Han parkerede ved kantstenen foran Nørregade 15. Han observerede rutineret en ældre mørkegrøn Opel Corsa, som stod parkeret i carporten ved siden af parcelhuset. Da han havde passeret flisegangen op til hoveddøren, ringede han på flere gange. Men der kom ingen reaktion inde fra huset. Han var på nippet til at opgive, da det pludselig puslede bag døren og den derefter gik op.

"Nå er det dig, landbetjent. Kom indenfor. Vil du have kaffe?" Udbrød Cecillie Toft med døren lidt på klem, inden hun åbnede helt op, så landbetjenten kunne smutte med indenfor.

Husets beboer så træt ud, var vist lige væltet ud af sengen. Hendes hår var uglet og strittede i alle retninger. Det var kunstnerisk strøet på må og få, som en gang underskønt morgenbollehår næsten ellers kun kunne værre det. Det gav hende en fræk og erotisk ansigtsudtryk, som utilsigtet virkede tiltrækkende på landbetjenten

"Jo tak," svarede landbetjenten. Han kendte hende ikke, mindes heller ikke nogensinde at have mødt hende tilfældigt i lokalmiljøet, men alle på egnen vidste åbenbart hvem landbetjenten var.

Han fulgte efter hende nedad en lang gang. Hun havde kun et par små røde trusler og en hvid T-shirt på. T-shirten, som sikkert gav sig ud for at være hendes natdress, var ikke speciel lang og dækkede slet ikke hele hendes vrikkende og velformede bagdel. Den nederste del af hendes uartige røv var mere eller mindre blottet, da han stiltiende fulgte efter hende hen ad gangen. Landbetjenten forsøgte energisk på, at lade være med at kigge på den indbydende og gyngende trussebag, der vuggede fristende foran ham, men det mislykkedes total for ham. Det var næsten som om, at øjnene havde helt deres eget liv og slet ikke lyttede eller lystrede det mindste af hans ellers normale velopdragende hensigter.

Da de nåede ned i køkkenet, hældte Cecillie vand og bønner på kaffemaskinen. Hun strakte sig langsom fremover og rakte ud efter en kaffepose, som sad i en holder oppe på væggen, hvilket gav landbetjenten frit udsyn til hele den velskabte herlighed, de røde trusler ellers skulle værne om. Det gjorde trusserne selvfølgelig også spartansk, men konturerne åbnede sig alligevel helt op, og spredte Cecillie Tofts kvindelige bagperronsformer ud i hele sin pomp og pragt.

Han ignorerede det æstetiske syn, selv om det både distraherede og svækkede hans sædvanlige autoritet. Han manede sig heroisk op og huskede sig selv på, hvorfor han i grunden var kommet.

"Jeg kommer angående den manglende betaling af vægtafgiften på din Opel."

Cecillie drejede fluks omkring og kiggede forfærdet og intens hen på ham.

"Shit… så har jeg prioriteret girokortene helt forkert i denne her måned. Hvordan kunne jeg da overset så vigtig en betaling… Er du kommet for at klippe pladerne?"

Landbetjenten nikkede.

"Jeg er sygeplejerske og har hver dag en times kørsel, både til og fra mit arbejde. Jeg kan altså ikke så godt undvære bilen. Fuck, sådan noget forbandet lort." Der var ikke så meget landbetjenten kunne gøre. Hverken for sygeplejersken Cecillie Toft eller for det såkaldte lortescenario, som hun selv havde rodet sig håbløst ind i. Han passede jo bare sit arbejde som ordenshåndhæver.

"Min samlever flyttede for fjorten måneder siden. Efterfølgende har økonomien været lidt stram. Så jeg har sgu' ærligtalt spillet lidt hasard med girokortene og udtrukket nogle enkelte heldige vindere hver den første. Hidtil er det gået godt. Men den her gang, har jeg da vist rigtig kvajet mig," udbrød Cecillie ærgerlig. Inden hun fremtryllede et smørret grin, der symboliserede det komiske i hele optrinet. Hun låste velovervejet landbetjentens blik og gik langsomt tættere hen imod ham.

"Hvis nu du giver mig et par håndjern på og bærer mig ind i soveværelset osv. osv. Så går jeg til gengæld ned i banken i morgen og får dem til at æde det dødssyge girokort. Så kan du jo komme tilbage i morgen og se kvitteringen. Dine overordnede kan vel ikke se hvilken dag du har været her, kan de?" Lokkede Cecillie indsmigrende. Hendes charmerende ansigt havde indtaget en lettere gang rødmen under hendes appellerede salgstale. Hun var for alvor ved at indfange landbetjenten med sit bevidst og giftige bestikkelsesforsøg. Via gode og gammelkendte tricks, fra ikke mindre end verdens ældste erhverv.

Hun var nu nået helt hen til den tavse betjent. Hun stillede sig først lige foran ham, før hun elegant snurrede omkring, bøjede sig lidt fremover og samlede beslutsomt sine hænder på ryggen.

Betjenten skævede grebet af øjeblikket ned på de røde nærgående trusler, som kun var nogle få centimeter fra hans bjergtagne blik. Han kunne bare række ud og berøre dem så let som ingenting. Han tænkte på de erotiske tanker, der var poppet frem hos ham, da han havde observeret hendes indbydende og meget frække morgenbollehår. Men han tænkte også på Cecillies rødmende kinder, der tydeligt beviste, at hun trods alt havde noget der mindede om skam i livet. Landbetjenten tog en beslutning, der sagtens kunne betyde, at han endte sine arbejdsmæssige dage i sikkerhedsbranchen som nattevagt. Han fandt håndjernene frem fra side jakkelomme og smækkede dem omkring Cecillie håndled.

"Ups," gispede Cecillie sukkende.

"Hvor er soveværelset?" spurgte landbetjenten med en hæs rusten stemme.

"Anden dør på højre hånd," oplyste Cecillie ham samarbejdsvilligt om. Hendes stemme var på ingen måder hæs, men den shakede lidt i stemmelejet. En sirlig blanding af spænding, hjælpeløshed og usikkerhed havde besnæret den. Sammen med den uniform som landbetjenten var iført, dirigerede hele scenarioet varme og underskønne erotiske strømninger, der gik lukt lige ned i trusserne på hende.

Landbetjenten førte hende, via et bestemt tag i hendes overarm, ind i soveværelset. Her smed han dyner og puder fra dobbeltsengen ned på gulvet. Han satte sig ned på sengen og lagde Cecillie henover sine knæ.

"Har du tænkt dig at straffe mig i numsen? Jeg troede nærmere, du ville have kastet dig over mig som et vildt dyr," udbrød Cecillie forbløffet.

"Du har meget høje tanker om dig selv, Cecillie Toft. Bevares, du har en super lækker kvindekrop, der sikkert ville forblinde de fleste mænd. Men jeg nøjes med at give dig en god gammeldags røvfuld. Og det gør jeg fordi, du både har sjusket med dine betalinger og for dit blondineagtige forsøg på at bestikke en politimand. Ved du hvad strafferammen er for den slags løjer?"

"Øh – en klækkelig bøde," forsøgte Cecillie sig behjertet.

"Fængselsstraf såmænd," svarede landbetjenten og gav hende det først klap bagi. I begyndelsen lå Cecillie urolig og sprællede også en del, men efterhånden som landbetjentens bestemte hånd ramte hende igen og igen, fandt hun sig i ydmygelsen og de håndfaste smæk hun fik. Det var helt klart hendes første endefuld. Men lidt efter lidt, og efterhånden som varmen fra betjentens smækkehånd forplantede sig i resten af hendes krop, fremkom der en meget våd og afslørende plamageaftegning på de røde trusler.

"Det var jo i grunden ikke meningen, at det her skulle være en fornøjelse for dig," bemærkede landbetjenten med en neutral røst. Hvorimod det store lydløse smil der dæmrede på hans læber, var derimod langt fra neutral.

Cecillie Toft drejede sit hoved, så godt som hun nu kunne, og sendt ham et overophedet rødkindet blik, der ikke gav udtryk for noget præcist, udover forsikringen om, at hun var stanghamrende liderlig og for øvrig lige var til at spise.

"Men det fremgår jo tydeligt, at du bliver våd i dine små skændige røde trusler af at få foræret en gennemført endefuld," sagde landbetjenten så veltilfreds, inden han omsorgsfuldt løftede hende op og satte hende på sine knæ ude på yderkanten af sengen.

"Du ser nu heller ikke helt upåvirket ud," svarede Cecillie frækt og sendte sit blik ned mod den store bule, der var vokset frem i landbetjentens uniformsbukser.

Landbetjenten ignorerede bemærkningen. Lagde i stedet en hånd omkring Cecillies nakke, og lod langsomt sin ene hånd glide opad, indtil den var helt viklet ind i hendes hår. Så låste han hånden, så han havde et godt tag i hendes lyse lokker. Den anden hånd lagde han på Cecillies maveskind et kort magisk øjeblik, før han lod den spadserer ned i trusserne med sneglefart. Den bevægelse fik det at gyse i Cecillies krop, og hun gispede hørbar af velvære, da betjenten skilte hendes køn ad med et par opsatte og stedkendte fingre. De gled herefter op i hendes våde indre, mens en tredje finger påbegyndte sin vibrerende øvelser og masserede hendes klitoris med øvet kyndighed.

Cecillie krympede sig lettere sammen og stønnede højlydt, da fingrene nede i trusserne begyndte at få den rette indvirkning på hendes optændte krop.

"Kig på mig… Jeg vil se dit liderlige ansigtsudtryk, når orgasmen rammer dig med fuld power," sagde landbetjenten autoritær og trak hende via hendes hår op i oprejst stilling igen.

Hun glanede på ham med et erotisk frækt udtrykt, der småkrydret med et skummelt fornøjet pilskævt attitude, overhovedt ikke skjulte eller slørede hendes lidenskabelige tilstand. Hun stønnede gradvis højere og højere, inden hun til sidst knækkede helt sammen i et langtrukkent glædesudbrud, der storforløste hendes ophidsede kvindekrop. Hun fik lov til at slikke sine egne elskovssafter af landbetjentens fingre igen, inden han befriede hende for håndjernene.

Han bøjede sig derpå ned mod hende og gav hende et langt kys.

"Sørg for og have den kvittering på Corsa'en klar i morgen," bemærkede han så venligt og nåede et par skridt væk fra hende, inden han vendte sig om og gik tilbage. Hvor han gav en måbende Cecillie Toft endnu et vådt kys.

"Hvorfor fik jeg et ekstra?" spurgte hun ham komplet desorienteret og stærkt fortumlet om.

"Fordi du smagte himmelsk," svarede landbetjenten uforbeholdent og forlod så endeligt soveværelset.

"Går du bare?" kunne landbetjenten høre Cecillie Toft råbe højt efter sig, lige inden han smækkede yderdøren i efter sig.

Kære læser, er du interesseret i en fortsættelse af ovenstående historie, så skriv en hilsen i min gæstebog. Når du og 99 andre læsere har skrevet deri, påbegynder jeg en fortsættelse. Da ca. 3500 læsere trodsalt har indhaleret første del over de næstekommende uger, burde det antalsmæssigt ikke være den stor forhindring.
Men det er selvfølgelig helt og holdent op til dig selv.