Oplæring 3
Har du ikke læst de tidligere afsnit kan du finde dem HER

Jeg sov præcist lige så tungt som natten før, men da mor vækkede mig og jeg forsøgte at bevæge mig, måtte jeg konstatere, at mine hænder og fødder var låst fast til hver sin ende af sengen. Jeg så fortvivlet op på mor, som dog blot smilede til mig, rystede på hovedet og sagde: "Mads har lagt planer for dagen, så du skal op og gøres klar lille skat, men først morgenmaden sammen med far." Mor gjorde mig klar som dagen før, og da far var gået, og jeg var blevet badet og vasket, fjernede hun kæden mellem mine fødder og sagde: ”Jeg skal i byen i dag, men du bliver hentet, så du skal vente ude bag ved, kom."

Stadigt nøgen, men med hænderne låst sammen af den kort kæde, fulgte jeg efter mor ud i baghaven, som, selv om den var afskærmet af hække hele vejen rundt, dog havde den mulighed, at nogen kunne gå rundt om huset, så absolut sikker på ikke at blive set var jeg ikke. Men mor tøvede ikke et sekund, så dog min angst for opdagelse og sagde: ”Jeg ved det lille skat, men der kommer ingen her, du kan være ganske rolig, kom nu her." Med et blik der hastigt undersøgte alt omkring mig smuttede jeg efter hende, hen til det lille indhak hvor garagen sluttede før huset og ind i hjørnet hvor hun smilende stod med en kort kæde i hånden.

Hun låste hurtigt kæden fast til den mellem min håndled, trak en gang i den for at sikre at den sad fast i væggen, og sagde, med et lille smil: ”Nu skal du bare tage det roligt, jeg ved ikke hvornår du bliver hentet. Jeg lægger nøglen på det aftalte sted." Jeg var totalt ude af flippen, sendte hende mit mest bedende blik og sagde, meget stille: ”Jamen jeg kan da ikke stå her, sæt nu der kommer nogen." Hun smilede og sagde, slap nu bare af, og pas på jeg kunne jo fortælle Mads at du ikke kan tie stille." Hun blinkede med det ene øje og tilføjede: ”Jeg har selv stået der i mange timer."

Med disse ord forlod hun mig, overlod mig til min angst, mine fantasier og ikke mindst, den liderlighed der endnu en gang var ved at bygge sig op i mit maltrakterede sanseapparat. Sæt nu der kom nogen, det ville være forfærdeligt, nøgen, lænket til en ring i muren, med striber over hele kroppen, og helt uden for indflydelse på min egen situation. Jeg kunne sagtens mærke min krop, ja faktisk hver en millimeter af den, for der var ikke mange steder hvor pisken ikke havde sat sine tydelige spor, og ikke bare synlige, de var absolut også mærkbare.

Fandens også, mit skød forrådte mig, sendte de små kriblende, vidunderlige, og sanseoplivende isninger op gennem mig, fik min hjerne til at reagere, mine fantasier til at blomstre og ikke mindst, min skam over mig selv, til at blusse op som en blomst der springer ud. Mit skød brændte, nærmest skreg på kærtegn, det var som om det hånede mig og forlangte at jeg gjorde noget, jeg forsøgte at gnide mig mod muren, men hjørnet gjorde det umuligt, og mine sammenlåste hænder hang i kæden over mit hoved, så der var intet jeg kunne gøre for at få afløb for mine brændende lyster.

Det gik langsomt op for mig hvilken magt Mads var ved at få over mig, en magt der ville sætte ham i stand til hvad som helst og en magt som så satte mig i en tilstand, hvor al kontrol var revet væk. Sammen med kontrollen forsvandt også ansvaret, jeg var ikke længere ansvarlig, skulle bare adlyde, affinde mig med mine omgivelsers krav og undgå straffen for de forseelser jeg så også måtte undgå. Pludseligt gik det op for mig, at jeg jo stod og ønskede at blive straffet, ønskede den frustration som smerten gav, ønskede at tjene, behage, ja bare være det Mads forlangte af mig.

Jeg ville råbe det ud, jeg var slave, en liderlig gennemtævet, pervers, uartig og frit tilgængelig slave, en slave der blot stod og ventede på de næste ydmygelser, de næste glæder og, det kriblede vildt i underlivet, den næste forløsning. Med der var ingen af delene, jeg var helt alene, i en position hvor enhver der bare gad, kunne gå rundt om huset, gøre med mig hvad de ville, og bare le ad min hjælpeløshed. Jeg ville skrige hans navn ud, råbe at han skulle hente mig, forlange at han skulle behandle mig som et menneske, og samtidigt fortælle ham, at min kærlighed til ham, var endnu dybere og langt mere intens end den nogen sinde havde været.

Jeg begyndte at græde, ganske stille, blot en stille gråd der var en kombination af lykke, frustration, og en angst i min dybeste sjæl, en bævende angst for det uvisse og hvad jeg mere skulle udsættes for. Men jeg vidste jo at han gjorde det han gjorde, af ren kærlighed, fordi han elskede mig, ønskede mig, og ville have mig tilbage i vores dejlige hus som vi sammen havde bygget op til et skønt hjem hvor vi kunne leve og ånde sammen. At dømme ud fra det store stykke solen nåede at vandre stod jeg meget længe i mit hjørne, og mine tanker kørte som en lang serie af hele og halve, mere eller mindre fantastiske drømme og oplevelser.

Nogle af de fantasier jeg, ind imellem, fik frembragt i mit eget hoved, var faktisk så vilde og makabre, at jeg blev helt bange for nogle af dem, og samtidigt bange for, om jeg nu var ved at blive sindssyg. Min tankerække blev brudt da jeg hørte nogen komme gående på fliserne bag huset, og jeg forsøgte at trykke mig ind i hjørnet, gøre mig selv så lille som muligt, eller måske usynlig. Men det uundgåelige skete og pludseligt hørte jeg en kvindestemme bag mig der spurgte: ”Er du slavetøsen Lene?"

Jeg turde ikke svare, turde ikke se hvem det var så jeg trykkede mig blot så langt ind som jeg kunne og forsøgte at lade som om jeg slet ikke var til stede. Der lød et skarpt smæld, og i samme sekund ramte en skærende smerte mine, i forvejen, mishandlede balder og stemme sagde: ”Kan du så svare tøs?, er du Lene, slavetøs for Mads?" Jeg fik hurtigt fremsagt et kort: ”Ja" Og et nyt slag ramte mine stakkels numse før stemmen sagde: ”Det hedder, ja Frøken Sand." Et nyt hårdt smæld lød, efterfulgt af den afsindige smerte og hun spurgte: ”Er det forstået tøs?" Denne gang lykkedes det mig at sige: ”Ja Frøken Sand."

Hun greb fat i mit hår, trak brutalt mit hoved bag over, drejede mit ansigt om mod sit så hun kunne se mig direkte ind i øjnene og sagde: ”Du kan lige så godt få det ind i hovedet med det samme, fra nu af er det mig der bestemmer, og jeg er ikke til at spøge med, kan du fatte det tøs?" af angst for flere af hendes vilde slag skyndte jeg mig at sige: ”Ja Frøken Sand" Hun slap sit greb, tog en nøgle frem, låste kæden fri af den mellem hænderne, tog fat om min overarm og nærmest slæbte mig om til en bil der holdt foran huset.

Der var frit udsyn fra gaden, enhver som bare gik eller kørte forbi ville ikke kunne undgå at få øje på mig, og jeg begyndte at stritte imod, hvilket dog blot vakte hendes vrede og hun tog endnu bedre fat. Hun skubbede mig brutalt hen mod bilens bagende mens hun skarpt sagde: ”Sådan en møg tøs, jeg skal lære dig." Med al mulig gru i kroppen, så jeg hende åbne bagagerummet, og før jeg kunne nå at ragere havde hun vredet min arm så langt rundt hun kunne for håndjernene, skubbet mig for over og lod mig hensynsløst falde ned i det åbne trange rum.

Hun holdt den ridepisk hun havde slået mig med, hen over mit ansigt og sagde, med en truende undertone i stemmen: ”Og jeg vil ikke høre en lyd fra dig, du holder din kæft, jeg skal nok spørge hvis jeg vil høre din stemme." Selv om hun kun havde ganske lidt plads til sin rådighed lykkedes det hende at tildele mig to hårde slag, et på hvert bryst, før hun med et hånligt grin smækkede klappen ned så jeg lå i totalt mørke. Det hele blev uvirkeligt, det trange, mørke, rumlende, og ildelugtende rum jeg lå i, kvindens, eller Frøken Sands hensynsløse brutalitet, det kunne ikke være mig det skete for, det måtte være en film.

Jeg brugte mange kræfter på at forsøge at holde mig fast, enten ved at presse med benene, eller med hænder og arme, og alligevel blev jeg ved med at glide rundt og ramle ind i siderne når hun drejede, bremsede eller satte i gang. Jeg anede overhovedet intet om hvor langt vi kørte, eller hvilken retning det var, det eneste jeg registrerede, var min egen elendighed og min ulykkelige situation. Jeg blev meget glad da bilen endelig stoppede, motoren blev standset og jeg hørte hende stige ud af bilen.

Jeg lå og ventede på at hun skulle åbne så jeg igen kunne se dagslyset, konstatere om jeg stadigt var i live, og komme ud af det klaustrofobisk lille rum, men det varede meget længe før jeg hørte sko knase i gruset uden for bilen. Jeg blev overrasket over, at det var vores eget hus vi holdt foran, for jeg syntes at turen havde varet meget længere end de få kilometer der var mellem dette og mine forældres hus.

Men jeg fik ikke mange sekunder til at uddybe min forundring, for Frøken Sand tog fat i mit hår og nærmest slæbte mig op af det trange bagagerum, hev mig tværs over den lille parkeringsplads, og videre ind gennem hoveddøren som hun sparkede i med et ordentligt brag. Hendes tag i håret gjorde, at jeg var nødt til at vakle af sted, med overkroppen bøjet for over og min nøgne krop udstillet for alle som måtte se det lille optrin der her udspillede sig. Inde i den ellers så hyggelige stue tvang hun mig ned på knæ på gulvet foran sofaen, og kommanderede kort: ”Bliv der, se ned og hold din kæft."

Jeg kom ikke til at vente længe, for kort efter satte hun sig i sofaen, satte spidsen af sin ondskabsfulde ridepisk under min hage og løftede mit hoved op så jeg så direkte ind i hendes klare mørke øjne. Hun var velklædt i en sort kort spadseredragt, et par almindelige sko med en fornuftig hæl, og tydeligvis selvsiddende strømper som hun intet gjorde for at skjule. Hun så mig ind i øjnene og sagde, ganske roligt: ”Nu hører du rigtigt godt efter tøs, for de regler du hører nu skal efterleves til punkt og prikke, og jeg accepterer overhovedet ingen afvigelser, blot fordi du ikke har hørt efter hvad der er blevet sagt. Er det forstået tøs?"

Hele situationen, både min erfaring med hendes brutalitet, det faktum, at jeg lå nøgen foran hende, og det, at jeg jo var en slavetøs, gjorde, at jeg kort sagde: ”Ja Frøken Sand" Hun sendte mig et lille skævt smil og fortsatte: ”Godt, det er som følger, du har generelt forbud mod at tale, og må kun sige noget når du bliver spurgt direkte. Du vil adlyde enhver ordre du får, udføre dine opgaver med omhu og så hurtigt du kan, og det er uanset hvem der giver dig en ordre, for du er nemlig underlagt enhver der kommer her i huset, du er nederst på ranglisten."

Hun holdt en lille pause, lænede sig tilbage og lagde benene over kors: ”Du må på intet tidspunkt opholde dig i nogen af husets møbler, med mindre du får direkte besked på det, skal du sidde eller ligge, foregår det på gulvet." Hun lod spidsen af ridepisken glide op over min kind og fortsatte: ”Du vil til enhver tid være iført det som du får besked på og må under ingen omstændigheder ændre noget ved det, så skal du på toilettet må du spørge først, og igen, det er uanset hvem der er i huset eller hvor du er, alene eller sammen med andre."

Hun satte igen spidsen under min hage, så mig ind i øjnene og sagde videre: ”Og du skal vide, at enhver har ret til at straffe dig, så du bør i egen interesse huske, at din opgave her i livet ene og alene er at behage." Hun satte sine fødder et lille stykke fra hinanden, bøjede sig helt ned mod mig og sagde, i et skarpt kommanderende tonefald: ”Har du forstået det hele tøs?" Med en halvkvalt gråd i stemmen fik jeg sagt: ”Ja Frøken Sand."

Hun nikkede smilede sit lille skæve smil igen og sagde så: ”Udmærket slavetøs, din ejer har bedt mig bo her et stykke tid, tage mig af din opdragelse og sørge for, at du bliver trænet op til at være en ordentlig brugbar slavetøs som din Herre kan være stolt af at eje." Hun rejste sig, så hånligt ned på mig og sagde: ”Kom med her, så skal jeg vise dig de ændringer der er blevet lavet så en slavetøs kan være en del af husholdningen."

Jeg var nu blevet så liderlig at det nærmest drev ned ad lårene på mig og hun bemærkede det hånligt ved at sige: ”Din ulækre slavefisse viser godt nok tegn på at du er et lille liderligt svin, føj hvor klamt." Jeg så bare rødmende ned i gulvet, fulgte efter min plageånd og måtte den næste time finde mig i adskillige chok da det gik op for mig, hvor gennemgribende det hele var arrangeret.

Det gamle vaskerum i kælderen, hvor der var fliser hele vejen rundt, en rist midt i gulvet og ellers et bart cementgulv, viste hun frem og sagde: ”Her er så dit private badeværelse, det er det eneste sted i huset du må bruge til din daglige personlige hygiejne, og..." Hun tilføjede hånligt, og med tydelig fornøjelse: ”Som du vil opdage, der er ikke noget varmt vand, det vil være spildt på en slavetøs." På første salen viste hun mig det pulterkammer der lå lige ved siden af soveværelset, smilede da hun så mit måbende ansigtsudtryk og sagde: ”Her er så dit værelse, her skal du opholde dig når der ikke er brug for dig andre steder."

Jeg så mig fortvivlet om, rummet var tomt, bortset fra en gammel jernseng der stod midt i rummet, nogle kæder og remme der hang på væggene og en krukke hvor der stak nogle bambuspinde, håndtag fra ridepiske og andre ting op af. Hun gennede mig hen til soveværelsesdøren, åbnede den og sagde: ”Og her sover jeg så, sammen med din Herre, han skal jo have en rigtig kvinde." Her gik det så galt for mig, jeg så rødt, mistede besindelsen, skulle hun sove sammen med Mads, det var simpelthen for meget.

I en blanding af frustration, vrede og en total mangel på forståelse for det vanvittige i mit forehavende, kastede jeg mig ind mod hende, forsøgte at rive hende med mine lange negle og slog ud efter hendes ansigt. Mine sammenlåste hænder, og det faktum, at hun var langt stærkere end mig gjorde, at hun blot trådte et skridt tilbage, løftede sin ridepisk og lod den ramme brutalt på det øverste af mit ene lår. Samtidigt tog hun atter fat i mit hår, trak hårdt hen mod sig selv, og lidt ud til siden, så jeg mistede fodfæstet og faldt lige så lang jeg var med hænderne inde under min egen krop.

Jeg kunne ikke forhindre at hun greb fat om min ene ankel, løftede mit ben op og trak hårdt til så jeg ikke kunne andet end blot forsøge at vride mig fri af hendes stærke greb. Pisken lynede igen, og denne gang ramte den præcist i det bløde område lige mellem lårene og jeg udstødte et vildt skrig ved den pludselige smerte. Et nyt slag fulgte, samme sted blev ramt, og endnu et af mine vilde skrig lød gennem luften mens hun hensynsløst løftede sit torturinstrument til et nyt slag. Hun drejede sig en anelse, sigtede omhyggeligt og lod så den sorte, ondskabsfulde trekant for enden af pisken, ramme direkte på mine bare, forsvarsløse, og meget ømfindtlige skamlæber.

Det sortnede for mine øjne, mine lemmer svigtede mig og det var som om alt forsvandt og opløstes i en altomsluttende smerte som angreb hele mit underliv og fik det til at føles som om det var eksploderet i en voldsom brand. Uden andet varsel end den voldsomme smerte, mit eget skrig og det faktum, at jeg ligesom vidste det måtte komme, eksploderede en helt og aldeles voldsom orgasme i en totalt ukontrolleret række kramper. Kramper der bredte sig som en væske der flyder ud af en flaske, trængte op gennem hver en fiber, hver en muskel og hver eneste lille sitrende nervespids der fandtes i min krop.

Lagt borte fra hørte jeg en uhyggelig lyd, som et kobbel ulve der hyler mod månen, en bil der hviner i et sving, eller en sirene der varsler, at der er et voldsomt uvejr på vej. Det gik op for mig, at det var mig selv der frembragte disse lyde, min egen hals, mine lunger, ja hele min krop der arbejdede sammen om de vanvittige ytringer af min sjæls tilfredsstillelse i orgasmens fuldkomne favntag.

Jeg må være besvimet, faldet i søvn, eller hvad der nu skete, for da jeg kom til mig selv lå jeg på den seng der var stillet op til mig, med arme og ben fastgjort til hver sit hjørne og min nøgenhed til fri beskuelse for Mads og Frøken Sand, som stod og så på mens jeg langsomt kom til mig selv. Jeg ville sige noget, men opdagede at jeg havde et eller andet i munden som forhindrede det, og konstaterede hurtigt at jeg ikke kunne spytte det ud, så der kom ikke mere end nogen uartikulerede lyde, fra min hals.

Frøken Sand trådte helt hen til sengen, så ned på mit nøgne legeme og sagde: ”Nu skal du få en lektion i at beherske dig, og du kan lige så godt få det ind i hovedet med det samme, du slipper ikke, og her er det mig der bestemmer." Hun lod spidsen af sin forhadte ridepisk glide ned over min mave, lod den glide ned mellem skamlæberne, maste den ind mellem dem og gned den hårdt op og ned så alle mine sanser igen samlede sig om netop dette, så følsomme og vidunderlige sted.

Hun smilede til mig og sagde hånligt: ”Du er jo bare en lille liderlig tæve, der trænger til lidt opdragelse, og bare rolig tøs, det skal jeg nok sørge for at du får." Hun vippede enden af ridepisken lidt længere ned mod min mave, fik derved dens ru skaft til at gnide sig mere direkte på min lille tap og mig til at ragere ved at gispe, og begynde at stønne ganske svagt. Den direkte påvirkning fik mig hurtigt til at stønne endnu højere, vrikke med underlivet og forsøge at gnide mig mod det vidunderlige torturinstrument hun gned så dejligt mod mit skridt.

Hun udstødte en lille kort, hånlig og ondskabsfuld latter, og sagde, henvendt til Mads: ”Se hvor hun elsker ridepisken, hun ville voldtage den hvis hun kunne." Jeg nærmede mig klimaks, mærkede hvordan hver en fiber i min krop samlede al deres energi, en energi som ville sende mig op mod himlen, nærmest flå min sjæl ud, sende den af sted på dens altoverskyggende rejse og lade en forløsning overtage den del af hjernen som styrede min krops almindelige funktioner. Min stønnen blev til en dyrisk lyd der startede helt ned i brystet, for op gennem halsen og forsøgte at bane sig vej som et skrig der skulle gjalde gennem rummets lune luft.

Men knebelen standsede den, gjorde det umuligt for mig at udbasunere mine lyster i et af mine skingre hyl og bidrog, i al sin enkelhed, til mine indestængte frustrationer. Jeg mærkede hvordan mit underliv begyndte at komme med de små kramper, de kramper der om en brøkdel af et sekund ville brede sig til hele kroppen, aftvinge mig denne vidunderlige følelse af at flyve som en lille fugl og eksplodere i en kæmpestjerne af lys, lykke og endeløs afslappelse.

Pludseligt, uden varsel og på det mest kritiske og vanvittige tidspunkt, fjernede hun ridepisken fra mit skød, lo højt og råbte ned til mig: ”Sådan tøs, det var det, nu får du ikke mere, for nu skal din Herre og jeg nemlig hygge os lidt." Hun smilede, rystede på hovedet, lavede en lille klik lyd med tungen og sagde: ”Lig nu bare der og slap lidt af, det tror jeg du trænger til." Med disse ord, gik hun og Mads hen mod døren, overså mine forsøg på at påkalde deres medlidenhed, og vinkede blot smilende med den ene hånd da de gik ud gennem døren.

Hele min krop skreg på flere kærtegn, alle mine lemmer forsøgte at rive sig løs fra kæderne der holdt mig, mit skød brændte som en skovbrand og min hjerne summede som en bikube af uforløst indestængt lidenskab. Mit underliv roterede i voldsomme cirkler, forsøget at finde noget at gnide sig mod, numsen hamrede ned i madrassen, mit hjerte dunkede, sendte mit kogende blod rundt i venerne, og fik magtesløshedens tårer til at vælte ud af mine øjne.

Det kunne hun da ikke, det var tortur, en tortur så sadistisk at det burde være forbudt, en tortur der kunne gøre mig vanvittig, ja jeg var allerede på vej, følte det som var jeg ved at gå fra forstanden, som om min krop, ja hele verden var ved at gå i opløsning. De skrig der forsøgte at bane sig vej gennem knebelen, endte som nogle brumme lyde, uden mening og uden nogen til at høre og forstå dem. Der var ingen forløsning, ingen hjælp, ingen ting jeg kunne gøre, jeg følte det som var det den sidste rest af frihed der blev taget fra mig og, at selv kontrollen med min hjerne nu var overladt til andre.

Hvor længe jeg svævede på kanten af denne form for afmægtig sindssyge ved jeg ikke, men ganske langsomt afløstes min helt ustyrlige liderlighed, af en mindre intens summen, der blot var til stede som et svagt minde, et minde der ligesom holdt mig fanget som et dyr i et bur. Jeg var vist faldet lidt hen, for jeg blev mine omgivelser mere bevidst da døren pludseligt gik op og Frøken Sand atter trådte ind i værelset.

Hun medbragte en dyne, som hun bar over den ene arm, stillede sig ved siden af sengen, så ned på mig og sagde, med et hånligt smil: ”Lille stakkels slavetøs, så slemt det er for dig, men nu skal du rigtigt puttes og sove til i morgen, Så skal jeg nok sørge for at Mads ikke mangler noget i løbet af natten. Men først må vi vist hellere lige nusse dig lidt." Hendes frie hånd lagde sig på min bare mave, gled lidt rundt og endte lige ved toppen af mit ubeskyttede venusbjerg, hvor hun lod sine fingre foretage nogle små roterende bevægelser.

Jeg gispede, mærkede hvordan mine sanser igen fremkaldte mine inderste og mest intime følelser, sendte min liderlig på vej mod toppen i raketfart, og aftvang mig en stønnen der klart udtrykte min liderlighed. Hendes fingre spredtes, den ene lagde sig direkte på min, særdeles følsomme, klitoris og gjorde de små bevægelser til en direkte påvirkning af mit underliv, med en helt utrolig vidunderlig virkning. Ud gennem knebelen kom et langtrukkent: "Aaaahhh." der ligesom hang i luften, blandede sig med min stønnen, der hurtigt tiltog og blev en taktfast hvæsen som af en blæsebælg der var på overarbejde.

Hele min underkrop bevægede sig, nej ikke bare bevægede sig, den rystede, sitrede, vrikkede, ja alt hvad den overhovedet kunne gøre, og fik resten af min krop til at virke som en maskine der var gået helt amok, og var ude af kontrol. Og igen, lige da jeg var ved at nå tindernes højeste punkt, fjernede hun sin hånd, stod et øjeblik og lo hånligt ad mine vilde bevægelser, og lagde så den tynde dyne hen over min nøgne krop. Jeg ville skrige, vil råbe, at hun skulle slå mig, tæve mig, mishandle mig, ja alt, bare ikke det her, det var for meget, for ondt, men lydene kom aldrig ud, de endte som talebobler fyldt med halvkvalte, uforståelige bogstaver.

Jeg forsøgt at sende hende mit mest bedende blik, forsøgte at fange hendes medynk, få hende til at gøre mig færdig, få medlidenhed og forbarme sig over mig, men intet hjalp. Igen forlod hun mig, og da hun stod i døren sagde hun nedladende: ”Sov nu godt tøs, i morgen får vi travlt, dit kursus i selvbeherskelse et slet ikke slut endnu, du har meget at lære." Det snurrede i mit hoved, i min krop, ja alle steder, tanker om mig selv, indlagt på et sindssygehospital, uden jordforbindelse, uden menneskelig forståelse, og uden det som jeg trængte allermest til lige nu, kærlighed, kærtegn og, forløsning.

Jeg har ingen anelse om hvor længe det varede, hvor længe min tilstand i afmagt varede ved, men langsomt overtog min træthed og udmattelse de sidste rester af mit sind, og lod mig glide ind i en søvn, hvor drømmene var alt andet end stuerene..

Man kan kommentere historien i gæstebogen eller på mail: @