Ovre i Amerika, Gods own country
(Novellen indeholder kun afstraffelse og ikke sex)

Jubiii.... hurra. Det sang inde i mit hoved, da jeg med påtaget værdig mine trådte ud af døren til bestyrelsesværelset. - Nå, De har vel accepteret tilbuddet, lød det fra fru Mortensen.

Ned på jorden igen. Gid f... have sekretærer specielt fru Mortensen. Hvor længe havde hun vist det. En uge? Mindst.

DET var jobbet som ny chef på vores fabrik i Illinois, USA. Det er en lille fabrik som producerer nogle specielle chips til elektronikindustrien, men posten som fabrikschef har altid været et springbræt til et yderligere avancement. - Da Nielsen jo er blevet headhunted til et andet firma, og Jensen noget overraskende har valgt at gå på førtidspension om et år, er valget altså faldet på Dem. Det er Deres store chance, og jeg ønsker Dem al held og lykke. Bestyrelsesformandens ord lød stadig i mine ører, da fru Mortensen fortsatte: - Nielsen kommer til Danmark den 17. og jeg har sat fredagen af til drøftelser med ham. Desuden foreslår jeg at De og Deres kone tager en personlig samtale med ham og fru Nielsen.

Harpe!! Den gamle hejre havde vel allerede ikke alene søgt om opholdstilladelse, men også bestilt flytning af mine møbler.

Fredagen forløb med diskussion om fabrikken. Lørdag aften havde vi så inviteret Nielsens, inklusiv deres 20 årige søn, som havde været med dem i USA i de 5 år og gået i skole der, til middag.
Fabrikken ligger i byen Christ Church, South Ridge County (amt) Illinois, en by på 15-20.000 sjæle.
Nå jeg skriver sjæle, er det fordi Christ Curch ligger i det område af Illinois der kaldes bibelbæltet. Domineret af rettroende calvinister og andre protestanter, der lever meget efter biblens ord og med en høj moral.

Efter middagen begyndte vi at diskutere livet i Christ Church. Kvinderne talte om dagligdagen, medens jeg søgte hr. Nielsens råd om f.eks. bolig. Leje eller købe, hvis købe, hvilken mægler og hvor? Der var mange praktiske spørgsmål. Drengene, Nielsens Per og mine to, Klavs på 15 og Sten på 17 forvandt ovenpå for at diskutere alle de ting, der er så uendeligt vigtige for teenagere. Til sidst samledes vi alle for at nå til en afgørelse. Skulle det være Gods Own Country i form af Christ Church Ill. der skulle være vort fremtidige hjem? Det var der en overvejende stemning for. Behageligt klima, skøn natur, venlige mennesker, overvejende hvide, men absolut uden racediskrimination. Og væsentligt for drengene: Man måtte køre bil fra man var 16 år. Klavs og Stens øjne strålede. Ulempe: Total spiritusforbud for alle under 18 år, og for alle, hvis de kører bil. - Vi mangler lige en ting, udbrød Ellinor, min kone. Skole? Per drog et dybt suk og så på sin far. Nielsen rømmede sig: - Christ Church har en af USA's bedste High Schools, Sct. Stephens. Berømt over hele USA. Forældre ligger på knæ for at få deres børn indskrevet der. De tager elever fra 15 til 21 år Lærerne er dygtige og går i den grad op i deres arbejde med den enkelte elev. Resultatet er, at eleverne stryger næsten direkte ind på Yale og Havard, de to top universiteter, eller for den sags skyld på danske universiteter, det er det Per vil. Men ulempen er… han så på sin søn. Per rødmede. - De har korporlig afstraffelse. På dansk: I får tæsk hvis I overtræder reglerne. Jeres forældre skriver under på, at skolen må slå jer, og endda i visse tilfælde endda også forældrene. - Sådan rigtigt med et spanskrør. Sten stirrede vantro på ham. - Ikke med et spanskrør, men med en rem. Det er noget, der går tilbage til den tid, da man havde slaver. Der er ikke noget at gøre, det er betingelserne for at blive optaget. I får et brev med hjem til jeres forældre. De har så 24 timer til at protestere. Hvis de ikke gør det, og det gør de sjældent, for der er altid en god grund til at straffe, falder kløene næste dag. - Har du selv prøvet det?

- Ja, og det gjorde vanvittigt ondt. Per så ud til ikke at ville diskutere det emne mere.

Efter en søndagsrådslagning kunne jeg meddele firmaet, at vi var parat til at flytte. Især drengene var positive. Udsigten til det store udland, nye internationale kammerater (og kørekort) vejede tungere end Pers beretning om amerikanske skoleforhold contra den frie skole i fædrelandet.

To måneder senere landede vi i det forjættede land. Det var en positiv overraskelse. Alle var flinke. Naboer, myndigheder osv. Vi fandt et godt kvarter med flinke naboer. Vores genbo var en sort herre, ejeren af den lokale drug store. Han havde selv en søn på Stens alder der gik i Sct. Stephens. Vi opsøgte rektor. Han var uhyre hjælpsom. - Jeg har hørt om Dem fra mr. Nielsen. Normalt stiller vi store krav, men i tilfældet udlændinge kan vi sænke dem lidt. Desværre er det vores erfaring, at den danske standard ikke er helt op til vores, men vi er parat til at hjælpe, hvis drengene selv vil gøre en indsats.

Jeg formoder, at De kender vores regler om disciplin osv. og dem vil vi under ingen omstændigheder fravige. Her er en formular som De skiver under på ETER AT HAVE DRØFTET DEN MED DERES DRENGE. Og så i øvrigt: Velkommen til Sct. Stephens.

Formularen blev studeret og debatteret grundigt. Den gav skolen ret til... ”at straffe eleverne korporligt i rimeligt omfang og til at indkalde forældrene til samtaler m.m." Meningerne var delte. Opvokset i Danmark var der ingen der nogensinde havde løftet en hånd mod dem. Sten var den mest betænkelige. Han havde talt med genboen søn Caleb og vidste, at det kunne være blodig alvor. Men på den anden side set, var det hans største ønske at læse mikrobiologi netop ved Havard, og her var en enestående chance for at komme ind via en genvej. Klavs var mere sangvinsk. - Det gælder bare om at følge nogle regler og holde sig i skindet, det skal nok gå. (I så fald vil det være en forandring, tænkte jeg ved mig selv.)

Men til sidst skrev begge under ligesom deres forældre.

3 uger senere startede det ny semester. Stor succes. Masser at nye og gode kammerater, vort hjem syntes konstant være belejret både af Klavs og Stens klassekammerater. Sport i rigelige mængder, men samtidig lærere der gjorde en indsats for at hæve dem, hvor de var svage, og som begge børn påskyndede. Drengene lærte hurtigt at tiltale voksne med Sir eller Mr/Mrs. I det helet taget fandt både Ellinor og jeg, at de var blevet mere høflige og afdæmpede. Efter tre måneder skete katastrofen. Den brune kuvert. En til hver. Vi viste hvad den indeholdt: Anmodnings om tilladelse til at straffe dem begge. Begrundelse: Overtrædelse af sikkerhedsreglerne ved poolen. Ellinor var chokeret. - Kan vi ikke gøre noget. Lade være med at skrive under f. eks? - Der er ikke noget at stille op. Sagde Klavs. Det var et kæmpeslagsmål på de våde fliser. Mr. Gordon har ret, det var livsfarligt. Vi er 5 der har fået "Den brune." Sommetider er Klavs med sine kun 15½ år mere realistisk end sin storebror, der så ud til at være gået i chok. Morgenmåltidet næste dag forløb i tavshed. Sten spiste ikke noget som helst og Klavs nøjedes med 2 skefulde cornflakes og med at nippe til sin kaffe. Så drog de afsted med "Den brune" i underskrevet tilstand. De kom hjem om eftermiddagen, tavse som østers. Begge med et forpint ansigtsudtryk. Sten gik direkte op på sit værelse. Ellinor ville følge efter, men blev stoppet af Klavs med et: - Lad ham være i fred. Selv forsvandt han ind på drengenes toilet, vi hørte bruseren, og lidt efter kom han ud med et sjaskvådt badehåndklæde om lænden. - Er det muligt at få en sandwich og en kop te mor? Jeg går ind og lægger mig. Aftensmåltidet blev indtaget i tavshed. Jeg lagde mærke til at Ellinor diskret havde forsynet drengenes stole med en stor blød pude. Det så ud til at blive værdsat.

Bagefter forsøgte Ellinor at finde ud af, hvad der var sket, men begge affærdigede hende med: - Vi har lovet hinanden ikke at sige noget.

Det var det første brune brev, men langt fra det sidste. Sin unge alder til trods, synes Klavs at føre, men det var Sten, det gjorde det største indtryk på.
Han var ligbleg, når han bad om min underskrift. Vi vendte og drejede sagen hver gang, men det var intet at gøre. Når skolen sendte en brun kuvert, havde den en god grund. Kun en enkelt gang lykkedes det at dreje sagen. Klavs påstod hårdnakket, at Sten kun havde været passiv tilskuer, og i sidste ende lykkedes det, at overtale rektor til at frafalde straffen. Men ikke for Klavs. Han kom hjem med hænderne knuget om enden og et forpint ansigtsudtryk. Det var helt klart, at han havde grædt.

Men selv "De brune" opvejedes af livet i Christ Church. Alle 4 var vi glade 90% af tiden. Først efter mere end 1½ år kom næste katastrofe: "Den røde". Indkaldelsen til forældre samtale! Vi var godt klar over at det ville ske. Der havde været en fest på skolen med indsmuglet spiritus indblandet. Sprut, der desværre var blevet sporet tilbage til Sten og Klavs. Situationen var alvorlig. Nu drejede det sig ikke bare om en læderrem og en bar ende. Risikoen for at de begge blev smidt ud af Sct. Stephens var overvældende. Væk var drømmene om Harvard.

Vi drog alle 4 afsted til rektorboligen lørdag morgen. Stemningen var mildest talt trykket. Klavs var nu 17 år og Sten 19½. 4 semestre endnu og han kunne søge om optagelse på Havard.

Rektor var venlig men bestemt. - Det går ikke. Drengene er i og for sig gode nok, men ødelagt af deres frie skandinaviske opdragelse, og jeg kan ikke have, at det smitter af på deres kammerater. Derfor må jeg bede om at De melder dem ud af Sct. Stephens mr. Soerensen. Drengene så ned i gulvet. - Please Sir, mumlede Sten næsten med tårer i øjnene, det betyder alt for mig. - Jeg ved det, sagde rektor blidt, og jeg ønsker dig al held og lykke i fremtiden. Du er endnu ung. Jeg tog en stor beslutning. Der fandtes en sidste udvej til at afværge det uundgåelige. Jeg havde hørt om den fra andre forældre. - Hvis De mener at problemet er drengenes skandinaviske opdragelse, så ligger ansvaret på os, deres forældre, og det er ikke retfærdigt at straffe drengene. - Pas på hvad du siger, udbrød Klavs på dansk. Sten var stadig tavs og svingede tilsyneladende mellem håb og fortvivlelse. Jeg tror at begge drengene havde en anelse om hvad der kunne ske.

- Deres holdning tjener Dem til ære, og jeg håber, at Deres hustru deler den. Jeg synes, at De skal tale med både Deres hustru og drengene, for det betyder, at De vil blive holdt ansvarlig for børnene resten af tiden på Sct. Stephens, også med hensyn til straf.

Vi havde en kort samtale på dansk, medens rektor kikkede ud ad vinduet. - Det er set før sagde Klavs. Ben og hans forældre har sådan en ordning. John havde det før han gik ud af skolen. Pas på, det betyder at skolen behandler jer som elever, og adlyder I ikke, ryger vi alle ud. Sten sagde stadig intet. Han stod bare og rystede. Ellinor så så mig roligt i øjnene. - Jeg følger dig. Men, tilføjede hun og så på drengene - I opfører jer ordentligt fra nu af. Ellers får I ikke alene med Rektor, men også med mig at bestille! - Godt, vi accepterer. Rektor så på drengene. - Vær I glade for, at I har sådanne forældre, vi prøver.

- Drenge, vil I føre jeres far ned i bunkeren, og De, mrs. Sorensen, venter her.

Vi gik udenfor. Midt på græsplænen var der en trappe der førte ned i jorden. Den fortsatte i en underjordisk tunnel, der syntes meget lang. - Den fører hen til "Bunkeren". Det er en gammel Civilforsvarskommandocentral fra Koreakrigens tid, hviskede Klavs. Tunellen var stor og veloplyst. På væggene var der skrevet en masse navne, en slags graffiti. Den endte i to døre. På den ene stod TOILET. - Du må hellere gå ind, sagde Sten. Du får brug for det. Det var første gang, han åbnede munden. Vi gik alle ind. Bagefter gik vi ind ad den anden dør. Jeg fik et chok. Det var et stort oplyst lokale. Midt på gulvet stod en to meter lang briks betrukket med læder. I den ene ende var der nogle lædermanchetter, øjensynlig beregnet til at spænde ofrets håndled fast med. Midt på var der en rem med en pude. - Det er for at beskytte dine nyrer, hviskede Klavs. Det hele fuldendtes af en løs pølle også betrukket med læder. Det var let at regne ud hvad den opstilling skulle bruges til, og bedre blev det ikke, da jeg så, at briksen var fuld af pletter fra de forrige ofre.

Men det var ikke det værste. Op ad væggen stod en nøgen kulsort dreng. Han havde ansigtet og kroppen presset ind mod muren, men jeg genkendte ham med det samme. Naboens søn Caleb!

Klavs fiskede nogle kurve frem fra et hjørne, den type man bruger i supermarkeder. - Tag dit tøj af far. Du kan godt komme i gang, ellers bliver det værre. Der er overvågningskameraer i muren tilføjede han hviskende. Sten og Klavs kendte rutinen. De var næsten nøgne, medens jeg endnu fumlede med bukserne. Jeg så på dem. Det var længe siden at jeg havde set dem helt uden tøj. Sten var næsten en voksen mand og Klavs var godt på vej til at indhente ham. Tøjet skal ned i kurven og så stiller du dig op ad muren. Næsen og fødderne skal helt ind. Hænderne over hovedet ligesom Caleb. Igen var det Klavs der dirigerede. Jeg mærkede, hvordan min pik begyndte at rejse sig. Jeg så på drengene. Klavs’ strittede vandret ud, stor og stiv, medens Stens var på vej op. Der var intet at gøre. Jeg stod ved siden af Caleb. Jeg kunne føle varmen fra hans krop og lugte hans sved. På den anden side stod Sten .Han rystede ubehersket. Det tog sin tid, inden døren gik op igen. Mine arme smertede, min pik strittede ud. Jeg så på drengene. Klavs var så stor, at den rørte væggen. - Vend jer om! Jeg genkendte stemmen, coach John, drengenes svømmelærer, ca. 25 år og atletisk bygget iført en T-shirt og shorts. - Hvad i alverden gør du her Caleb? - Jeg… jeg skal have med remmen. Der er en seddel i min kurv. Jeg er kommet for sent til mr. Heinemann's klasse tre gange.' - OK. Du først, læg dig I andre ser på! Caleb er på alder med Sten. Coach John gik hen til et skab tog REMMEN frem. Den var lavet af læder, ca. 70-80 cm. lang og 10-15 cm bred, ret tyk. I den ene ende var der et håndtag af træ Caleb lagde sig på briksen med pøllen anbragt lige under skridtet så hans ende strittede op. Coach John trådte et par skridt tilbage. Så kom det: SCHWICH. - Auuuuuhhh Eeeeegh...! No...PLEASE! Caleb hylede. Hans røv gik op og ned, medens han sparkede vildt. - No... no... Please Coach. STOP PLEASE. Schwich - Schwich. Coach John fortsatte upåvirket. Små pletter af blod viste sig på Calebs sorte hud. Efter 15 slag stoppede John. - Tag dit tøj og forsvind. - Thank you coach John... SIR.

Caleb forsvandt skyndsomt.

- KLAVS! Min yngste søn var rolig, men ikke upåvirket, da han gik hen til briksen. Hans pik var dobbelt så stort som normalt. Den strittede frem og fra pikhovedet dryppede præspermen. Han lå helt stille, meden coach John bandt ham. - AAAH OH AUUUGH! Han skreg ikke som Caleb, men stønnede hver gang remmen ramte ham. Det gjorde den ti gange, og coach John lagde kræfterne i. - ÅÅÅGHH! De hvide baller forvandledes til røde ditto. Der var ingen striber fra den brede rem, bare et stort rødt område Selvom Klavs teenagerøv var fast, dirrede den hver gang det sagde SCHWICH. Omsider rejste han sig for at giv plads for sin storebror. Sten var af en anden støbning. Benene nærmest eksede under ham, da han vaklede frem til briksen. Allerede inden han blev spændt fast, begyndte han at græde, men her hjalp ingen kære mor... eller coach John, selvom han forsøgte. - Please Sir. Please Coach, please don't hit me. Det virkede ikke. Måske fordi han var ældre, fik han femten slag i modsætning til Klavs’ ti. Dét tog sin tid, for coach John sørgede for at han fik det fulde udbytte af hvert slag. Hele tiden skreg han og tiggede på en blanding af engelsk og dansk, intet hjalp. Det begyndte at løbe ud af hans røvhul og andre steder, en blanding af alt muligt flydende. Så er det min tur. Jeg prøver på at være en mand, men inderst inde er jeg ved at skide i de bukser, jeg ikke har på. Jeg har set tre drenge blive straffet og ydmyget. Hvordan vil jeg selv reagere? Jeg lægger mig. Pøllen ind under pikken Både pøllen og briksen er drivvåde af drengenes pis m.m. Håndleddene spændes fast. Bæltet med kapokpuden kommer over min lænd og strammes. Jeg tror det er fra et flysæde. Samme spænde der giver et klik når det spændes. Så starter vi. Jeg VIL være rolig. Det holder til ni slag, så er jeg brudt ned. - AAAVVVV. ÅÅÅÅÅGH! Stop Ikke mere NEEEEEEJjj Please. Det er som en hælder flydende beg ud over min ende. Hvor længe skal det vare? - UGHH... AUGH. La‘ vær’. Jeg er ikke bedre end de andre, snarer værre.

Det blev til 25, passende for en fuldvoksen.

Så er det op og stå ved siden af mine børn. - Hænderne over hovedet. I rør ikke jeres ende. STÅ STILLE! Eller vanker der mere. Døren går op, og ind træder rektor og Ellinor. - Hun er din, siger rektor. - NEJ, NEJ protesterer vi alle tre. Det kan De ikke. Ikke på en kvinde. - Rolig siger Ellinor, her bestemmer JEG. (Det viste sig senere at hun havde overværet vores afstraffelse via en monitor på rektors kontor). Roligt begyndte hun at knappe sin bluse op. Så fulgte Bh, nederdel, strømper osv. Til sidst stod min 43-årige kone lige så nøgen som sin mand og to børn. Jeg så på Klavs og Sten. Der var ingen tvivl. Begge så de på Ellinor med stive øjne og en lige så stiv pik. Selv kunne jeg mærke, hvordan jeg ikke kunne beherske mig. Det kom langsomt og... jeg kunne ikke styre den, og pludselig vældede spermen ud af mig. Jeg blev lige så rød i hovedet som i min ende. Coach John satte sig på briksen. - Læg dig over mine knæ. Op med røven, spred benene. Dog ikke med remmen, men en endefuld. Det blev en solid gammeldags røvfuld. Ellinor skreg ikke, men hun græd sine salte tårer. Coach John slog hårdt. Alle de steder hvor han kunne. På ballerne, på indersiden mellem lårene. Alle steder hvor det kunne gøre ondt, men omsider holdt det da op. - Færdig. Nu ved I hvad der sker, hvis I ikke opfører jer ordentlig. Gå hjem og husk at skrive.

Skrive. Hvad mente rektor med det?

Problemet blev opklaret, da vi kom ud på gangen igen, og Klavs førte os hen til væggen med de mange navne.
Den sidste var Caleb Johnson, men med en speedmarker tilføjede han: "4xSoerensen" nedenunder.

Vi sagde intet på vejen hjem, dertil havde vi alt for travlt med at ømme os og flytte rundt i sæderne. Da vi kom hjem tog vi som efter en fælles overenskomst bukserne af og tilbragte resten af weekenden med en bar ende til afkøling.

Det blev ikke sidste gang, i de 6 år vi boede i Christ Curch, at der kom til at stå først 4xSoerensen, senere 3x Soerensen på væggen af tunnelen ned til bunkeren. Efter to år kom Sten ind på sit elskede Harvard, men Klavs fortsatte til den bitre ende, og hver gang han lavede noget galt, måtte vi alle stille lørdag formiddag. Rektor holdt fast ved aftalen lige til det sidste.

PS. Drengene var ulykkelige over den situation, som de havde bragt os i. Men der var intet at gøre. Jeg tror, at Ellinor og jeg stillede i bunkeren 9-10 gange. Efter en af de første gange, kom Klavs og Sten, søndag aften, med et spanskrør. - I må godt betale det tilbage, nærmest hviskede de. Vi havde alle fire tilbragt lørdag formiddag i bunkeren, og vores respektive ender inkl. Ellinors føltes som havde nogen ridset i dem med barberblade. Både Ellinor og jeg protesterede naturligvis vildt, men vi kunne se på begge drenge, at det virkelig betød noget for dem, så vi gav efter. Resultatet blev, at hver gang vi havde været "i bunkeren" stillede drengene 14 dage efter i garagen. På det tidspunkt var sårene på enden så nogenlunde lægte. Uden et ord trak de bukserne ned.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle give, mine næsten voksne sønner, spanskrør i et fremmed land, men sådan blev det.

Det er imidlertid en ny historie som jeg gemmer til en anden gang.

Fortsættes HER

Glæder du dig til en evt. fortsættelse eller andre noveller af samme forfatter - så tilmeld dig s nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.