Mindgame, kapitel 8 Fangehullet Har du ikke læste de foregående kapitler, kan du finde dem HER Fra fiktionens verden:
Basis for denne novelle stammer fra min tid på et bdsm site og blev lagt op som blog, med hensigt at skimte en reaktion på novellen. At jeg kunne have fundet på at udføre indholdet i novellen er en anden sag. Mindgamet er ikke selve novellen. Reaktionen på novellen var. Jeg havde mit fokus på en bestemt underkastet og ville finde ud af om reaktionen eventuelt kunne signalere et match. Derfor ville den udviste reaktion vise mig den efterfølgende tilgang.

Vi fejrede 5 års jubilæum den 15. marts 2018, og lever sammen 24/7 i Hersker/slavinde forhold. Nærmere betegnet D/s.

Resumé:
Hun søger en Herre, og har sagt ja til at mødes med ham for første gang. Hun bliver hentet på Banegården, ikke af ham, men af hans chauffør, som, uden hendes viden, har fået besked på at køre hende rundt i København og det nordlige Sjælland i 4 timer. Da hun skal tisse, på en rasteplads, får hun imidlertidig håndjern på, og Peter, som chaufføren hedder, hjælper hende af trusserne. Det er grænseoverskridende for hende, men samtidig begynder hun at blive meget tændt på gamet. Peter kører fortsat rundt med hende og denne gang kommer de til Kronborg.

”Vi skal herind, Lene!” Peter pegede ind mod en gårdsplads inde på selve Kronborg. "Du skal have jakken på for der er koldt, hvor vi skal hen." Lene lod ham give sig jakken på, mens hun kiggede rundt.

Et imponerende bygningsværk, syntes Lene og blev helt stolt over, at selveste William Shakespeare havde forlagt stykket Hamlet til dette slot.

Da de var nede under Kronborg, holdt Peter en kort forelæsning. "Dette er Kronborgs militære forlægning, når dansken blev overrendt af svensken. Soldaterne opholdt sig ofte hernede, der var forråd og minsandten om ikke der også er et fangehul eller et fængselskammer så at sige. Alle disse gange kaldes Kasematter, det betyder vist noget i retning af 'stedet - eller et eller andet - i mørke'. Har du hørt om Holger Danske, Lene?" "Jo det har jeg, er det her han opholder sig?" "Præcis og i krisetider vågner han op og tager bolig i vores forsvarsvilje. Myten siger, at han bogstaveligt vågner op til dåd, men han holder vist ikke lang tid, for han er lavet af gips, mener jeg."

Peter fikserede Lene med sit blik. "Nå Lene, så er det tid til DIN dåd." Lene kiggede nysgerrigt på Peter: "Så må du forklare dig." "Det vil jeg ikke, men du skal stille og roligt forholde dig uden ord fra nu - og til jeg siger til." Lene nikkede kun og viste ham derved sin vilje, at hun ikke ville svare, for derved havde hun brudt stilheden. Peter tog Lenes hånd og førte hende kort ned ad en korridor. Køligheden, en smule fugt, det dunkle lys og de mørke gange og korridorer der førte i mange retninger, fortale Lene, at hun nok ikke skulle blive væk. Det var stemningsfuldt. Stemningen emmede af fangeleg, og fangekælder …

et sted hvor ingen kunne høre hende skrige, hvis der var mennesketomt. Jo, her var godt nok en uudtalt stemning af bdsm hvis korridorerne blev brugt i 'legen'. Peter tog Lene om skuldrene og ligesom naglede hende til stedet. Peter vendte sig rundt for at spotte, om der var mennesker, der så dem. Ingen. Lene hørte kun et par sagte skridt, der ekkoede en smule, i det fjerne. Han gik nu bag Lene og tog noget op af lommen. Lene mærkede et halsbånd blive lagt om hendes hals, ført om i nakken og spændt til. Hun mærkede lige lidt i retning af at en kæde blev fastgjort i noget der føltes som en ring i halsbåndet.

Jo, det var en kæde, mærkede hun. Kæden blev nu trukket ned gennem hendes ene ærme på jakken, og blev hægtet til Peters bæltespænde. Det overskydende af kæden stoppede han i lommen. Han trak Lenes krave op om halsbåndet så det var skjult. "Tag mig i hånden slavinde." bød Peter hende. Hun smilede lidt og diskuterede den ikke, for han var på en eller anden måde hendes 'en form for Herre' i CL's manglende tilstedeværelse. "Nu er du låst i en form for navlestreng til mig. Ikke så du er forhindret i at stikke af – men i overført betydning, at jeg er forbundet til dig som din beskytter. Gennem mig …

og senere CL vil du modtage mentalt overskud, få dine behov opfyldt og lære at acceptere den kæde som et tegn på at han beskytter dig. Mange betragter det, som at slavinden er gjort til, en hund med halsbånd og kæde – men det er et forkert billede. Med andre ord … du modtager næring og overskud gennem den kæde som en form for navlestreng. Den mentale forbindelse vil du lære at sætte pris på og kæden signalerer også til andre. Min – ikke tag selv bord. Det er CL's ord til dig når du blev sat i kæden…

Jeg kan mærke at du finder ro og tryghed i den tilknytning – selv om du ikke ved hvor CL befinder sig. Ingen grund til bekymring om nogen ser os. Vi krænker ingen, for det eneste de kan se, er et par der holder i hånden." Lene nikkede uden et ord – men hun nikkede dybt til gengæld for at vise at hun fandt det helt naturligt og fuldt ud accepteret.

"Tag mig i hånden Lene!"

De gik nu alene rundt … Lenes hånd lagt i Peters beskyttende håndflade … i den dystre stemning. Korridorerne rungede og sendte bevidste lyde tilbage mod dem, at de ikke skulle være i tvivl: Hernede lades alt håb ude, hvis du er fanget, ingen kan høre dig. Der var en massiv stilhed når alle lyde var fadet bort.
De gik rundt, så og beundrede Holger Danske. Lene så og følte mærkbart, hvordan det ville være at tage ufrivilligt ophold hernede. Fangehullet, og det gitter der kunne presse svensken op mod enden af en konisk korridor, så de blev fanget.

Lene følte sig komplet alene – men mærkede instinktivt at halsbåndet og kæden var præcis hvad hun havde brug for at blive beskyttet og passet på. Var det så Peter, jamen det gjorde han jo helt fint på CL's vegne. Hun gav ham et let klem med hånden.
Lene gyste og var glad for Peters beskyttende selskab.

Da Peter kunne mærke at Lene dirrede let, besluttede han, at turen var slut, og at det var på tide at sætte kursen mod CL, så Lene kunne stå ansigt til ansigt med sin rigtige Herre. Han trak Lene mod udgangen, løste kæden fra sig selv, trak kæden fri af Lenes ærme, og skulle til at tage halsbåndet af hende … "Må jeg beholde halsbåndet på, Peter, indtil vi holder ved CL's hus? Det er pludseligt blevet et trygt tegn på vores venskab og din beskyttelse af mig på CL's vegne." "Nej Lene … jeg beklager.

Fra det øjeblik halsbåndet er af dig og det sker nu – er du helt tilbage som den du var, da du mødte mig efter togrejsen. Du skal gå ind i dig selv resten af turen. Du skal intet sige. Ikke spørge, men forberede dig på at møde … din Herre."

Lene nikkede … hun forstod – og det var også det mest respektfulde over for alle parter.

De fandt taxaen, Peter drejede nøglen og satte kursen ud af Helsingør … vestpå … mod slutningen af eventyret, og Lenes nye begyndelse …

Fortsættes HER