- Jeg griber en idé for de voksne og fortæller den så - imens jeg hele tiden tænker på, at de små ofte læser med - og de, der forstår, er nok slet ikke så små endda

Der var en gang en prins. Han ville have prinsessefisse. Men nu skulle det være rigtig prinsessefisse. Han havde i årevis fået så meget borgerlig dåse, at han ikke længere huskede navnene på dem, han havde brugt dåseåbneren på. Og det endda skønt disse piger havde været nogle af tidens smarteste modeller, som man - endnu før han krøb på - havde kunnet læse om i bladene: En undertøjsmodel, en popsangerinde og... ja, han huskede ikke længere, hverken navnene, eller hvad de i det daglige beskæftigede sig med.

For når han så dem på et eller andet diskotek, glemte han tit at spørge om navnet, og spurgte aldrig, hvad de levede af, for han var så vant til, at stegte duer fløj ham i munden, bare han åbnede den. Troede vel, at sådan var det også for andre i landet. Nej, til fester og på diskoteker havde han kun ét i hovedet - eller rettere i hovederne: Hurtigt få dem i sin superrappe sportsvogn og så i lynfart til slottet.

Til tider var det endda gået lidt for hurtigt efter politiets og avisernes mening, men det kerede vor prins sig ikke om, for som kronprins var han ansvarsfri - osse hvis pigerne skulle blive gravide af al hans hurtighed. Vel hjemme i gemakkerne var det bare med så rapt som muligt at få dem op i den royale kane. Af med kludene - og det skønt de netop havde klædt sig i de bedste silkeklæder, fordi de vidste, at hans kongelige halløjhed altid havde et farligt fissejav med at finde en partner til de lange nattetimer fra kl. 05-11.

Han blev af folket kaldt landets hurtigste prins. Offentligheden kendte kun til det med diskotekerne, bilerne og de smarte duller. Pigerne derimod, som havde gjort kanefarten, kaldte ham også verdens hurtigste. Men det havde ikke at gøre med trafikken. De kaldte ham: Af med omsvøbet og hurtigst muligt på såret.

Lidt frem og tilbage - og ...

- "Pingo" sagde det!

Så fodrede han de sultne, borgerlige dåser med sin allerhøjstkongelige sperm. Når den gik på ham, var han tilfreds. Det samme var pigerne. For så kunne de næste dag gå til veninderne, diskret fremvise lagnet med de gule pletter og rødmende prale med, at de så sandelig kom fra en gedigen prinsepik.

Så kunne veninderne bare være misundelige over den heldige, som havde fået noget på "den kloge". (Prinser kan få noget på "den dumme". Men borgerdøtre, som gør det med prinser, er for imponerede over at have lagt skede til den kongelige daggert, til at de vil tale om "den dumme". De kalder det at få noget på "den kloge").

De vidste, at fik man en prins manøvreret til alteret, blev man hoKUS-kroKUS gjort til prinsesse af den gamle dronning (som i sin pure ungdom ikke havde nægtet sig nogle fornøjelser - men til sidst, tvunget af omstændighederne, havde måttet gifte sig under sin stand med et valg mellem engelsk syge eller den franske.

Pigerne vidste, at kunne man få lokket prinsen til alteret, behøvede man ikke mere gå catwalk i undertøj eller synge popsange rundt om på markeder. Så kunne man nøjes med at smile sødt, klippe en snor i ny og næ - og ellers bare lægge sig på ryggen og sikre arvefølgen.

Prinsens bror havde gjort det samme, og var blevet meget populær af at hjembringe et helt kinesisk fyrværkeribundt. Han opdagede, at det slet ikke var nogen dum idé. Selv om han måtte indrømme, at rygtet ikke talte sandt om, at fissen sad på tværs på orientalske kvinder. Som det dengang hed sig i de bedre kredse: Jo mere en skævøjet spreder benene, des strammere bli'r den.

Sådan var det bare ikke med hende, han havde hjembragt. Tværtom. Jo mere hun spredte benene, des mere måtte liberisten på apoteket for at hente glidecreme. For lillebror - som selvfølgelig også var prins - var mere interesseret i det bageste hul, end det forreste. Det var vist nok noget, der lå ham i generne.

Men nu skulle det altså være, tænkte den aldrende kronprins. Hans mor havde bedt ham om at lukke gylpen og se at finde sig noget blåblodet i stedet for kun at tænke med den blåpandede. Så rejste han da hele verden rundt for at finde en rigtig prinsesse.

Men alle vegne var der noget i vejen. Prinsesser var der nok af - men de fleste af dem var hans hel- og halvkusiner, og den slags havde de dårlige erfaringer med i familien. Og sværest af alt var det at afgøre, om de nu osse var rigtige prinsesser. Han kunne i hvert fald ikke rigtigt komme efter det, skønt han tale 7 sprog defekt.

Altid var der noget, som ikke var så rigtigt. De rigtige ville ikke rigtigt prøves af - og dem, der gerne ville, var ikke rigtige prinsesser.

Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en virkelig prinsesse.

En aften blev det da et frygteligt vejr. Det lynede og tordnede; regnen skyllede ned. Det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og den gamle prinsgemal gik hen og lukkede op.

Udenfor stod der en ung dame. Og Gud, hvor hun så dejlig ud trods regnen og det onde vejr! Vandet løb ned ad hendes hår og hendes klæder, og det løb ind ad næsen på skoen og ud ad hælen.

- Men hun sagde, at hun var en virkelig prinsesse. I hvert fald efter opfattelsen dér, hvor hun kom fra: Hendes forfædre havde været kongelige straffefanger - og så - mente hun - måtte hun nok være af kongelig byrd.

I et kænguruspring var hun indenfor på slottet.

- Ja, det med det kongelige skal vi nok få færten af, tænkte den gamle dronning. Men hun sagde ikke noget, gik blot ind i sovekammeret, tog alle sengeklæderne af og lagde en mikrofon" på bunden af sengen. Derpå tog hun tyve Larsen-madrasser, som hun stablede. Og ovenpå madrasserne lagde hun yderligere tyve edderdunsdyner. Dér skulle nu prinsessen - eller hvad hun nu var - ligge om natten.

Om morgenen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.

- Åh, forskrækkelig slet! Jeg har ikke lukket mine øjne den hele nat! Gud ved, hvad der har været i sengen? Jeg har ligget med noget hårdt, så jeg er ganske blå og gul over min hele krop! Det er ganske forskrækkeligt!

Den gamle dronning tænkte, at så var pigen måske svensk prinsesse.

Pigen fortalte ikke, at så såre hun om aftenen var gået til sengs og alle på slottet sov, var hun listet ud på gangen, over den lukkede kolonnade og over til kronprinsen, hvor hun havde kastet sig på noget dejligt, dejligt - hårdt som en jernstang. Kronprinsen havde godt nok været hurtig. Han havde stukket så dybt i hende, at hun håbede, det kunne høres helt omme på den anden side af jorden.

Og så havde hun lært kronprinsen et trick, som han blev utroligt glad for: Lige under prinsens gemakker havde de hele natten kunnet høre garderne gå med deres tunge støvler i stenbroen. Og deres kadence var den rette militære. Langsomt og sikkert.

Én… to! Én… to! Én… to! Én… to!

Hun havde grebet ham i pungen - som de var vant til på hendes kanter - og havde sagt til prinsen:

- Hør efter! Dét er just det tempo, du skal bruge. Ikke tempoet fra løbesko med pikke!

Og han havde gjort, som hun sagde. Så glad var prinsen blevet ved at følge hendes råd, at de to ikke havde lukket et øje hele natten.

Alt det vidste den gamle dronning ingenting om. Eller hun lod i hvert fald lod som om hun ikke vidste det.

- Se, hun er en rigtig prinsesse, udbrød dronningen, når hun gennem de 20 madrasser og 20 edderdunsdyner alligevel har mærket "noget". Så ømskindet kan ingen være, uden en virkelig prinsesse.

Prinsen tog hende da til kone. Alle så, at han fik tårer i øjnene i kirken. De gamle koner, som havde glemt hvad det drejer sig om hos unge mennesker, blev helt rørte og talte om ægte kærlighed. Mændene sagde ingenting, men tænkte deres: At det nok var, fordi prinsen nu vidste, at det var slut med fremmed fisse ude i byen - i hvert fald for en tid.

Prinsen tog sig dog hurtigt sammen, da prinsessens mor... nej, det var da så sandelig hendes far (prinsen havde bare taget fejl, da han skottede til den særprægede klædning) førte hende op til ham, som han stod der ved alteret og ventede. Han tænkte:

- "Bare kameraerne ikke fokuserer på halvstiverikken i mine benklær. Den rørte på sig, da han kom til at tænke på, at der sandelig var mange timer, til hans kone kunne smide krinolinen, så han igen kunne krybe på en gift kone. Denne gang hans egen.

Så sagde de ja til hinanden for Gud og mennesker. Og det hårde, som prinsessen havde ligget på siden hin nat, kom på fast arbejde med at sikre arvefølgen. Dét var noget, som ikke blot de to unge, men hele folket kunne lide. Og om jeg ikke tager fejl, er den endnu ikke kommet på Kunstkammeret. Men det gør den nok en dag.

For det er en rigtig prins!