Serien Ørkenens synder Del 7 - Professorjalousi Tidligere afsnit finder du HER Sådan sluttede kapitel 6: Peter sikrede sig, at kalorius ikke hang og slæbte i sandet, rejste sig og sprang ud til den sprængte sandstensblok. Perfekt. Efter middagsheden kunne pigerne gå i gang med graveskeerne. Den hårde sandsten var væk i et 3 meter stort hul. Det løse sand under millioner af års sandsten var tilgængeligt. Peter havde bevist sit værd for ekspeditionen. Tre af ekspeditionens medlemmer var lige nu begge særdeles tilfredse: Peter selv, professor Berntsen - og den små Melissa. Det var 3. nat i træk, professor Berntsen ikke kunne sove.

Han vendte og drejede sig på feltsengen og den 60-årige rynkepik var blevet større og lidt mere stiv, jo mere han tænkte på sin konkurrent om pigernes gunst: Den nyligt ankomne Peter Sørensen. Professoren var godt på vej til at blive jaloux. Den unge mand fik alt det fisse, han kunne kyle i sig - mens han selv - den store verdensanerkendte arkæologiprofessor Bernt Berntsen, måtte bruge alskens snedige tricks overfor studinerne for med stort besvær at 'få fedtet bøhmanden'.

Han kunne bare ikke fagligt undvære den nys ankomne Peter i ekspeditionen - en gruppe unge, kvindelige arkæologistuderende, som i den egyptisk ørken nu på anden uge søgte at grave sig gennem de øverste jernhårde lag af sandsten i håb om at gøre arkæologiske fund fra tiden omkring Ramses II af det yngre faraodynasti. Ifølge legender skulle han have haft et Osiris-tempel her. Graveriet havde vist sig at være en komplet umulig opgave. De unge kvinder havde simpelthen ikke kræfter nok til at svinge de enorme hakker og spader. Så dersom professoren ville ned i de 1-2 meters dybde, hvor han håbede at finde, hvad han søgte, måtte der andre metoder til.

Derfor havde han sendt bud hjem til Københavns Universitet efter en sprængningsekspert. Han havde regnet med, at universitetet ville sende 'Gamle Olsen'. Men i stedet kom denne Peter Sørensen. Bevares, den 29-årige Peter var forbandet dygtig i sit fag, men også dygtig i forførerkunsten - eller rettere: Kunsten at lade sig forføre! Just som de unge piger var blevet så liderlige og piktrængende, at selv en 60-årig professorpik fik chancen for at komme ind i fugtigvarmen, (hvad Berntsen fra tidligere udgravningsekspeditioner vidste, de ville blive omkring 10.dagen), just da besluttede universitetets ledende rektor at sende ham en viril, ung mand til at sprænge. Beklager, men 'Gamle Olsen', 50, var ved at forberede sit 25-årsjubilæum.

Peter Sørensen havde straks tilbudt sig som hjælper. Næppe uden bagtanker, for professor Berntsens udvælgelsesmetoder af deltagere til ekspeditionerne var velkendt. Peter vidste, at Berntsen altid var ene hane i den kurv, når 12 studiner, professoren og professorinden samt den lesbiske sekretær frk. Norma Jacobsen drog af til fjerne egne med hakke, skovl og graveske. Fagligt var Peter klart bedre end 'Gamle Olsen'. For sprænge det kunne Peter. Dels klipperne, så de revnede just, hvor Berntsen havde bestilt det. Dels jomfrudomme.

Men sådanne var der nu ingen af i denne lejr, for de unge studiner havde allerede i første semester fundet ud af, at dersom de ville med på den højt anerkendte videnskabsmands berømmede, årlige ekspedition til fjerne lande, så var det af med trusserne og i kanen med Berntsen. Hans ottoman på kontoret i dekanbygningen var blod- og sædplettet af de mange forhåbningsfuldes glade hengivelser mellem lår og bag - år og dag. Hvor lidt studinerne end følte trang til en 60-årigs professorpik, når de natligt slugte alt det 20-25-årige studenterpik, de kunne ønske sig, kan vist enhver forstå. Siden de landede i Cairo i forrige uge havde Berntsen fået mest af 'hånddræsinen'.

Dog havde pigerne trukket lod og lavet en omgangsrækkefølge, så en af dem ofrede sig hver anden nat på et lynhurtigt professorput. Men det er jo ikke lige, hvad mand med ståpik håber på. Tilmed gik der mange Viagra til spilde, fordi professoren tog dem efter aftensmaden - og så var det en af de aftener, hvor turnuskandidaten alligevel ikke dukkede op. Skønne, spildte rejsningspiller a' 100 kroner stykket. Så måtte han - igen - selv pudse 1-tallet. Sådan var de første 10-12 dage på hver ekspedition. Men så var det, studinerne i diverse tropiske ørkner mistede evnen til at stå imod. Og begyndte at stirre sultent på professoren og hinanden. Det var det, han ventede på - hvert år.

Men nu var Peter i fuld gang med at spolere hans parringssystem til nedlæggelse af unge studerende af kvindekønnet. Berntsen drejede hovedet og så hen på køleskabet. Tænkte på den æske med sprængblyanter, som Peter for et par timer siden - efter dagens sprængninger - havde anbragt derinde. Professoren satte sig op i feltsengen, svang benene ud over kanten, rakte efter cigaretterne og lighteren. Peter havde forsikret professoren, at han roligt kunne tænde lighteren i teltet. Sprængblyanter antændtes ikke på den måde. Men kunne han stole på Peter? Berntsen havde ikke det mindste forstand på sprængstoffer. Så han fandt det klogest at gå udenfor teltet, før han tændte sin smøg.

Der var dynamit nok til at sprænge både professorens og naboteltene i stumper og laser. Hans 20 år yngre hustru Bitten Berntsen ville ikke være i farezonen. Hun var lige nu hos sin elskerinde, deres fælles privatsekretær, frk. Jacobsen, med telt i den fjerneste ende af teltgaden. Og professorinden lå garanteret allerede med mulen i hulen - eller også havde hun selv Norma Jacobsens rappe leppelæber i egne velsmurte nedre dele. Luften var dejlig kølig her 75 km vest for pyramiderne. Måske ville han have godt af en spadseretur. Gløderne fra cigaretten kastede et varmt skær over teltdugen. Han strakte sig i ørkenkøligheden. Prøvede at tænke med hovedet og ikke med pikken.

Jo mere han anstrengte sig herfor, des mere rørte den irriterende fyr i lærredsshortsene på sig. Han kunne faneme godt lige nu tænke sig, at... I den anden ende af lejren stod som sagt frk. Jacobsens telt. Berntsen gik den anden vej. Selv om hans kone og han så godt som aldrig kneppede sammen mere, brød han sig ikke om, at høre hendes og frk. Jacobsens stønne- og smaskelyde, når fruen søgte trøst for hans manglende lyst til at opfylde sine ægteskabelige pligter. Bitten ville vist også have fået et chok, hvis han pludselig brød deres rutine, som hun hånligt kaldte 'Verdi-systemet' (De fire årstider).

Sidst havde hun selv fjernet hans sidste lyster efter hende, da hans famlende hænder gjorde tilnærmelser under dobbeltdynen. - Jamen Bernt dog! Har du endelig fået forårsfornemmelser. I marts og april glemte du dem totalt! Det var vist egentlig den endelig afslutningsreplik på det ægteskab. Gik han på hjemmeopdagelse nu, ville hans kone sikkert erindre ham om både det forsømte forår og den tabte sommer. Han fortsatte lidt ud i ørkensandet. Månen kastede sit sølvskær over dette forunderlige landskab af hårde sandsten og klippestykker. Han følte sig bedre. Som den eneste mand i verden. Glemte næsten at tænke på, hvad Peter Sørensen lavede lige nu. Pludselig hørte han et skrig! Ikke noget angstskrig, men ét, der afslørede lystenhed og parringsfryd.

Og lige efter genkendte han Peter Sørensens dæmpede stemme. Hvad foretager fyren sig herude i ørkenen midt om natten? Berntsen gættede - og gættede sikkerligen ikke forkert. Så hørte han pigefnis. Der kunne ikke være nogen tvivl: Peter Sørensen var krøbet på et eller andet 'sår', som Berntsen selv havde gået og håbet på i over en uge. Berntsen undertrykte sin lyst til at udstøde et indigneret råb: "Hvad foregår her?" Han var ret sikker på, at han enten ikke ville få svar, eller høre Peter Sørensen - eller pigen - råbe tilbage: 'Vi knepper!' Nutidens ungdom generede sig ikke for noget som helst i den retning.

Professoren lagde sig i stedet på alle fire og krøb forsigtigt nærmere den store tornebusk, der skjulte nattens handlinger for hans endnu skarpe blik. Han var næsten nået helt frem, før han kunne se noget - men så fik han sandelig også syn for sagn: Den lille rødhårede med fregnerne, Sissy Webster havde tydeligvis med stor fryd sat sig overskrævs på Peter Sørensens skød og ladet sig spidde på sammes vellystne spyd! Det sidste gættede Berntsen sig til, for han kunne ikke se den. Mens hendes nydelse var - som hendes små, lækre strutbryster - til at ta' og føle på. Og det gjorde unge Sørensen i rigt mål. Hun havde benene slynget om hans hofter.

Hun havde stadig bluse på, men den var knappet op og Peters hænder var på opdagelsesrejse. Berntsen kunne høre en ligefrem slubrende lyd, når hendes lækre ungpigekusse bevægede sig op og ned på glædeskæppen. Berntsen var mere stille end en mus, men fik spændinger i skridtet. Sissy kyssede Peter på halsen, i ansigtet, på brystkassen, mens hun kneppede som en besat. Så lod Peter sig falde bagover og trak Sissy med sig i den bløde bagudbevægelse. Nu kunne Berntsen se pigens stramme balder - og Peterpikken, der gled frem og tilbage mellem kusselæberne. - Er det dejligt, Sissy? spurgte Peter. - Det er vidunderligt, Peter, stønnede pigen. Det er en superpik.

Det er sandelig noget andet end professoren, som jeg måtte finde mig i sidste efterår... for at komme med på ekspeditionen. - Ja, jeg har hørt snakken om hans udvælgelseskriterium, replicerede Peter. Det er der måske ikke noget at sige til. En mand på 60 må bruge hjernecellerne for at støve fisse op, så... Flere ord kom ikke fra pigens mund. Hun foretrak at kysse Sørensen. Hans store pik pumpede frem og tilbage i sit uden tvivl velsmurte leje. Berntsen kunne ligefrem se, hvor Peters nosser hang og dinglede, da han drejede hende rundt og indtog missionærstillingen, stødte til og jog pikken i - helt i bund. - Stød til, Peter. Jeg vil ha' den helt op. Helt i bund.

Helt... - Den er ikke længere, lille Sissy. Jeg er helt i bund hver gang… Og hvad vil du så ha' nu, Sissy? - Dit bæst! Det ved du da alt om. Jeg vil skumme fløden. Jeg vil mærke din pik hamre løs i kramper. Jeg vil mærke din varme sæd i sprøjt mod livmodermunden! Giv mig det, Peter! Sprøjt din sperm i min fisse! Berntsen kunne ikke klare mere. Så sandelig var ungdommen mere ligefrem i dag end i hans studietid. Han krøb forsigtigt baglæns ned ad bakken, lagde sig på ryggen, knappede gylpen op og greb om sin nu jernstive pik.

- Hvorfor fanden kan den ikke blive stiv på samme måde, når den er inde i en varm skede. Når den var det, så faldt den. Men det gjorde den heldigvis ikke her og nu. Han begyndte at spille pik... fulgte lyden fra den anden side bakkekammen. - Ja, hurtigere, Peter... hurtigere... dybere... nu kommer du... og NU... Åh, hvor er det skøøøøøøøønt, Peter. Et øjeblik efter stod der også en sædstråle fra Berntsens professorlem. Da den ikke gav mere fra sig, men stadig var halvstiv, fik han den indenbords, kravlede et stykke væk. Og da han var sikker på ikke at blive opdaget, rejste han sig og gik med hurtige skridt tilbage til lejren.

- Jeg slår ham ihjel, tænkte han rasende, da han hørte Sissy udstøde endnu et højt, skingrende hyl. Det var tydeligt, at nu - først nu - kom hun. Ja, jeg vil slå ham ihjel. Han stjæler alt det fisse, jeg har glædet mig til hele semestret! Professoren nåede hen til lejren. Kom ind fra den modsatte side, han var gået ud fra. Han så lys i et telt. Frk. Jacobsens. Han vaklede. Skulle han...? Og så hørte han lydene. - Ja, Paula, min skat! Gør det... Gør det! Det var hans kones stemme. Bittens stemme var så liderlig som han ikke havde hørt den i mange år. Smaskelydene var heller ikke til at tage fejl af. Frk.

Jacobsen fik også fisse. Hans retmæssige fisse! Han hørte lyden af de to kvindekroppe, der stødte klaskende sammen. Professoren gik tilbage til sit telt. Hans pik klæbede i underbukserne. Han havde været lidt for hurtig til at hive den indenbords. Og han var forpustet. Men han vidste, hvad han ville gøre: I en kasse under hans feltseng tog han en pistol frem. Han havde den altid med på sine ekspeditioner. Beregnet til at skyde slanger med. En kaliber 9,65. Med et enkelt skud kunne han dræbe selv den største slange. På 100 meters afstand ville den dræbe en mand. Berntsen lagde pistolen på sengen og tog en flaske whisky frem. Nul glas. Drak af flasken.

Da den 45 % alkohol nåede ned i hans mave, blev han straks roligere. Han vidste, at Sørensen havde lavet et eller andet fittelifut med den eksplosion i eftermiddags. Bedt alle holde hovederne nede. Hvorfor? Whisky giver visdom. Det siger skotterne. Og med ét så Berntsen det hele i et nyt lys: Selvfølgelig fordi Sørensen havde ligget og hugget på en eller anden fisse, som lige skulle have et skud fra hoften. Og det havde hun fået. Sprængningen kom lige efter. Formentlig havde han givet det sprænglegeme så lang lunte, at han kunne nå en lynknepning, mens de andre holdt hovederne nede. Sådan var det, tænkte professoren. Og det var jo ikke ringe tænkt!

Men hvordan kunne han nu gøre gengæld, så Sørensen røg ad helvede til - og alle ørkenfissen var professorens? Jo, han kunne tage dynamitten ud af en sprængblyant og putte det i en af de andre, så den ene blev værdiløs og den anden fik dobbelt sprængkraft. Ja, sådan måtte man kunne gøre det. Men Sørensen var professionel. Ville utvivlsomt straks se, at der havde været pilfingre i hans kasse. Og selv om han ikke opdagede noget, så var chancen for at han ville sprænge sig selv i luften jo stadig ikke til stede. Kunne han, Berntsen, mon opvarme dynamitstængerne, før han gav dem til den unge mand. Det var vist ikke nogen god idé.

Han risikerede selv at ryge i luften, mens han opvarmede dem. Nej, han måtte finde på noget bedre. Han gik ud af teltet, efter at have taget endnu en visdomsfremkaldende slurk. Han så ned langs teltene. For enden af teltgaden stod jeepen. Ingen andre kørte den end Peter Sørensen. Den måtte være løsningen. For pokker. Jo, den sidste slurk whisky havde virkelig gjort sin positive tænkevirkning. Selvfølgelig: Tændsatserne. Dem, Sørensen sat i sprængblyanterne for at få dem til at eksplodere i rette sekund. Berntsen kendte ikke noget til sprængstoffer. Men elektronik vidste han noget om. Han tog den lille, sorte kasse frem fra skjulet under presenningen og bar den hen i sit telt.

Så tog han en skruetrækker og åbnede kassens bagside. Der var batteriet med viseren, som Peter Sørensen stillede sekunderne på. Der var masser af ledninger, men det havde Berntsen forstand på. Han stillede på viseren, så en forsinkelse på 15 sekunder blev til 2 sekunder. Så gik han forsigtigt tilbage, anbragte den sorte kasse under presenningen. I morgen aften kunne Peter Sørensen kneppe englene. Nu var det hans, Bernt Berntsens, tur til at vælte sig i ung fisse. Hændeligt uheld ville chokere alle tøserne. De ville komme og græde ud ved hans skuldre. Og han ville ae deres hår - både hovedhår og kusseditto. Fortsættes HER