Mindgame, kapitel 9 Mødet Har du ikke læste de foregående kapitler, kan du finde dem HER Fra fiktionens verden:
Basis for denne novelle stammer fra min tid på et bdsm site og blev lagt op som blog, med hensigt at skimte en reaktion på novellen. At jeg kunne have fundet på at udføre indholdet i novellen er en anden sag. Mindgamet er ikke selve novellen. Reaktionen på novellen var. Jeg havde mit fokus på en bestemt underkastet og ville finde ud af om reaktionen eventuelt kunne signalere et match. Derfor ville den udviste reaktion vise mig den efterfølgende tilgang.

Vi fejrede 5 års jubilæum den 15. marts 2018, og lever sammen 24/7 i Hersker/slavinde forhold. Nærmere betegnet D/s.

Resumé:
Hun søger en Herre, og har sagt ja til at mødes med ham for første gang. Hun bliver hentet på Banegården, ikke af ham, men af hans chauffør, som, uden hendes viden, har fået besked på at køre hende rundt i København og det nordlige Sjælland i 4 timer. Da hun skal tisse, på en rasteplads, får hun imidlertidig håndjern på, og Peter, som chaufføren hedder, hjælper hende af trusserne. Det er grænseoverskridende for hende, men samtidig begynder hun at blive meget tændt på gamet. Peter kører rundt med hende og efter at have oplevet lidt af hvert, går turen nu mod CL's domicil...

Peter drejede sydover mod Hillerød, igennem Hillerød og fortsatte ud ad amtsvejen vestpå. Stemningen var en smule trykket for Lene kunne mærke at hun havde nydt Peters selskab og hans venskabelige omsorg. "Ses vi igen Peter?" Lene ville gerne opleve hans sjove selskab en anden gang. "Det går jeg da ud fra," svarede Peter … kiggede på hende i bakspejlet og kunne fornemme hende slette sørgmodighed. "CL og jeg ses ofte, så en dag befinder jeg mig da hos CL. Måske du så er taget hjem, men det er da troligt at vi ses en anden gang så. Jeg kan ikke se grund til andet." "Har CL fortalt hvor længe jeg bliver?" "Hmm, næh egentligt ikke.

Det kommer jo dybest set heller ikke mig ved. CL har sine egne planer. Jeg accepterede at hente dig, at udforske dine små eventuelle præferencer og dine reaktioner og så ville CL på den måde finde lidt ud af hvad du havde i dig. CL skal ikke stå til regnskab overfor mig." "Ja, det fornemmede jeg Peter. Så CL og du havde arrangeret at teste mig på små områder?" "Nej, ikke teste dig Lene. CL syntes det var en god idé at sætte dig i små situationer for på den måde at finde ud af hvad du indeholder. Eksempelvis omkring redskaber, slavinde rollen, at være tøs, det ukendte, det let truende, overraskelser, servering, halsbånd og kæde … og brændenælder."

Lene følte det løb lidt koldt ned ad ryggen – "Nævn dem ikke Peter. Men lige nu kunne du såmænd nok slippe af sted med at bruge dem." "Jeg tror roligt at det løfte CL gav om, at du ikke kom i seance den første dag er overholdt? – Eller hvad Lene?" "Så absolut Peter… Du gjorde det raffineret, og nu rapporterer du så til CL om hvordan jeg modtog det forskellige og mine reaktioner på det?" "Lige præcis. CL bruger jo ikke hverken præference lister, afkrydsnings skemaer eller kontrakt, det er da i hvert fald min erfaring." Han trak på skuldrene. Lene bekræftede ... "Det er rigtigt nok.

Han synes det er mere spændende at finde ud af tingene hen ad vejen." "Nu er det ikke op til mig at spørge om der var noget du faldt for eller om der var noget du tog afstand fra, det er CL's område, så du skal ikke stå mig til regnskab Lene." "Nej, det ved jeg han også selv vil foretrække." De snakkede lidt mere om løst og fast for at lette stemningen så den ikke var så afskedsfuld. Peter drejede til venstre ad en lille landevej mod en lille nordsjællandsk landsby. Drejede ned ad indkørslen til et pænt og nydeligt villa kvarter, og så holdt han ind ved et ganske almindeligt parcelhus. Pæn og nydelig velholdt have.

"CL har da en pæn smag" tænkte Lene. "Så er vi fremme Lene. Jeg er nødt til at køre videre. Jeg har desværre en smule travlt så vi må sige hurtigt farvel." Nøglen blev drejet og så blev der stille. Lene mærkede den lette tomhed nu da Peter skulle forlade hende. "Du har været dejligt selskab Peter. Tak fordi du passede på mig og beskyttede mig mod fortræd og min egen store tvivl." "Naturligvis Lene. Du skal ikke føle noget dårligt overhovedet, dine reaktioner har formodentligt været som CL håbede og I har masser af oplevelser foran jer, kan jeg mærke. Jeg kan misunde CL af et godt hjerte." "Har du selv en underkastet Peter?" spurgte Lene.

"Ikke her og nu – men det kommer, er jeg overbevist om. Lene … jeg er nødt til at køre videre, men jeg venter lige til han kommer ud." I det samme blev havelamper tændt og Lene så en skygge på den ene side af huset bevæge sig mod dem. Hun så ud af ruden, fik øje på personen der bevægede sig hen mod vognen og hendes hjerte slog et ekstra slag. Hun fik is i maven. Nej, det er ikke rigtigt – nej, ser han sådan ud? Shit – hvis det er CL tager jeg toget tilbage. Han beskrev sig selv som pæn og attraktiv. Lene studerede personen der nu kom nærmere …

Peter stod ud af vognen og gav et kort vink til den anden. Han lukkede døren og faldt i en kort snak, hvilket gav Lene tid til at se og mærke efter. En rank holdning – det må jeg give ham, men han ser en smule lurvet ud. Alderen ser ud til at passe og måske vægten. For pokker han er uredt. Gad vide om han lige er vågnet fra en lur på sofaen? Gråt hår. Okay han har da ikke krøllede bukser – men den sweater! Den er godt nok ikke min smag eller noget der ville kunne få mig til at kigge på ham på gaden. Han har en dårlig smag i tøj. Lene blev ærgerlig.

Han har godt nok noget at stå til regnskab for, for pokker en lidt usoigneret type. Lene blev vred. De to kom nu nærmere mod vognen og Lene kiggede ned på sædet foran sig – hun nægtede at se på personen der lidt nysgerrigt så ind i vognen. For fanden, hvad skal jeg sige til ham. Det er for meget. Hun undertrykte et lille grin, humoristisk trods situationen … "Peter kan vi ikke løbe væk sammen" tænkte hun. Peter åbnede døren i modsatte side hvor Lene sad, bukkede sig let ind og sagde lavmælt med en fortrolig stemme … "Lene så afleverer jeg dig." Lene kiggede let knurrende på Peter, tænkte: Du kunne sg godt have advaret mig din skiderik.

Peter drejede hovedet mod den anden "Mike vil du køre Lene …" Og så begyndte det at snurre i stakkels Lenes hoved: "Mike … Mike? … CL hedder sg' da ikke Mike?" Hun stammede skrup forvirret … "Peter, æhh, hvem … hvad sker der her?" Hun hviskede mens hun rystede på hovedet: "Er … er DET CL? Han hedder da ikke … Mike." Peter kiggede kort og grinte drenget med et skævt smil … "He … Lene, nej det er ikke CL – det er Mike, vognmanden der ejer taxaen. Han kører dig videre til adressen. Jeg skal jo videre. Og du er i gode hænder. Han kender intet til vores univers, så du må hellere vare din mund."

Lene følte verdens største byrde blev taget fra sine skuldre. Hun følte hver en anspændt muskel spænde af, Hun mærkede bogstaveligt at hele hendes rygrad rislede af fryd over at det ikke var ham … den der … den der personage der stod ude på siden af vognen. Ah, det er nu forkert af mig at kalde dig ting, Mike, tænke Lene fortrydeligt … Du er jo et menneske som alle vi andre, men der ville nu godt nok ikke være meget Herre over dig hvis det var. Lene smilede ud gennem ruden til Mike og vinkede let. Mike hævede hånden og vinkede munter igen. Pyyh, sikke en forskrækkelse.

Nå, ja det er jo ikke din skyld CL, ’tilgav’ hun ham i sine tanker, men nu synes jeg næsten at jeg har fået oplevelser nok. Nu vil jeg godt snart se DIG! Peter tog sin tegnebog fra inderlommen og gav vogmands-Mike nogle penge. Han bevægede sig om til bagagerummet – tog sin taske og alt andet ud. Han lukkede bagagerummet, tog Lenes taske i hånden, satte den på bagsædet ved siden af hende, sagde: "Lene jeg kommer lige over for at sige farvel." Han lukkede døren, gik over til Lenes side, åbnede døren, lænede sig ind: "Du skal ikke stå ud Lene, jeg giver dig et kram her. Vi ses ganske sikkert snart.

Jeg er overbevist om at Dan inviterer mig snarest, så vi alle får en hyggelig aften og et hyggeligt gensyn." "Det vil jeg se frem til Peter." Peter bukkede sig ned, lagde armen kort om Lenes skuldre, og gav hende et kort kram. "Det bliver ikke til mere – jeg kører nu. Hils Dan når du ser ham." Han lukkede døren fast og bestemt, vendte sig kort og hævede hånden til afskedshilsen til Lene. Mike satte sig ind i vognen, drejede nøglen, tog selen på, lukkede døren og vinkede til Peter der kiggede efter dem indtil de var kørt rundt om hjørnet fra villavejen.

Han gik over til en bil der stod og ventede længselsfuldt på at få hans selskab. Han kørte nu selv hjemad, mens hans tanker og billeder af alle oplevelserne flød gennem ham som en varm og hyggelig strøm. "Han har vist fundet noget af et guldkorn ham CL" … tænkte han mens hans bil kørte hjem ad landevejen.

Mike kørte vognen med stor rutine. Holdt pænt afstand, lod vognen accelerere lynhurtigt mens han drejede på rattet ud i de modkørendes vognbane, foretog pæne og sikre overhalinger så snart der var rigeligt plads. Vognen spandt, og Mikes sikre kørsel fik Lene til at slappe af. "Jeg har rejst langt Mike. Det var det du hed ikke?" Mike bekræftede med et nik i bakspejlet mens han holdt øje med vejen og trafikken. "Er det i orden jeg slapper af uden at snakke – jeg er en smule træt." "Selvfølgelig, du er velkommen til at tage en lille lur, så vækker jeg dig når vi er fremme på adressen. Der er kun et lille kvarter, men det er okay for mig.

Jeg har rigeligt med kunder der snakker mig et øre af hver dag." Lene grinte let … "Hvad snakker de så om siden det lyder som en form for belastning?" Mike smilede. "En pæn del fortæller mig nærmest om deres livsforløb, eller sætter mig ind i deres problemer eller oplevelser, men det er okay for mig – jeg fortæller intet videre. Det er utroligt hvad mennesker fortæller i fortrolighed." Lene tænkte … "Ja, du får i hvert fald ikke MINE oplevelser i dag." "Er det sådan en form for 'samtale terapi' Mike?" "Tja, det kan du vel egentligt godt betegne det som, men det er nu meget hyggeligt at komme tæt på mennesker.

Nå, slap du bare af – jeg vækker dig når vi er fremme." Lene nikkede taknemmeligt til hans øjne i bakspejlet. "Tak Mike, jeg blev lige grebet af snakken."

Hun lukkede øjnene. Følte vognens duven og lette kørsel. Mærkede når de kørte rundt i et par rundkørsler, og faldt i en lidt dyb søvn.

Hun åbnede øjnene en smule da døren i hendes side blev åbnet. "Så er du fremme … Nu skal jeg bære din taske ind til huset." Lene takkede ham. Det er da nogle svært høflige, varme og hjælpsomme mennesker der bor her oppe i Nordsjælland, tænkte Lene. Mike satte tasken, og de så begge at der blev tændt lys ved indgangsdøren … Lenes hjerte buldrede nu – hendes puls var helt i vejret. Hun dirrede en smule. En kvinde åbnede døren, så genkendende på chaufføren. "Hej Mike … det er længe siden. Håber du har det godt." "Tak Susanne – har det helt fint. Nå, jeg skal hjem med vognen igen. Hils Dan."

Kvinden en smule alderstegen, men fantastisk køn, kiggede derefter på Lene. "Du er Lene? Dan har fortalt mig noget om dig og situationen." Lene kiggede rundt fra den ene til den anden. Hun lagde armene over kors – stærkt i alarmberedskab og i ultimativt forsvar. Hun vendte sig, nikkede høfligt til Mike som jo var uskyldig – han hævede kort hånden til farvel da han satte sig ind og kørte bort. Hun vendte sig tilbage mod kvinden, men ville ikke reagere før hun havde fået en forklaring. "Kom indenfor, du må være træt. Så laver jeg en kop kaffe." Lene som kunne mærke vreden steg i hende, kort og en smule affejende: "Ja jeg er Lene, men … hvem …

er … DU?" Hun var klar til at væsse kløer, og flå øjnene ud på CL … DAN. "Hvor er DAN?" knurrede hun vredt. Et kort fyndigt svar: "Dan? Han bor ikke her. Ah … Mike? Han ved ikke at Dan og jeg blev skilt." Lene blev en smule formildet. Hun tog en dyb indånding, "Ja undskyld hvis jeg virker en smule vred …" "Det gør du," sagde Susanne anerkendende. "Jeg troede lige at Dan var gift eller et eller andet." "He he. Jeg er næsten klar over hvad du gennemgår lige nu," kluklo Susanne. "Ja tilgiv mig …

det er ikke dig jeg griner af – du har min dybeste medfølelse, for jeg er næsten sikker på at du har været udsat for CL, er det ikke rigtig?" Lene reflekterede kort ... CL, kender hun ham som CL? "... men jeg kender ham, har været gift med ham og han er faktisk et af de herligste mennesker jeg kender, men kors hvor kan han dreje os kvinder og underkastede en knap." "Under … underkastede?" udbrød Lene … Hun stod som forstenet. Her stod hun overfor en kvinde som uden fortrydelse fortalte hun var underkastet! "Har du … jeg mener, har du og CL været … var DU CL's underkastede?" "Ja Lene. Tildelt et slavinde navn.

Men kom nu indenfor til en kop kaffe – så kan vi snakke om CL's uberegnelige verden. Siden jeg kender ham, så må du godt nok være mentalt på vildspor." "På vildspor? Det er mildt beskrevet" … "Jeg aner ikke hvad der er op og ned i øjeblikket. Ja tak jeg vil godt vide hvad der er gang i." Susanne grinte, men havde lidt ondt af hende … også kun lidt. "Hvornår var du og Dan gift?" spurgte Lene … "Det er et par år siden vi blev nødt til at lade os skille, men vi er de bedste venner, vi ses jævnligt og holder utroligt meget af hinanden som de venner vi er blevet."

Mens Lene tog jakken af, gik der langsomt en prås op for hende … "Sig mig … er … DU gazelle?" Susanne vendte sig og promoverede situationen en smule humoristisk ved at neje til Lene … "ja såmænd – så du har hørt eller læst om vores historie?" Lene nikkede. "Ja, et meget, meget smukt forløb. Det var den historie der fortalte mig noget om hvem CL var." "En noget sørgmodig slutning – men vi fik alt godt ud af det, i de syv år det varede," svarede Susanne lidt stille. Lene tog endnu en gang en dyb indånding, men slappede af nu da hun var mere bekendt med kvinden og instinktivt følte at hun var tryg i hendes hus.

Susanne bryggede kaffe mens de snakkede lidt om løst og fast for at gøre sig lidt fortrolige med den anden. "Kommer CL her for at hente mig?" spurgte Lene … "Dan ringer på et tidspunkt, så ved jeg hvad der sker. Enten kommer han her at hente dig – eller også kører jeg dig til hans hus og sørger for at du kommer godt frem til ham. Med CL er alt og intet muligt." "Det må du beskrive" sagde Lene. Susanne grinte: "CL er lig med, at ALT kan ske indenfor forsvarlige rammer. Den der med intet … jo mere du spørger jo mere forvirret vil du opdage at du bliver.

Han er fantastisk til at overraske, at lede dine tanker der hen hvor du mindst aner det. Du tror du ved det hele – for så at opdage at du intet ved." "Ja, TAK Susanne … DET … lyder som CL." "Det bedste udgangspunkt jeg kan give dig – en der kendte ham godt sagde … CL er tilregnelig uberegnelig. En anden kaldte ham en Lurifaks." "Tak Susanne … det lyder OGSÅ som CL." Lene kiggede taknemmelig på koppen, som blev tilbudt hende. "Lad os sætte os ind i stuen, så kan vi snakke indtil ham CL giver lyd fra sig, vi har alligevel ikke en chance." De grinte fortroligt begge to. "Lurifaks" sagde Lene. ”Bandit" sagde Susanne.

Så kiggede de på hinanden og lo hjerteligt. "Har du lyst til at fortælle noget om den tid I havde sammen, mens vi venter, Susanne?" "Ja absolut, så længe du ikke spørger til CL's mekanismer – det skal han selv sætte dig ind i." Lene nikkede til det selvfølgelige i det. "Så lad mig fortælle det med gazelles øjne – for det var der jeg for første gang i mit liv følte en så stor respekt som kvinde - jeg aldrig havde oplevet før." … Lene nikkede – det gav mening. De snakkede en tre kvarters tid, så ringede Susannes mobil telefon: "Hej Dan." Susanne lyttede stort set bare: "Fint nok …

jamen, så kører vi, så snart vi kan – er det i orden, vi lige drikker kaffen færdig og snakker færdigt om dig bag din ryg?" Lene bed tænderne en smule 'sadistisk' sammen. Den bemærkning har han rigtig godt af, tænkte hun med slet skjult skadefryd. Susanne lagde telefonen. ”Vi kører om et kvarters tid.”

Lene nikkede.

De gik ud til bilen. Lene slæbte selv sin taske. Godt nok var gazelle uddannet slavinde – men hun var også en privat kvinde, der overlod til Lene at tage vare på sig selv og sine byrder. De kørte nu cirka syv minutter, så svingede Susanne ind i et smukt plantageområde. Et sving til højre for enden af vejen, et sving op ad en stikvej – op mod en vendeplads. Vognen blev vendt let og elegant og kørt ind langs en hæk. Susanne slukkede motoren. "Så er du fremme," sagde hun. "Ih Susanne ... du skulle bare vide hvor mange gange jeg nu liiige troede jeg 'var fremme' eller havde check på det." …

"Nu ER det CL der bor her, ikke?" "Jo da. Du lyder kryptisk … sig mig … HVAD har CL udsat dig for?" Susanne vendte sig og kiggede med 'søstersympati! på Lene … "Det vil du ikke vide Susanne." … Lene grinte selvbevidst: "Kors! Nu er JEG også begyndt at lyde som CL." Hun overgav sig til latteren og befrielsen i endeligt at være igennem sine trængsler. Susanne grinte med … "DET lyder som CL." … "Du kan vente med at fortælle det – vi må hellere gå ind." CL venter. Lene tænkte kort og 'hævngerrigt' … "det kunne han såmænd godt fortjene. Han har noget at stå til 'regnskab' for."

"Du kender ham Susanne, så det vil nok ikke undre dig at der kunne skrives en lang novelle om hvad han har 'udsat' mig for." "Det er CL," sagde Susanne bare kort. De gik nu ind gennem åbningen i hækken. Lenes hjerte hamrede i hendes bryst, hun kunne mærke hendes knæ dirrede en smule. Hendes åndedræt blev kort, heftigt og det snurrede en smule i hendes hoved. Tre dybe indåndinger, ned i maven … tænkte Lene ved sig selv. Så pustede hun ud. Susanne kiggede nysgerrigt på hende: "Nervøs Lene?" "Det kan du bande på jeg er. Nok for første gang i mit liv. Jeg har fået oplevelser for et helt år på en enkelt dag." "Det er CL,"

replicerede Susanne 'tørt'. "Det her er ikke bare sommerfugle – han har smidt et veritabelt hvepsebo i maven på mig," lo Lene nervøst. De gik nu langs huset. Lene kiggede nysgerrigt på røgen der steg op af en skorsten. En brændeovn? tænkte hun. Så kan han smide mig foran den på et tæppe og puste liv i mig igen, samtidig med at han 'vedligeholder' mig. De drejede rundt om et hjørne, hen mod indgangsdøren. Lene så oppe af en lettere skråning at der lå et redskabsskur, en stor stabel brænde og et overdække hvor der var læssevis af brænde. Vi kommer da ikke til at fryse. Fint … – Ellers må han varme mig i sine arme i sengen.

Huset så pænt og nydeligt ud. Haven var stor, temmelig stor endda. En smule bakket – en lidt rå have. Velplejet men alligevel en smule naturgrund. Nå, det er her han snakker om at der render dyr rundt, harer – ræve og dådyr. Ja det kan jeg egentlig godt forestille mig, Lene så dem for sig – og følte hyggen brede sig. De må jo føle sig trygge her siden de tør bevæge sig ind på hans grund. Lene fokuserede nu igen på indgangsdøren, men det lille mentale pusterum hvor hun havde kigget rundt, havde taget den værste snert af nervøsitet. Susanne som godt kunne mærke at Lene lige skulle sunde sig, havde ventet med at banke på døren.

Lene vendte sig mod døren … kiggede på Susanne … "Jeg tør ikke banke på. Det må du hellere gøre, så gør jeg klar til at stikke af hvis det bliver for meget." Susanne grinte lidt 'sadistisk' "hihi … tro mig, jeg ved, hvordan du har det, selv om det nok ikke er nogen trøst." "Bank nu på Susanne inden jeg mister modet." Lenes hjerte begyndte igen at hamre i hendes bryst nu da der ultimativt ingen vej var tilbage. Susanne gik målbevidst hen til døren. Tre bank … og Lene hørte nu en stemningsfuld musik blive dæmpet inde fra huset. Hendes åndedræt tog næste vejret fra hende. Susanne vendte sig og gav hende et varmt knus …

"Jeg smutter så I ikke bliver forstyrret af min tilstedeværelse. Pas godt på hinanden Lene og held og lykke med det I finder sammen." Lene gik en smule i panik … det næsten råbte i hende. "NEJ, bliv – du må ikke gå" … men blev så klar over at Susanne jo kendte ham og havde tillid, siden hun gik og efterlod hende på den måde. Det fik hende til at falde en smule til ro. Hun kiggede ensomt da Susannes skikkelse forsvandt rundt om hjørnet. Mørket havde nu sænket sig så kun tusmørket var synligt. Haven var fuld af mørke genstande. Der gik et lille minut som føltes som et langt ondt år i den slags situationer.

Hun hørte faste skridt komme imod sig bag de lukkede gardiner i entréen. Så blev gardinet slået til side i entréen, men hun kunne kun se en mørk skygge mod lyset fra dagligstuen. Hun anede kun en skikkelse mod lyset – intet hun kunne studere. Men en absolut pæn skikkelse kunne hun se. Hold da op han er ond. Hvorfor tænder han ikke lyset? Han piner mig! Han må have en grund til det. Grunden gik op for hende i al sin gru da …

døren blev åbnet, og lyset blev tændt i gangen: Hun mærkede sine knæ give lidt efter, hendes ben dirrede, hendes puls steg til heftig hjertebanken, blodet buldrede i hendes øre og SÅ overgav hun sig fuldstændigt i skæbnens vold … "Det er løgn, det er LØGN ... det er LØGN det her!" Manden rakte ud efter hende, bød hende at tage ham i hånden, hvorefter han med et høfligt, mandigt og respektfuldt buk præsenterede sig. En varm … lidt bydende stemme gled som smør ind i hendes øre og bevidsthed … og hans dybe stemme bød hende velkommen: "Velkommen i mit Univers Lene". "Du kan kalde mig CL, Dan eller..."

… "Persisk Skovtrold!"

SLUT