Landbetjenten og sygeplejersken del 2
Har du ikke læst afsnit 1 kan du gøre det HER

Resumé:
Landbetjenten skal klippe pladerne på hendes bil, men det ender i fræk oplevelse, som du kan læse om i 1. afsnit. Mon han får dem klippet denne gang?

Landbetjenten parkerede endnu engang ved kantstenen foran Nørregade 15. Det var blevet sent, klokken var blevet hen ad 18.45, så han gjorde det også langt senere en forventet. Idet han var blevet kaldt ud til en nødsituation, som havde trukket en del ud, kunne det ikke være meget anderledes. Han skottede over imod den mørkegrøn Opel Corsa i carporten, og sendte nummerpladen med de to bogstaver og de fem cifre en solidarisk tanke. I bliver hængende på Corsaen, mens jeg til gengæld tager mig ømt og kærligt af Jeres ejer.

Cecillie Toft havde

flere gange i løbet af dagen, rumsteret nærværende i betjentens tanke. Han var stadig noget chokeret over den utraditionelle måde, han havde håndteret gårsdagens rutineopgave på. Han blev normalt slet ikke påvirket af de opgaver, som hans embede bragte ham ud i. Og han havde aldrig nogensinde før ladet sig korrumpere af nogen. Det var derimod både alarmerende og kunne i værste fald have kostet ham stillingen som betjent.

Døren ind til

Cecillie Tofts hus stod på klem. Det var der ikke så meget at sige til, da det havde været lummert og stegende hedt dagen igennem. Han skubbede døren helt op og trissede ned af den lange gang. ”Hallo er der nogen hjemme?” forhørte landbetjenten sig. ”Jeg er ude i køkkenet?” svarede Cecillie Toft højt tilbage. Cecillie Toft opholdt sig henne ved komfuret, hvor hun stod og rørte rundt i en stor gryde. Der var ikke megen morgenbollehår over de kønne lyser lokker i dag. Håret sad tværtimod fint og net. Derimod undrede det landbetjenten noget, at hun var iklædt en hvid sygeplejerskeuniform. ”Hej. Sikken en velduftende aroma. Hvad rummer gryden?” spurgte landbetjenten nysgerrigt, inden han stak snuden henover gryden, fordi det virkelig duftede ekstraordinært tillokkende. ”En gammel ret, som min Mormor har lært mig at tilberede. Har du lyst til spise med?” meddelte Cecillie og lagde skødeløs en hånd rundt omkring landbetjentens talje.

”Så kan du jo senere hen passende gøre det færdig, som du forsømte i går,” forlængede

Cecillie med et raffineret blondineblik. ”Det er pænt af dig, men jeg skal blot se den kvittering, så smutter jeg lige så stille igen,” svarede landbetjenten.

Du er en forbandet kryster, tænkte han irriteret om sig selv. Var han en smule bange for hende, fordi hun havde rørt ved noget mere dybt i ham. Noget med vaskeægte følelser i, end blot det, som bare patter, en veldrejet røv og en ukontrolleret rejsning kunne repræsenterer. Hun havde vel i grunden

allerede spændt ben for ham dagen før, da hun åbnede døren med det der helt fabelagtige og sexede morgenbollehår.
”Okay da. Den ligger derover på spisebordet,” svarede Cecillie og pegede over imod bordet, hvor kvitteringen ganske rigtigt lå. ”Super, det ser ud til at være i orden. Godt… jamen så…” ”Du betjent - jeg vil sådan set gerne have at du bliver lidt længere?” ”Undskyld mig, overså jeg et Fakta skilt udenfor,” forhørte betjenten sig spørgende. ”Nej.” ”Jeg forløb mig i går, så det er nok ikke just nogen god ide at jeg bliver. Det burde faktisk koste mig min stilling og være så torskedum og uprofessionel. Jeg vadede lige lukt i din velgennemtænkte fælde og blev grebet af omstændighederne. Jeg bryder mig ikke det fjerneste om bestikkelse. Tværtimod så frastøder det mig.”

”Du spankulerede ud af mit soveværelse med byens største stådreng i bukserne. Det var ikke

sgu` ikke spor uprofessionelt. Det skal der godt nok noget af et mandfolk til at gøre,” indskød Cecillie og begyndte at le. ”Du bor i en lillebitte landsby, så størrelsen har vel heller ikke megen konkurrence,” bemærkede landbetjenten. ”Hvem ved…? Du, jeg er udmærket bevidst om, at der ikke ligefrem figurerer demokratiske principper i dit erotiske univers. Det kunne jo netop være, at det er det, der tænder mig, hr. betjent?” svarede Cecillie med et udfordrende blik.

Betjenten kiggede roligt ind i hendes kønne blå øjne. Hun så herredejligt ud, som hun stod der med sine nøgne solbrune tæer, sit lyse hår og den frække uniform. Hvad fanden var det lige der var med os mænd og de halvgennemsigtige

sygeplejerskeuniformer, funderede han let.
Han ville ikke sige, at Cecillie Toft på nogen måde var hvad man kun kalde for en smuk kvinde, men derimod havde hun nogle andre fortrin, der var langt mere dyrebare. Foruden og være en typisk dejlig dansk kvinde, med alt hvad det nu indebærer, så var hun charmerende, udspekuleret og i stand til at trække det blondinekort, som hendes udseende i allerhøjeste grad indbød til. Men det skulle man bare ikke lade sig narre af, for hendes øjne rummede masser af intelligens, når blikket blev vendt direkte og granskende imod én. Foruden var de også både udfordrende og indeholdt sækkevis af spilopper, der sprællede livsglad for at blive sluppet løs. Hun var med andre ord en attråværdig kvinde, der var værd at dyrke på den lange bane. Men han forholdt sig imidlertid tavs overfor Cecillies foredragne hypotese. ”Nå,” sagde hun så, stående med hænderne på sine hofter. Han var sikker på, at hvis han ikke snart svarede, så ville hun begynde og stampe utålmodigt i gulvet. ”Så skal du blot sejle dovent med under bekvemmelighedsflag eller hva'?” spurgte landbetjenten. ”Test mig. Til gengæld lover jeg dig, ikke at anmelde det dejlige overgreb du mobiliserede på mig i går. Bortset fra at jeg udelader dejligt, såfremt du tvinger mig til at kontakte din chef.” Landbetjenten snurrede omkring og begyndte at gå væk fra sygeplejersken. ”Jeg er altså tydeligvis ikke din type. Så er det vel fair nok, men du må stadig gerne spise med. Du har trods alt reddet min røv på flere måder.” Udbrød Cecillie så med uimodsigelig skuffelse i stemmen. Betjenten stoppede op og spurgte med ryggen til hende. ”Du forventer vel ikke, at jeg skal forulempe dig med yderdøren stående på vid gab?”

”Åh – du er da også så galant og så betænksom,” bemærkede Cecillie sarkastisk.

Da landbetjenten nåede tilbage til køkkenet, efter at have lukket og låst yderdøren, var der en sitrende og skælvende stemning imellem dem. Han rakte ud efter knappen på komfuret og skruede den målbevidst ned på et. ”Hvis du skal have mere end tre ryk og en aflevering når vi har spist, så er det ned på knæ nu, frk. Toft,” sagde betjenten så bydende. ”Må jeg ikke nok få de håndjern på igen?” hviskede Cecillie nærmest bedende. ”Lige om lidt. Ned på knæ med dig.” Cecillie lod sig falde ned på knæ og kiggede derefter spørgende op på landbetjenten. ”Knap din uniform op.” Hun begyndte langsom, knap for knap, at åbne sin sygeplejerskeuniform. Hun gjorde det tillige med et blondineudtryk, der både var troværdig og umådeligt uforskammet. Da hun langt om længe var færdig sagde betjenten. ”Træk så dine trusser ned.” Han lagde sin jakke på bordet imens, men fiskede dog lige håndjernene frem forinden. ”Åben så mine bukser,” meddelte betjenten, da Cecillie sad med åbenstående uniform og trusserne nede omkring anklerne. ”Åååh, jeg vidste du havde en stor pik. Jeg kunne se det på konturerne gennem dine bukser i går,” udbrød Cecillie jublende. Hun trak forhuden tilbage og lagde så hænderne om bag sin ryg. ”Dine hænder skal være omme foran,” dirigerede betjenten udtryksfuld med sygeplejersken. Da hænderne var på plads, lagde han håndjernene omkring hendes håndled. ”Kig så godt på min pik. Når du er færdig med at tilfredsstille den med din elegante sygeplejerskemund, skal den eneste ændring være, at dit mundvand er overalt, intet andet. Er det forstået, frk. Toft.” ”Ja, hr. betjent,” svarede Cecillie med et flabet ansigt, der var opstillet som en snotdum, men umådeligt udsvævende blondineudtryk. Hun var en lille dreven djævel til den slags blondinekomedie. ”Med tiden, så tror jeg måske nok, at jeg kan komme til at holde af alle dine blondinereplikker.” ”Det mangler da også bare, hr. betjent. Jeg gør mig skam stor umage,” svarede Cecillie med et uskyldigt attitude. ”Fint. Vis mig så, hvad din mund kan udrette.” Cecillie lukkede sin våde mund omkring betjentens pikhoved og lod tungen spille øvet omkring den. ”Nu har du jo dine hænder på et strategisk velplaceret sted, ifald du ellers føler trang til at lege med dig selv.” Det skulle han kun sige én gang, før Cecillie begyndte at pille ærgerrigt ved sig selv. Hun var vist tyvstartet i sine tanker, for der gik ikke ret længe, før hun stønnende mere end hun suttede pik. Til sidst blev det dog for meget for landbetjenten. Han tog derfor fat i Cecillies hår og trak hendes hoved bagud, så hun uforstyrret kunne lege færdig med sig selv. Han var ikke helt sikker på om hun overhovedet observerede manøvren, for hun var helt væk i sin higen efter en forløsning, og kom kort efter i en støjende orgasme. ”Undskyld, jeg blev vidst nok lidt ivrig,” fremstammede Cecillie, efter at hun en stund havde siddet med lukkede øjne og nydt efterdønninger af sin intense orgasme. ”Det lød eventyrlig, og det så ligeså eventyrlig ud. Hvad har dine tanker kredset om i dag?” ”Det her eller noget der lykkeligvis mindede meget om det,” svarede Cecillie forlegen og kyssede hans pik. Inden hun tog den i munden og begyndte at bearbejde den med lange våde suttebevægelser, som hun kvikt maksimerede hastigheden af. Landbetjentens udholdenhed var svækket efter gårdsdagens nedsmeltning, så han afleverede tjep sin ladning i sygeplejerskens villige mund. Mængden var dog så overvældende, at en stor del af det hvide væske løb ned af Cecillies hage. Hun sank så meget hun formåede, før hun suttede hans pik ren og slikkede sig om munden. Landbetjenten rakte høflig bagud og fangede et stykke køkkenrulle og tørrede resten af hendes ansigt. ”Tilhører jeg så dig nu?” spurgte Cecillie familiær. ”Kære frk. Toft, du tilhører vist ikke rigtig nogen. Med mindre du da pinedød har bestemt, at det er sådan det skal være. For resten er det vel også nærmere omvendt, vil jeg mene.” ”Hvad?” udbrød Cecillie spørgende og anstillede gudhjælpemig atter det der blondinehalløj, som enhver mand både elskede og hadede. ”I går lokkede du mig først, siden hen bestak du mig. Og i dag afpressede du mig så også lige. Så hvem styrer egentligt det her erotiske Cecillieshow?” ”Det gør… tja. For fanden da, ellers var du jo smuttet fra mig. Hvordan skal en mindre begavet blondine som stakkels lille mig ellers få dækket sit naturlige behov ind?” ”Drop det der blondinepladder. Selv om det både fascinerer og irriterer mig. Ved du for resten hvordan man får glimtet frem i en blondines øjne?” ”Yes pretty boy. Man lyser selvfølgelig med en lommelygte ind i hendes øre…” ”Det ville en ægte blondine aldrig have kunnet svaret på.” ”Jeg er skam en ægte blondine.” ”Sikkert, men så er du én af de få heldige, som har fået udleveret en hel hjerne ved fødslen. Så brug den dog.” ”Javel, hr. betjent.” Landbetjenten hjalp grinene og rystende på hovedet Cecillie op på benene. Knappede hendes kjole og fjernede håndjernene. ”Spark trusserne af.” ”Fordi jeg så mens vi spiser, er opmærksom på hvad der venter mig senere.” ”Netop.”

”Uuugh – skal den der hårde politistav så rulles frem igen til ære for mig,” hvinede Cecillie pjanket og fjollede tosset rundt på køkkengulvet.

Fortsættes HER