Krakkets konsekvenser Del 4 - Klara bliver straffet Har du ikke læst øvrige afsnit, kan du gøre det HER Det store krak i 2019 havde været en katastrofe. Det var en personlig katastrofe for mange, ja for de aller fleste. Og det blev en katastrofe for samfundet - og for verdenssamfundet. Arbejdsløshedstallene nåede højder, man ikke havde kendt siden 30'erne i sidste århundrede. Og det var som om det ene problem trak det andet med sig. Arbejdsløshed gav fattigdom, gav dårligt helbred, bevirkede korruption, medførte tårnhøj kriminalitet. En kriminalitet, som samfundet valgte at bekæmpe med høje straffe. Høje straffe gav mange fanger og fyldte fængsler og høje udgifter.

Udgifter, som samfundet på grund af dårlige skatteindtægter ikke havde råd til. Og stillet over for udsigten til en snarlig statsbankerot, måtte de vise mænd på tinge gå drastisk til værks. Meget drastisk. Den nye lov om kriminalforsorgen skulle faktisk i det væsentlige afvikle fængselsvæsenet. Kort sagt gik den ud på, at uberygtede borgere kunne få en lille sum penge for at tage ansvaret for en dømt forbryder. Summen kunne lige dække mad og drikke, men til gengæld fik borgeren nærmest hånd- og halsret over den kriminelle. Og såfremt den kriminelle ikke havde begået ny kriminalitet 2 år efter dommens udløb, ville en ganske klækkelig sum komme til udbetaling. Men alt i alt var dette langt billigere pr.

fange end fængsel, som så primært skulle bruges til forhærdede forbrydere uden for pædagogisk rækkevidde. Ministeren havde været i nyhederne med ord om, at "overlade til det private initiativ, hvad det er bedst til" og kaldt "lov om forvaring og forbedring", som den vitterligt hed, for grundlaget for en moderne kriminalforsorg. Resumé Vi er i Danmark efter krakket i 2019. Allan har hentet en straffefange i fængslet, Klara, som skal være hans et og alt slave. Men Klara har været så meget igennem i fængslet, herunder seksuelt misbrug, så tingene bliver ikke helt som Allan har tænkt sig… Allan fór op og kiggede på vækkeuret. "Pis!" udbrød han og fór ind til Klara, som egentlig skulle have vækket ham.

"Klara, vi har sovet over os. Lav lige et eller andet spiseligt, mens jeg er på badeværelset," sagde han. "Bare ti minutter mere," sagde Klara søvnigt og vendte sig i sengen. Det tog Allan et splitsekund at indse, at han havde hørt rigtigt. Så hev han dynen af pigen, tog et hårdt greb om pigens ene bryst og trak hende op at stå. "Av-av-av!" jamrede hun, og det var, som om hun vågnede. "Undskyld. Jeg ved det godt. Jeg ved ikke, hvad der skete," sagde hun og tog sig til brystet. "Morgenmad," sagde Allan kort. Og så var hun allerede på vej.

Da han kort efter, nødtørftigt vasket, kom i køkkenet, stod der en tallerken med masser af brød, et krus kaffe og et glas æblejuice. En duknakket, nøgen Klara lænede sig op ad køkkenbordet. Da han kom ind, spredte hun benene lidt, så han havde udsyn. På hendes ene bryst kunne man se mærker efter hans fingre. "Undskyld. Jeg havde vist glemt min plads," nærmest hviskede hun. "Jeg har ikke tid til at lave en scene. Men når jeg kommer hjem, vil jeg høre dit forslag om, hvordan jeg kan straffe dig for det her," sagde Allan mellem to bidder. Pigen nikkede. Hun var ikke for stolt ved situationen.

Klara sad ikke foran TV, da Allan kom hjem, var det første, han bemærkede. Hun knælede i gangen, nøgen, med spredte ben. "Har du siddet her længe?" spurgte Allan. Og Klara bemærkede, at han ikke lød sur. Hun rystede på hovedet. "Jeg har jo en idé om, hvornår du kommer hjem," tilføjede hun. "Men det ser godt ud. Dejligt at komme hjem til noget smukt," sagde Allan. Han lød faktisk positiv. Det rokkede dog ikke ved, at hun grundlæggende var urolig for, hvad hun havde at sige. "Inden jeg nu optager din mund med noget andet, er der noget, du vil sige?" spurgte han. "Jeg...," og så stoppede hun. "Jeg ved slet ikke, om jeg tør sige det her...

jeg vil gerne kunne trække i land igen, når jeg har sagt det," fortsatte hun med bedende øjne. Allan var tilpas nysgerrig til bare at sige "ok". "Jeg ved jo, at du vil; og jeg har på fornemmelsen, at det før eller siden alligevel ender dér. Men... men du... vi... kan prøve, at du... tager mig i røven," fik hun fremstammet. Allan måtte tænke et øjeblik. Hans første indskydelse var at fortælle Klara, at han egentlig havde affundet sig med ikke at komme dér; men så slog det ham, at Klara faktisk lagde op til at bringe et stort offer, og han var lige ved at svare hende, at det var lige meget. Heldigvis varede han sin mund.

Hendes blik hvilede på ham, usikkert afventende. "Rejs dig op," kommanderede han. Klara lystrede. Han trådte frem til hende, slog armene om hende, gav hende et kys på panden, på den ene kind, på den anden kind. Så tøvede han. Hun fornemmede hans tøven. "Jeg vil gerne," hviskede hun. Så mødtes deres læber, og lidt efter deres tunger. Så stod de og så forvirret på hinanden, forundrede over det, der lige var sket. "Du er fan’me en sej pige," sagde Allan, da han havde samlet sig. "Vil du ikke nok være forsigtig?" bad Klare med en skygge af ængstelse i blikket. Allan strøg blidt en af hendes lyse lokker væk af hendes ansigt og nikkede. "Jeg passer jo på dig,"

tilføjede han. "Tak," hviskede hun. Det her var kommet lidt hurtigt, syntes Allan, og måske havde han lige nu mere lyst til at mærke Klaras bløde læber om sit lem, men han vidste, at hvert minut indtil det øjeblik, hvor han puttede sin pik i hendes røv, ville være uudholdelig for hende. "Smut i soveværelset," sagde han til hende. Han selv skulle lige et smut forbi køkkenet efter noget olie. Da han kom i soveværelset, lå hun allerede med numsen i vejret. "Ikke sådan, skat," sagde han stille og studsede et øjeblik over, hvor det 'skat' kom fra.

Klara så forvirret på ham og ville vide, hvordan, og efter en kort forklaring lagde hun sig som han ville: På venstre side og med højre knæ trukket langt op. Hun lukkede øjnene, vidste, at det uundgåelige ville ske nu, og hun havde oven i købet selv foreslået det. Hvor dum kan man være? Han tog tøjet af og placerede sig bag hende. Han hældte lidt olie i hendes revne. Hun fik gåsehud af fornemmelsen. En anden sjat olie puttede han på pegefingeren, som han placerede ved hendes stjerne. Blidt nulrede han den følsomme hud omkring stjernen. Men Klara slappede ikke rigtig af. Han indså, at han lige så godt kunne komme til sagen. Blidt pressede han pegefingeren lidt ind.

Det gav et sæt i Klara. "Er det slemt?" spurgte han et øjeblik efter. "M-m,"svarede hun stille. "Sig det højt," forlangte han. "Det er ikke slemt," sagde hun efter et øjebliks overvejelse. Til sin overraskelse måtte hun konstatere, at det gjorde noget ved hende at formulere det. Nej, det var jo ikke slemt. Og at sige dét, hjalp hende med at slappe mere af - og fingeren trængte længere op i hende. "Er det slemt nu?" ville han vide. "Det er stadig ikke slemt," svarede hun. Så pressede finger nummer 2 på. Hun kom med et klynk uden at ville det. "Det er ikke slemt," skyndte hun sig at oplyse, "jeg blev bare forskrækket...

Måske er jeg i virkeligheden mest bange for angsten," tænkte hun højt. "Det kan jeg ikke svare på," oplyste Allan. Hun rystede på hovedet. To fingre bevægede sig i hende. De føltes fremmede, krævende. Hun kunne mærke, de udvidede hende, tog hendes røv i besiddelse. Måske var det ikke rart, tænkte hun, men ikke noget at være bange for, som Allan gjorde det. Måske var det også lidt rart samtidig, spændende, frækt. "Leg med din fisse," hviskede Allan, og Klaras højre hånd søgte ned mellem sine ben. Det var skønt at røre sig dér. Hendes berøring trak mere og mere af kroppens opmærksomhed hen mod klitten og skamlæberne.

Det var stort, da Allan trak fingrene ud og erstattede dem med pikken. Et øjeblik flammede angsten op igen, men lysten holdt den i ave, sammen med oplevelsen af, at Allan ikke hamrede den ind, men lod den glide ind i et tempo, hvor hendes røv kunne være med, at han begyndte at tage hende med sagte, glidende bevægelser, mens hendes egne bevægelser blev mere og mere hektiske. "Det er ikke slemt!" råbte hun sin lettelse ud. Lettelsen over, at angsten havde tabt. Lettelsen over, at hun var fri til at føle, mærke, nyde. Nyde den steppebrand af lyst, som hun registrerede sprang fra hendes underliv til hendes bryst. "Hva' fanden? Jeg kommer!"

udbrød hun, da hun indså, hvad der var ved at ske. "Bare klø på," sagde Allan med smil fra det ene øre til det andet, mens han blidt stødte op i hende igen. Klara var forpustet, da Allan tømte sig i hende. "Tak," stønnede hun. "Men det blev slet ikke nogen straf," tilføjede hun kort efter, næsten brødbetynget. Allan mente nu nok, at hun var blevet straffet. "Hvis jeg kender dig ret, har du været rædselsslagen hele dagen," mente han, og hun nikkede. "Desuden har du fået nøjagtig den straf, jeg har tildelt dig. At du så nød den, er jo mit problem." Det havde Klara ingen indvendinger imod.

Hun havde heller ingen indvendinger imod, omend hun var knap så begejstret, da Allan fortalte hende, at han havde tænkt lidt over hele situationen, som han mente, skyldtes, at der havde været lidt for løse tøjler. "Så for ligesom at understrege, at der er forskel på folk, er du fremefter nøgen herhjemme, medmindre du får besked på andet. Fryser du, kan du tage en gammel sweatshirt på. Og så skal du omkring det tidspunkt, hvor jeg normalt kommer hjem, knæle i gangen og vente," bekendtgjorde han. "Ok, du bestemmer," var Klaras kortfattede svar. "Men du kalder mig pludselig skat og vi tungekysser," bemærkede hun. Allan forstod det underliggende spørgsmål. "Det var måske ikke helt ok bare at kalde dig skat.

Det er måske et temmelig øh... intimt ord. Du må sige til, hvis du ikke vil kaldes sådan," ræsonnerede han. "Det... det må du gerne," sagde Klara. Kort efter tilføjede hun tænksomt: "Allan, må jeg kalde dig sådan?" Et øjeblik kiggede de på hinanden. Så slog Klara blikket ned. "Klara, du må ikke lyve," sagde han stille. "Det er vigtigt for mig, at du er åben og ærlig." "Det ved jeg," svarede Klara. Så skød rødmen op i hendes ansigt, og hun følte sig som en teenagepige, der måtte gøre en tilståelse - og det var jo sandt nok - da hun tilføjede "skat!" Allan var helt tavs. Denne pige fejede gang på gang benene væk under ham.

Det var fantastisk. Hun var fantastisk. Fortsættes HER