Jeg var helt i egne tanker, da en kvindestemme pludselig snerrede: "Nå; du kan nok lide at glo, hva?" Jeg kom til mig selv og opdagede, at jeg sad og stirrede på kvinden overfor. Jeg kunne godt huske, at hun denne grå morgen kom ind i det S-tog, som var fyldt med de mennesker, som plejede at være med. Usikkert havde hun kigget sig omkring, så havde hun sat sig på bænken overfor. Hun havde nok ret; jeg gloede.

"Undskyld; jeg plejer ikke at overbeglo piger - håber jeg." Jeg forsøgte med et lille smil, før jeg fortsatte: "Men du kom bare ind i "mit" S-tog en trist november morgen og var smuk som fra en anden verden. Det blev jeg åbenbart lidt optaget af."

Jeg stoppede, så om ordstrømmen havde nogen virkning. Hvis jeg ikke tog helt fejl, så blev hendes kinder lidt rødere.

"Tak..." fik hun fremstammet, "... det gør heller ikke noget."

Stilheden mellem os var faktisk lidt akavet. Og selv om jeg ikke ligefrem sigtede efter at stirre på hende, slog hun sky blikket ned, hver gang vores øjne mødtes. Hun var pæn. Slank uden at være tynd. Feminin rundet uden at være kvabset. Med tydelig make-up uden at det virkede vulgært. Strømpebukser, nederdel, kropsnær sweater, som jeg allerede var ved at tage af hende med hjernens kraft.

Hun smilede til mig, da jeg stod af.

Vækkeuret ringede med samme ubønhørlige tidlighed som hver dag næste morgen. Jeg kommer mig aldrig over novembertristhed. Og tilsvarende sad jeg på vej til 8 timers trædemølle i S-toget. Morgengnaven.

"Hej" sagde hun så pludselig, da hun satte sig på sædet overfor. Måske var jeg alligevel ikke så morgengnaven.

"Undskyld. Må jeg godt spørge dig om billetter og takster og så'n?" spurgte hun forsigtig. Det jyske fornægtede sig ikke. Uden at afvente mit svar hev hun sit rejsekort frem. "Jeg... jeg synes, det er dyrt sådan på månedsbasis."

Jeg nikkede. "Skal du med hver dag?" fik jeg lejlighed til at spørge.

Hun nikkede. "I hovedstadsområdet er rejsekort ikke det billigste," forklarede jeg. Hun så overrasket ud. Jeg fortsatte: "Du skal have et gammeldags månedskort," og flashede mit månedskort. Jeg kunne forklare hvor og hvordan, og denne dag sagde hun både "hej" og smilede, da jeg steg af toget.

De følgende dage, ja uger, rejste vi "sammen" stort set hver dag, hvor anførselstegnene med tiden blev mere og mere udviskede. For efterhånden fik vi også talt en del sammen. Som jeg havde spottet første gang, var hun ny. Hun var nyuddannet kandidat fra et jysk universitet, som havde fået job i en styrelse i København. Derfor havde hun rykket teltpælene op og var i huj og hast flyttet til en lejlighed i Måløv. En sød og lidt bly pige, syntes jeg. Men ikke desto mindre var hun næsten tyve år yngre end mig.

Derfor måtte jeg tage mig rigtig meget sammen, da jeg en tirsdag spurgte hende, om jeg måtte invitere hende til middag.

"Ja men..." begyndte hun. Jeg afbrød hende ved at lægge en ubetænksom hånd på hendes knæ. Det gibbede i hende. "Enten 'ja' eller 'nej'," sagde jeg, "ordet 'men' dur ligesom ikke her."

Nu både smilede hun, rødmede og slog genert blikket ned. "Det... det vil jeg gerne," fik hun frem.

Jeg foreslog, at vi allerede samme aften kunne mødes inde i København. "Jo, men…" sagde hun og indvendte, at hun så ikke kunne nå hjem og skifte. "Jeg kan sagtens leve med dig, som du er," sagde jeg uden at kommentere hendes "men".

Igen fik hendes ansigt det udtryk, som jeg synes er så charmerende: lidt genert, lidt forvirret og rådvild over, hvordan man skal tackle situationen, en lille bitte smule flov over at en mand giver en komplimenter, og sidst men ikke mindst en god del stolt over det samme. Jeg nød den svage antydning af rødmen, der blev ledsaget af et forsigtigt smil.

"Du ... du inviterer mig på date?" sagde hun forsigtig. "Foreløbig kun på middag," bemærkede jeg. Resten måtte hun tænke sig til. Alligevel fik hendes grønne øjne en særpræget glans, da hun takkede ja.

Vi aftalte at mødes på Gråbrødre Torv efter fyraften. Om ikke andet, måtte hun se Københavns hyggeligste plads.

Hun stod og trippede nervøst ved det store træ, da jeg på klokkeslæt dukkede op på pladsen. Hendes ansigt blev et stort, lettet smil, da hun så mig komme.

Hun tog kejtet imod det velkomstknus, jeg gav hende, blev overrasket over mit overraskende kindkys, men accepterede det og slog som ventet blikket ned, da jeg sagde "Dejligt, du ville komme!"

"Du kan ikke lide at få ros og komplimenter?" tilføjede jeg lidt senere.

Hun smilede: "Jeg ved bare ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med dem," sagde hun stille.

"Jeg håber, du kan vænne dig til det," sagde jeg smilende.

"Det... det tror jeg," næsten hviskede hun, "det er i hvert fald også dejligt."

Og pludselig måtte jeg konstatere, at hendes hånd var i min. Vi krydsede pladsen.

"Jeg ved, hvad jeg gerne vil have til forret, men kan ikke rigtig bestemme mig med hovedretten," mumlede hun lidt senere i restauranten med næsen i spisekortet.

"Hvad har du at vælge imellem?" ville jeg vide.

"Lam ser rigtig godt ud. Men svinekæberne er nu også interessante," forklarede hun sin kattepine. Hun var stadig i vildrede, da tjeneren kom og spurgte, om vi var klar til at bestille. Jeg nikkede og bestilte to gange svinekæber. Hun fik først et overrasket og siden et lamslet udtryk. "Men..." sagde hun, men fortsatte ikke.

"Men?" spurgte jeg.

Så begyndte hun at grine en stille, charmerende latter, som først ebbede ud, da jeg løftede mit glas. Når hun først var kommet i gang, var hun ikke så stille som det første indtryk af hende gav indtryk af.

Det blev en behagelig og sjov middag. Vi forlod restauranten arm i arm. Det var stadig tidligt om aftenen. Jeg foreslog en tur i biografen uden at kende programmet. Det blev til en eller anden ligegyldig spændingsfilm, som var spændende nok, mens den var i gang; min hånd blev i hvert fald knuget ofte. Men filmen ville være hurtigt glemt, modsat duften af hende og hendes små forskrækkede gisp.

Men filmen sluttede, og med den sluttede mørket, uden at der skete "noget". Men vi gik fra biografen til S-toget hånd i hånd. Luften var sval. I forhold til årstiden var det stadig lunt. Da vi kom nærmere "hendes" station (pendlere får hurtigt ejerfornemmelser), lænede hun sig ind mod mig.

"Det har været en dejlig aften," sagde hun forsigtigt, "men..."

"Men?" spurgte jeg igen, "du er glad for det ord!"

Hun smilede muntert. "Det har været en dejlig aften;" prøvede hun igen. "Selv om det er rodet hjemme, selv om jeg kun har en cykel på stationen, selv om jeg ikke har haft lejlighed til at gøre mig frisk i løbet af dagen, vil du så komme med mig hjem?"

Hendes højre lagde sig om min nakke og trak blidt mit hoved frem og mine læber mod hendes. Så var det vist afgjort, i et aftentomt S-tog. Det ville jeg gerne.

Det blev lidt en spadseretur fra stationen til hendes lejlighed, 3 værelser oven på et pizzaria. Det var derfor ikke just velduft, hun boede i, men det var lidt lige meget i øjeblikket. Det var også lige meget, at lejligheden så ud, som hun havde forladt den om morgenen. Det var derimod ikke lige meget, at det pludseligt blev lidt akavet; hvem skulle nu hvad? Hvem turde lægge ud?

"Klæd dig af," skar jeg igennem akavetheden.

"Men…" sagde hun, og så begyndte hun selv at grine. Så nikkede hun og tog sin bluse over hovedet. Med en rutineret bevægelse åbnede hun BH-spændet og smed Bh'en. Hendes bryster virkede faste, spændstige, og indtrykket gennem blusen havde ikke snydt: de var næsten spidse og vorterne pegede frækt en lille smule opad.

Så holdt hun inde. "Tilfreds?" spurgte hun forsigtigt.

"Meget," sagde jeg, "og jeg får lyst til at se mere."

Nederdelen røg af. Hun tog ved strømpebuksens kant og trak dem langsomt ned. Efter et splitsekunds betænkning bestemte hun sig for, at sloggien røg i samme omgang. Uanset hvad, kan strømpebukser ikke tages af erotisk. Men nu stod hun foran mig. Nøgen. Genert smilende. Smuk. Hendes mis var trimmet, som unge kvinder (tror jeg) har det.

Hun trådte et skridt frem og begyndte at fumle med min skjorte; og inden jeg så mig om, var jeg lige så nøgen som hende. Hun trak mig ud på badeværelset og ind i brusekabinen. Så tændte hun for vandet. Omhyggeligt sæbede hun mig ind - og dækkede min krop med små kys i takt med hun skyllede mig ren. Mit lem fik særlig opmærksomhed før hun tog det i munden. Jeg håbede, at det var en antydning af, hvad der skulle komme.

Uforløst fik jeg bruseren i hånden. "Min arbejdsdag skal også vaskes af," sagde hun med luftig stemme. Omhyggeligt sæbede jeg hende ind; blidt skyllede jeg sæben af, ledsaget af blide berøringer med fingerspidserne. Hun lukkede øjnene med halvåben mund, da en fingerspids smuttede op i hende. Den smuttede også ud igen. Der var noget lumsk over hendes smil, da hun tog bruseren igen.

I et snuptag havde hun skilt bruseren fra slangen, spredte sine ben og rettede strålen mod sit skridt. Samtidig søgte hendes anden hånd derned. Hendes øjne slap ikke mine mens hun begyndte behandlingen af sit skridt. Smilet nåede næsten fra øre til øre. Det var tydeligt, at hun vidste, hvor pirrende det var at se på. Min rejsning var også til at få øje på.

Jeg var i vildrede; skulle jeg stoppe hende? Skulle jeg lade hende komme? Jeg nåede den konklusion, at hun nok ikke havde inviteret mig med for at onanere. Blidt tog jeg slangen ud af hendes hånd og tog den anden hånd i min. Jeg trak hende ud af bruseren, gnubbede hende håndfast med et håndklæde, tørrede mig nødtørftigt og sekunder efter "smed" jeg hende i sin seng.

Hun spredte uopfordret sine ben, lod mig kigge forbi de glinsende, opsvulmede skamlæber og op i sin halvåbne grotte. Med hænderne æltede hun sine bryster.

"Lad mig mærke din pik!" stønnede hun hæst, "Tag mig!"

Jeg knælede ned mellem hendes ben. "Du glemte vist at sige 'Be' om!'" bemærkede jeg grinende.

"Det er ikke fair, du driller," sukkede hun, "Be' om pik!"

Et ønske, jeg gerne efterkom. Jeg placerede mig ved hendes skedeåbning. Min forsæd og hendes safter gjorde, at jeg uden problemer kunne lade pikken glide i bund uden pauser med en vidunderlig fornemmelse af stram skede omkring mig. Hun kvitterede med et højlydt støn og lukkede øjne.

"Jaaaa," sagde hun henført, da jeg begyndte at tage hende med lange, dybe stød. Selvfølgelig stødte jeg så dybt, at hendes klit ikke blev forsømt. Lidt efter lidt kom der vokaler på hendes støn, der mere blev til små skrig, da jeg øgede kadencen, hvad hun gav sig hen til.

Da hun kom, var jeg ikke i tvivl, kroppens spændthed, som på en måde kulminerede og i et splitsekund blev afløst af en nærmest vaskekludsagtig afslappethed. Stilfærdigt pumpede jeg videre, arbejdede på min egen forløsning. Da dét gik op for hende, skubbede hun mig væk, vendte sig om og begyndte at mundkneppede mig temmelig voldsomt og intenst, og kort efter tømte jeg mig i hendes mund.

Med et smil sank hun, lagde sig til mig og trak dynen over os.

"Dejligt," sagde hun. Jeg brummede samtykkende. Det var fantastisk.

Der var panik på, da vi vågnede halv otte. En skive toastbrød, en kop nescafe og vores veje skiltes ved hendes husdør med et alt for flygtigt kys. Jeg måtte lige hjem og skifte. Men hvad, tænkte jeg, jeg så hende jo igen i morgen.

Fortsættes HER