01.12.2013

Nisserne og Baronessen, del 1 - af Alexa

Vi havde fået opgaven ved rådsmødet 1. december. Baronessen på Bøgsholm gods havde, efter 3 års ægteskab, endnu ikke skænket Baronen en arving. Noget måtte gøres, og derfor blev vi udsendt på mission.

Vi kunne hurtigt konstatere, at de to gjorde, hvad der skulle til. Hver aften præcist kl. 10 kravlede Baronen ned under dynen til sin kone og udførte, hvad der mest lignede en gymnastisk øvelse udført af pligt. Præcist kl. 10:03 lød der en klagende lyd fra Baronen og kl. 10:05 sov han. Vi hørte intet til Baronessen, der stort set ikke bevægede sig, i de få minutter akten varede.

Baronessen var meget yngre end Baronen. Hun kan næppe have været meget mere end 18 år, da hun sagde ja til Baronen. Han lignede til gengæld en, der havde haft alt for travlt med at samle gods, til at tænke på kone og arving. Mon det var for sent nu? Vi havde undersøgt diverse nissehåndbøger, men der var ikke nogen detaljerede beskrivelser, hvordan mennesker avlede børn. Kun at de bollede løs ligesom nisser og at kvinden gik drægtig i 9 måneder. Hvordan man skulle sætte ind, hvis ikke fruen blev gravid af at lægge med sin mand, nævnte håndbogen intet om. Oldenissen havde sagt: ”Kommer tid kommer råd”, da vi spurgte ham.

De første dage vi var på godset, skete der ikke meget, bortset fra at Baronens nevø meldte sin ankomst. Han skulle lære noget om godsforvaltning og skulle bo der op til jul, hvor resten af Baronens brors familie ville komme.

En aften, en uge inde i december, var alle fire nisser samlet i sengen i barnekammeret, den stod parat, når tiden kom. Den var selvfølgelig beregnet til et menneskebarn, men den passede fint til os og var dejlig blød og varm. Snakken gik selvfølgelig på, hvordan vi skulle bære os ad. Pludselig sagde Påskelilje: ”Bare det dog var den smukke unge nevø, der var gift med den dejlige Baronesse.” Påskelilje sagde ofte den slags tåbeligheder, alle vidste jo, at det ikke var sådan, det var. Alle var triste indtil Tjalfe pludseligt udbrød: ”Jamen Påskelilje, du er et geni!” ”Men, hvorfor er Lilje et geni?” spurgte Månestråle, som var meget ung nisse og ikke forstod den slags problematikker. ”Selvfølgelig!” svarede Tjalfe: ”Den unge nevø skal jo bare gøre onklens arbejde.” ”Men kan vi det?” ville Påskelilje vide. Tjalfe mente sagtens det kunne gå, selv om menneskerne vist nok kun måtte ligge med den, de var gift med. Med nevøen blev det trods alt i familien, Baronen ville få en arving, der havde det rette blod, og arvingen ville sikkert komme til at ligne onklen, da han og nevøen lignede hinanden en del. Det var jo en perfekt idé.

Men at få Baronessen til at ligge med nevøen, ville nok ikke blive nemt. Hun betragtede ham vist som et barn, selv om han ikke kunne være meget yngre end hende selv. Det så slet ikke ud til, at de to havde udvist lyst til hinanden eller, at hun skulle have haft lyst til nogen overhovedet. Nevøen gned jævnligt sit jern på kammeret til drømmende blikke og store suk, men Baronessen havde slet ikke udvist nogen tegn på, at interessere sig for, hvad der befandt sig mellem hendes ben. Så det var jo nok der, vi skulle starte, altså med at give hende lyst og få hende til at begære nevøen.

Jeg vidste ikke, hvordan man skulle give en ung kvinde lyst, så jeg spurgte Månestråle om, hvordan hun havde fundet lysten. Hun svarede lidt genert, at den havde hun fundet, den første gang hun havde været sammen med en, der rigtig vidste, hvordan man legede, så kommer lysten af sig selv. ”Godt, så er det sådan vi gør,” sagde jeg. Påskelilje, protesterede: ”Vil du have, vi skal ligge med et menneske?” Men det kunne de andre ikke se noget problem i. En opgave var en opgave, og en opgave, den skulle løses. ”Men, hvis hun nu opdager, at vi er nisser?” indvendte Påskelilje. ”Tror du Baronessen har lyst til, at sladre til nogen, om sit lille eventyr under dynen?” svarede Tjalfe. ”Og hvad tror du, at Baronen ville sige, hvis hun fortæller, at der var nisser på spil?” fortsatte jeg. ”Men”, sagde Månestråle, ”jeres legetøj er da alt for lille i forhold til menneskenes.” ”Menneskerne er godt nok cirka fire gange så høje som os,” sagde Tjalfe, ”men, så er det da godt, at der findes magi.” Nu kikkede Tjalfe spørgende, direkte på mig. Jo, vi nisser har da lært at bruge magi med omtanke, og man skal altid sikre sig, ved at spørge en anden nisse til råds først. Jeg mente, vi godt kunne bruge lidt trylleri her, så jeg nikkede. ”Synes du, at den er for lille?” spurte Tjalfe, og kikkede over på Månestråle med et stolt smil. Nu begyndte den at vokse. Da den ikke kunne være i bukserne længere, løsnede han bæltet, og man kunne se, den kravlede op og ind under trøjen, mens den blev tykkere og tykkere. Til sidst sprang bukserne og trøjen, og bæstet vippede ud, mindst en menneske fod lang og tykkere end Månestråles lår. Pigerne gispede!

Ingen af pigerne havde set en nissepik i menneskestørrelse før, så de skulle naturligvis prøve at røre og lege med den. De ville også begge gerne prøve den, men de måtte hurtigt indse, at selv om vi varmede pigerne godt op med mund og hænder og gjorde dem så varme, åbne og våde vi kunne, var det helt umuligt at trænge ind. Så det endte med, at Påskelilje red mig, mens Månestråle fik Tjalfe til at komme i store kaskader, ved at slå armene om hans enorme pik og gnubbe løs.

Så gav pigerne hinanden en af de store slikketure, inden vi faldt i søvn under den bløde edderdunsdyne, tilfredse i kroppen, som man kun kan være efter god sex, og tilfredse med, at vi kendte første skridt i vores plan.

Da vi vågnede næsten morgen, blev vi enige om, at indvi Baronessen i den lystfulde elskov, den følgende morgen. Baronen stod op på slaget 6, men Baronessen snuede altid en time eller to længere. Vi blev også enige om, at den unge nevø skulle bringes til at undlade, at gnide på sit lem i tide og utide, for at øge spændingen i ham. Det var bedst, at han slet ikke fik lov til at komme, før han skulle parre sig med Baronessen. Så de næste mange dage skiftedes vi nisser til, at holde vagt ved ham.

Det krævede lidt magi, at få ham til at holde fingrene fra lemmet og forhindre ham i, at gnide sig imod madrassen, men det gik. Nu var første del til plan Arving klar.

Meget tidligt den næste morgen, vækkede jeg de andre. Månestråle brokkede sig over, at blive vækket så tidligt. Hun spurgte, om hun virkelig skulle med til Baronessen, for menneskerne plejede jo kun, at dyrke mand-kvinde sex. Men vi fik hende overbevist om, at hun skulle hjælpe med at binde Baronessen til sengen. Baronessen ville nok heller ikke bekymre sig om, hvorvidt det var en mandelig eller kvindelig nisse der agerede i mørket, når først vi fik hendes skød til at gløde. Så måtte vi håbe, det ville bringe lysten.

Baronessen sov roligt på ryggen, da vi kom til soveværelset. Vi startede med at binde hende med et stærkt og blødt tov, der var helt usynligt, for det var lavet af alfehår. Udenfor var der overskyet, derfor var der helt mørkt i sovekammeret. Jeg havde lagt ekstra brænde i kaminen, så der var en god varme, hvilket havde bevirket at Baronessen havde skubbet dynen af sig. Tjalfe og Påskelilje startede med hver deres bryst. De sad side om side på Baronessens brystkasse med et ben på hver side af de smukke brystkupler, og med begge håndflader fik de hurtigt niplerne gjort spændstige. Imens gik Månestråle og jeg på opdagelse mellem kvindens lår, hendes ben lå heldigvis let adskilte.

Lårene føltes glatte og selv her i mørket, virkede de hvide som marmor. Vi kom ikke længere end til at ae hende, før hun begyndte at vride sig. Vi ville forsøge, at få hende til at opleve seancen som en drøm, så vi ville helst ikke vække hende helt. Vi fandt hendes unge rose i et krat af blonde hår. Jeg har aldrig forstået, at menneskerne fjerner håret i ansigtet for så at lade det stå i skødet. Men hårene var tynde og bløde og læberne lysende røde, så vi fandt vej, trods alt. Baronessen reagerede positiv på vores kærtegn, så der var håb forude.

At stå der, i alt den unge kvindelighed, i kæmpeformat, med en kraftig duft af kvinde, sved og en smule sæd fra aftenen før, var en ganske overvældende fornemmelse. Månestråle kyssede kærligt mine hænder våde og jeg begyndte langsomt at ae Baronessens sammenfoldede læber. Månestråle lænede sig ned over Baronessens venusbjerg med en hånd på hvert lår og begyndte at kærtegne klitten, mens jeg koncentrerede mig om den nederste del af Baronessens læber og åbningen.

Den skønne virkede meget modtagelig for vores kærtegn, det varede ikke længe inden læberne begyndte at svulme og da Månestråle lukkede munden sammen om hele menneskebarnets klit, begyndte Baronessen at ånde tungt, så Påskelilje og Tjalfe, der stadig sad ved brysterne, blev løftet op og ned.
Men vi skulle gå langsomt frem, hun skulle jo forsigtigt lære at nyde, at have lyst og fornemme begæret. Så vi tog den med ro, gjorde kærtegnene blidere og langsommere, og langsomt faldt Baronessen til ro. Påskelilje hoppede ned af brystet og løftede op i nisseskørterne og svingede sig overskrævs på det øverste af Baronessens lår, så hun kunne nå skødet og gnubbe med den ene hånd.

Månestråle, der stadig suttede løs på Baronessen klit, lå foroverbøjet, så det fristede Tjalfe, og han så sit snit til at fugte jernet ved at give Månestråle en hurtig tur bagfra. Månestråle gispede højt og greb krampagtigt i Baronessens blonde venuskrøller for ikke at rutsje ned, så Baronessen våndede sig. Det var meningen at Månestråle skulle slikke blidt og langsomt, men Tjalfes pik i hendes kusse gjorde at hun mistede koncentrationen. Hun arbejdede alt for intenst, med det resultat, at Baronessen krop begyndte at ryste og vride sig i en kæmpe orgasme, så Tjalfe gled ned af maven, mens jeg var lige ved at blive mast mellem kvindens ben.

Men langsomt faldt Baronessen til ro, hun åndede stadig tungt, men det virkede slet ikke, som om hun var vågnet. Månestråle hold skansen på venusbjerget.

Påskelilje gled ned mellem den unge kvindes lår og ved fælles hjælp, fik vi skilt benene fra hinanden igen. Pyh, det var tungt. Bagefter satte hun sig på knæ og begyndte at slikke og sutte på Baronessens ophovnede læber. Da jeg fik øje på Påskeliljes skønne runde bag, der stak lige i vejret, kunne jeg ikke holde mig tilbage, men løftede skørtet op og gled op i hende. Jeg kneppede hende langsomt, så hun ikke blev forstyrret i sit arbejde i den anden ende.

De to kvinder, der nu var i gang med kussen fra hver deres vinkel, fandt lidt efter lidt en rytme, så Baronessen skiftevis var tæt på at komme og faldt lidt tilbage, alt imens intensiteten steg og steg. Vi var blevet enige om, at det var Tjalfe, der skulle tage Baronessen, så jeg tillod mig at komme i Påskelilje, hvilket hun kvitterede for med en skøn orgasme. Vi lod Tjalfe komme til, han sagde sine trylleord og pikken voksede sig kæmpestor, så stor, at jeg var bange for, at den slet ikke ville kunne passe ind i adelsfruen. Månestråle, der stadig lå på fruens mave, sendte en stor spytklat ned på pikhovedet og hjalp med at styre dyret på plads.

Min frygt for Baronessens evner blev snart gjort til skamme, med et dybt tilfreds suk, tog hun imod hele Tjalfes imponerende manddom. Der var ikke nogen tvivl om, at hun nu var lysvågen. Hun lå og flyttede sig lidt, men indså vist hurtigt, at hun at ikke kunne komme fri af de mystiske reb, så hun blev liggende.

Det tog ham lidt tid at finde den rigtige stilling. Først prøvede han at sidde på skulderen af mig, men det var alt for højt og duede slet ikke, han kunne ikke få pikken ordenligt ind, så han kunne bevæge sig ret meget. Han hoppede ned og jeg skubbede hendes pude sammen under fødderne på Tjalfe. Det gav en passende arbejdshøjde, og lidt efter var det Baronessen, der stønnede og bevægede sig mest. Jeg kravlede op og bed udfordrende i Baronessens brystvorte, en solid mundfuld. I menneskemål var brysterne vist store, men i nissemål var de enorme. Jeg trillede og æltede dem, så godt jeg kunne.

Jeg lagde mig mellem dem, og når jeg tog fat i hendes brystvorter, så kunne jeg næsten gemme mig mellem dem. Heldigvis blev Tjalfe opmærksom på, at skønheden var ved at komme igen. Tjalfe holdt en pause med knepperiet og startede så igen, langsommere end før. Lidt efter begyndte han at drille hende, trak sig helt ud, så kun spidsen rørte hendes blodfyldte læber. I starten skete der ikke noget, så han lod hovedet glide inden for, hvilket fik hende til at begynde at bevæge sig imod ham. Men han trak sig ud igen, lod spidsen glide drillende op og ned i spalten. Hun lå stadig stille og ventede på, at han skulle tage hende igen.

Igen forbarmede han sig over hende, lod hende mærke hele længden. Tjalfes pik og Månestråles nusseri og kærtegn, af den barnløses kirsebærrøde lystknop, var igen lige ved at bringe Baronessen over kanten, men igen stoppede Tjalfe. Men denne gang lod Baronessen ham ikke slippe, hun møvede sig ned i sengen, ned over nissens stålhårde pik, til hun havde taget alt, og så kom hun. Hendes spasmer var endnu voldsommere end første gang.

Månestråle, der ellers forsøgte at hage sig fast i klit og venushår, Påskelilje, der i mellemtiden lå og slikkede fisse mellem Månestråles ben, og så mig, der stadig legede med Baronessens patter, blev alle kastet af, mens Tjalfe blev klemt sammen mellem hendes lår, som forsøgte hun at klemme alt spermen ud af nissen.

Bagefter lå hun helt stille, vi troede en overgang, at hun var besvimet af alle anstrengelserne. Men vi kunne se hun lå vågen, men med åbne øjne, tung og dvask, i en salig rus. Så der var vist ikke mere vi kunne eller behøvede at gøre lige nu.

Fortsættes HER