Det danske Udenrigsministerium er (var) et mangehovedet uhyre. Øverst i hierarkiet sidder en række cand.. et eller andet. Nogle af dem fantastisk dygtige. De udgør “karrieren” og ender som regel som ambassadører, “med kors og bånd og mange stjerner på”. Nederst befinder der sig bl.a. eksportstipendiater der kostes rundt efter forgodtbefindende. De er usselt lønnede, men jobbet kan være fantastisk interessant, hvis man er heldig. Til dem hørte jeg i mine unge dage. Anbragt i Guanzhou, det gamle Canton, Sydkina og senere udlånt til Kuala Lumpur hovedstaden i den Malaysiske Federation. Det var der jeg mødte generalkonsul Bernkopff. - De har utvivlsomt hørt om stakkels Rasmussen. Alle havde hørt om Rasmussen, vor mand på Borneo, som Malaysia ejer et stort stykke af, stammende fra den engelske koloni tid. Der sad han og bestyrede en pengekasse som led i en bilateral aftale om udvikling af solenergi. Ærefuldt, men ikke særlig spændende. På grund af en (ganske uberigtiget) mistanke om korruption Hvem kan dog mistænke en venligsindet nation for sådan noget, havde man anbragt pengekassen lige ved byggepladsen som lå “in the midtle of nowhere.” Alle udbetalinger skulle gå gennem Rasmussen personligt. Alt var såre godt, indtil unge Rasmussen tog på en weekend med nogle venner ind i junglen. Der mødte de en Ronkedor. En Ronkedor er en hollandsk betegnelse for en gammel han elefant, der har forladt flokken og nu går sine egne veje, medens den tramper alt ned, der kommer i vejen. Det gjorde unge Rasmussen uheldigvis! Udenrigsministeriet sendte ham hjem til hans forældre… i en kiste pr luftfragt! - Jeg havde tænkt mig, at De kunne overtage hans post, midlertidigt. Ja det er naturligvis helt op til Dem. Jeg stirrede frem for mig. Generalkonsul Eduart Bernkopff hørte til Ronkedorerne. De tobenede, hvis territorium er udenrigsministeriet. Mellem de buskede øjenbryn stod skrevet AMBASSADØR med usynlig skrift. Man skal ikke stå i vejen for Ronkedorer. Jævnfør stakkels Rasmussen så jeg sagde JA. Ovenikøbet Ja TAK.

Og det kunne da også være meget sjovt at være helt sig selv.

--------------------

Fjorten dage efter befandt jeg i en bungalow i nærheden af en byggeplads langt fra alt og alle.
De eneste to hvide var “The resident Engineer“, Mr McGovan, en skotte der forestod byggeriet og pater Lopetz, der vist nok var født i Spanien. Næste stoppested på civilisationen var et fængsel 200 km længere oppe ad floden, der rummede ca. 100 fanger af den mere hårde type.

--------------------

Pater Lopetz var manden der havde ryddet nødtørftigt op efter Rasmussen, men der var stadig noget tilbage. Tøj der passede mig og som jeg ikke havde nogen samvittighedskval ved at overtage, en jagtriffel med kikkertsigte og en rode kasse. Det var i sidstnævnte at jeg fandt læderbæltet., Det var gammelt, tykt og 10 - 15cm bredt med 3 rækker af huller. Spændet var gedigent messing med et våbenskjold, en latinsk indskrift og to kanoner. - Det er et gammelt militærbælte fra englændertiden oplyste McGovan. Det blev brugt af underofficererne. Ikke for at holde bukserne oppe, men for at holde disciplinen oppe. Det har sikkert trukket striber på ryggen af mangen en menig for ikke at tale om Dyaks. Jeg havde enkelte gange overværet at de indfødte arbejdere havde fået straf. Det foregik på den bare ryg med et tyndt smidigt spanskrør. Ofret lå over en bænk og blev holdt fast af to sine kammerater, medens han skreg i vilden sky.

Jeg påtalte det overfor McGovan og fik følgende svar: - Det skal vi blande os uden om. Det er et internt opgør arbejderne imellem, hvis nogen har gjort noget forkert f.eks. begået tyveri. Selvfølgelig ved formanden, at jeg holder øje med det, så det ikke udarter, men det er og bliver folkenes egen sag. I øvrigt, tilføjede han, foretrækker vores Dyaks langt at blive straffet af deres egne, frem for at blive sendt til fængslet længere oppe af floden, hvor det er virkeligt hårdt.

---------------------

DYAKS: Det er betegnelsen for den lokale befolkning. Det vi kalder “indfødte”. Det er et venligt folkefærd, altid smilende, ikke særlig store. Sproget er Malay, og de ernærer sig som fiskere, hustjenere og i dette tilfælde som arbejdere ved projektet

---------------------

Det var også pater Lopetz der havde ordnet at Rasmussens houseboy Ching Pan fortsatte i min tjeneste. Han var en 40-50 årig Dyak der kendte huset ud og ind, så for mig var det en fordel. Han blev hjulpet af sin nevø, Abbas, en knægt på 19-20 år, men det var et forhold som strengt taget ikke kom mig ved.
Alt kørte på skinner. Maden blev lavet, tøjet vasket og strøget og huset holdt. Det var som regel Ching, jeg så og talte med. Abbas arbejdede mest i køkkenet og haven. Han virkede sky, men talte et godt engelsk… når han ville. Som de fleste Dyks var han lille og spinkel og lignede nærmest en teenager.

-----------------------

Så skete ulykken.

Det var McGovans boy der kom løbende og råbte: - Tuan tuan Ching er besvimet. Tuan er det malaysiske udtryk for Herre eller det engelske Sir og bruges om enhver hvid mand (næsten). Jeg skyndte mig ned til Chings lille hytte. Han lå helt lammet, da han så mig, forsøgte han at hviske noget. Jeg bøjede mig over ham, samtidig med at jeg så pater Lopetz ankomme. I hånden havde han en lille taske. Jeg vidste hvad den indeholdt: Det lilla skærf og flasken med den sidste olie. Kunne han dog for f… ikke være noget mere diskret. Tuan…tuan hviskede Chiang. Hjælp Abbas! Vil De ikke nok Tuan. Han gjorde tegn til Abbas om at komme nærmere og sagde noget på malaysisk. Så vendte han sig mod mig igen og hviskede: - Han tilhører Dem nu, Tuan.

Et par timer senere døde Chiang efter at have modtaget den sidste olie. Der var intet at stille op. Selv ikke hvis hospitalet havde ligget lige ved siden af, men det gjorde det ikke. Der var 400 km ned ad floden.

----------------------

Om aftenen stillede Abbas. Der var striber ned ad kinderne fra nye tårer. Han knælede, medens han på et tydelig engelsk græd: - Jeg tilhører Dem Tuan. Jeg skal nok være artig. Jeg skal være lydig. De må ikke sende mig tilbage til fængslet. Jeg bliver hængt! Tuan, jeg skal gøre alt. De må slå mig, hvis jeg ikke er god nok. Jeg vil ikke hænges Tuan. Tårerne væltede ud af ham igen. Nyt chok. Hvad havde Abbas gjort, som betød, at han skulle hænges. Og hvorfor havde man så ikke gjort det? Jeg besluttede mig til at spørge pater Lopetz. Han var meget tilbageholdende, - Skriftemålet forbyder… Jeg blev rasende og afbrød ham. - Jeg vil have sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. NU! - Jeg må spørge min biskop. - NEJ. Det skal være NU. En drengs liv står på spil. Hvis ikke jeg får en forklaring ryger han tilbage til fængslet og galgen den dag i morgen. Og så kan De jo forklare Deres biskop det. Han bad en bøn og så begyndte han: - Ser De, Abbas var medlem af en bande på 4 unge, der overfaldt en pengetransport. To vagter blev dræbt. Det var måske ikke meningen, men sådan blev det. De tre blev dømt for mord og hængt, men Abbas var meget yngre, han var kun 13 år, og derfor fik han konverteret sin dom til livsvarigt fængsel. For to år siden blev han prøveløsladt, fordi hans onkel Chiang påtog sig ansvaret for ham. Hvis Abbas overtrådte betingelserne eller Chiang døde ville han vende tilbage til fængslet og måske blive hængt, fordi han nu er over den kriminelle lavalder.

De pådrager Dem et stort ansvar unge dansker. De holder et menneskeliv i Deres hånd. Og pas på, Abbas er ingen engel!

---------------------

Det var ikke desto mindre pater Lopetz der hjalp med papirerne, så jeg efter en uge var Abbas værge med den fulde hånd- og halsret over ham, herunder retten til at straffe ham efter forgodtbefindende. - Jeg holdt en gardinprædiken for Abbas, og gjorde ham betingelserne helt klart. Han tilhørte mig, og gjorde han noget galt, ville han blive straffet promte. Jeg pegede på læderbæltet.

Han bøjede hovedet og hviskede: - Yes Tuan. Thank you. Atter var der tårer i hans øjne, men denne gang glædestårer.

-----------------------

Abbas viste sig at være den perfekte houseboy. Han havde lært noget af sin onkel. Lydløst gled han omkring på bare ben, sørgede for at min mad var parat efter de forskrifter jeg havde givet ham, at min seng var redt og mit tøj lagt frem. Hvis han gjorde noget galt, behøvede jeg bare at hæve stemmen og lægge hånden på bæltet, før han så på mig og hviskede: - Sorry Tuan . Please do not whip me. Jeg skal nok gøre mig umage. Ikke desto mindre følte jeg mig fristet til at give ham et rap over ryggen, hvis jeg syntes, at han havde fortjent det. Jeg kunne se, hvordan det efterlod en stribe under hans T-shirt, men han klagede ikke. Kun et: - I deserved it…Tuan. Selv generalkonsul Bernkoff bemærkede det, når han viste danske politikere rundt, så de kunne se, hvad skatteborgernes penge gik til. (Ikke et ord om en betalt tur til varmen. Nej det var kun en sur pligt.) - Hvad har De gjort for at få ham så velopdrættet var Bernkoff’s spørgsmål.

Abbas sagde ingenting. En blanding af et læderbælte og tanken om hvad det evt. kunne ske, hvis jeg opgav ham, holdt ham i ro.

----------------------

Alligevel gik det galt. Jeg plejede at give Abbas penge til at købe ind på det lokale marked, grønsager, fjerkræ o.lign. Han fik pengene om morgenen og afregnede pligtskyldigst om aftenen. Men jeg syntes at priserne var steget og startede en diskret undersøgelse via McGovan. Det viste sig at hans boy betalte ca. 2/3 for de samme varer. Jeg foreholdt det for Abbas næste gang han bad om penge. Reaktionen var ikke til at tage fejl af. Den gule ansigtsfarve forvandledes til kridhvid, benene rystede under ham, og han forsøgte forgæves at sige noget. - Nå Hvad har du brugt pengene til? Du har en rimelig løn, du bor frit her i modsætning til din onkel. Du får din mad gratis. HVAD BRUGER DU PENGENE TIL? Han tog sig sammen. Læberne formede forståelige ord selvom han var ligbleg, da han fremstammede: - Jeg har spillet MAHJONG. Mahjong eller på ny kinesisk ma`jlang er østens svøbe. Det er en slags domino der spilles med 136 brikker og hvor der indgår sære mytologiske begreber såsom “de fire vinde” og “de tre drager”, en slags trumfer. Alle spiller det, høj og lav. Brikkerne kan være de dyreste lavet af udskåret elfenben eller simple træstykker.

Der vindes enorme formuer i mahjong, men hvor der er en vinder, er der en taber. Abbas var en af dem.

---------------------

- Please Tuan… please. Lad mig blive hos dig. Du må ikke sende mig i fængsel. Straf mig så hårdt du vil, men lad mig blive her. Jeg skal aldrig spille mere. En afgrund havde åbnet sig foran ham. - Jeg skal tænke over det, men lige nu har jeg travlt. Du får besked i aften når jeg kommer tilbage. Og ikke noget med at spise opium i dagens løb, så går det helt galt for dig!

Jeg havde efterhånden lært nogle af de lokale tricks. Folk der skal have pisk spiser opium, det tager noget af smerten, men kan ses ved at pupillerne bliver smalle. Der var ikke mere at gøre. Abbas vidste det og trak sig tilbage. Det ville komme til at gøre ondt… i heldigste fald.

-------------------------

Jeg tilbragte dagen med at tænke. At sende Abbas tilbage, kunne der overhoved ikke være tale om, men han trængte ”til en god omgang” nu og her. Det blev sent, inden jeg kom hjem, skatteborgerens tarv skal passes. Jeg fandt Abbas foran mit kontor… nøgen. Han var kun iført en jockstrap der knapt dækkede hans pik og nosser. Båndene gik op gennem hans revne og rundt om lænden. Han sad på hug med albuerne hvilende på knæene. Hovedet var bøjet og hænderne foldet over nakken. Det var umuligt at sige, hvor længe han havde siddet der. Dyaks er som sagt små, men Abbas syntes ekstra lille, som han sad der næsten ubevægelig. 　 Jeg stillede mig foran ham, tog fat i hans hår og bøjede hovedet helt tilbage. Han så på mig og begyndte at græde. - Du må ikke sende mig væk Tuan. - Lad mig se dine øjne. De var store og lyste af skræk. Også pupillerne var store, han havde ikke turde tage noget for at dæmpe den kommende smerte. Han så hvordan jeg tog læderbæltet af. Læberne bevægede sig som om han ville sige noget, men det kom ikke en lyd ud af ham. - Læg dig på knæ. Panden ned i gulvet og behold hænderne over nakken. Han adlød. Ryggen stod krummet i en bue og den nøgne røv strittede lige op. Han sagde ikke et ord, men der var gåsehud overalt og han rystede ukontrollabelt. KLASK Jeg havde aldrig prøvet at slå på en nøgen krop. Det gav speciel følelse i mig, da remmen ramte begge baller på en gang. Abbas skreg, ikke som arbejderne ved floden, men udstødte et langtrukket ÅÅÅÅÅÅGGGGGH! Endnu et ÅÅÅÅÅÅGGHGGHHH! Da remmen ramte igen. Og sådan blev det ved, hver gang bæltet ramte ham. Til sidst kunne han ikke klare det. - Please Tuan. Ikke mere, det gør så ondt. Stop det Tuan. Hele hans røv var dybrød, ikke i striber som af et spanskrør, men i brede bånd der var ved at gå over i det violette. Han havde lukket øjnene og hænderne var desperat foldet over nakken. Jeg skiftede til ryggen. Huden var spændt, og allerede ved det 5. slag sprang den, og det begyndte at bløde. Pas på! Sagde en stemme inde i mig. Det er et menneske, og især det er en dreng som DU har påtaget dig ansvaret for. Jeg stoppede. - Rejs dig. Benene vaklede under ham, og øjnene havde svært ved at fokusere på mig. Jockstrappen, med det der var indeni strittede vandret frem, drivvåd. - Se at få noget tøj på, og skaf mig noget mad.

- Tak Tuan. Tak for at du slog mig. Jeg skal nok være artig og ikke spille Mahjong mere.

----------------------

Middagen kom, en time forsinket, men jeg lod som ingen ting. Abbas var iført renvasket tøj. Der var intet at bemærke på hans opførsel, men jeg så en blodplet på ryggen af den nystrøgne skjorte.

----------------------

Tropenætter kan være ulidelig varme. Der er flere måder at afhjælpe det på. Aircondition. Min bungalow var udrustet med et sådant anlæg. Det så ud til at have gjort tjeneste i en “Flyvernde Fæstning” under 2. Verdenskrig. Det lavede en larm som en 4 motores bomber og producerede meget lidt kulde. Så er der den langsomtgående vifte. Lidt bedre, men blæser en strid vind rettet mod en, hvis den skal virke. Tredje mulighed er at krybe ned under et tyndt lagen iført ingenting, med moskitonet hele vejen rundt. Adgang forbudt for såvel krybende som flyvende væsner! Det er den jeg bruger. Jeg vil sove i fred! Jeg havde svært ved at falde i søvn ovenpå aftenens begivenheder. Hvordan mon Abbas havde det? Var han lettet over at have fået lov til at blive hos mig? Gjorde det meget ondt? Lå han på maven opfyldt af hævnfølelse?

Han havde taget sine klø forbilledligt uden at kny, til trods for at han kun var en stor dreng. Han fortjente en bedre skæbne, og jeg ville prøve at hjælpe ham. Han var mit ansvar.

--------------------------

Jeg hørte en lyd. Insekt? Nej. Kakerlakker kommer ganske vist ud i mørket og jeg er gode venner med dem. Der er flere mennesker der har spist kakerlakker (under krige i fangelejre) end kakerlakker der har spist mennesker. De må gerne krybe ned ad mit lagen, men gør de det ned ad min nøgne ryg for at delikatere sig med min sved, bliver jeg sur. Det var IKKE en kakerlak. Det var større. Et dyr? Pludselig slog det mig: En hævngerrig Abbas med en køkkenkniv! Jeg var forsvarsløs. Det VAR Abbas! Men uden kniv. Han var helt nøgen. I måneskinnet kunne jeg se hans striber over hele kroppen. Han krøb ind under moskitonettet og lagde sig tæt op ad mig, medens han hviskede: - Det gør så ondt Tuan. Må jeg ligge hos dig? Jeg skal nok gøre dig glad. Han vendte mig om på maven og begyndte at gnide ryggen med noget vellugtende olie. En pragtfuld duft spredte sig over hele rummet. Han masserede mine rygmuskler, kørte ned af ryggen hen over ballerne og ind mellem lårene. Jeg lå helt stiv og stille: - Rolig Tuan. Jeg gør dig ikke noget. Jeg lærte det i fængslet. FÆNSLET! Hvad havde han lært der? Noget som jeg absolut ikke brød mig om? Jeg havde hørt om, hvad der sker i malaysiske fængsler. En dreng blandt voksne… med uopfyldte behov. NEJ.. NEJ. Jeg er dansker, jeg er “ren”. Jeg vil ikke være bøsse. Det råbte inden i mig, men alligevel kom der ikke et ord over mine læber. Der var kun en dejlig varm følelse af Abbas bløde smidige hænder og duften af hans olie. Han vendte mig om igen og begyndte at tage sig af mit bryst. Han hev i mine brystvorter og ligefrem badede dem i olie. Jeg ville gøre noget, sige noget men lå bare slapt hen, halvt bevidstløs og nød det. Han greb fat i mine nosser og legede med dem. Til sidst kom turen til pikken. Jeg vidste det og skammede mig. Allerede inden han var begyndt at røre ved den, rejste den sig. Jeg lå der og følte, hvordan jeg burde gøre noget. En vanvittig tanke greb mig: Hvad ville generalkonsul Bernkopff sige, hvis han vidste det? Abbas lagde sig op ad mig og strøg mig over håret. Jeg rørte forsigtig ved hans ryg. - ÅÅÅGHH. Nej Tuan. Det gør ondt. Så hviskede han: Vil du have gummi Tuan. Jeg ER ren. Onkel Chiang forlangte at jeg gik til lægen hvert halve år. Gummi eller ikke gummi. Jeg var ligeglad. Et ukendt begær havde grebet mig. Jeg var ikke mig selv mere.

Abbas drejede sig om på maven, spredte sine baller medens han sagde: - Jeg HAR smurt mit hul.

-------------------------

Jeg var ikke mig selv mere. Min pik strittede vildt, stor og hård. Jeg lagde den til rette og stødte den ind i stakkels Abbas. Det gav en ny lyd af smerte. - Please Tuan please it hurst!! Jeg bare fortsatte. Ind og ud. Ind og ud. Indtil jeg mærkede at jeg kom. Jeg var i en helt anden verden. Til sidst var der ikke mere at give. Forsigtigt trak jeg den ud. Abbas græd og græd.. Jeg prøvede at trøste ham. Omsider faldt han til ro. Og lå bare og klyngede. Nu var det MIN tur til at stryge HAM og berolige ham. - Thank you Tuan. Jeg skal altid være god, bare jeg må blive her, snøftede han.

Vi lå ved siden af hinanden, indtil jeg faldt i søvn.

------------------------

Næste morgen var Abbas væk. Kun nogle små blodpletter på lagnet røbede om nattens begivenheder. Jeg følte mig flov. Jeg fordømte min handling, men inderst inde var der en enorm følelse af velvære. Jeg fik min kaffe og bacon på terrassen som sædvanlig. Abbas serverede uden at sige et ord.

---------------------------

Projektet trak ud på grund af politiske vanskeligheder. Generalkonsul Bernkopff kom på besøg flere gange og “overtalte” mig til at blive, til det var færdigt. Det tog næsten 4 år, men jeg havde det meget godt, takket være afdøde Rasmussens jagtriffel og pater Lopetz. Sidstnævnte var en mærkelig fyr. Han vidste mere om sine omgivelser, end han ville være ved. Selv om mig, havde jeg på fornemmelsen. Noget skjulte han under skriftemålets kappe, men det var ikke til at skue igennem. Jeg beholdt Abbas. Han opførte sig eksemplarisk, det skete kun få gange at jeg fandt ham iført jockstrap på hug foran mit kontor. Han viste hvor grænsen gik… og han vidste, når han havde overtrådt den! Efter sådan en straf kom han om natten for at blive trøstet og for at “være god” mod mig. Sidstnævnte skete også, hvis han så, at jeg var blevet grebet af mismod, det skete i ensomheden fjernt fra fædrelandet. Hans skolekundskaber var små, selvom han fortalte, at nogle af fangerne i fængslet havde forsøgt at lære ham det helt simple. (Gad vide hvad han havde betalt med?) Gennem pater Lopetz fik jeg ham ind på en skole, samtidig med at han passede sit job som min houseboy. Det var hårdt, men han vidste, at det var for hans egen skyld, og han vidste også, at hvis han skulkede, var der en læderrem. Da han havde prøvet det nogle gange, holdt han op.

- Det gør så ondt Tuan.

-------------------------

Da jeg skulle hjem, fik jeg generalkonsul Bernkopff til at skrive en god anbefaling om ham . Jeg sendte den til et kontor, der skaffede udlændinge tjenestefolk, og allerede inden jeg skulle rejse, havde han fået løfte om et job hos en udenlandsk diplomat.
Abbas fulgte mig til båden, der skulle føre mig tilbage til Kuala Lumpur. Han var ikke mere en dreng, men en ung mand. Han omfavnede mig og sagde: - Tak fordi De opdrog mig Tuan… og tak fordi De slog mig, når jeg ikke var god nok... TUAN!

---------------------------

Jeg rejste hjem på 1. klasse. Det gjorde man dengang, når man rejste sammen med en overordnet, og jeg rejste sammen med Eduart Bernkopff, forhenværende generalkonsul i Kuala Lumpur. Nu nyudnævnt ambassadør i Madrid. Han havde givet mig en strålende anbefaling, hvori han fremhævede mine menneskelige egenskaber, så jeg var ved at rødme. Ved kaffen og likøren dristede jeg mig til at spørge, hvad det betød. - Unge mand. Det ved De udmærket godt. De har frelst en ung mand fra at gå til bunds og ført ham ind på rette spor. - Hvordan ved De…

- Unge mand. Ronkedorer har ikke alene store ben. De har også store ører lød svaret. Og derved blev det.

P.S. Læderbælter hænger over mit skrivebord, men mine børn tror ikke på det, når jeg fortæller, hvad det har været brugt til.

- Det må man ikke far, siger de.