Krakkets konsekvenser Del 7 - Klara skal læse Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER Det store krak i 2019 havde været en katastrofe. Det var en personlig katastrofe for mange, ja for de aller fleste. Og det blev en katastrofe for samfundet - og for verdenssamfundet. Arbejdsløshedstallene nåede højder, man ikke havde kendt siden 30'erne i sidste århundrede. Og det var som om det ene problem trak det andet med sig. Arbejdsløshed gav fattigdom, gav dårligt helbred, bevirkede korruption, medførte tårnhøj kriminalitet. En kriminalitet, som samfundet valgte at bekæmpe med høje straffe. Høje straffe gav mange fanger og fyldte fængsler og høje udgifter.

Udgifter, som samfundet på grund af dårlige skatteindtægter ikke havde råd til. Og stillet over for udsigten til en snarlig statsbankerot, måtte de vise mænd på tinge gå drastisk til værks. Meget drastisk. Den nye lov om kriminalforsorgen skulle faktisk i det væsentlige afvikle fængselsvæsenet. Kort sagt gik den ud på, at uberygtede borgere kunne få en lille sum penge for at tage ansvaret for en dømt forbryder. Summen kunne lige dække mad og drikke, men til gengæld fik borgeren nærmest hånd- og halsret over den kriminelle. Og såfremt den kriminelle ikke havde begået ny kriminalitet 2 år efter dommens udløb, ville en ganske klækkelig sum komme til udbetaling. Men alt i alt var dette langt billigere pr.

fange end fængsel, som så primært skulle bruges til forhærdede forbrydere uden for pædagogisk rækkevidde. Ministeren havde været i nyhederne med ord om, at "overlade til det private initiativ, hvad det er bedst til" og kaldt "lov om forvaring og forbedring", som den vitterligt hed, for grundlaget for en moderne kriminalforsorg. Resumé: Klara er opsætsig og bliver straffet af Allan for det, men det er ligesom gledet lidt af sporet for dem - lad os se hvad der videre sker... Gudskelov var det hele landet igen på en fornuftig måde. Klara var igen en glad, villig og nogle gange også lidt næbbet pige. Ikke alt var dog ved det gamle.

Klara havde stadig ofte, når Allan var hjemme, plug i sig. Men han havde forbarmet sig og byttet den til en tyndere model, og det var ikke noget problem. Måske tværtimod. "Det hjælper mig til at huske, at jeg er din, på en meget rarere måde end den tykke," havde hun bemærket. Hans, ja. Det var heller ikke helt ved det gamle. De kyssede, holdt i hånd, gav små kærtegn, som ikke nødvendigvis havde med sex at gøre. Og det var, når det kom til stykket, rigtig dejligt. Da Allan kom hjem fra arbejde en søvnig forårsdag, knælede Klara i gangen, som ventet. Uopfordret gik hun i gang med at åbne hans bukser, da han var kommet indenfor.

Blidt stoppede han hende. "Ind i soveværelset! Nu har jeg hele dagen tænkt på din varme, våde, villige fisse," nærmest hviskede han. "Det vil jeg slet ikke protestere imod," svarede Klara med et koket smil. "Ikke et ondt ord om din pik, men hvis du spørger mig, er den sjovere i fissen end i munden." Hun kastede sig baglæns i sengen. "Kom så min tyr," opfordrede hun med et stort smil. Allan skulle jo lige have tøjet af, før han kunne skænke Klara sin opmærksomhed. Og spørgsmålet var egentlig, om han skænkede hende sin opmærksomhed - eller bare sin egen trang. Der gik i hvert tilfælde ikke længe, før han med et undertrykt grynt tømte sig i hende.

Det var jo både dejligt, men samtidig var han ikke selv tilfreds med sin egen udholdenhed. "Ja, det er jo ikke sådan, når man har nået din alder," kommenterede Klara, som fortsat var i det flabede hjørne. "Jeg ender med at være forsømt og måtte klare mig selv," tilføjede hun. Nogle gange, nej, ofte, var det både sjovt og befriende, at Klaras mundtøj kunne være flabet, spydigt og sjovt. Men det kammede nogle gange over, det blev usjovt, før Klara kunne stoppe sig. Og så fik hun ofte en vred vrissen som svar - og var fuldstændig overrasket. Det var hun også nu. "Undskyld," mumlede hun.

Men Allan var ikke helt sikker på, om hun egentlig helt havde styr over, hvorfor. Heldigvis nægtede Klara at lade sig gå på af den slags ret længe. Og med Allans nikkende accept var hendes mund gået i gang med hans lem. Hun var virkelig blevet dreven til det. "Så god som ny," sagde hun, da hun var tilfreds med resultatet, men sendte i næste øjeblik Allan et ængsteligt blik; var hun gået over stregen igen? "Det er ok," svarede Allan til hendes lettelse. "Er det så ok?" spurgte hun, satte sig overskrævs og placerede hans pikhoved lige ved sine skamlæber. Det var ok.

Og Allans pik blev nu udsat for et heftigt ridt og udviste nu en helt anden udholdenhed, før han igen tømte sig i hende, denne gang betydeligt mindre eksplosivt, lige efter hun med et af sine dybe orgasmeskrig var "faldet sammen" på ham. "Skønt," sagde hun, og rettede smilende på en tot af Allans hår. Det blev en aften, hvor de spiste overraskende sent. Og gik i seng igen. Klara fandt sig i, at det var hendes stramme hul, der stod for skud; men da Allan ikke havde travlt - og så tilmed beordrede hende til at onanere imens, var Klaras lykke også gjort.

"Det er så frækt at skulle onanere, mens man bliver taget i røven, et eller andet sted mod sin vilje," ræsonnerede Klara, da de havde fundet sig selv igen. "Et eller andet sted?" bad Allan om at få forklaret. Klara smilede, mens hun prøvede at forklare: "Et eller andet sted er jeg jo med på, når du, et eller andet sted mod min vilje, tager mig - et eller andet sted." Allan rejste sig op på albuerne og så på hende: "Er det, du siger, ikke, at du nyder at skulle, for så kan du rigtig nyde, selv at blive taget i røven?" "Helt så enkelt er det nok ikke, men grundlæggende jo," medgav hun.

"Men med til det hører måske nok, at du er i et lune, hvor jeg kan nyde dig." Allan vidste godt, hvad hun mente. Han havde faktisk heller ikke nydt de dage, hvor han havde været vred på hende og nærmest taget hende i røven som straf. Der blev en lang stilhed, hvor hun puttede sig ind til ham. "Jeg har en lang dag i morgen," sagde han pludselig. "Øv," udbrød hun, "dine lange dage er så kedelige." Allan vidste ikke rigtig, om det var surmuleri eller en kompliment. Han tænkte lidt. Han kunne dårligt sætte hende til mere i husholdningen, for den klarede hun til hans fulde tilfredshed. "Nej, Jeg gider ikke se mere tv,"

sagde hun, som om hun havde gættet hans tanker. Og så spekulerede han over, hvad hun egentlig fik tiden til at gå med. Måske var tiden inde til et nyt stykke frihed. Hun havde vist ærligt fortjent det. "Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han. "Åh, hvad kunne jeg ikke tænke mig?" spurgte hun sig selv. "Noget sport? Jeg trænger til at bevæge mig." Hun tænkte lidt videre. "Måske lidt internet? Eller hvad med den mobiltelefon, som du har snakket om for snart lang tid siden?" Den havde han glemt. Pokkers. "Det skal jeg lige tænke over, Klara," svarede han. Han kunne mærke, at hun slappede af. Åbenbart følte hun, at det nu var i gode hænder.

Han følte sig beæret. "Men du skal gå på internettet i morgen på computeren," sagde han. "Internettet?" spurgte hun vantro, som om den mulighed havde ligget udenfor hendes horisont. "Der er noget bestemt, du skal," oplyste han. Hun lagde hovedet ned igen. "På en side, som hedder '' skal du klikke dig frem til en forfatter, som hedder Katrine Benthagen." Nu var det Klara, der kom op på albuerne. "Katrine Benthagen," sagde hun spørgende og ligesom tyggede på ordene, "er det ikke Støvlet-Katrine? Hvem var det nu... Frederik den sjettes 'sengekammerat'?" Nogle gange blev Allan overrasket over, hvad pigebarnet vidste. "Christian den syvende, men ellers ja," oplyste han, men på internettet oplyser man jo ikke altid sit rigtige navn." "Nej.

Det gør man nok ikke. Det er bare længe siden, jeg var der," sukkede hun. "Du finder altså Katrine Benthagen, du læser historierne 'Solgt' og 'At betale prisen'. "Det skriver du lige ned, så jeg kan huske det i morgen, ikke?" spurgte hun forsigtigt. Det skulle han nok. Samtidig gjorde han opmærksom på, at hun ikke skulle andet på Internettet. "Jeg kan jo bare slette historikken. Dummere er jeg ikke," oplyste hun, flabet som ofte. Allan vendte sig, så han så på hende: "Hvis du vil udfordre mig, gerne, men er du helt sikker på, at du vil provokere mig til at overvåge dig?" spurgte han.

Hun rystede på hovedet og bemærkede, at en kvik bemærkning nu igen havde givet bagslag. Heldigvis plejede Allan ikke at bære nag. Og med den forvisning faldt hun trygt i søvn - i Allans seng. Endda uden at have spurgt om lov - og uden at have stillet vækkeuret. Det var rent held, at hun vågnede i tide næste morgen, så hun havde det hele klar til rette tid. Hun åndede lettet op, da Allan var ud af døren; hun havde nået det hele, og han havde ikke sagt noget. Hun gik på badeværelset for at tage pluggen ud. Så ordnede hun køkkenet, gjorde badeværelset rent og ryddede lidt op.

Sært, at man kunne vænne sig til at gøre den slags nøgen, tænkte hun, før hun lavede sig en dampende kop te og satte sig ved computeren. Her lå en seddel fra Allan, som igen forklarede, hvad hun skulle. "Kys. Allan," stod der, men så fortsatte det: "PS. Når du nu har sovet så godt i min seng uden at få lov, kan du også godt klare at læse historierne med den store plug i." Så var verden altså heller ikke mere rosenrød, konstaterede hun. At Allan ikke havde sagt noget betød altså ikke, at der ikke skete noget. Hun følte sig lidt naiv og blondinedum, da hun rejste sig for at hente pluggen.

Hun smurte den omhyggelig og smurte sig selv omhyggeligt. Alligevel blev den langsomme indtrængen ikke bare sexet og pirrende, men samtidig ubehagelig. Hvordan lyst og ubehag sådan kunne følges ad, forstod Klara ikke. Men tiden hos Allan havde vist, at det sagtens kunne lade sig gøre. Forsigtigt satte hun sig foran computeren og tændte. Sådan en havde hun ikke siddet ved længe. Hun måtte konstatere, og blev faktisk lidt rørt over, at Allan åbenbart stolede på hende. Hun blev ikke bedt om et eneste password, heller ikke til internettet. Hun fandt hurtigt "Katrine Benthagen" og blev overrasket over, at det ikke var to historier, men mange.

Hun havde ikke læst meget, før det gik op for hende, at historien spillede omkring borgerkrigen i Jugoslavien, og rammerne blev hurtigt fyldt med billeder, hun kendte fra barndommens ferier i Kroatien. Og hun læste om kvinden, som bliver fanget og ender som sexslave hos en officer, og bliver tvunget til ting, hun ikke vil. Og dog reagerer hendes krop anderledes. Og hun må mere og mere indse, at hun vil alligevel. Hun vil så meget, at hun efter borgerkrigen opsøger ham igen og ... Klara opdagede først selv, hvad der skete, da hun hørte sig selv skrige, og det blev vådt på skrivebordsstolen. "Shit,"

var hendes første tanke, da hun havde tvunget sin hjerne til at lystre, "det her bliver Allan ikke glad for!" En uvant frygt ramte hende. Normalt plejede hun jo at adlyde Allan. Men hvordan ville han mon reagere nu? Hvordan kunne hun vise sin anger? Og skulle hun? Klara bestemte sig for, at beholde den store plug i. Det var, mente hun, nok et "symbol", som Allan godt kunne forstå. Hun sad lidt tvivlrådigt foran pc'en. Hende "Katrine Benthagen" havde jo skrevet mange andre historier. Med et suk trykkede hun på det lille kryds i hjørnet. Hun måtte hellere stoppe. Allan havde været temmelig tydelig omkring det. Og Klara ville ikke gøre mere galt i dag.

Klara lå med røven i vejret i entreen og ventede, da Allan kom hjem. Hun havde lagt et af hans bælter hen over enden. Med hænderne holdt hun sine balder adskilt. Den store plug må være temmelig synlig, når jeg ligger sådan, tænkte hun. Hun tænkte også, at hun håbede, at Allan ikke blev forsinket. "Jaså. Er det med den på? Ud med sproget! Hvad har du gjort?" spurgte han, ikke så snart han var kommet ind. Det irriterede Klara, at hun kunne høre morskab i hans stemme. Tøvende begyndte hun: "Jeg... Jeg kom til at røre ved mig selv, da jeg læste de historier, du sagde." "Rørte ved dig selv? Pillede du næse?"

spurgte Allan og nød i et øjebliks ondskab Klaras blufærdighed. "Jeg... jeg onanerede," uddybede Klara. "Var det lækkert?" ville Allan vide. "Mmm," bekræftede Klara. "Kom du?" "Ja, undskyld," mumlede hun. "Og jeg ser, at du har taget straffen i egen hånd... Eller egen røv," konstaterede han. Og mens Klara følte sig lille og dum, fortsatte han: "Og du synes, at jeg skal give dig en tur med bæltet?" "Det... det er bare et forslag," sagde hun stille. "Kom hellere med ind i stuen. Straffen tager vi senere," sagde han. Og mens hun bandede indvendigt over at måtte vente, fulgte hun ham ind. Han klappede på sofaen ved siden af sig, og Klara satte sig. "Hvad synes du om historien?"

spurgte han. Klara smilede. "Lidt er det jo historien om mig, om kvinden, der mod sin vilje bliver sexslave hos den der officer - og, som må indse, at det slet ikke er mod hendes vilje." Allan nikkede tilfreds. "Men du er ikke så hård som ham i historien," fortsatte hun. "Men... men jeg er stødt på noget... Må jeg godt tænde computeren og læse et stykke for dig?" Allan havde ingen indvendinger. Klara startede computeren og var et øjeblik dybt koncentreret om at finde det rigtige sted i den rigtige historie. "Her," udbrød hun.

Så begyndte hun at læse: "Han sagde: ' Kom her.' Hun gik hen til ham og han trak hende ned, så hun sad på hans skød, med hans arme omkring sig. Hun kunne mærke, hvordan en kriblende varme begyndte at sprede sig i hendes krop i forventningen om, hvad der skulle ske. Han åbnede en skuffe i skrivebordet og tog et stykke flettet læder frem. Det var langt og smalt kun lidt bredere end et kraftigt snørebånd. Han flyttede hendes hånd og bandt det om hendes hals. 'Så længe det sidder om din hals, er det mig der bestemmer. Protester og dårlig opførsel vil blive straffet.

Det er udelukkende mig, der bestemmer, hvornår du skal have det på, og hvornår det skal af igen. Forstår du det?' Hun rødmede og nikkede. 'Rejs dig op og tag dit tøj af.' Hun adlød med hænder, der rystede af begær. Hvordan kunne en så enkel ordre tænde hende så meget? Hurtigt stod hun nøgen foran ham og han betragtede hende smilende. 'Stå pænt!' Hun gøs, lige den ordre tvivlede hun på, at hun nogensinde ville komme til at nyde, men hun foldede hænderne bag sin nakke og spredte benene." Der gik et øjeblik, før Allan fattede, at Klara nok ikke ville læse mere. "Du prøver at fortælle noget?" "Kan du ikke se det?

Det her kan måske løse vores problem?" sagde hun. "Vores problem?" Allan var desorienteret. "Hvilket problem? "Er det kun mig, der har et problem?" spurgte hun og fortsatte: "Nogle gange har jeg på fornemmelsen, at du ligefrem sætter pris på, når jeg er rap i mundtøjet og ligefrem lidt flabet..." prøvede hun at forklare. Allan bed det "lidt?" der lå på tungen i sig, og lod hende forklare. "Sådan mere kæresteagtig," fortsatte hun, "men nogle gange gør det samme dig sur og du giver mig et fur, og åbenbart vil du dér bare have en lydig..." Klara tænkte sig om og ledte efter det rigtige ord... "tøs. Og jeg kan ofte ikke se på dig, hvilken af delene du forventer."

Allan havde ikke selv bemærket problemet, men det var nu ikke rart at tænke på, at han uden at bemærke det havde været urimelig overfor tøsen. "Men du skal jo altid være lydig," bemærkede han. "Det... det kan man vel være på flere måder," filosoferede hun. Han tænkte lidt. "Jeg kan godt lide dit forslag. Vi må så hellere købe lidt ind, også til din straf senere. Men først skal du stå pænt." Der gik et frydefuldt, rædselsfuldt sug igennem hende. HVORDAN var det nu i historien? Hænderne foldet bag nakken og spredte ben? Sådan stillede hun sig. Han gik bag ved hende. "Det er du jo god til." Klara hørte hans stemme helt tæt ved sit øre.

Så mærkede hun, hvordan hans finger tegnede en streg ned langs hendes rygrad. Han stoppede ved balderne. "Buk dig!" befalede han stille. Forsigtigt bøjede hun sig forover. Allan trådte frem for hende. "Du er lækker at se på sådan," bemærkede han, og det afspejlede hans pik, som han fiskede frem også. Stor, stiv og lækker, tænkte Klara, som lydigt tog den i munden. Med ordene "Det må være vådt nok" trak Allan den ud igen. "Saml og stræk benene! Hænderne om anklerne!" Allan behøvede ikke tale højt for at kommandere. Klara var ikke overrasket, da han gik om bag hende og trak pluggen ud.

Alligevel gibbede det i hende, da han uventet blidt begyndte at presse sin pik ind i hendes lille hul, som på grund af pluggen ikke var så lille endda. Langsom trængte han i bund. Og med langsomme bevægelser begyndte han at kneppe hendes lille hul. Sære impulser strømmede igennem Klaras underliv. Og mens hun stod og stønnede, gik det op for Klara, at hun faktisk stod og nød det. Især, da Allan blidt begyndte at nulre hendes følsomme klit. Og da Allan ikke helt overraskende stoppede, da han havde tømt sig, var der noget i hende, som råbte efter mere. Hold kæft, hvor er det lækkert, at jeg kan nyde analsex, tænkte hun. "Det var da dejligt at høre,"

sagde Allan, og det gik op for hende, at hun måtte have tænkt højt. "Bliv sådan. Det ser godt ud!" sagde han. Så gik han, men kom tilbage kort tid efter. "Kom bare herhen," bad han hende. Hun rejste sig og gik hen til Allan, der stod ved spisebordet. Han rakte hende hendes røde top, som hun ordløst tog på. "Og nu til straffen," sagde han stille. Hun nikkede og lod det ske, da Allan begyndte at nulre hendes brystvorter igennem stoffet. Men hun blev lidt betænkelig, da han klippede et lillebitte hul, akkurat stort nok til hendes små brystvorter, og trak dem ud. "Den var jeg ellers glad for. Jeg har jo altså ikke ret meget tøj," bemærkede hun.

Og Allan bed tilfredst mærke i, at hendes bekymring gjaldt tøjet, og ikke, hvad der skulle ske. Men da han så Klaras sørgmodige blik, gav det ham alligevel dårlig samvittighed. Nej, han havde ikke købt hende ret meget tøj. Og han havde måske af ren ubetænksomhed ødelagt hendes yndlingsting. Det var jo ikke dét han ville. "Du skal nok få en ny," svarede han stille, mens han satte en hårnål i hver brystvorte. "Så gemmer de sig ikke," konstaterede han. Klara nikkede og sukkede. Hun vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle synes om den ny fornemmelse i brysterne. Det klemte jo ikke hårdt, men mærkbart. Det var nu mere shoppingturen, som optog hendes tanker.

"Lige nu føler jeg mig ikke specielt tryg," bemærkede hun. "Og din fisse?" stillede Allan som modspørgsmål. Klara fortrak ansigtet i et skævt smil og nikkede. Hun følte sig pinlig berørt, nøgen, gennemskuet. Hun tog den korte cowboynederdel, som Allan rakte hende, på. ”Du skal også tage jakke og sko på," oplyste Allan med et smil. Klara modtog beskeden med lettelse. Lidt efter sad hun, påklædt som ønsket, i bilen og kørte uvisse oplevelser i møde. "Ikke lukke!" kommanderede Allan skarpt, da hun pillede ved jakkens lynlås. Lydigt sænkede hun hænderne. Det var blevet en trist oplevelse at gå i shoppingcentret. Mange butikker var lukkede, deres vinduer klistret til med reklamefolier.

Men trods alt var det rarere end byen, hvor der også var mange lukkede butikker. Men dér havde grafittimalere frit slag, og dét pyntede ikke. Men der var stadig en juvelerbutik i centeret, og dér tog Allan hende med hen. Mens de ventede på, at det blev deres tur, kiggede Klara på forlovelsesringe. "Hvad drømmer du om?" spurgte Allan drillende. Klara kunne mærke, hun rødmede - og det passede hende ikke. "Har I ankelkæder?" hørte hun så Allans stemme. Allan var ved at blive ekspederet af en gammel, vindtør mand, som måtte være juveleren selv. Det havde de, og Allan fandt en, hun skulle prøve.

Til Allans moro klemte hun benene helt vildt sammen, da gamlingen bøjede sig ned for at give hende den på. Kæden sad, og med et støn rejste han sig op igen. "Er vi enige om, hvad det betyder?" spurgte Allan udenfor. Smilende svarede Klara: "Det betyder, at du har købt mig et smy... Åh nej, det betyder, at du lige nu ikke vil have næsvise Klara, men ja-og-tak-Klara... Puh. Det var vist i sidste øjeblik. Undskyld." Usikkert kiggede hun på Allan, som nikkede smilende. "Godt," sagde han, og rakte hende en pengeseddel. "Nu går du ind i sexbutikken. Der køber du en massagestav, en stor en til lysnettet, og en mindre vibrator. Husk at spørge, om der er batterier med!"

Klara sank. Forsigtigt spurgte hun: "Alene?" Allan nikkede. "Hvis der er penge tilovers, så må du jo se, om du kan finde noget, som du tror, jeg gerne vil bruge på dig. Er opgaven forstået?" "Det er godt nok svært at afstå fra kommentarer lige nu," bemærkede hun, tilsyneladende med en vis morskab, "men ja, det er forstået." Det passede ikke rigtigt sammen, da hun på samme tid smilende og slukøret gik ind i forretningen, men det afspejlede nok godt, hvordan hun havde det indeni. Men hun havde udført opgaven, da hun rødmende kom ud til Allan. "Det er næsten en skam, at du har fået en pose," sagde Allan grinende. "Årh ja,"

svarede hun, mens hun forestillede sig at gå rundt i centeret med en massagestav i en klar plastikforpakning. Hendes tankerække blev afbrudt af Allan: "Det er da heldigt, at det kun er denne forretning i centeret, som har så diskrete sorte poser." Klara rødmede igen. Det havde hun ikke skænket en tanke. "Hvad har du mere købt?" ville Allan så vide. Klara holdt posen hen foran ham og åbnede den, mens hun inderligt håbede, at Allan ville nøjes med at kigge og ikke ville begynde at tage tingene ud. "Bondage tape," sagde han, da han kiggede. "Meget belejligt. Ellers skulle vi have købt vitawrap."

Hvad vitawrap skulle være brugt til, og at dét kunne bruges sådan, tog Klara lidt tid at regne ud. Men nu havde hun da lidt pejling, hvad retning straffen ville gå. Og så alligevel ikke. Hun var spændt, da de kørte hjem. På en måde var hun også spændt, da hun senere lå på gulvet på tæppet foran Allans lænestol, og ikke kunne så meget andet. Da de kom hjem, havde Allan beordret tøjet af hende. Så havde han bandet og svovlet, men til sidst alligevel fået massagestaven ud af pakken - og vibratoren. Han havde sat massagestaven fast til hendes lår med vitawrap, selvfølgelig placeret på en måde, så spidsen kunne røre Klaras klit.

Vibratoren havde han placeret ovenpå pluggen og fæstnet med gaffa. Så havde han bundet hendes lår sammen, bundet hendes hænder på ryggen, lagt hende på maven og bundet ankler og håndled sammen. Så havde han tændt for det hele. Og mens Klara prøvede at abstrahere fra, at alting snurrede i hende, havde han forklaret: "Når du har onaneret og fået orgasmer uden lov, skal du nu vise mig, at du har forstået konceptet, at JEG bestemmer," så havde han stille sat sig i stolen. "Må jeg ikke nok?" Klaras stemme knækkede over af desperation. Nu var det fjerde gang, hun spurgte, og formuleringerne var blevet kortere og mindre formfuldendt.

Allan tog en tår af sin kaffe og kiggede vurderende på hende: "Nu må du." Og Klara gav los. Hendes muskler spændtes, så hun et øjeblik efter kunne skrige sin tiltrængte forløsning ud. Hun var så følsom, da hun efter et øjebliks afslappethed indså, at Allan ikke gjorde anstalter til at slukke apparaterne. "Vil du ikke nok slukke?" bad hun. "Én svale gør ingen sommer," sagde Allan belærende, "Nu vil jeg se, om du virkelig har forstået det." Så det snurrede muntert i hendes følsomme underliv, og hun hadede det, og hun kunne lide det. Og snart klynkede hun igen, og det var ikke af (ren) lidelse.

Kunne man bare sådan få flere orgasmer i træk, spekulerede Klara, mod sin vilje? Og var det virkelig mod hendes vilje? Hun havde svært ved at rumme tankerne i sit hoved, som igen blev mere og mere fyldt af fornemmelserne i hendes køn og røv. Det... kunne... ikke... passe, nåede hun at tænke. Magtesløs, som hun var, lå hun her og stønnede, klynkede og hvinede. Og det var ikke sådan, at hun fik orgasme. Nærmest tværtimod. Den kom og spiste hende. Og lige før det skete, huskede hendes hjerne i en sidste kraftanstrengelse, hvad hun lå her for. "Må jeg?" råbte hun. Mere magtede hun ikke. "Værsgo," sagde Allan, som om det ikke var noget.

Og Klaras frygt, eller skal vi sige forventninger, blev ikke "skuffet". Allan slukkede ikke for massagestaven, der snurrede muntert videre. Han fjernede dog vibratoren fra pluggen. På sin vis en lettelse. Men i stedet stod han pludselig med en buksebøjle. De to klemmer satte han fast i Klaras følsomme brystvorter - og vibratoren tapede han til bøjlen. Det snurrede i hendes bryster. Og hver gang, hun bevægede sig den smule hun kunne, trak det i dem. Det gjorde ondt. Det var så vildt. Og Allans øjne hvilede på hende og nød synet. En hjælpeløs pige, der er desperat ved udsigten til endnu en orgasme. Og liderlig. Og opslugt af sin egen rædsel og nydelse. "Shit... Jeg kommer!" udbrød hun pludselig.

"Klara!" sagde Allan skarpt. "Må..." nåede Klara at sige. "Du må," afbryder Allan smilende. Det var en meget, meget taknemmelig Klara, som i det omfang, hun kunne lagde sig sådan, at Allan nemt kunne fjerne alt, som snurrede og klemte og bandt. "Har du så lært noget?" spurgte han med et smil. Klara nikkede træt og tilfreds. "Og hvad har du så lært?" forlangte Allan at vide. Klara var på nippet til at svare, at hvis man onanerede uden lov, fik man orgasme, men så kom hun i tanker om ankelkæden. Hun måtte hellere lade være med at være morsom. "At jeg ikke skal onanere eller få orgasme uden lov. Ellers kan det blive hårdt," valgte Klara at svare.

"Det var godt," konstaterede Allan. "Men dét svar var ikke din første indskydelse, vel?" Allans smil var blevet større. Han kunne læse hende. Klara nikkede smilende. Hun besvarede hans spørgende blik med at forklare, hvad hun havde været ved at svare. "Godt du ikke sagde det," udbrød en grinende Allan. Så bøjede han sig ned og tog ankelkæden af hende. "Nu skal du tage dig kærligt af min pik," forlangte han. Det havde hun faktisk lyst til, lyst til også at give ham en oplevelse. Hun kom på knæ, fiskede den frem, tog den i munden. Og han måtte konstatere, at hun vist snart kendte ham godt.

For bedst som han troede, at han ville komme hurtigt efter at have set hende få orgasme på orgasme, kunne hun drillende, pirrende, æggende, lækkert og en lille smule ondskabsfuld trække pinen ud. Da han endelig, med et brøl, eksploderede i hendes mund, følte han, at han fortjente det. "Tak," sagde han, da han havde fundet sig lidt. "Også fordi du er!" tilføjede han. Klara blev helt varm. "Jeg har noget til dig," fortsatte han. Og et øjeblik efter knælede en fuldstændig mundlam Klara med en lille æske. Der var et billede af et afgnavet æble på. Dette havde hun end ikke turdet drømme om. "Men..." sagde hun. Og så igen: "Men...".

Så sad hun tavs længe; indtil Allan med en blid pegefinger trak hende op at stå. Han bøjede sig mod hende; hans læber rørte hendes. Grådigt gengældte hun kysset. Fortsættes HER