Firmaet Rattan Import/Eksport lever en stille tilværelse. Dets kunder kommer kun nødtvungent, for de ved, at de forlader dets to ydmyge lokaler i en smertefuld tilstand, oftest med røven i laser eller striber. MEN DE KOMMER, for de ved, at alternativet er endnu værre. Politianmeldelse, fængsel, tab af ægteskab, vanære eller andet.

Det startede for mange år siden, da to af mine venner bad mig mægle i deres ægteskab. Min dom var: I fortjener BEGGE en enorm endefuld! De bad mig om at ordne det, og siden har firmaet udviklet sig.

Rattan Import/Eksport averterer ikke, men får sine kunder ved "fra mund til mund" metoden (eller "røv til røv") MEN DE KOMMER I EN JÆVN STRØM. Henvist af de mennesker som de selv har forulempet. Som regel er de bange - med god grund - men de har accepteret denne form for kontant retfærdighed! Enkelte er dog parat til at tage deres straf, for hvad de har gjort.

JEG SPØRGER ALDRIG OM NAVNE hverken fra kunderne eller dem der sender dem hen til mig. Men det sker at jeg på anden vis får dem at vide, ufrivilligt. Til gengæld er der kun yderst få der kender MIT rigtige navn og erhverv (langt fra import/eksport).

MEGET FÅ AF MINE KUNDER KOMMER MERE END ÉN GANG! De forlader mig grædende, mange med hænderne knuget om ballerne efter at de har forsikret mig om, "Jeg skal aldrig gøre det igen."

Enkelte kommer dog fordi de igen har forbrudt sig. De er som regel rædselsslagne og begynder allerede at bede om forladelse, medens de klæder sig af i forkontoret: "Nej, nej De må ikke. La' vær'. Ikke på den bare...." De ved hvad der venter: Mindst dobbelt så meget som sidste gang!

KUN EN ENKELT HAR SELV BEDT OM EN NY OMGANG

Det begyndte med et brev således:

"Kære hr. Rattan

For mange måneder siden gav De mig spanskrør, 40 rap. Jeg havde "lånt" firmas nye bil en weekend, for at imponere min pige Hanne. Jeg kørte galt og valgte efter råd fra firmaets advokat hr. Cain at få min straf hos Dem. DET GJORDE VANVITTIGT ONDT, og jeg kunne mærke det i over en måned, men det var retfærdigt. De kaldte det "Ridser i lakken" Kan læses HER

Nu har jeg jokket i det igen. Jeg har været Hanne utro til en fest og nu vil hun ikke tage mig tilbage, før jeg møder op med ligeså mange striber som dengang.
Vil De ikke nok give mig striber, men det må helst ikke gøre så ondt som sidste gang.

Med venlig hilsen
Henrik P....."

Så fulgte numret på en mobil

"Himmel... En idiot" tænkte jeg. Men han må jo være dybt forelsket og kærlighed gør som bekendt blind.
Hvornår? Næste søndag vil være passende, der har jeg tid og konen er på kursus. Altså sendte jeg en SMS: Du møder på Kornskrivergade 15 søndag kl. 07.30 præcis. Du ved hvor det er. VÆR FORBEREDT PÅ AT DET KOMMER TIL AT GØRE ONDT!

Søndag morgen. Alt er stille. Også i gården til no. 15. Jeg møder tidligt og kl. 07.30 ringer det på porten. Jeg kan se ham i overvågningskameraet, han er helt alene. Jeg åbner og et øjeblik efter står han i forkontoret. Han er askegrå. Ligeså grå som den T-shirt han har på. Udover den har han et par halvlange bermudashorts, der når ned over knæene. De bare ben er stukket ned i et par sandaler. Han virker ældre, end jeg kan huske ham, ca. 25 år, lyst hår og blå øjne.

Jeg husker hvor han hylede og skreg sidste gang han fik klø. De første 30 fik han medens han stod han midt på gulvet bøjet, med spredte ben og hænderne om anklerne, de sidst 10 måtte jeg binde ham til bukken. Selv om han skreg, prøvede han på at være tapper og tage sin straf.

"Godt, du ved hvad der skal ske. TAG DINE SHORTS AF!" Han har ikke noget bælte på, de holdes kun oppe af en elastik. Hans stikker fingrene ind under den. Bukserne begynder at glide ned, først ned over røven så over pikroden. Han har ingen underbukser på. HAN VED HVAD DER VENTER HAM. "Helt af... også sandalerne." Den korte grå T-shirt dækker ikke meget, og slet ikke den pik der stritter ligeud, en enkelt dråbe præ-sperm hænger på pikhovedet. "Ind ved siden af! Læg dig på bænken... på maven. HELT FREM. HÆNDERNE NED PÅ GULVET." Indtil nu har han været som lammet af skræk, men nu begynder han at græde. "Nej..nej Hr. Rattan De må ikke slå hårdt. Skån min røv." Jeg binder hans håndled til bænkens ben, helt nede ved gulvet. "Op med røven" En hård læderpølle bliver stukket ind under den våde pik. En rem over hans ryg holder overkroppen nede medens benene og ballerne frit kan bevæge sig. "AUUGH.. AUGH.. ååhh igh!" Det første skrig da spanskrøret rammer den bløde hud på ballerne. Først skriget, så en jamren medens hans krop vrider sig. "AUUUUGH!...ÅÅÅÅGH! Nej NEJ! Et nyt slag udløser en byge af nye hyl, blandet med bønner om tilgivelse. Nok er rummet lydisoleret, men der er ingen grund til at forstyrre folk en tidlig søndag morgen så jeg tager fat i hans hår og tvinger hovedet bagover. Automatisk åbner han munden så jeg kan stikke en ballgag ind i den. Han vrider og drejer hovedet under processen. "Nej, nej. De må ikke. Hører De. De må. ...UMGH! UMGH!" Sådan... Så er der fred, afstraffelsen kan begynde: Et passende smidigt spanskrør og vi er klar til 50 rap. UMGH... UMGH.. aaah åååågh. Han kan lige akkurat sige lidt, medens kroppen vrider sig og benene sparker vildt. SCHWICH. For hvert slag dannes der endnu en rød stribe over den hvide røv. Henrik kaster sig fra side til side, så meget som han nu kan medens han udstøder sit: UMGH... UMGH!. Stribe efter stribe. De begynder at flyde sammen til et rødt tæppe. Snart er røven fuld og jeg begynder på lårene. Det medfører endnu mere UMMGH! og stille jammer der siver ud forbi ballgaggen. Efter de første 25-30 rap holder jeg inde. "Nu kan du hvile lidt. Jeg sætter uret i gang, og når det ringer, får du næste omgang."

Uret er en almindelig mekanisk køkkenalarm der med høje "tik" bevæger sig ned mod nul hvor det så ringer.

"Ååågh... åågh. Han prøver på at slappe af, benene sparker ikke mere, men tårerne løber ned af kinderne Han lytter til uret som han ikke kan se, kun høre. RINGER DET OM TO MINUTTER? ELLER SKAL HAN LIGGE I 20"

DET RINGER!! Det giver et ryk i ham. HVAD?… HVOR LÆNGE?...HVOR MANGE? Han spænder kroppen, lukker øjnene og bider om gaggen. Det bliver til 30 mere. Jævnt fordelt. Huden er begyndt at revne, striberne hæver Der er små pletter af blod på ballerne og de følsomme lår. "SÅ. NU ER DU FÆRDIG!" Jeg fjerner ballgaggen, medens han endnu er bundet. DET ER SOM ET FJERNE PROPPEN FRA ET FYLDT BADEKAR. SKRIG, GRÅD OG TÅRER VÆLTER UD AF HAM. AUGH, AUGH NEJ... NEJ. HIMMEL DET GØR SÅ ONDT. JEG KAN IKKE..... HR RATTAN JEG ER SØD, JEG ER ARTIG!" "Godt, rejs dig stil dig op af væggen, hænderne ned langs siden. HOLD DEM DER!. Der bliver du stående medens jeg skriver et brev." Han får lov til at tage tøjet på igen, og snart står han foran skrivebordet i forkontoret. "Jeg… jeg skal aldrig gøre det mere." Han snøfter medens tårerne løber ned af ham. Han tør endnu ikke røre ved den gloende ende. "Her er et brev. OG HER ER SPANSKRØRET Begge dele giver du til Hanne. JEG VIL IKKE SE DIG IGEN. I MÅ SELV FINDE UD AF DET! Husk at jeg tjekker om Hanne har fået brevet - OG HUSK AT KØBE MORGENBRØD PÅ VEJEN HJEM!" Han stirrer på spanskrøret, der er endnu enkelte blodpletter på det. Og især på brevet. Hvad står der til Hanne?

"Jeg skal nok være artig" næsten hvisker han og går ned af trappen..

Jeg lufter ud. Det er stadig en stille søndag morgen, med kun en enkelt fugl. Gad vide hvad der sker? Vil han opføre sig ordentligt i fremtiden? Vil han have mod til at bryde med Hanne? Eller vil han gå ind til en skæbne med streng disciplin. Er han i virkeligheden inderst inde en "m"? "The answer is bloving in the wind." Selv skal jeg hjem nu.

JEG MÅ HUSKE AT KØBE MORGENBRØD!

--------------

Der gik tre, næsten fire måneder før der igen var brev fra Henrik:

"Kære hr. Rattan.

De må hjælpe mig. JEG FÅR SÅ MANGE KLØ AF HANNE. Jeg får tæsk med spanskrøret hver gang jeg har lavet noget forkert. Det er rigtigt at det kun er når jeg har lavet lort, men det sker så tit OG DET GØR SÅ ONDT! Det sker på min bare ende. Jeg skal tage al tøjet af og så har vi en polstret lænestol, hvor jeg skal stille mig bag ryggen, bøje mig fremad og tage fat i armlænene. Min røv stritter lige op i luften. Så slår hun med det spanskrør hun fik af Dem. JEG KAN HØRE DET SUSE OG SIGE SCHWITCH FØR DET RAMMER RØVEN. Det gør rasende ondt, men hvis jeg skriger, siger Hanne at jeg får ekstra så jeg prøver på at lade være. Det lykkes ikke altid og så siger Hanne: "Nu får du 10 mere for at flæbe" SOMME TIDER FÅR JEG UDLØSNING. Hanne siger, at det må jeg ikke, men jeg kan ikke stoppe det. Det kommer pludselig og sprøjter ned på gulvet og stoleryggen. Bagefter skal jeg selv tørre det op! Til sidst kommer jeg i skammekrogen til Hanne mener at jeg er "kølnet af". Bagefter får jeg lov til at se mig selv i spejlet. Min ende er dybrød med blå striber der hæver og de næste mange dage kan jeg mærke det hver gang jeg sætter mig ned.

DET SVIER SOM ET BÅL!

Jeg er ikke den eneste Hanne giver tæsk. Hendes lillebror Per får også. Han er 21 år, men hun behandler ham som et barn. Han arbejder på et kontor og Hanne straffer ham når han kommer hjem. Så må han tage jakken af, hænge den pænt på bøjle sammen med bukserne i pressefolderne. Derefter følger slips og skjorte, der skal lægges pænt sammen Til sidst sko og strømper.

Han græder og beder: "Lad mig beholde underbukserne på, ikke den bare, Søs. Jeg skal nok stå stille."

Selvom han somme tider får lov til det, varer det ikke mere end 6-7 slag før han hyler højt og skriger: "LA'VÆR, DU MÅ IKKE SØS... HØRER DU AUUGH ÅÅGH... NEJ.. IKKE MERE! Han plejer kun får det halve af hvad jeg får, 20-25 rap men alligevel vræler han løs hele tiden. Bagefter sender Hanne ham i seng som en uartig teenager... Uden middagsmad! Jeg kan høre ham ligge og klynke inde på sit værelse. Hvis vi har lavet lort fredag aften, kommer for sent hjem, eller er fulde, får vi klø lige efter morgenmaden om lørdagen... begge to!. Tøjet af! og så trækker vi lod om hvem der først skal ligge over stoleryggen. Derefter ved vi, at vi slet ikke kan sidde ned resten af lørdagen og hele søndagen.

Og hele ugen svier det i vores ende.

Kære hr. Rattan: KAN DE IKKE HJÆLPE MIG! Gøre et eller andet ved Hanne, sige noget så, vi ikke får så mange tæsk?
DET GØR SÅ ONDT!

Henrik P...

--------------------

Her sidder jeg så med Henriks brev. Hvad er der sket? Har jeg åbnet Pandoras æske ved en ... fejltagelse? og er der fløjet en "S" ud? Eller er det en moderne udgave af musikstykket "Troldmandens Lærling" hvor begivenhederne løber løbsk?

I sidstnævnte lykkes det dog at få begivenhederne under kontrol. MEN HVAD GØR JEG?

-------------------

Hvad gør stakkels hr. Rattan? Gode forslag modtages gerne fra læserne i form af kommentarer i gæstebogen

Hilsen Jesper