Ovre i Amerika, Black and white Del 3Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du finde dem HER Dette er den foreløbige sidste beretning om en dansk families udstationering til den lille by Christ Church, Illinois USA. Christ Church ligger i ”bibelbæltet”, hvor man dengang endnu hyldede princippet. ”Don’t spare the rod.” - Det er en ny dør. Sam Lopetz, ejer af Christ Church Auto Repair Shop, så med kendermine på bulen i min kones bil. - De ved ikke hvem der har lavet den, den var der bare. Det er en ”hit and run driver.” De skulle have så mange tæsk.

Det er en forholdsvis ny bil, den har en bule i venstre bagerste kofangerhorn, og muligvis også noget af Deres kones maling. Så hvis De finder sådan en… men det gør De nok ikke. José, vil du køre Mr Soerensen hjem. Du kan tage den blå Chevy. – Yes Sir. Hans 18-årige søn så høfligt på sin far og mig. – Denne vej. Vi gik ud på parkeringspladsen, hvor der stod en lyseblå Chevrolet. José satte sig bag rattet og jeg kravlede ind ved siden af ham. - Nå José. Hvordan går det nu. Jeg så hvordan han rødmede under den olivenfarvede hud. José er en ægte mexicaner med sort hår og øjne… og stolt.

- Jo tak Sir, jeg har lært at opføre mig pænt og at adlyde. Men det gjorde så ondt. Jeg spolede tiden tilbage til den søndag formiddag, hvor José lå over havebordet i min garage uden tøj på, hylene og skrigende, medens hans far gav ham 25 rap med et spanskrør over de brune baller og lår. Bagefter var det min tur. 25 nye samme sted. Han havde sprællet som en fisk på landjorden, men hans klassekammerat, min yngste søn Klavs, havde holdt ham nede. Det var kun 3 timer siden Klavs og hans storebror Sten, havde fået sammen behandling, dog kun af mig. De hævede striber stod klart aftegnet på deres nøgne kroppe.

Det var afslutningen på et bil-race på Sct. Stephens High School’s campus (Se Ovre i Amerika - Pay Back Time). José tav. Det var klart, at han helst så denne samtale afsluttet. Det havde gjort ondt både på hans krop og hans ære. Hvor dum kan man være? Løsningen lå lige for… hos min genbo, den rare mr. Johnson. Den kulsorte ejer af vores lokale drug store. I carporten holdt familiens splinter nye Lincoln, venstre kofangerhorn manglede. Det var åbenbart meningen, at der skulle monteres et nyt. Den havde øjensynlig bakket ud på vejen og lige ind i Ellinors parkerede bil. Men hvem havde ført den? Johnsons senior var på ferie i Miami, kun sønnen Caleb var hjemme.

Han er 20 eller 21 år. Det er hans sidste semester på Sct. Stephens High School inden han forlader den for at læse til revisor. Caleb havde giver afkald på ferie for at læse. Han går i klasse med min ældste søn, Sten på 20 år, men Sten har 1½ semester tilbage på grund af ”efterslæb”” fra det danske skolesystem. Jeg tog fat i Sten og sagde: - Fortæl Caleb, at jeg vil tale med ham. Sig at det drejer sig om et manglende kofangerhorn, så ved han besked. Sten blev ligbleg. – Far du må ikke... - Hvad må jeg ikke? - Ikke noget, mumlede han. Jeg skal nok sige det. Om aftenen stillede Caleb.

Han er sort som kul, høj og bred med muskler. Kort sagt. Et brød, et rugbrød! - PLEASE Mr Soerensen. PLEASE. De må ikke sige noget til far. Han slår mig ihjel. Han tager mine nøgler, både dem til den ny bil og til min egen (et komplet vrag, som det ville være en velgerning at få væk fra landevejene). Lincoln ‘en er helt ny, den kom efter far og mor var taget på ferie. Jeg ville prøve den, men så ikke mrs. Soerensens bil. Jeg har bestilt et nyt kofangerhorn, det kommer med posten i morgen så far ikke opdager noget. PLEASE mr. Soerensen! Han så fortvivlet ud.

Jeg fik næsten medlidenhed med ham ved tanken om den skæbne, der ventede ham, når far kom hjem. - Det er meget godt Caleb. Men hvem betaler for bulen, når jeg ikke kan finde en skyldig. Det kommer jeg til. Tårerne stod i hans øjne. - Mr Soerensen SIR… SIR. Kan De ikke straffe mig med spanskrør, ligesom De gør med Klavs og Sten og gjorde med José, og så ikke sige noget til far? Jeg har en svaghed for Caleb. Han er en flink fyr og en god kammerat for Sten. – Ok, men det kommer til at kunne mærkes . Tænk over det. Jeg ved at dine forældre ikke kommer hjem før i næste uge.

Du ved hvor jeg træffes søndag morgen… i garagen. Caleb forsvandt. 2 timer efter stillede Sten. – Far du må ikke slå Caleb. Det var mig der lokkede ham til at ”låne” den ny bil. Vi skulle prøve den. Hører du far? Du må ikke slå Caleb, det er ikke hans skyld. Sten så desperat ud. Et eller sagde mig, at her var noget galt. - Hvem sad bag rattet, da I bragede ind i mors bil? Og hvem var det der ikke sagde noget bagefter? – Jeg skal nok tage kløene, mumlede han. Du må ikke slå Caleb. Sten er ikke sort som Caleb, tværtom han har helt lys hud med fregner.

Nu blev den endnu mere hvid, fregnerne forsvandt næsten. I modsætning til lillebror Klavs har Sten aldrig vænnet sig til at blive straffet, til trods for hans 20½ år hyler han hver gang spanskrøret eller coach Johns rem rammer ham. Søndagen oprandt midt i en hedebølge. Klokken 8 om morgenen var temperaturen over 30 grader. Halvdelen af Christ Church indbyggere, fortrinsvis hvide iførte sig skjorte med slips og jakke for at gå i kirke. De resterende samledes omkring diverse swimmingpools iført betydeligere behageligere dress. Klokken 08.00 sharp stillede Caleb foran vores garage. Han var iført boxershorts og sandaler, intet andet. Sveden drev ned ad ham, var det varme eller frygt? Jeg kunne ikke se det. Samtidig dukkede Sten op.

Barbenet, ligeledes iført boxershorts men med en T-shirt. Allerede nu var der store våde pletter på ryggen og under armene. - Jeg går en tur sagde Klavs meget fornuftigt. Han skulle (for en gangs skyld) ikke indblandes i noget. - Ind i garagen! Inderst inde står et gammelt havebord som drengene kender alt for godt, fra Pay Back time (se denne). - Tag tøjet af!! - PLEASE Mr Sorensen. Må vi ikke lukke døren først, bad Caleb. Garagen ligger ud til vejen, og forbipasserende ville have frit udsyn til de to drenges straf. Nu kunne de ikke se noget, kun høre, og så gætte sig til resten. - Ok, men kom så i gang. Caleb stak fingrene ind under elastikken.

Så trak han bukserne ned. Først over røven, så på forsiden. Over lænden, og til sidst over pikroden. Det gav næsten et svup da hans pik sprang frem. Stiv som et søm og tyk som elefantsnabel. Han forsøgte at skjule den med hænderne, men forgæves. - Hænderne ned langs siden!! - YES SIR! - Sten. Sker der snart noget? Min ældste søn stod som lammet. - Caleb. Tag tøjet af ham. Caleb stillede sig lige foran ham og førte begge sine hænder ind under T-shirten. Med et snuptag kom den af over hovedet. - NEJ, Caleb du må ikke. Far, stop ham. Sten havde fået mælet igen men ganske ukontrolleret. Caleb gentog den samme manøvre med hans bukser.

Hænderne ind under elastikken og så blev de trukket ned. Han gjorde det langsomt som om han nød det. Ligesom med ham selv, var der ingen underbukser inden under. Der stod de så. En hvid og en sort. Ingen af dem var teenagere mere. Det var voksne mænd. Caleb stod helt stille med øjnene halvt lukkede. Hvis han var bange viste han det ikke. Det er ikke første gang jeg har set min genbos søn nøgen. Faktisk var han den første, jeg så blive taget under behandling af coach John. Det skete i Sct. Stephens ”bunker” (Se ”Gods own Country). Den gang var han kun 17-18 år , men ligeså behersket.

Han lagde sig roligt over briksen, lod coach John spænde sine håndled fast med to lædermanchetter og fik et bælte med en kapokpude over lænden. Han prøvede på at tage slagene fra coach Johns rem med værdighed. Han forsøgte at bide smerten i sig. Benene sparkede vildt, medens ballerne gik fra side til side. Det var ved samme lejlighed, at jeg så Steen blive straffet for første gang. På samme måde! Sten lærer det aldrig. Han går i panik hver gang. Også i dag. Det dryppede ud af ham og benene rystede under ham. Han havde gåsehud over hele kroppen og græd ustandselig: FAR DU MÅ IKKE, HØRER DU! - Hvem skal først…? Godt vi trækker lod.

Det blev dig Caleb. Bøj dig over bordet, armene frem Du får 20 rap og du tæller dem højt. Forestået? - YES SIR. Han lagde sig over havebordet. – Mr Soerensen De behøver ikke binde mig, jeg skal nok ligge stille. SCHWICH! AUGH! One SIR… EEEGH Two… SIR… NO OWH five… SIR Sådan blev vi ved. Seven… seventeen, Mr Soerensen… SIR, Twenty. - OK du er færdig. Rejs dig og bliv stående og se på Sten. - Kom så Sten. Eller skal jeg bede Caleb holde dig? - Jeg skal nok far. AUUUGH. Sten satte i et hyl med samme. To far… tre far. Han talte på dansk. ÅÅÅGH! NEJ DET GØR SÅ ONDT… femten far.

Han holdt armene strakt frem, hænderne var knugede så neglene skar sig ind i huden. - OOOOHHH! Han hoppede op og ned, hans baller rystede, hver gang jeg ramte, og der dannedes en ny stribe. - Tyve… tyve far. Ikke mere. Jeg har fået nok. Så stod de der. To unge mænd. En hvid, en sort, begge med en rød bagdel. Det ses mest på den hvide hud, men gør nok lige så ondt på den sorte. Spørg bare Caleb. Han sagde ikke noget, men tårerne løb ned ad ham. - Det var så det. Sagen er afsluttet. Mor og jeg ordner det med forsikringen Sten, og vi siger intet til din far Caleb. - Thank you Mr. Soerensen.

Thank you Sir. Caleb så oprigtig taknemlig ud, på trods af en flammende røv. Jeg forlod garagen via en bagdør og gik ind til morgenmaden. Hvad er jeg blevet til, tænkte jeg. HVAD ER DER SKET MED MIG SIDEN JEG KOM TIL CHRIST CHURCH? I Danmark ville jeg aldrig løfte min hånd mod nogen som helst. Nu har jeg med koldt blod uddelt 2x20 slag med spanskrør til to voksne mennesker, en sort og en hvid. Til min egen søn og til en helt fremmed. Kirkeklokkerne begyndte at ringe. Gudstjenesterne var forbi. Folk strømmede hjem til frokosten. Samvittigheden var lettet. De vidste, at de var på rette vej, når de fulgte Herrens ord: Den du elsker tugter du.

DONT’SPARE THE ROD! Da jeg kom ud i haven igen, var garageporten stadig lukket, og jeg kunne høre, at drengene stadig var derinde. Sten græd. – I am sorry Caleb. Jeg er virkelig ked af det. Du må ikke gå. Jeg skal nok gøre alt hvad du siger. Bare jeg må blive hos dig PLEASE! Caleb forsøgte at trøste ham. - Rolig Sten, det skal nok gå over. Jeg bliver hos dig. Fald nu ned igen! - Tak. Der var en pause. Så hviskede Sten, - Du må godt. Vil du ikke nok. Jeg skal nok være stille. Jeg tager min T-shirt i munden. - Bøj dig. Spred dine baller. MERE! - ÅÅÅÅHHH. IT HURTS! PLEASE!

- Tag så den T-shirt i munden. Stens jamren svandt til en mumlen. - OOOOOOOOHHHHHH.. AAAAAAGGGGHH! Der var stadig noget, selv om det var dæmpet. - ÅÅÅÅÅÅÅÅÅ! Til trods for T-shirten skreg Sten uafbrudt. - Thank you… thank you. Sten havde fået mælet igen. - På knæ. Du ved, hvad du skal. - Jeg... jeg skal nok. Den skal blive hel ren. Jeg trak mig tilbage. En spinkel mistanke var blevet til en frygtelig vished. Garageporten gik op og to unge mænd, en hvid og en sort, kom ud i sollyset. De knugede sig til hinanden, og Caleb strøg Sten blidt over håret. Så gik han hjem.

Det er kun nogle få skridt tværs over vejen, men alligevel vaklede han medens han knugede hænderne om sin røv. Sten gik direkte op på sit værelse. Han skulle ikke have noget at spise. Om eftermiddagen kom han ned i stuen. Han var stadig bleg og stadig i chok. Vi var alene, far og søn. Ellinor var til kvinde tam-tam i nabobyen, og Klavs var gået ud for at more sig. Dog under hensyntagen til mulige begrænsninger, såsom total alkohol forbud for alle under 18. Han blev stående inden for døren med hænderne bagpå. Jeg trak vejret dybt. – Har du noget du vil sige. Noget alvorligt? - Har du opdaget det? Jeg… jeg er ikke som andre.

Jeg er forelsket... i Caleb. Og han i mig. Vi kan ikke gøre for det. - Hvor længe har det stået på? - ¾ - ½ år, siden sidste semester… Jeg har altid vist, at der var noget galt med mig. Er… er du meget vred far? Stemmen var ved at knække over. Nu var det at jeg skulle bevise min værdi som far. - Kom her hen og sæt dig. - Jeg vil helst ikke sidde, sagde han med et skævt smil Han lagde sig på knæ foran mig. Jeg strøg ham over håret ligesom Caleb. - Du er en voksen mand, du skal selv styre dit liv. Men husk far og mor er her for at hjælpe dig.

- Tak. Hvad tror du mor siger? - Det samme. Hun elsker dig, ligegyldig hvordan du er. Hvad med Klavs. Hvor meget ved han? - Jeg ved det ikke. Jeg har ikke sagt noget. - Vi taler om det i morgen når vi er her alle sammen. Sten så uendelig lettet ud. – Far, sagde han, tror du, der er mere mad i køkkenet? Vi havde en snak næste dag. Jeg kender Ellinor så godt, at jeg vidste, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt dagen før. Klavs stak i et grin. - Selvfølgelig har jeg da vist noget i nogen tid. Tror du, det kan skjules. Men du er min storebror og jeg holder af dig.

I øvrigt er det dit liv ikke mit. Men pas på, du og Caleb. Der er nogle på Sct. Stephens det ikke er så tolerante. Du ved hvem det er. PS. Vi blev i Christ Church i ca. 6 år. Efterhånden betragtede vores naboer os som indfødte. Halvandet år efter denne episode blev Sten optaget på Harvard University til sit drømme studium, mikrobiologi. Klavs gennemførte den fulde tid på Christ Church, så drog han hjem til Danmark for at blive civilingeniør. - Jeg har fået nok af Gods own Country. Var hans kommentar. Caleb blev revisor og ser stadig Sten. José er blevet juniorpartner i sin fars forretning. Hver gang han ser mig, glider der en skygge over hans ansigt.

Han glemmer aldrig den søndag i garagen... over et gammelt havebord. Glæder du dig til en evt. fortsættelse eller andre noveller af samme forfatter - så tilmeld dig s nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.