Rebekka retur

Har du ikke læst tidligere serier, kan du gøre det HER

Resume:
Ida har haft flere forhold igennem de sidste år. Før hun var sammen med Bane, som hun er sammen med nu, var hun sammen med Rebekka, præsten, der begravede hendes tidligere partner Kamilla.

Ida har foræret Bane en uge, hvor han måtte råde over hende, i fødselsdagsgave. Ugen er netop slut.

-------

Ida og jeg sad og fik en bid brød i Idas køkken søndag aften. En dejlig weekend i sommerhuset var ovre og en dejlig uge, hvor Ida skulle gøre alt, jeg sagde. Pludselig ringede det på døren. Det ringede ikke bare; det ringede alarm.

"Møgunger," sagde Ida og irriteret rejste sig op. Jeg hørte hende åbne døren og udbryde: "Du? Jøsses, jamen dog! Hvad er der sket?" Lidt efter kom Ida ind med et ynkeligt syn. Blåt øje, flækket læbe; hun manglede en tand. Forgrædt. Kvinden holdt sin ene hånd med den anden. Hun mumlede noget om sin mand, mens hun kom ind.

"Bane, det er Rebekka, Rebekka: Bane. Bare smid jakken." præsenterede Ida med en hektisk håndbevægelse. Med forsigtige bevægelser tog Rebekka jakken af. Det første, vi bed mærke i, var, at hun var nøgen; det vidner om hendes flugt hals over hoved. Det næste var, at hun havde et par snitmærker på kroppen. Straks tog hun fat i sin hånd igen.

Hurtigt blev vi enige om, at skadestue og politi var det rigtige. Rebekka protesterede ikke, fik nogle af Idas klude på, der selvfølgelig var alt for små til hende, men i situationen var bedre end ingenting.

På skadestuen fik hun ordnet sår, gipset hånd og der blev skrevet journal. På politigården skrev en venlig, ældre betjent rapport. Hans afsluttende bemærkning var dog forstemmende. Den gik ud på, at man godt nok aldrig vidste, hvad domstole tænkte; men havde man først én gang involveret noget, der ligner vold i parforhold og sexliv, vil det være særdeles svært at påvise ond vilje hos gerningsmanden, altså Rebekkas mand.

"Det vil sige, man ikke kan sige nej længere, hvis man én gang er gået med til sadisme eller masochisme i forholdet?" formulerede Ida vores forundring. Betjenten rystede frustreret hovedet indtil han havde fundet formuleringen: "Nej, men den anden har bedre muligheder for at overhøre det ud fra antagelsen, at det hører med til spillet. Og en retssag med det emne og dig som præst involveret..." han nikkede til Rebekka, "... vil være guf for formiddagsbladene."

Det var indlysende, at der kunne være noget om det, og vi forlod politigården temmelig frustreret.

Jeg sørgede for en låsesmed til Rebekkas bolig, men Rebekka ville gerne sove hos os. Ida gav lov og redte op i gæsteværelset. I dagene, der kom, blev det tydeligt, hvor rystet og ængstelig Rebekka var, selv om de fysiske spor blev mindre og mindre synlige. Den magt, som Rebekka havde givet sin mand efter erfaringerne med Ida, havde han slet ikke kunnet administrere. Heldigvis havde Rebekka taget flugten, da det var ved at køre helt af sporet.

Det var tydeligt, at Rebekka trængte til nogen at læne sig op ad, og det blev Ida og til dels mig. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvordan det gik til; men det, der i starten var menneskelig støtte, gjorde ikke Rebekka stærkere. Des stærkere støtten var, des mere lænede Rebekka sig op ad den. Jo mere støtte der var, des mindre Rebekka var der. Til slut blev det efter nogle uger selv Ida for meget.

"Nu må du tage dig sammen eller tone rent flag. Det var dig, der gjorde det forbi med mig i sin tid. Og verden har ikke stået stille siden da. Hvad vil du?" spurgte hun med slet skjult irritation.

Som svar vævede Rebekka noget om, at det havde været en fejl, at det havde været den lykkelige tid dengang Ida var sammen med og styrede hende osv. indtil Ida afbrød.

"Glem det. Du gjorde det forbi. Jeg har Bane nu. Det bliver aldrig det samme."

Rebekka kiggede fra Ida til mig og tilbage igen, før hun med svag stemme bekendtgjorde: "Jeg tror ikke, det er noget problem for mig."

Det var en overraskende melding. Også Ida grublede: "Hmm... jeg glemte et øjeblik, hvordan du er skruet sammen. Det vil sige, du tager hvem som helst, bare de fortæller dig, hvor skabet skal stå? Eller får Bane lov til at være det tynde øl, for at du kan få mig?"

"Jeg tænkte nu mest på, at I kunne få mig," mumlede Rebekka mut. Det var tydeligt, at Rebekka syntes, at Idas beskyldning var uretfærdig.

"Hvad mener du med 'få'?" ville jeg vide.

"At I kan have mig. Bestemme. Kontrollere. Næsten eje mig, ligesom Ida gjorde." Rebekka løftede ikke blikket.

"Betingelsesløst?" spurgte jeg.

Rebekka løftede blikket, tænkte lidt og svarede: "Det her er jo en eller anden form for egoisme. Jeg vil det, fordi jeg trives i det. Men jeg tror også, at I kan, og at vi kan trives i det sammen. Men ellers ja."

"Hvordan kan du tilbyde, at give dig i vores vold efter det, du oplevede sidst, med din mand?" Mine spørgsmål havde nærmest karakter af forhør, syntes jeg.

Rebekka tænkte, før hun talte: "Mine behov er jo ikke ændret. Jeg trives nok stadig bedst, når jeg ikke altid skal tage stilling og kender min plads. Og her er mindst én, der kan administrere den magt. Det véd jeg. Og at Ida har taget dig er anbefaling nok for mig af dine menneskelige kvaliteter."

"Og du mener, at jeg ikke kan forrune mig?"

"Alle kan forrune sig. Det er et spørgsmål om, om de stopper, når de ser det," konstaterede hun.

"Kom herhen, tag hænderne på ryggen, gå ned på knæ og bed mig om at slå dig!" krævede jeg.

Rebekka nølede og Ida protesterede, at det kunne jeg ikke forlange med den historie, Rebekka havde med. Jeg indvendte, at med det, Rebekka sagde, kunne jeg forlange hvad som helst, og kunne jeg ikke det, kunne det være lige meget. Allerede mens jeg talte, var Rebekka trådt hen. Da jeg havde talt færdig gik hun på knæ. Hendes øjne var fugtige.

"Vær sød at slå mig," nærmest hviskede hun. Det kostede overvindelse, kunne enhver se. Med ordene "Ikke tale om!" puffede jeg hende blidt omkuld. Jeg begyndte at kilde hende; Ida stødte til med et stort smil. Der kom mange grin, hyl, spjæt og "nej" fra Rebekka, indtil det pludselig stoppede og hun spredte alle fire og lod os komme til og gøre, som vi ville. Rebekkas ansigt afspejlede, at det ikke var nemt for hende. Men situationen viste også, at Rebekka mente det. Hun mente det så meget, at kilderiet blev lidt kedeligt.

"Jeg har allerede en pige," meddelte jeg en skuffet Rebekka, da vi stoppede kilderiet.

Hun svarede dog på tiltale: "Jamen har I en slavinde?"

Jeg så spørgende på Ida, der ikke så afvisende ud. Hun havde det der pikante smil, som hun får, når hun er tændt.

"Jeg kender dig, Rebekka. Du kan give Bane et indtryk af, hvad det indebærer. Så beslutter han og jeg i fællesskab," sagde hun.

Rebekka rejste sig, tog hurtigt sit tøj af og lagde sig på gulvet med enden vendt mod mig og i vejret. Med fingrene begyndte hun at udspile sit røvhul.

"Du må tage mig, Herre," sagde hun.

"Hvornår?" spurgte jeg.

"Når du vil. Og Ida, Herre"

Jeg spurgte Ida, hvor ofte Rebekka var liderlig.

"For det meste," svarede Ida med et slibrigt smil.

"Slik mig våd, mens du smører dit røvhul med dine fissesafter!" befalede jeg.

Rebekka vendte sig om og fiskede min pik frem og gik i gang. Ida sad stille smilende i lænestolen overfor. Hendes ene hånd var havnet i hendes skridt. Min viftende pegefinger fik hende på bedre tanker.

Da Rebekka mente, at hun og jeg var våde nok, blev hun igen placeret med røven imod mig og snuden mod Idas skridt. Her behøvede Rebekka ingen introduktion. Hendes ende tog imod min langsomme men krævende indtrængen og hendes mund og tunge strakte sig mod Idas køn, som Ida villigt blottede og placerede indenfor rækkevidde. På Idas reaktioner kunne man se, at Rebekka var fortrolig med krinkelkrogene på Idas krop. Ida kom først og voldsomt, idet hun holdt Rebekkas hoved i et jerngreb mod sit skød, men hun blev mere og mere fjern. Dernæst kom jeg og sprøjtede min ladning op i den fremmede røv.

Rebekka fik besked på at slikke mig ren. Uden spor af nydelse, men med næsten imponerende villighed gik hun i gang. Da hun var færdig, gav Ida hende et hårdt rap over enden.

Rebekka så overrasket, ikke engang bebrejdende, på hende.

"Sagde du måske tak?" spurgte Ida, "har du glemt det hele?"

Rebekka nikkede sin stille accept af udsagnet.

"Tak Bane, fordi jeg måtte mærke dig. Og tak Ida for påmindelsen."

Lidt efter sendte vi Rebekka hjem. Brugt uden hensyn til hendes nydelse. Uforløst. Ida smilede lumskt, da hun lukkede døren efter Rebekka. Der var klart noget, vi måtte tale om.

Fortsættes HER