Krakkets konsekvenser Del 6 - Klaras tillidsbrud Har du ikke læst øvrige afsnit, kan du gøre det HER Det store krak i 2019 havde været en katastrofe. Det var en personlig katastrofe for mange, ja for de aller fleste. Og det blev en katastrofe for samfundet - og for verdenssamfundet. Arbejdsløshedstallene nåede højder, man ikke havde kendt siden 30'erne i sidste århundrede. Og det var som om det ene problem trak det andet med sig. Arbejdsløshed gav fattigdom, gav dårligt helbred, bevirkede korruption, medførte tårnhøj kriminalitet. En kriminalitet, som samfundet valgte at bekæmpe med høje straffe. Høje straffe gav mange fanger og fyldte fængsler og høje udgifter. Udgifter, som samfundet på grund af dårlige skatteindtægter ikke havde råd til.

Og stillet over for udsigten til en snarlig statsbankerot, måtte de vise mænd på tinge gå drastisk til værks. Meget drastisk. Den nye lov om kriminalforsorgen skulle faktisk i det væsentlige afvikle fængselsvæsenet. Kort sagt gik den ud på, at uberygtede borgere kunne få en lille sum penge for at tage ansvaret for en dømt forbryder. Summen kunne lige dække mad og drikke, men til gengæld fik borgeren nærmest hånd- og halsret over den kriminelle. Og såfremt den kriminelle ikke havde begået ny kriminalitet 2 år efter dommens udløb, ville en ganske klækkelig sum komme til udbetaling. Men alt i alt var dette langt billigere pr.

fange end fængsel, som så primært skulle bruges til forhærdede forbrydere uden for pædagogisk rækkevidde. Ministeren havde været i nyhederne med ord om, at "overlade til det private initiativ, hvad det er bedst til" og kaldt "lov om forvaring og forbedring", som den vitterligt hed, for grundlaget for en moderne kriminalforsorg. Resumé Vi er i Danmark efter krakket i 2019. Allan har hentet en straffefange i fængslet, Klara, som skal være hans et og alt slave. Men Klara har været så meget igennem i fængslet, herunder seksuelt misbrug, så tingene bliver ikke helt som Allan har tænkt sig… Det var en stille aften.

Det var lidt køligt, også i Allans stue, så Klara havde en lækker blød trøje på - og ragsokker. Hun var blevet vant til at være mere eller mindre afklædt "hjemme". Og hun havde flere gange grebet sig i at tænke ordet "hjemme" uden anførselstegn. Selv om det ikke var hendes valg; selv om hun var et objekt for Allans lyster. Men hun følte sig også værdsat og tryg. Ikke mindst satte hun faktisk pris på Allan, som ganske stilfærdigt samtidig kunne udfylde rollen som far, elsker og herre og hvis sexlyster i den grad var kompatible med hendes egne, at man skulle tro, det var løgn. Lige nu sad han og ordnede regnskab med laptoppen på spisebordet.

Han var en hårdtarbejdende mand. Og Klara havde ofte ikke lyst til at belemre ham med sine problemer, som forekom hende ret små. "Jeg synes, at du ret tit står henne ved bogreolen." Han kiggede op fra laptoppen. "Men jeg ser dig aldrig med en bog." Så studsede han: "Du behøver altså ikke få lov for at læse en bog," tilføjede han. "Det... det er ikke det. Det er bare så anstrengende," svarede Klara stille. "Det kommer bag på mig, at du har læsevanskeligheder," udbrød han. "Det har jeg heller ikke. Det er øjnene," forklarede hun. "Sig mig, mangler du briller?" Allan rejste sig. Han så lidt vred ud. "De... blev ødelagt i fængslet," oplyste Klara.

Hun havde ikke nogen god fornemmelse lige nu. "Og hvor mange gange har jeg sagt til dig, at du skulle sige til, hvis du manglede noget eller havde brug for noget?" ville han vide. "Mange, men..." indvendte Klara. "Ikke noget 'men'! Gå ind på dit værelse!" afbrød Allan hende. Klara indså, at det ikke nyttede at protestere, og fortrak stille på sit værelse. Mens Allan spekulerede på, hvorfor det ikke tidligere havde slået ham, at Klara altid stod med næsen nede i kogebogen, når hun brugte sådan en i køkkenet, sad Klara på sengen og ventede og blev mere og mere betænkelig, som tiden gik.

Da Allan omsider kom, spredte hun uopfordret benene, men det tog Allan tilsyneladende ikke notits af. "Tillid og åbenhed er en væsentlig forudsætning for det her arrangement," nærmest forkyndte han. Han lød skuffet. "Og hvis den ikke er større, end at du ikke fortæller, når du har brug for noget, så kan det være fuldstændig lige meget. Så er vi der, hvor du er en pige fra fængslet, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil. Men det er altså den leg, du vil lege. Så bliver det sådan."

Han måtte have en pause til at sunde sig, før han fortsatte: "Herefter er du er på dit værelse, undtagen når du gør dine udtrykkelige pligter eller du i øvrigt får lov til at komme ud. Du kan glemme alt om at telefonere med mor og den slags privilegier." Med disse ord vendte han om og lukkede døren efter sig. Han havde ikke engang hørt på hende. Med ét følte Klara sig meget lille og hjælpeløs. Det var blevet sent, før Allan dukkede op igen. Klara sad stadig på sengen. Han trådte foran hende og fiskede sin pik frem. "Gab op" kommanderede han. Så puttede han pikken ind i hendes mund; men Klara fik ikke lov til at slikke ham.

I stedet begyndte han bare at kneppe hendes mund. Han stødte dybere end Klara brød sig om, men Allans hånd om hendes hestehale hindrede Klara i at undvige. Uden et ord tømte han sig i hende. Da han havde ordnet sit tøj, vendte han om med et "Godnat!" "Allan, må jeg ikke nok gå på badeværelset?" nåede Klara at spørge, inden han var ude af rummet. Han standsede op, kiggede strengt på hende, og sagde: "Du har 5 minutter." Hun var i seng, inden Allan kom tilbage. Da han kom, slog hun dynen til side og spredte benene. For hun var begyndt at indse, at der skulle noget til for at gøre ham glad igen. Men han lukkede bare døren.

Den aften græd Klara, før hun sov; det havde hun ikke gjort siden fængslet. Da hun næste morgen havde vækket ham og lavet hans morgenmad, sendte han hende på værelset igen. Han kom tilbage kort efter. Klara var lidt chokeret, da han gik derfra igen, og hun spekulerede på, hvor han havde udstyret fra. Men pludselig sad Klara tilbage med en lædermanchet om anklen. Med en hængelås var manchetten forbundet med en kæde, hvis anden ende sad fast på sengen. På natbordet lagde han en lukket kuvert, som han havde tegnet kruseduller på. Og de sad sådan, at hun ikke ville kunne åbne kuverten, uden at han opdagede det. "En nøgle, hvis nu huset brænder," oplyste han.

Så tog han på arbejde. Kæden kunne nå det meste af huset, så Klara kunne godt gøre rent. Og efter en ufattelig kedelig dag uden TV og uden musik kunne hun også nå ud i gangen og knæle og tage imod ham, som han ville det, når han kom hjem fra arbejde. Ærlig talt håbede hun, at han var i et bedre lune, når han kom hjem. "Vend dig om! Røven i vejret!" Allans bjæffende tone gjorde hendes håb til skamme. Da Klara efterkom ordren, lagde han en plug foran hende og en tube glidecreme. "Sæt den op!" bjæffede han næste kommando. Klara sank. Den virkede... voldsom. "Men ..." peb Klara. "Kan du komme i gang!"

Allan understregede sine ord med et par yderst mærkbare slag på hendes ene balde. Og mens hun bandede indvendigt, begyndte hun at smøre først pluggen og så sig selv, før hun langsomt begyndte at lade pluggen bane sig vej ind i sig. I det mindste jagede han ikke med hende dér. "Den må være ude når du sover og når du er alene," oplyste han. "Men sørg for, at plug og creme aldrig er mere end en armslængde væk fra dig. Forstået?" Det var rædselsvækkende klart for Klara, hvad han mente. Af alle de former for sex, som Allan og hun dyrkede, var analsex nok den, hun yndede mindst.

Ikke, at hun ikke kunne nyde det - blidt og som en afveksling. Men lige nu tydede intet på, at det ville være hverken blidt eller nogen afveksling. Nu lå hun i gangen, med røven i vejret, og følte sig udspilet; meget udspilet. Og Allan var bare gået videre. Hun hørte ham rumstere med kaffemaskinen. Så kom han tilbage med et dampende krus i hånden. Det var egentlig sådan, som Allan havde forestillet sig det, da han havde hentet en pige i fængslet. At han fik en, som han bare kunne kommandere rundt med - og tage med magt, hvis det passede ham.

Men så havde han fået Klara med hjem, og i stedet for at tage hende med magt, havde hun taget ham med storm. Hun var så positiv og samarbejdsvillig, at det med magten ikke blev noget, som han skulle bruge. De vidste begge, at det var der, og det var nok. Og nu syntes han næsten, at det var synd for Klara. Men faktisk var han skuffet, ja rystet, over at Klara ikke havde fortalt ham noget så vigtigt, som at hun havde brug for briller. Han bandede indvendigt, tog en tår kaffe og satte kruset på entrémøblet. Han gik om bag hende og legede lidt med pluggen. Klara gav sig lidt, men det lod han sig ikke stoppe af.

Han stak prøvende en finger op i fissen og konstaterede, at han havde oplevet hende mere våd end nu. Så trådte han hen foran Klara. "Gør den våd," sagde han knapt. Klara rettede sig lidt op og tog hans lem frem og gjorde sig stor umage med at sutte det så godt som muligt; for hun skulle i hvert tilfælde ikke gøre mere forkert. Men selv ikke god sutning kunne afværge, hvad der nu ville ske. Allan trak pikken ud af hendes mund og trykkede hendes overkrop ned. Så gik han på knæ om bag hende. Han erstattede pluggen med sin pik. Det voldte ikke problemer efter at Klara havde haft den anselige plug i sig.

Det var ikke slemt, konstaterede Klara. Ja, et eller andet sted var det en lækker følelse; men at få den bagi var ikke hendes store nummer, og hun var ikke i nærheden af noget som helst, da Allan uden tanke for hende tømte sig i hende (hvilket altid var en mærkelig sjov fornemmelse). "Husk pluggen," sagde han, inden han rejste sig for at vaske sig. Dét beskrev temmelig godt, hvordan det blev at være Klara. Plug i som det første om morgenen. Så kom Allan hjem og fjernede kæden om hendes ankel. Så var Allan pludselig begyndt at forlange et blowjob inden morgenmaden, som hun gav ham. Hun lavede hans morgenmad.

Når Allan så var kørt, fjernede hun pluggen og gjorde sine huslige pligter. Så skulle hun være på værelset igen, indtil det var ved den tid, hvor Allan skulle komme hjem, hvor hun satte pluggen i og gik ud i entreen og lagde sig med røven i vejret - og tog imod ham bagi. En enkelt gang tog han hende til en optiker, hvor hun fik en synsprøve og han valgte briller. Men det var en underlig, ordløs tur, som bare bidrog til Klaras fornemmelse af at være på en endeløs ørkenvandring. Det eneste formildende var, at han kunne have valgt ringere. Læsebrillerne var faktisk fikse.

Men efter han for femte dag i træk næste ordløst havde taget hende i røven, var nok nok. I stedet for at gå ind på sit værelse, stillede hun sig op foran ham foran sofaen. "Nu kan jeg ikke holde det ud mere!" meddelte hun. "Nu har jeg gjort alt, hvad du forlanger uden at kny. Og der sker ingenting. Jeg savner at tale med dig, jeg savner nærheden. Jeg vil gerne tilbage til, hvordan det var!" Det var ikke en bøn. Hun lød indædt. Så vendte hun trodsigt om på hælen for at gå på værelset og afvente den uafvendelige straf. Hun nåede det ikke, før Allan kommanderede "Stop!" Spørgende vendte hun sig om.

"Jeg håber, at jeg kan tage dette udbrud som udtryk for, at du er på sporet af, hvad jeg vil have," sagde Allan stilfærdigt, "for har jeg nogensinde klaget over, at du ikke gjorde, som jeg sagde?" "Nej," medgav Klara stille. "Hvad har jeg været utilfreds med?" spurgte Allan. "Du var utilfreds med, at jeg ikke viste dig tillid og... åbenhed." forsøgte Klara, så afbrød hun sig selv: "Jeg har lige brug for at tænke." Uden at afvente Allans reaktion gik hun på værelset. Med gru gik det op for Klara, at hun havde prøvet at gøre Allan glad med mere lydighed. Og det Allan i virkeligheden ønskede var mere Klara, at kunne kende Klara bedre. Hun blev helt flov.

Allan lod hende gå. Lidt efter kom hun tilbage. "Jeg vil frygtelig gerne sidde ved siden af dig og blive holdt om," sagde hun stille. "Jeg trænger til at blive holdt om." "Det lyder da også hyggeligt," sagde Allan, smilede og rykkede lidt. Skulle det virkelig være så nemt? Hun var mildest talt lettet, da hun følte hans arm omkring sig. Så hviskede han til hende: "Klara Larsen. Jeg ved, du er en smuk pige. Jeg ved, du er en sjov pige. Du er også en sød pige, for det meste. Og så er du også en liderlig pige." Klara rødmede ved det sidste, men Allan fortsatte sin talestrøm: "Din krop kender jeg ret godt.

Men hvem er du, Klara Larsen?" Klara drejede hovedet mod ham: "Spørger du en teenager, hvem hun er?" Der var antydningen af et smil på hendes læber. "Var det ikke lidt optimistisk at forvente et svar?" Det kunne Allan godt se. Og han måtte konstatere, at Klara ikke havde mistet evnen til at fortælle ham nogle sandheder i ny og næ uden at være anmassende. Men hun kom alligevel med noget, der lignede svar: "Jeg... jeg er nok ikke ... så god til at sætte mine behov i centrum. Når... når det grundlæggende er på plads, så er jeg vist tilfreds med lidt. Så... så har jeg det fint med, at du sætter rammerne.

Men ikke sådan som de sidste dage." Hun lukkede øjnene og lænede sit hoved mod hans. Allan gav hendes skulder et klem. Lige nu var de vist begge ret tilfredse. Sådan sad de længe. "Vil du høre noget?" spurgte hun forsigtigt, da der var gået rum tid. Det ville han. "Den sommer, hvor jeg blev 16 ...," begyndte hun tøvende, "det er sjovt, det er som om der altid var sommer og solskin før krakket, bagefter blev det ligesom gråt." Hun opdagede, at hun var ved at forvilde sig væk fra historien. Så tog hun fat igen: "Den sommer var jeg på stranden med nogle klassekammerater.

Og jeg, dumme 15-årige pige, havde selvfølgelig en bikini på, hvor jeg troede, at jeg så enormt voksen og sexet ud. Du ved, sådan en med snører. Og som vi nu var i den alder og ikke kunne finde ud af, om vi var voksne eller børn, legede vi i vandet. Og selvfølgelig var der nogle, der var interesseret i sløjferne i min bikini." Klara holdt en kort pause. "Selv om jeg havde bundet knuder på sløjferne, opdagede jeg pludselig, at én af drengene kastede mine bikinitrusser til en anden. Og så tilbage, og jeg turde ikke hoppe op efter dem.

Og det fortsatte, trods mine protester - selv om jeg jo ikke kunne protestere højlydt, for der var masser af mennesker på stranden - indtil der var en, som ikke greb dem. Selvfølgelig dykkede jeg efter dem. Og da jeg ikke fandt dem, dykkede de andre også efter dem. Men de blev aldrig fundet. Hold op, jeg blev i vandet længe den dag! Men på et eller andet tidspunkt måtte jeg jo op - og dét kunne ikke skjules, og da slet ikke, så krebsrød, som jeg var i hovedet. Og hold op, hvor var der mange, som kiggede - og hujede! Og hvor kom jeg hurtigt i tøjet. Og hvor kunne jeg cykle hurtigt hjem.

'Hej mor' sagde jeg, da jeg kom hjem, næsten som en maskine. Så styrtede jeg op på værelset, kastede mig på sengen og trak shorts og trusser ned." "Og?" spurgte Allan utålmodigt. "Tja, jeg havde jo nusset og nulret før. Men dér fik jeg min første orgasme. Heldigvis havde jeg fået tøjet i orden igen, da mor kom ind og spurgte, om jeg var ok. Hun har aldrig sagt noget," oplyste Klara. "Hun har vel også været pige engang," foreslog Allan. Klara nikkede. "Kunne du genkende lidt af fornemmelsen, da du var ude at vaske min bil forleden?" spurgte Allan interesseret. Igen nikkede Klara.

"Men jeg tror nok, at jeg er blevet bedre til at rumme de modsatrettede følelser, rædslen, liderligheden. Trods alt er jeg jo blevet lidt ældre." "Jeg sidder og bliver glad for, at du fortæller mig det," bemærkede Allan. Men hører jeg dig sige, at du tænder på sådan at måtte blotte dig?" "Når du spørger sådan, tør jeg ikke svare ja. For hvis jeg kender dig ret, så bruger du det." Klara smilede. "Det... kan tænkes," svarede Allan og smilede tilbage. "Du, Allan?" Klaras stemme fik med ét en kælen klang, "Kan du huske, da vi kom til at kysse forleden?" Selvfølgelig kunne Allan huske det. "Det kunne jeg godt lide," oplyste Klara.

Så overlod hun til Allan at drage konklusioner. "Det var ikke en smutter? Eller noget, du følte dig presset til?" spurgte Allan og overvejede i samme sekund, hvorfor han ikke havde samme tanker om for eksempel et blowjob. At han kun kunne forklare det med, at et kys åbenbart var noget meget personligt, og et blowjob åbenbart ikke, kunne han ikke helt selv forstå. Men sådan var der så meget. "Så... kunne jeg også godt tænke mig at prøve igen," fik en rørt Allan frem. Og der gik ikke et splitsekund, før deres læber mødtes. Fortsættes HER