Mindgame, kapitel 6 Redskaber Har du ikke læste de foregående kapitler, kan du finde dem HER Fra fiktionens verden:
Basis for denne novelle stammer fra min tid på et bdsm site og blev lagt op som blog, med hensigt at skimte en reaktion på novellen. At jeg kunne have fundet på at udføre indholdet i novellen er en anden sag. Mindgamet er ikke selve novellen. Reaktionen på novellen var. Jeg havde mit fokus på en bestemt underkastet og ville finde ud af om reaktionen eventuelt kunne signalere et match. Derfor ville den udviste reaktion vise mig den efterfølgende tilgang.

Vi fejrede 5 års jubilæum den 15. marts 2018, og lever sammen 24/7 i Hersker/slavinde forhold. Nærmere betegnet D/s.

Resumé:
Hun søger en Herre, og har sagt ja til at mødes med ham for første gang. Hun bliver hentet på Banegården, ikke af ham, men af hans chauffør, som, uden hendes viden, har fået besked på at køre hende rundt i København og det nordlige Sjælland i 4 timer. Da hun skal tisse, på en rasteplads, får hun imidlertidig håndjern på, og Peter, som chaufføren hedder, hjælper hende af trusserne. Det er grænseoverskridende for hende, men samtidig begynder hun at blive meget tændt på gamet. Peter kører rundt med hende og denne gang oplever hun endnu engang noget nyt...

De var nu nået til området mellem Gilleleje og Helsingør. Peter chauffør svingede ind på en ny rasteplads.

"Hvordan vidste jeg nu lige, at vi skulle på afveje en gang til Peter?" "Du behøver kun at give mig et gæt, min ven, det er fordi du er kvik?" grinede Peter i bakspejlet. "Lurifaks" svarede Lene næsvist. "Vi skal have tæppet med igen, det bærer du. Jeg skal have en taske med og indholdet er ikke for dine øjne endnu." "Nej, jeg skal nok vare mig Peter, ingen grund til bekymring." "Vi skal et pænt stykke ind i skoven, så jeg håber du er vant til at gå?" "Åh, jo … jeg er vant til lidt af hvert Peter, så før du bare an, jeg skal nok trisse efter."

"Fint, ellers kan jeg bare udstyre dig med halsbånd, kæde og rulleskøjter og trække dig gratis gennem skoven uden besvær." "Hehe … en HJUL-benet slavinde." grinte Lene halvhøjt ved den visualiserede fantasi. Den fremkaldte et komplimenterende smil på Peters læber. Han vendte sig, kiggede Lene i øjnene og rystede på hovedet: "Jeg kan sg godt forstå at CL er faldet for netop dig." … "Jeg håber, han kan bevare fatningen, når du går i fri udøvelse." "Ah, han kan nu godt være mand for at få mig til at klappe i, og vi har da vores grin sammen."

"Hjulbenet slavinde! … tøs, det er hvad du er," grinte Peter.

"Neiii … SE Peter … brændenælder," provokerede Lene og pegede et stykke inde i skoven. "Pas du bare på at du ikke skal tisse … netop DER – jeg kunne nemt komme til at skubbe dig i panden med en finger, så du vælter bagover, så er det sådan set ikke mig, der har givet dig de nælder." "Jamen så fortæl mig hvordan de virker, siden du og CL er så 'forelskede' i dem?" "Forestil dig at den ene nældenål du normalt stikker dig på, som føles som et irriterende stik, bliver mangfoldiggjort og brugt over et større område.

Så bliver alle de stik faktisk til en snurrende, varm og pirrende fornemmelse efter et kort stykke tid, og kan vare helt til dagen efter!" "Hvor bliver de brugt Peter, på bagdelen?" "Det må du anmode CL om at vise dig." "Anmode om at blive udsat for brændenælder? Du tager gas på mig!" "Nej, faktisk ikke Lene. Du vil elske dem og nyde når CL arrangerer en buket. Tro eller lad være. Før eller siden vil de fremkalde stjerner i øjnene på dig." "Ja, og et spark over skinnebenet på den der tør bruge dem på mig." "Hæ, du ender nok mere med at sparke hvis ikke du får dem." "Ja ja, du får ret og jeg får fred."

På en eller anden måde irriterede Peters vedholdende kærlighed til de planter, Lene, hun var begyndt at blive lidt for nysgerrig. Hun var godt nok ikke til nåle, men smerten var hun til, blandt andet gennem pisk eller spanskrør. De var en del af hendes præferencer. Noget hun nød, når kroppen, psyken, huden og følelserne havde brug for den. Hmm, de kan vel ikke være så meget værre end spanskrør, når det kommer til stykket, tænkte hun, men følte gyset ned ad rygraden alligevel. Pokkers jeg VED jeg bliver udsat for dem fra CL's side, han elsker de planter. Hun rystede tanken af sig, men opdagede, hvor meget fokus hun nu havde fået på dem.

Lene tænkte næsten højt: For POKKER Peter, kan du ikke bare holde din mund lukket, nu kan jeg ikke lade være med at næsten at ønske bare at prøve dem for at få det overstået. Det er godt nok et stærkt psykisk spil de to kan køre. Lene kiggede på Peter bagfra. Peter gik bare muntert foran, han udbrød: "Du er så stille Lene, hvad tænker du på, har du fået bekymringer?" Nej, din tosse, jeg har fået lyster, men det skal jeg nok vare mig med at oplyse dig om, tænkte hun og holdt sin mund. Hun kunne næsten mærke, at Peter smilede stort foran hende, selv om hun ikke kunne se hans ansigt. "Nå, vi skal herover, Lene!"

Peter pegede. "Sig mig, kender du alle rastepladser og mulige 'seance' pladser i samtlige danske skove Peter?"

"Tjaa, et par stykker gør jeg vel" svarede Peter kryptisk.

De var nu nået over til skjulestedet. "Bred tæppet ud Lene," sagde Peter lidt kontant. "Du kan godt tale pænt, Peter, jeg er ikke din slavinde!" "Ikke?" affejede Peter hende. "Nu må du efterhånden have vænnet dig til min måde at tale på." "Men okay, du får nu to måder at blive tiltalt på, og så kan du fremtidigt vælge, hvilken måde der fremkalder mest respekt, og hvilken måde du vælger at reagere på. Den ene og min normale måde at tiltale på er …" Peter sænkede stemmen så den blev almindelig, varm, imødekommende og næsten hypnotisk indbydende … "Bred tæppet ud Lene." "Du KAN jo godt Peter," jublede Lene, "og den anden?"

Peter fandt sit normale stemmeleje: "GODT, her kommer den: vil du ikke nok være SØD at brede tæppet ud, din narrøv." Lene gispede, og så trimlede hun om i græsset af grin. "Peeeter," jublede hun og prøvede at genvinde fatningen, men latteren kom bare buldrende, og det var svært at stoppe igen. Tårerne trillede ud af øjnene på hende. Hun hylede af grin. "EEiii, det er for meget," kluklo hun, da hun endeligt fik vejret og havde sundet sig en smule. "Hi hi Peter … det kan du ikke være bekendt. Nu tog jeg dig lige alvorligt."

Peter havde selv en enkelt dråbe i øjet af grin, han var godt klar over, at den var overraskende grov, men uimodståelig, og han havde nydt at give igen. "Hvilken måde foretrækker du så af de to?" "Hi hi, jeg kan faktisk godt li' måde nummer to, den har sådan lidt…" hun smagte på ordene … "charmerende grovhed… Hmm, nej giv mig bare metode nummer 1, jeg bliver nok bare træt på et tidspunkt, af at blive kaldt en … narrøv." Hun hylede igen af grin, og selv Peter havde svært ved at holde masken.

Han vendte sig og grinte for sig selv, mens han bukkede sig og selv måtte brede tæppet ud, hun var lovlig undskyldt, hvorefter han åbnede tasken og tog forskellige redskaber frem. "Hold kæft kvinde, hvor er du fuld af liv." Peter beundrede hendes livsmod og boblende glæde. "Nu til det mere alvorlige, Lene," påkaldte Peter Lenes opmærksomhed. Lene stoppede midt i et sidste hulkende grin, da hun fik øje på redskaberne, der lå pænt opmarcheret på tæppet. Hun sank en klump, åbnede munden og gjorde store overraskede 'Garfield' øjne, som når katten så mest uforstående og 'dum' ud. Hun sænkede stemmen til et noget truende toneleje: "Peter!" … hun lagde armene over kors. "Rejs dig op, Lene,"

bød Peter uden andre ord og med en lige så 'truende' attitude. Lene rejste sig op. "Afklæd dig!" Lene afklædte sig. Uden protester, uden eet ord og uden at vise andet end kort at gøre hvad han bød. Der var pludseligt gnister i luften mellem dem. Luften var tyk af en isnende kølighed fra Lenes side. Peter var nærmest køligt afventende. Lene kneb øjnene sammen. "Godt min ven, nu bliver du udsat for dit livs test om du kan forvalte det her.” Eet slag og du kører mig tilbage til toget, tænkte Lene bistert og benhårdt. Peter stod stadigt afventende og havde taget en taws i hånden. "Lad armene falde langs siden af din krop!" bød Peter.

Lene kendte godt en taws, den kunne både være et erotisk instrument, hvis den blev banket let og elegant mod inderlår omkring kønnet og på selve kønsdelene, men den kunne også være et meget nådesløst slagredskab. "Drej dig Lene så du står med ryggen til mig!" Lene drejede sig mekanisk. Peter gik nu hen til Lene, lod den slå i luften, så et hørbart sus skar gennem luften. Han lagde den nu stille, roligt, blødt og behageligt på Lenes ene skulder. Lod den glide rundt på hendes krop som hans finger tidligere havde gjort. Ingen slag, ingen kanter der skrabede mod hendes hud, kun en let 'gliden rundt' på hendes krop. Det bløde læder fladt mod hendes hud.

Ikke ubehageligt måtte Lene sanse. Peter gik hen til tæppet, lagde tawsen og tog et andet redskab op. Peter slog i luften med en pisk der havde få og lette læderstrenge. Han hævede den, slog den i luften samtidig med at han fleksede med håndleddet. Resultatet var et hårdt smæld som en pistol der går af. Han gik over mod Lene, samtidig med at han slog den et par gange i luften omkring hendes krop, men uden at ramme. Han lod nu pisken kæle hendes skuldre, ryg, hals, lænd og bagdel. Ingen slag, kun rent kæleri og ligesom en 'præsentation' af redskabet. Den var let, havde kun de få strenge.

De var meget, meget bløde, men Lene vidste, at de mest uskyldige redskaber oftest er de mest lumske. Peter hentede nu en anden pisk. Den slog han ikke i luften med, og da den blev 'præsenteret' kunne Lene mærke hvorfor. Den havde lige så få strenge som den anden, men strengene var tykt læder, de var tunge og DEN pisk gik i dybden, kunne Lene mærke. Hun følte et gys ned ad rygraden. Det var en pisk, der havde indbygget respekt i sig. Peter 'præsenterede' den, lod den køre kort op og ned af hendes baller. Den kradsede lidt i huden. Ikke ubehageligt. Stadig uden slag.

Lene studsede og begyndte at undre sig, hvorfor han ikke slog – hun var absolut IKKE indstillet på smerten og det havde været mod de løfter - om ikke at komme i seance - som CL havde afgivet. Pludseligt … pludseligt forstod hun, hvad Peter havde gang i. Det var pokkers, tænkte hun. En tilnærmelsesvis seance uden at være en seance. Han er i færd med at læse mine reaktioner, min tiltrækning eller afvisning af de forskellige redskaber, og intet andet. Han viser mig kærligheden gennem sine redskaber, han viser mig kærligheden til mine behov, hvis jeg var hans, tænkte hun.

Hun blev dybt forbavset, og SÅ kom reaktionen, for hun mærkede instinktivt, at CL også havde det samme i sig, og det var de egenskaber der havde grebet hende. Reaktionen på ventetiden, reaktionen på hendes tvivl omkring hendes behov, om de kunne imødekommes, reaktionen på om hun blev respekteret, både i sin skrøbelighed og sårbarhed. Det, Peter viste hende, var den dybeste grad af respekt, hun nogensinde havde mødt. Det gjorde ondt i hende, at hun var kommet til at såre sig selv ved at holde paraderne oppe, at tvivle på Peter og at tvivle på sin Herre. Hun næsten græd indvendigt, at hun havde vist Peter en så stor, tvivlende og isnende kulde.

Han havde ikke kunnet undgå at mærke den. Han havde ikke fortjent den. Hun sænkede hovedet og en enkelt tåre gled ned ad hendes kind. Hun sænkede skuldrene og hendes overkrop faldt en smule sammen. Hun hørte Peter smide pisken fra sig på tæppet. I det samme mærkede hun et par beskyttende arme lægge sig om hende og trække hende ind til sig. Hun mærkede et varmt og tæt knus fra hans krop der stod bag ved hende. En enkelt tåre mere trillede ned ad hendes kind. Hun svandt ind i skam over sin tvivl og den kulde, som næsten utvivlsomt måtte have såret ham og have sparket tilliden til hende væk. "Det er okay min ven,"

hørte hun Peters varme stemme. Bliv du stående uden at kigge på mig. Jeg kan mærke, at noget gav frygteligt efter indeni dig. Hvordan du har det, ved du kun selv, men det er okay for mig. Jeg holder lidt om dig. Det kan jeg mærke du har brug for. "Tak Peter," sagde hun med en meget sårbar og skrøbelig stemme. "Hold bare lidt om mig, så er jeg okay igen. Kan du holde lidt om mig uden at sige et ord, bare lidt i stilhed?" Peter holdt hende en smule tættere, mærkede hvor skrøbelig, tavs og tom hun var blevet indeni. De stod ubevægelige i nogle minutter. Så snøftede Lene, "Tak Peter, du er lige blevet min ven.

Tilgiv mig hvis du kan, at jeg sendte dig så hårde følelser og den isnende kulde, men jeg kunne jo ikke andet. Endnu en gang nagede tvivlen, og jeg trængte faktisk til at mærke og finde tillid til du og CL ved at opdage, HVOR meget jeg kan stole på jer." "Det er okay Lene, du behøver ikke at forklare. Mennesker der fremkalder min respekt bliver venner uanset om de vil eller ej, og den har du påkaldt for længe siden. Jeg fik ikke mindre respekt af din reaktion. Tværtimod, den var sund, den var mental stærk og du viste med al tydelighed at bare et slag, så var alt ødelagt. Dit kropssprog var ubrydeligt og utvetydigt.

Sådan SKAL det være."

Der var varme og forståelse i Peters stemme. "Du reagerede sundt, selv i din dybeste nagende tvivl. Tag dit tøj på. Sæt dig ned, så kan du sunde dig lidt på tæppet." Peter drejede hende og sendte hende et varmt smil, som viste, at han ikke havde noget dårligt tilovers for hende. Lene sendte ham et taknemmeligt smil.

De slappede lidt af mens Lene sundede sig og kom op til overfladen igen. "Har du nogensinde set Kronborg og hvad der gemmer sig under det?" spurgte Peter. "Aldrig." Lene var stadig en smule sørgmodig, men hun tog en dyb indånding og blev lidt stærkere. "Hvad gemmer der sig under Kronborg?" "Det vil du ikke vide" muntrede Peter hende lidt op. "Peter du er sgu en luskebuks, en lurifaks, en noget irriterende drillepind. Er du sikker på, at du ikke er CL's onde tvilling?" Hun kom til at le en smule. "Fuldstændig sikker. CL har treforken og hornene i panden. Han har oven i købet stjålet mine sorte vinger, så nu vil selv fanden ikke have mig.

Jeg er for mild, brummer ham fyrmesteren nede fra fyrkælderen." "Hehe" Lene klappede ham let på kinden. "Du er god nok, Peter." Peter rynkede brynene en smule og knurrede. Lene kom med et kort og fyndigt "Ups – det må du undskylde, det var uværdigt – men jeg kom bare til at holde af dig og ville tilkendegive min respekt. Jeg kan godt se det var lidt nedladende." "Hvis jeg nu viser dig respekt på en anden og bedre måde – slipper jeg så for rapport til CL?" "Jeg lover ikke noget, men lad mig se." Lene rejste sig. Hun kiggede appellerende på Peter. "Peter, kan jeg få dig til at rejse dig?"

Peter brummede en smule – men "Jo, så skidt." Peter stod overfor Lene som nu uden blusel kiggede ham direkte i øjnene og nejede. Derefter slog hun blikket ned. Peter smilede anerkendende: "Den blev reddet på målstregen, præcis som det skulle gøres min ven." Peters øjne strålede over at være vist en så dyb respekt. De smilede til hinanden. Lene en smule genert, men alligevel varmt tilkendegivende. Peter nikkede sin anerkendelse. "Nå Lene – så skal vi nå et stykke kultur til at bryde 'ensformigheden' … Kronborg, og især det der er under det." "Og jeg kan garanteret ikke animere dig til at løfte sløret for hvad det er … vel … Peeeter?"

lokkede Lene og prøvede ham leende og flabet, af. Peter svarede bare "Nej … VEL … narrøv!" – de lo hjerteligt … og så var alt ved det gamle.

Fortsættes HER