Oplæring 5
Har du ikke læst de tidligere afsnit kan du finde dem HER

Da jeg vågnede var der helt stille, lyset skinnede ind gennem vinduet, så det måtte være dag, og til trods for mine fastlåste arme og ben, knebelen i munden og min værkende krop, følte jeg mig godt til pas. De sidste dages intense oplevelser, både de følelsesmæssige, de fysiske og hele det koncept vi ligesom havde samlet os om, forekom mig fjernt, nærmest som en drøm, eller en film på et lærred langt væk. Jo jeg kunne da mærke hvordan jeg lå udspændt som et stort X, hvordan min vilje var overført til andre, og min frihed var taget fra mig, men det var vel ikke irreversibelt, der måtte da være et andet liv.

Mens jeg lå der, overladt til mine egne tanker, ja ude af stand til andet end at tænke, og bare følte at alt var helt normalt slog det mig pludseligt, nej, det var ikke normalt. Jeg var ikke normal, jeg var en slave, en brugsgenstand, et stykke legetøj, legetøj der ene og alene stod til rådighed for andres sadistiske lyster og moralbegreber. Og det var ikke tanken om min slavestatus der var værst, nej det var de uudtalte kendsgerninger der tydeligt viste, at jeg blev liderlig af det, at mine lyster blev ustyrlige, ja at hele mit væsen ændrede sig og samlede sig om mine dyriske liderlige drifter.

Det var gået for langt, jeg måtte sige det til Mads, forklare ham at jeg ikke kunne være med længere, det måtte stoppe, vi skulle leve som et normalt ægtepar. Normalt, hvad var længere normalt? Var det min perverse indstilling til vores liv? Eller var det det liv som alle andre førte, de almindelige, normale ægtepar som delte alt, frihed, sorger og glæder. Tvivlen, angsten for det ukendte, ja bare tanken om, at jeg jo lå der, og pænt måtte vente til det behagede Frøken Sand eller Mads at lade mig stå op gjorde, at jeg atter mærkede den stille gråd begynde at syde ganske stille i mit indre.

Jo jeg måtte sige det, det kunne ikke fortsætte, det var simpelthen så langt fra samfundets normer, at selv Mads da måtte kunne se det, og forstå min modvilje mod alle disse ting. Han kendte mig da, vidste alt om min indstilling til de moderne kønsrollemønstre, ja han havde jo selv udtrykt sin forargelse over det vi så ofte hørte fra fjerne lande, om hvordan kvinderne i den grad var undertrykte.

Jeg hørte døren til soveværelset ved siden af gå op, hørte nogen gå på toilettet, komme tilbage, og lukke sig ind i soveværelset igen, Jeg hørte en svag samtale, de lo, lød som om alt var normalt og ikke med mig som en ussel slavinde, der bare lå og ventede på flere grænseoverskridende tildragelser. Lidt efter kom de begge ind til mig, så lidt på mig og stillede sig så med Mads ved sengens fodende og Frøken Sand ved siden af sengen, begge med et smil om munden. Hun tog fat i dynenes ene hjørne, trak den af mig, smed den på gulvet og så ned på min nøgne krop med en nedladende og hånligt blik i øjnene.

Jeg forsøgte at få nogle ord frem bag knebelen, forsøgte at gøre dem opmærksom på at jeg ville sige noget, at det var vigtigt og at de måtte høre på mig. Frøken Sand så et øjeblik over på Mads og sagde så: ”Jeg tror den lille slave vil sige noget, skal vi høre hvad det er, eller gå ned og få noget morgenmad først?" Mads trak på skuldrene og sagde, med en lille kort latter: ”Lad os bare høre hvad hun har at sige, det kan vel ikke skade." Frøken Sand bøjede sig ned over mig, fjernede knebelen og sagde hånligt: ”Nå tøs, få det så frem, vi har andet at se til."

Jeg så kort på dem efter tur og begyndte så, ganske roligt, velovervejet og så indtrængende som det var mig muligt: ”Mads, det her er nødt til at høre op, det går ikke, jeg kan ikke fortsætte på den måde, det er for langt." Længere nåede jeg ikke før Frøken Sand arrigt maste den røde gummibold ind mellem mine læber, spændte den fast bag nakken og sagde, henvendt til Mads: ”Jeg tror ikke hun helt har forstået hvad det her drejer sig om, men nu skal jeg give hende en lærestreg, den slags kan vi ikke have." Mads nikkede, gik hen mod døren og sagde, ligesom henkastet: ”Så sætter jeg kaffen over så længe."

Det virkede nærmest som om hun havde sagt at hun ville lufte dynerne, rede sengene, eller foretage sig noget andet ganske almindeligt, og pludseligt gik det op for mig hvor dum jeg havde været, det her var ikke en leg, det kunne ikke stoppes, jeg ønskede ikke det skulle stoppe. Allerede før ridepisken ramte mine bare lår og mit skrig gjaldede ud i rummet og min krop gav et hårdt ryk i mine lænker, vidste jeg hvad der ville ske. Jeg vidste at min liderlighed atter ville komme farende, ville overtage hver en lille krog af min krop, overtage min hjerne, og skubbe mig endnu dybere ned i min nye slavetilværelse.

Næste slag ramte tværs over mit følsomme maveskind, aftvang mig endnu et af de underlige lyde, som fremkom ved at knebelen opslugte det skrig der automatisk genereredes i mit indre. Et slag ramte mig på begge bryster på en gang, fik det til at føles som om mine brystvorter blev flået af, fik mig til at bøje hovedet bag over og nærmest brøle en rallende lyd ud i det røde gummi. Hun tog absolut ingen hensyn, løftede ubønhørligt pisken igen og igen, lod den ramme min mishandlede forside, skarpt og smertefuldt, og lod hånt om de smertens udbrud jeg nu var i stand til at fremkomme med.

Gennem smertehelvedet begyndte mit skød atter at dunke, pulsere med den langsomme velkendte rytme, som jeg vidste, ville gå over i en sitren, en sitren der til sidst ville smyge sig op langs min rygrad. Blandingen af smerte og vellyst dannede ligesom et slags sort hul, ikke et sort hul der tiltrak sig alting, men et sort hul, hvor en helt ubeskrivelig slange af små sinusformede bølger, væltede ud, og omsluttede de centre i mig som endte i en af disse voldsomme orgasmer der ingen ende ville tage.

Det var som om det kom fra et sted langt langt væk, et helt andet sted på jorden, som en hel skov af lyn der slog ned samme sted men alligevel som et djævelsk udslag af det ondes værste tanker da hun pludseligt stillede sig ved sengens hovedgærde. Jeg anede ikke uråd, var bare totalt omsluttet af vellystens vidunderlige ocean og opdagede først hvad hun havde i sinde, da hun helt ukontrollabelt lod pisken suse direkte ned på mit skød.

Min krop spændtes i en bue, kun hæle og hoved rørte sengen, og smertesignalerne for vildt op til min martrede hjerne, kun overhalet af den vilde fornemmelse da hun maste pisken ru skaft ned mellem skamlæberne og gned den et par gange frem og tilbage. Hun gentog sit ondskabsfulde indslag, ramte igen samme sted, gned med pisken, løftede den og slog igen, uden at tage nogen som helst hensyn. Orgasmen kom som et lyntog, som et langtrukkent hyl fra en togfløjte der lyder gennem skoven, gjalder mellem træerne og ender som vildt hyl oppe over det hele.

Det føltes som om skyerne åbnedes sig over mig, som om et langt blødt silkebånd af ufattelig styrke lagde sig om min sjæls sidste forbindelser med min krop, flåede dem løs, og hev mig op gennem hullet i skyerne og bare op, op og længere op.

Det næste jeg registrerede var da Frøken Sand stod bøjet over mig, og slog mig let på kinderne mens hun kaldte på mig. Det varede nogle sekunder før jeg kom så meget til mig selv at jeg kunne følge med i hvad der foregik omkring mig, og fokusere på hendes ansigt over mig. Hun så op og ned ad mig, nikkede nedladende og sagde skarpt: ”Nå så du tror du kan slippe." Hun rystede på hovedet og fortsatte ildevarslende: ”Det kan du ikke lille tøs, du er solgt, og køberen er din ejer og hersker Mads, og prisen, som du selv har betalt, er din frihed."

Hun bøjede sig længere ned, så mig lige ind i øjnene på ganske kort afstand og nærmest hvæsede: ”Men jeg skal lære dig lille skat, nu tager vi fløjlshandskerne af, og gæt hvem det kommer til at gå ud over." Hun prikkede mig mellem brysterne med en finger og sagde, truende: ”Dig, dig og din liderlige luderkrop." Hun løste mig fra sengen, fjernede gummibolden fra min mund, og sagde hårdt: ”I bad tøs, og i dag har du kun tyve minutter, så står du klar i stuen."

Hendes ydmygende inspektion var både rå og pinlig at gennemgå, og hun holdt sig heller ikke tilbage med at håne mig idet hun sagde: ”Du må virkeligt se at få bedre styr på rengøringen af dig selv, man skulle jo tro du var en lille unge der ikke kan vaske sig selv, ned og gør det en gang til, men ordentligt denne gang, sørg for at komme ind i alle kroge." Jeg mærkede hvordan ydmygelsen bredte sig i mig, blev til en vrede der kæmpede for at komme ud, og forsøgte at overvinde min selvbeherskelse.

Det lykkedes mig at gå i bad en gang til uden at miste besindelsen, og da jeg kom tilbage til stuen stod jeg blot stille mens hun foretog endnu en undersøgelse af hver en krog på mit mishandlede legeme. Hun gryntede kort, nikkede over mod stolen og sagde kort: ”Dit tøj ligge der, tag det på, hurtigt, vi skal af sted til frokosten med Din Herre." Det var igen et par store posede trusser, der til en kort undertrøje med spaghettistropper, et par hvide uldne strømpebukser, en ganske kort kjole med korte ærmer og endeligt et par flade hvide sandaler på fødderne.

Jeg lignede nærmest en forvokset skolepige og følte mig fuldstændigt tåbelig i det pinlige tøj, men hun lo blot ad mit rødmende ansigt, pegede hen mod døren og sagde: "Sæt dig ud i bilen" Jeg så fortvivlet på hende, så ned ad mig selv, og sagde, uden at tænke mig om: ”Jamen jeg kan da ikke gå ud i det her."

Hun stak sit ansigt helt hen til mit, så mig direkte ind i øjnene med et arrigt blik og nærmest hvæsede, så jeg blev helt bange for hende: ”Du skal ikke tage stilling til hvad du kan og ikke kan, du går ud i bilen, omgående, præcis som du får besked på, og dette her vil du blive straffet for senere." Jeg sank noget, følte ligesom en klump i halsen, så ned foran mig og hørte mig egen stemme sige: ”Ja Frøken Sand, undskyld." og vidste, i samme sekund at hun havde knækket mig, der var ingen vej tilbage, det var uigenkaldeligt slut med min sidste rest af fri vilje.

Jeg gik langsomt ud til bilen, så hele tiden ned foran mig, ænsede ikke om nogen så mig, og følte blot ydmygelsen som en stålstang der var blevet tvunget tværs gennem min sjæl. Alle kunne se hvad det drejede sig om, se at jeg var en voksen kvinde, klædt som et barn, ydmyget, flov og helt uden andre ønsker end dem man befalede mig. Men der var ingen der gloede, ingen der vendte sig og ingen der overhovedet lod sig mærke med mig, så det gik op for mig, at det hele blot var noget der foregik i mit eget hoved, en ydmygelse jeg selv lod være hvad den var.

Selv med den viden var det pinligt, og både Mads og Frøkenen gjorde alt hvad de kunne for at gøre det, om muligt, endnu mere flovt og pinligt. På den lille restaurant hvor vi skulle spise frokost, gjorde Mads et stort nummer ud af at bestille en børnemenu til mig, og mens tjeneren stod ved bordet sagde han: ”Nu siger du til hvis du skal på toilettet lille skat." Hver en lille nervespids i mit legeme skreg til himlen, ligesom bønfaldt de højere magter, fik mit nervesystem til at reagere og mine indre organer til at samles i et forenet nyt angreb på min selvbeherskelse.

Alene det, at jeg blot kunne sidde og affinde mig med situationen, ikke havde nogen mulighed for flugt, flugt fra de helt vanvittige uhyrligheder de udsatte mig for, og flugt fra de sjælekvaler min krops reaktioner viste mig. Jeg mærkede hvordan energierne atter var ved at overtage mit indre, de energier der de sidste dage havde revet de sidste rester af min sjæl ud, og torteret min selvopfattelse. Oprøret i mit indre, det oprør der foregik mellem den virkelighed jeg kunne mærke og føle over hele kroppen, var en lige så ond tortur som de fysiske pinsler Mads, Frøken Sand, og andre havde udsat mig for de sidste dage. Det kriblede allerede i underlivet, hvad var det? Var jeg syg?

Sindssyg?, nej, jeg ville ikke græde igen, de skulle ikke se det, ikke nu, det ville være alt for flovt. Alligevel, jeg så over på Mads, så ham smile, så ham nikke til Frøken Sand og vidste, at de begge var helt klar over min situation, og blot udnyttede min krops egne indbyggede styremekanismer. Jeg skulle vise dem, de skulle ikke have den fornøjelse at kontrollere mig på den måde, og alligevel, min reaktion var jo lige netop den de ønskede, det de arbejdede på, jeg gøs, og en tåre trillede ned ad min kind.

Jeg spiste min mad som en artig lille pige, forsøgte at leve mig ind i den rolle de havde tildelt mig, men på en måde så jeg ikke vækkede opsigt og alligevel så de kunne se, at jeg forsøgte at behage dem. Jeg fik en portion is til dessert, og mens jeg spiste den sad de og sludrede over deres kaffe, sendte mig små venlige smil, og opførte sig i det hele taget som om jeg virkeligt var den unge niece de havde med i byen. Da vi var færdige og Mads betalte sagde Frøken sand, henvendt til Mads: ”Vi piger smutter lige ud og tisser, vi ses."

Mads nikkede, så på mig og sagde: ”Ja, og hvis de er færdige med kælderen, må du hellere sætte tøsen der ned, hun skal jo lære det." Han gav mig en krammer, kyssede mig i panden og sagde: ”Du er bare så dejlig lille skat." Det var som om alt i mig gik i stå, mit åndedrag forsvandt, mit hjerte stoppede, ja som om alt hvad der holdt mig live simpelthen bare lukkede, sagde farvel og smeltede sammen til en masse der indeholdt en ubeskrivelig lykkefølelse uden hverken top, bund, eller andre former for begrænsninger. Sekundet forsvandt dog hurtigt da han gav mig et klap på numsen og sagde: ”Smut så ud og tis før I skal køre,"

og jeg igen faldt tilbage i den rolle jeg var tvunget ind i. Jeg fulgte efter Frøken Sand ud på toilettet, gik ind i båsen da hun åbnede den og stod helt stille mens hun låste den og vendte sig så vi stod med front mod hinanden. Mens hun så mig ind i øjnene stak hun en hånd op under min kjole, fandt den øverste kant af strømpebukserne, lod hånden glide ind bag dem, ned i trusserne og helt ned til mit følsomme venusbjerg.

Jeg udstødte et gisp da hendes finger fandt min spændte klitoris, begyndte at stønne ganske svagt da hun lod den bevæge sig i små roterende bevægelser og bed mig i læben da hun pressede lidt hårdere og samtidigt forøgede min stønnen. Hun smilede sit lille hånlige smil, lod sine fingre bearbejde mine mest intense følelser i underlivet, fastholdt mit blik med sine skarpe mørke pupiller, og tvang mig op mod de højder, som jeg kun kendte alt for godt. Hele opsætningen, den ydmygelse det var at stå der, helt uden nogen frihed til at vælge det fra, de forudgående nedværdigelser, og ikke mindst, hendes arbejdende fingre, tvang mine sanser ud på en atomfavnende rejse.

Jeg vaklede bag over, lænede mig op mod væggen, spredte benene lidt mere for at give hende plads, mærkede hvordan mine ben begyndte at ryste, og lod verden forsvinde omkring mig. Alle mine følelser, sanser og hver en fornemmelse af livet omkring mig forsvandt, samlede sig som en ildkugle mellem benene og truede med at brænde sig vej op gennem min krop. Det føltes som om mine knogler, hver eneste sene, og alle fibre i mine muskler spændtes som en buestreng, strammere og strammere og nærmede sig det punkt, hvor de ville opløses i et orgie af alle universets intense farveskalaer og lade forløsningen opsluge mig, og selve livet.

Men i samme øjeblik fjernede hun sin hånd fra mit underliv, lod kjolen falde ned og maste sig ind mod mig så mine arme og ben blev fastholdt og forhindrede mig i at gøre noget. Jeg ville skrige, ville udtrykke min frustration, men kunne ikke, jeg var lammet, chokket havde taget pusten fra mig og Frøken Sands krop holdt mig uhjælpeligt fast. Hvor længe det varede før jeg faldt til ro, før jeg ikke længere rystede fra top til tå, og hun trak sig væk, ved jeg ikke, men jeg græd stille mens jeg så bedende ind i hendes øjne.

Hun smilede blot sit lille skæve, hånlige smil, satte mit tøj ordentligt på plads og sagde ildevarslende: ”Nu skal du bare opføre dig ordentligt lille skat, så skal det nok gå." Stadigt rystet, og chokeret, både over den måde hun misbrugte sin magt, og også, det, at jeg bare lod det ske, affandt mig med denne vanvittige kontrol jeg lod hende have over mig, fulgte jeg lydigt efter ud til bilen. Mit indre var stadigt i oprør da vi nåede hjem, men jeg opførte mig som en zombie, adlød hendes mindste ord, fulgte efter hende som en skødehund, og væmmedes næsten ved mig selv og min eftergivenhed.

Så såre vi trådte ind ad døren sagde hun kort: ”Du tager kjolen og strømpebukserne af, du skal i kælderen." Igen adlød jeg som en maskine, fulgte efter hende ned i kælderen og ind i det, der en gang havde været pulterrum hvor vi opbevarede alt det vi ikke brugte. I stedet for vores samling af gammelt, ubrugeligt skidt og skrammel, var rummet helt tomt, bortset fra et underligt udseende apparat som stod midt på det bare cementgulv.

Det viste sig at være en slags gabestok, hvor hun spændte mine ankler fast til to af benene nede ved gulvet, skubbede mig forover så min hofte hvilede på en tværstang, og låste mine håndled og min hals fast i en bøjle der sad lidt længere fremme og lidt højere end hoften. Da jeg stod sådan, foroverbøjet, ude af stand til at bevæge mig og stadigt iført det kedelige hvide undertøj, tog hun fat i mit hår, drejede mit ansigt op mod sit eget og sagde ildevarslende: ”Nu skal du opleve hvad det vil sige at være en ulydig slavetøs, for du skal straffes for din dårlige opførsel hele dagen."

Jeg ville sige noget, men der kom ikke en lyd, alene angsten for hendes vrede var nok til at få mig til at tie stille, så jeg gjorde ikke andet end se på hende med et bedende blik. Hun lo en kort latter, kneblede mig, satte en slags sort maske over mine øjne så jeg var afskåret fra at se noget, og sluttede med at sætte et sæt høretelefoner på mine ører, hvor der lød en slags klassiks musik der lukkede alt andet ude. Jeg kunne intet se, høre eller opfatte andet end mig selv, min hjælpeløshed, og den kriblen, der allerede var ved at foretage den første spæde opvarmning af mit underliv.

Jeg anede intet om hvor hun var, hvad hun foretog sig, eller hvad hun havde i sinde, så jeg var totalt overladt til min fantasi, min frygt, og de afkroge af min hjerne der arbejdede på højtryk for at opfatte bare en lille smule. Intet skete, jeg lå der bare, totalt afsondret fra verden, fuldstændig alene, omsluttet af mørke, musikken i ørerne og mine tanker, min angst, og vel vidende, at jeg intet kunne gøre. Jeg vidste at jeg gjorde det for Mads, at han elskede mig jeg havde set det i hans øjne, jeg var hans, det var ham der ønskede mig afstraffet, jeg havde fortjent det.

Nej, jeg næsten skreg det inde i mig selv, det kunne ikke passe, ingen havde ret til at gøre den slags mod andre, man kunne ikke være slave for andre, og jo, jeg var jo slave, en ussel slavetøs, tvunget af mine egne lyster, af Mads og hans ønsker, hans ønsker og hans redskab Frøken Sand. Pludseligt, uden varsel og helt uden jeg havde den mindste mistanke om noget, ramte en vanvittig smerte tværs over mine balder, en kort pause, så en gang til. Jeg kunne ikke forstå hvad det var, kun at det var mig det gik ud over, min numse der blev udsat for denne mishandling og mit underliv, der omgående reagerede.

Jeg forsøgte at skrige, men opfattede blot en underlig rallen fra min egen hals, jeg forsøgte at slide mig fri, men opnåede kun, at konstatere hvor uhjælpeligt jeg var låst fast. Jeg fik et nyt slag, lige så vildt som de to foregående, lige så smertefuldt og lige så fuldkommen ulideligt, at jeg rystede af angst for det næste. Men det kom ikke, i stedet gled en hånd op over min bagdel, kærtegnede mig gennem trussernes bløde stof, og fortsatte op til elastikken i linningen. Hånden trak dem ned over mine balder, skubbede dem så langt ned de kunne komme for mine spredte ben, efterlod dem udspændt på mine lår, og gled op igen.

Det gav et sæt i mig da hånden berørte skamlæberne, fortsatte op gennem revnen mellem balderne, og forsvandt lige så pludseligt som den kom. Jeg hverken hørte eller fornemmede noget, alt var lige så fredeligt som før, kun denne ulidelige venten, en venten der fik min krop til at reagere som en plante hvis blade sitrer i vinden. Jeg forsøgte at holde styr på tiden ved at tælle sekunderne, anstrengte mig ihærdigt for at høre om musikken kunne give mig et fingerpeg, men der var ingen hjælp at hente, tiden forsvandt, lige som alt andet.

Tilbage var kun mig selv, min krop, min fantasi, min frygt, og så, den evindelige, stille sitren i underlivet, den sitren der påkaldte mig sin opmærksomhed, og mindede mig om min status. Jeg vidste det godt, al tvivl var væk, som blade der var blæst væk af vinden havde samlet sig i en krog, og som et sidste hånligt farvel, var steget til vejrs i en langsomt roterende bevægelse. Mads, jeg ville skrige hans navn, hjælp mig, gør mig fri, fri for alle de tanker, al den tvivl, ja alt som hidtil har forhindret mig i at være din underdanige, artige og velopdragne slavinde.

Pludseligt mærkede jeg noget berøre mine skamlæber, helt uden varsel, blot en, næsten umærkelig berøring, som var det en fjer der gled hen over mig. Det var der igen, denne gang mere intens, mere bastant, jo noget blev presset ind mellem de kødfulde ventende og hungrende stykker hud, der dækkede indgangen til mit indre. Og så, uden varsel gled en mands lem op i mig, maste sig helt i bund, tog mig i besiddelse med lange sindige og aldeles vidunderlige stød. Hurtigere end jeg troede det muligt var jeg på toppen, arbejdede hårdt med skedens muskler, forsøgte at klemme, mase, vrikke, ja alt hvad jeg kunne, for at forøge den vidunderlige følelse der arbejdede sig ind i mig.

Det ramte mig som en stor kugle af varm luft, gled hele vejen ned over min krop, samlede sig i den forening der fandt sted i mit underliv, og susede op gennem mine indre organer som en boble der brister. Jeg kunne pludseligt se, på trods af masken for øjnene kunne jeg se, ikke som man normalt ser, men et syn, der flyttede mine grænser for, hvad der var menneskeligt muligt. Alt eksploderede samtidigt, lemmet i mig, den dejlige, vidunderlige, skønne pik, den blev mast helt op i mig, ramte alle steder på en gang og som en del af eksplosionen mærkede jeg hvordan sæden sprøjtede ud af den.

Samtidigt opløstes min verden i en kalejdoskopisk kaskade som af tusinde nytårsraketter der for mod himlen og foldede sig ud som en blomst der voksede og voksede og til sidst omsluttede mig fuldstændigt i en ubeskrivelig vidunderlig lykkefølelse.

Jeg mærkede ikke at jeg blev båret op fra kælderen, blev lagt på sofaen i stuen og fik mit hoved placeret i Mads´ varme sikre skød. Sådan kom jeg til mig selv, liggende fuldstændigt afslappet, med hans ene arm liggende hen over brystet og hans anden hånd, i færd med at kærtegne mit hår i kærlige blide strøg. Han smilede til mig, blinkede med sine dybe blå øjne og sagde kærligt: ”Lille søde slavetøs, velkommen tilbage til verdenen." Jeg rakte begge arme op, lagde dem om hans hals, løftede mig op og kyssede ham inderlig, længe og lidenskabeligt. Jeg følte hvordan kærligheden gennemstrømmede mig, fik alt til at føles ligegyldigt, og bragte mine seksuelle lidenskaber til live igen.

Pludseligt skubbede han mig væk fra sig, pegede på gulvet foran sig og ventede mens jeg hastigt lagde mig på knæ fora ham. Jeg så op på ham, vædede læberne og sagde: ”Mads, Herre, må jeg være din slavinde for altid." Han tog mit hoved mellem sine stærke hænder, holdt det fast, så mig direkte ind i øjnene og sagde: ”Ja min skat, for altid." Han rejste sig, tog min hånd, førte mig op i soveværelset, pegede på sengen og sagde, venligt men bestemt: ”Læg dig i din ejers seng, nu vil jeg bruge dig, som enhver slavinde bør bruges."

Hvor mange gange vi elskede, hvilke stillinger vi prøvede eller opfandt, aner jeg ikke i dag, men et er sikkert, jeg vil aldrig aldrig være en fri kvinde igen, dertil er min slavetilværelse alt for sød.

Epilog:

Frøken Sand blev hentet af sin egen Herre da Mads kom hjem den aften, og vi møder dem da af og til, sådan lidt her og lidt der. Jeg lever og ånder nu for min tilværelse som Mads´ lydige slavinde, nyder både hans kærtegn, hans korporlige irettesættelser og, ikke mindst, den kærlighed, der er så alt overskyggende, at intet vil kunne skære den i stykker.

Vi elsker begge de roller vi lever i, og selv om det måske kan virke underligt på nogle, at den slags kan fungere i virkelighedens liv, ja til dem har jeg blot at sige: Kærligheden bærer alt.

Man kan kommentere historien i gæstebogen eller på mail: @