Mindgame, kapitel 7 Slavinden Har du ikke læste de foregående kapitler, kan du finde dem HER Fra fiktionens verden:
Basis for denne novelle stammer fra min tid på et bdsm site og blev lagt op som blog, med hensigt at skimte en reaktion på novellen. At jeg kunne have fundet på at udføre indholdet i novellen er en anden sag. Mindgamet er ikke selve novellen. Reaktionen på novellen var. Jeg havde mit fokus på en bestemt underkastet og ville finde ud af om reaktionen eventuelt kunne signalere et match. Derfor ville den udviste reaktion vise mig den efterfølgende tilgang.

Vi fejrede 5 års jubilæum den 15. marts 2018, og lever sammen 24/7 i Hersker/slavinde forhold. Nærmere betegnet D/s.

Resumé:
Hun søger en Herre, og har sagt ja til at mødes med ham for første gang. Hun bliver hentet på Banegården, ikke af ham, men af hans chauffør, som, uden hendes viden, har fået besked på at køre hende rundt i København og det nordlige Sjælland i 4 timer. Da hun skal tisse, på en rasteplads, får hun imidlertidig håndjern på, og Peter, som chaufføren hedder, hjælper hende af trusserne. Det er grænseoverskridende for hende, men samtidig begynder hun at blive meget tændt på gamet. Peter kører rundt med hende og den næste oplevelse omhandlede redskab. Men turen er ikke slut

Da Peter satte sig bag rattet i taxaen, kiggede han på uret i bilen, foretog en hurtig vurdering af tiden og tog en beslutning. Lene kiggede nysgerrigt på ham fra bagsædet. Hun kunne mærke noget havde sneget sig ind som der skulle tages en beslutning om. "Ja, jeg skal jo nok ikke spørge eller stille mig nysgerrigt til rådighed." Hun blev lidt stolt af sig selv og sin hurtige indlæringsevne … "CL har været tæt på mig i dag gennem Peter, men jeg er vist fulgt meget godt med … trods alt." "Nå – jeg overlader beslutning, ansvar og kontrol i Peters hænder. Det er jo også hans område.

Han behandler mig med stor respekt og værdighed - jeg tror han er blevet klar over, hvor stor vilje jeg har!" Lene lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Forestillede sig hvad CL nu foretog sig hjemme og hvem han ville vise sig at være. Hun begyndte at slappe af og faldt i en let døs. Der havde også været mange tankespind, oplevelser og ting at tage stilling til, selv om det på ingen måde var intenst. Og alligevel var det … Hun mærkede bilen sætte farten ned, trække ud til højre, hun åbnede øjnene og så at Peter var trukket ud i højre side på en lille vigeplads.

Peter låste selen op, og Lene fulgte ham en smule døsig med øjnene. Peter åbnede førerdøren og tog en mobil telefon op fra inderlommen, mens han kiggede efter trafikken kommende bagfra. Peter stod ud. Lene så ham trykke på en tast og så hørte hun: "Hej CL – det er Peter." Derefter blev døren smækket i og hun hørte ikke mere. I sin halvdøs tænkte hun ikke nærmere over samtalen, men dog "CL hedder da ikke CL til dagligt, hvorfor kalder Peter ham det? – CL er jo hans Masternick." … Lidt før hun igen lukkede øjnene "Nå ja – vi er jo ude i CL's ærinde. Nu tænker du igen for meget Lene. Sov så din dumme tøs.

Nåh, nej – det må jeg jo ikke mene om mig selv." Tankerne endte i en forvirret samling af noget Lene ikke havde mentalt overskud til at tænke nærmere over, hun skulle bare have nogle minutter på øjet for at klare tankerne lidt oven på de stærke følelser og oplevelser der havde været. Hun lod CL og Peter glide ud af sin bevidsthed og lukkede igen øjnene i taknemmelighed over det lille pusterum hendes urolige hoved havde fået tildelt. Hun hørte et stykke væk i døsigland at døren blev lukket op, smækket i og at vognen kørte igen. Peter kiggede på hende i bakspejlet og lod hende sove.

Hun må også være træt ovenpå de følelsesudbrud, tænkte han – hun fortjener en god lille lur. Taxaen rullede mod Helsingør. Ind gennem byen fra nordsiden, ned omkring gågaden. Han ledte efter en P-plads. Tænkte over om han frækt skulle stille bilen på den bagerste plads i en taxa kø, låse den og bare lade friskiltet været slukket som det var. Han besluttede nej, det kunne let give for meget forvirring for de arme chauffører. Han fandt en fin plads i nærheden af de to steder han var nødt til at kombinere. Det er lidt ærgerligt Lene, men jeg bliver nødt til at vække dig, tænkte han, mens han så, hvor trygt hun havde lukket øjnene. "Vi er fremme Lene.

Du bliver nødt til at vågne. Jeg er sikker på du kan sove trygt i CL's arme i nat. Men lige nu har vi et par planer jeg er blevet nødt til at kombinere." Lene slog hovedet lidt bagover. En lille dråbe mundvand var løbet ud mellem hendes læber. Hun kom hurtigt op til overfladen, da hun mærkede den, fjernede den forsigtigt og diskret uden at Peter så det. "Hold da op. Jeg har vist været langt væk. Hvor er vi? Hvor længe har jeg sovet?" "Vi er i Helsingør.

Jeg kombinerer to planer CL havde – det er ved at være nogenlunde sent og vi skal gerne nå at aflevere taxaen til tiden.” Aflevere taxaen til tiden, tænkte Lene stadig en smule søvndrukken og småt forvirret. Han disponerer vel over den, det er vel mig han skal aflevere? Nå, hvad ved jeg? Hun hørte at Peter gik om til bagagerummet og stoppede et par genstande i lommen. Han havde også taget Lenes sommerjakke op af hendes taske, og bar den over armen.

Lene spurgte ikke, selv om hun absolut havde det varmt nok. Der må være en grund til min jakke, forsikrede hun sig om.

"Skal jeg bare følge trop Peter eller er det mig tilladt at spørge nysgerrigt. Jeg er da spændt på Kronborgs underjordiske spøgelser." Peter vendte sig og gav hende et godt drenget smil: "Du har vist set spøgelser nok i dag." Lene måtte anerkende den bemærkning "Joh, det har jeg vist set rigeligt af." "Spørg du bare Lene, men forbered dig på det sædvanlige … jo mere du spørger – jo mere forvirrer du dig selv." "Joh, den har jeg også lært Peter. Jamen så følger jeg bare trop. Du siger og jeg udfører." Peter vendte sig og nikkede anerkendende. "Vi trænger til en kop kaffe for at friske os lidt op. Der er en gadecafé herinde i gågaden.

Et hyggeligt sted med masser af blå og gule mennesker." "Hvad mener han?" lod Lene sig forvirre … "er der en skadestue eller sådan noget? Peter nu må du behandle mig ordentligt, du har kørt min arme bevidsthed rundt, så jeg til tider var skrup komplet forvirret." "Svenskere Lene, svenskere." De kommer ovre fra den anden side af sundet. Han pegede. "Helsingborg. Tidligere i vores historie når sundet var frosset til mellem Danmark og Sverige, gik svensken over isen og invaderede vores smukke land. De befinder sig åbenbart stadig i en invasions stemning, nu gør de det bare om sommeren, og temmelig meget for at drikke.

Nogle falder og slår sig, så deres national farver er vist et meget godt udtryk for deres tumlen omkring i Helsingørs gader om natten. Her ligger Caféen og fint der er lige et par ledige borde udenfor. Vi tager, det der ligger længst væk fra, hvor vi står. Det er nogenlunde ugenert." Peter tog Lene i hånden at føre hende hen mod bordet. Da de var nået et stykke ned mod bordet så Peter, at et par var ved at sætte sig. "Vent her Lene." Lene stoppede automatisk op og ventede. Peter gik hen mod parret, hilste høfligt på dem og gik i konversation med dem.

Hun så ham vise sin hånd hen mod hende og så dem kort efter rejse sig. De smilede og nikkede. Hun så Peter krumme sin pegefinger at hun skulle komme nærmere. Da parret passerede hende smilede de begge meget varmt til hende og kvinden nikkede som om der var noget hun forstod. Peter holdt stolen ud for hende at sætte sig. "Tak hvor galant Peter." … "Ja, både Herskere og slavinder har jo en form for 'opdragelse'. Min er mere gammeldags – din bliver anderledes, og det er da også skønt at se en kvindes taknemmelige og varme smil over at hun bliver respekteret som det hun er … en feteret kvinde." Peter satte sig.

"Jeg var en gang ude for en decideret feminist. Jeg holdt døren for hende og hun udbrød fornærmet … jeg kan sgu godt selv åbne døren. Jamen det fik hun så lov til. Jeg gik ind, trak døren til efter mig, og så stod hun faktisk måbende udenfor. Hun fik sin vilje, nok dybest set uden at ville have haft den, men nu respekterer jeg jo kvinder og deres selvstændighed, så hun måtte acceptere at blive taget alvorligt. Jeg tror hun lærte at skelne mellem mandschauvinisme og hjælpsomhed. Hvis ikke, så håber jeg da, at hun havde en mand der kunne give hende en endefuld." Lene vågnede helt op ved det billede og spruttede af grin.

Lene kom i tanke om parret. "Hvorfor tog du deres bord Peter?" "Ah, det var ikke noget. Jeg sagde at min kæreste havde rejst langt, at hun var meget træt og trængte til ro og fred uden al for meget larm og snak. Og så spurgte jeg, om vi kunne bytte bord. Jeg viste dem det ledige bord, der stod tæt på hvor du stod. Det var helt fint for dem, og kvinden sagde… de var i øvrigt svenskere… arme dig at du var så træt… og så flyttede de sig i fuld forståelse." "Det kan godt være at svensken stadig føler erobringstrang overfor dansken – men jeg 'erobrede' da bordet … så noget vandt vi danskere."

"Du er en farlig mand til at overtale Peter. Men jeg er da ikke din kæreste?" Peter trak mystificeret på skuldrene. "Du ER kær, og da du i dette øjeblik faktisk ER den kæreste kvindelige ven … ER du en form for den … kæreste. Ik’?" "Peter Lurifaks. Du er god til ord." rystede Lene humoristisk på hovedet. Peter bestilte nu en kande kaffe. De nød menneskemylderet og det kropssprog de udsendte mens de defilerede forbi. Kaffen kom, kanden blev sat på bordet, kopperne stillet. Tjeneren nikkede om alt var i orden? Peter nikkede tilbage, og så trak tjeneren sig. Peter kiggede nysgerrigt på Lene som kiggede nysgerrigt igen. Peter kiggede nysgerrigt på kanden og ledte Lenes blik derhen.

Lene tænkte til Peter … "Ahh, ja naturligvis. Det fortjener du også. Du har gjort et stort stykke arbejde for min Herre, og jeg er sikker på at CL vil have at jeg værdigt skænker din kaffe." Lene tog kanden og skænkede kaffe i Peters kop. Peter nikkede anerkendende og nikkede mod Lenes kop. "Han er dejlig tilgængelig at aflæse" tænkte Lene og skænkede kaffe til sig selv. De sad uden de store ord og nød alt hvad der foregik imellem dem og rundt om dem. De overhørte begge to et par der gik forbi dem 'småskændende' … hør nu her dit påståelige kvindfolk – du kan komme over knæet kan du, hvis ikke du holder op.

Hverken Peter eller Lene kiggede på hinanden – de morede sig indvendigt og vidste med skarp sikkerhed hvor den andens bevidsthed befandt sig. De grinede småt sadistisk indvendigt. Peter var den eneste der brød stilheden … han 'snøftede' arrogant … "Så kan hun lære det, kan hun." Lene morede sig uden højlydt latter. Lene kiggede nysgerrigt på Peter og nikkede hen mod parret. Peter lænede sig fortroligt frem. "Jeg har faktisk sagt noget lignende en gang til en tidligere kæreste. Hun så at en mand overhørte det og fortalte at han så dybt rystet ud.

Hun syntes det var herligt at jeg havde rystet ham i sin grundvold, men måske han gik hjem og lagde konen over knæet for at se hvad der skete?" "Hehe Peter, du er da godt nok noget af et mentalt tilløbsstykke. Fanger du altid dine omgivelsers opmærksomhed på den måde?" "Sjældent, men når jeg sættes i den situation, så siger jeg tingene, som de er. Og det par har jo begge noget ud af det. Han får fred og hun får en endefuld.” Peter nikkede til tjeneren, at han ville betale. Da regningen var lagt, lettede Peter sin tegnebog for et rundt beløb.

Lene kiggede på regningen, så kiggede hun på beløbet, der var lagt, så kiggede hun på Peter, og så beundrede hun ham for, at han syntes, at alle skulle tilgodeses.

Du respekterer vist alle mennesker, når bare de opfører sig ordentligt, Peter, tænkte hun og gav ham et knus i sine følelser.

Fortsættes HER