vi knapt nok tænke på. Det er også skønt bare at kunne smække hende op på motorhjelmen på en stille parkeringsplads og bruge hende. Ida nyder at kunne få slikket sin svedige kusse på deres fælles løbeture. Ida går meget op i Rebekkas kost og motion. Det er som om Rebekka er blevet en fælles hobby. For jeg nyder, når jeg kan stramme Rebekkas korset et par millimeter mere om hendes talje end sidste måned.

Ida gør hende ikke tynd, men holder hende velproportioneret. Rebekka skal bære korsettet under præstekjolen. Egentlig ville vi have, at hun kun havde strømper og strømpeholder på. Men hun bad så indtrængende om at få lov til trusser der, at vi gav lov. Men hun skal jo stadig mærke, at hun er slavinde og huske, hvis hun er. Derfor skal hun bære det stramme korset.

Egentlig er vi ikke særligt onde eller hårde ved Rebekka. Det behøver vi ikke. For hun er skruet mærkeligt sammen. For det første vil hun ikke mange ting, er genert og bornert. Men når vi kan tvinge hende, synes hun det er fedt. Og det kan vi jo.

Vi var måske lidt onde forleden. Normalt siger kulde os ikke noget, heller ikke som straf. Og selv om Rebekka praktisk talt bor på en madras i min garage, hvor hun også har en simpel stol og et bord til at arbejde ved, flytter hun ind i gæsteværelset, når det bliver koldt. Men forleden var det koldt, og Ida og jeg var, indrømmet, onde, da vi jagtede Rebekka, der kun havde vinterstøvler på, igennem skoven med snebolde. Hun fik også en ordentlig vasker. Men bagefter spenderede Ida spandevis af varm chokolade og endda en kage i et nærliggende traktørsted; da var Rebekka varmt klædt på. Kage og varm chokolade har altid været en af Idas favoritter.

Rebekka og Ida er lige nu i gang med at pakke til vinterferien. Jeg hører dem komme ind i stuen.

"Men hvad skal jeg sige i sikkerhedskontrollen i lufthavnen?" surmuler Rebekka, der ikke ser ud til at være helt tryg ved den påklædning, som Ida har valgt til hende til rejsen.

Som svar smiler Ida bare sit varme, frække smil. Det er vist svar nok for Rebekka. Nu smiler Ida til mig. Hun ser lykkelig ud. Hendes tunge slikker frækt omkring hendes mund. Hendes øjne peger mod soveværelset.

Hey; det var vist et løfte. I må have mig undskyldt...

Kære læser.

Her slutter fortællingen om Ida, som du har kunnet følge igennem 41 afsnit. Hvis du kigger på afsnittene, vil du opdage, at alting altid går galt for Ida, men hun rejser sig igen. Jeg slutter beretningen med et lykkeligt øjeblik, og det skal være hende vel undt.

For beretningen om Ida er selvfølgelig det pure opspind, er der nok nogle, der vil mene. I har ret. Der er selvfølgelig noget, der er digtet. Ida kommer således ikke fra Assens, og Bane handler ikke med cykler; men på en kirkegård i trekantsområdet er der en gravsten med den enkle tekst "Kamilla". Hvis det går, som jeg regner med, vil Ida dukke op i en birolle en enkelt gang senere. Men ellers er det tid til afsked. Eventuelle hilsener til Ida i min gæstebog vil jeg selvfølgelig give videre ;-)

Jeg håber, I har nydt det.

Ham her.