Her kommer min fjerde historie om emnet ”matchfixing”. De andre er ”Korruption”, ”Konvolutter og konsekvenser” og ”Kold vrede”. Jeg er lidt fascineret af emnet, og håber du kan lide det. Husk at efterlade en hilsen i gæstebogen – eller skriv din egen historie om emnet – eller begge dele… God læselyst! Ham Dér Resumé: Troels har lavet en aftale med Poul, at dersom Poul lader Troels hold vinde den næste kamp, som vil sikre Troels hold oprykning, så får Poul 24 timer med Troels kone Kirstine. Som sagt så gjort, Poul henter Kirstine og hendes første opgave var at sutte/slikke samtlige spiller til udløsning, siddende under et bord på en kro.

Men der slutter det slet ikke for Poul vil også lade Kirstine kende til dominans og afstraffelse. Læs den spændende fortsættelse her... ”Vi er fremme.” Pouls stemme vækkede Kirstine. Var hun faldet i søvn? Her sad hun i Pouls bil i strømper, sko og frakke!? ”Du ser træt ud,” konstaterede han. Hun nikkede. Poul kiggede på uret. ”Det er også blevet sent,” konstaterede han. De fulgtes ind, han tog hendes frakke. ”Vi går i seng,” fastslog han. Det lød mere som søvn end sex, syntes Kirstine, og sådan blev det også. De børstede tænder, gik i seng, hvor hun lige fik besked på at slikke ham. Så lagde han sig til at sove.

Det var underligt at skulle sove nøgen i en anden mands seng. Og være sikker på, at Poul ikke havde afblæst hendes røv, men blot udskudt projektet. Hun fik vendt og drejet sig mange gange, før hun faldt i søvn. Der duftede af kaffe, da hun vågnede, omtrent så forvirret, som da hun faldt i søvn. Hvor var hun? Hvad var klokken? Hvad foregik der? Hvad forventede han af hende? Midt i spekulationerne, dukkede han op og slog hendes dyne til side. ”Der er morgenmad, smukke,” meddelte han. ”Jeg skal lige tisse,” mumlede Kirstine, da hun rejste sig. ”Hvad hedder det?” spurgte han. ”Må… må jeg godt gå og tisse?” tvang hun sin morgenhjerne til at formulere. Det måtte hun.

Men hun havde ikke regnet med, at han kom med. ”Skulle du ikke tisse?” spurgte han drillende, da Kirstine pludselig ikke kunne få det til at komme. ”Det er bare… du ved, hvad det er,” hævdede hun, mens hun prøvede ikke at tænke på det. Hun lukkede øjnene og prøvede uden større held at slappe af. Endelig begyndte det at sive, og først der kunne Kirstine give los. Morgenmad nøgen. Tanken om, at Poul agtede at tage hendes røv, poppede hele tiden op. Det gjorde tanken om stopordet ”næsehorn” også. Det var fristende, men uanset, hvor svært det var at indrømme, var tanken om ikke at bruge stopordet også fristende.

Mærkeligt, men det, hun havde set i går, havde både forvirret og påvirket hende, måske endda flyttet hende. Ved tanken om i går var det som om, at fornemmelsen af uforløst liderlighed væltede op i hende. Hun kunne mærke, hun rødmede. ”Du skal holde dine ben spredt,” sagde Poul stille. Efter at hendes tanker var vandret tilbage til gårsdagens oplevelser, kaldte ordene Kirstine tilbage i nutiden. Hun så ned og opdagede, at hun sad med benene over kors. ”Undskyld,” mumlede hun, mens hun pligtskyldigt spredte dem. Og hvorfor forlangte han det overhovedet? Han kunne jo ikke engang se det ved bordet. ”Er der noget, du vil sige?” spurgte Poul. Åbenbart havde han bemærket noget.

Du kan jo ikke engang se det,” indvendte hun. ”Det har du ret i,” sagde han og satte kaffekruset, ”men jeg har på fornemmelsen, at du skal presses lidt for at sige ja til dit eget liderlige køn. Så duer det jo ikke, at du sidder og putter med det.” Når hun skulle sidde her og udstille sig, handlede det ikke om ham men om hende? Om hendes hoved for at være præcis? Var der noget, hun ikke gjorde rigtigt da? ”Har jeg ikke gjort alt det, du har forlangt?” måtte hun vide. Poul kiggede op. ”Jo. Jeg har ikke noget at klage over. Det…

det kunne nok bare være sjovere, hvis du selv synes, det var sjovere, hvis du turde give slip, give dig hen.” ”Som Dorete,” mumlede hun. ”Omtrent,” bekræftede Poul, ”men allerhelst som dig! Når du er her, så er du jo ikke nogen pæn pige. Pæne piger laver ikke sådan noget! Du kan lige så godt give slip. Jeg har ingen illusioner at miste.” ”Du får slet ikke spist noget,” sagde Poul efter noget tid og hentede hende ud af tankens slot – eller var det tankens fængsel, nåede hun at tænke. Og så var hun endda sulten. Hun tog sig sammen og begyndte at spise.

Jeg håber ikke, at du havde regnet med at dine opgaver her ville være rengøring og den slags,” sagde Poul muntert, da han ryddede af efter morgenmaden. ”Nej, så hellere sex,” fór det ud af hende. ”Ej, sagde jeg det?” tilføjede hun overrasket. ”Dét sagde du,” bekræftede Poul med et stort smil. ”Og jeg er glad for, du bringer det emne på bane på den måde. Men inden vi kommer derhen, må jeg konstatere, at du igen har samlet benene. Og den der ikke vil høre…” ”Må føle,” supplerede Kirstine, inden hun anede, hvad hun sagde og forskrækket holdt sig for munden.

Af en eller anden grund var Kirstine ikke i tvivl, hvad hun skulle, da Poul rykkede sin stol ud. Med et ”Så skal jeg vel til det”, som forblev uimodsagt, bevægede hun sig over til Poul og lagde sig akavet, syntes hun selv, over hans skød. ”Hvordan føles det?” ville Poul vide. ”Og svar nu også med de følelser, som den pæne Kirstine ikke vil være ved,” præciserede han. Kirstine følte sig afsløret. ”Jeg… jeg er lidt nervøs,” sagde hun stille, ”og på en eller anden måde er det til grin,” tilføjede hun. ”Men det… det er også pirrende at ligge her,” supplerede hun efter en stund.

”Og hvis du nu spreder benene, som du skal, er det så mest sandsynligt, at jeg ser glinsende skamlæber eller jeg ser tørre skamlæber?” spurgte Poul godmodigt. ”De… de er nok ikke tørre,” sukkede Kirstine og vidste, at den pæne pige i hende hadede det. ”De er ikke tørre,” oplyste Poul. ”Og nu til det der med at føle,” annoncerede han. Alligevel kom fornemmelsen af højre hånd, som rammer venstre balde med et klask, bag på Kirstine. Smerten var smerte, ja, men det var en underlig smerte. Om den var underlig, fordi hun lå, som hun lå, eller om den forplantede sig i underlivet, som den gjorde, uanset, hvordan man lå, kunne hun ikke afgøre. ”Jeg…

tror ikke, jeg blev mindre våd,” hørte hun sig sige. ”Det var godt,” sagde Poul, inden hans håndflade smældede på højre balde, så det gav et ryk i Kirstines krop. ”Bare du ikke samler benene,” sagde Poul. ”Jeg prøver,” sukkede Kirstine, som prøvede at finde hoved og hale i de modsatrettede fornemmelser – og vel i sidste ende sig selv. Og Kirstines hjerne kunne konstatere, at selv om smerten blev mere intens, blev det hele ikke mindre erotisk. Efter seks slag stoppede Poul. ”Du skal lige rejse dig et øjeblik,” forlangte han. ”Gnub din fisse, mens jeg er ude,” krævede han på vej ud af rummet. Hendes hånd var gået i gang, før hendes hjerne havde tænkt over beskeden.

Han kom tilbage med en agurk i hånden. Hun stod stadig og gnubbede fisse, da han med en hånd i ryggen styrede hende over til en stol og bøjede sig over den. ”Er du i tvivl, hvad du skal?” spurgte han, da han gav hende agurken, ”Den er vasket.” ”Egentlig ikke.” Og så stod hun, hvem havde troet det blot en dag forinden, bøjet over en stol i en anden mands stue, og førte en agurk op i sin hungrende kusse – uden indvendinger! Med et klask blev det klart for hende, at hendes ende ikke var færdig endnu. Slagene sendte ukendte fornemmelser igennem hendes underliv. Situationen var lige så ydmygende som ophidsende. Stødene med agurken var intens lystfyldte.

Det værste ved det var først det pinlige ved, at hun ikke kunne holde sin liderlighed, sine støn, sine klynk tilbage. Dernæst, at det stoppede. Han tog agurken fra hende. Hendes numse fik ro. Og hun ville inderst inde gerne have haft mere. ”Kan du huske betingelsen for at få forløsning?” sagde han ondt og godmodigt. ”At jeg… inviterer dig indenfor… bagi,” sukkede Kirstine. ”Og?” ”Vil du…,” fik Kirstine frem. Hun kviede sig ved at indrømme at have tabt kampen mod sin egen liderlighed. ”Vil du… tage mig… bagi?” ”Når du spørger så pænt,” svarede Poul. Kirstine vidste, at der nu ingen vej var tilbage.

Hun var på vej længere ud, end hun nogensinde havde drømt, at Troels’ aftale med Poul kunne føre. Og hun gik vejen selv. Også ind i Pouls soveværelse, sammen med Poul. Uden at få yderligere instrukser, kravlede hun op på sengen på alle fire. ”Som en hund,” nåede hun at tænke, før Poul med antydningen af tryk bøjede hendes overkrop ned. Nu lå hun med røven i vejret, åben, tilgængelig, beredvillig. Og så rørte Poul hendes følsomme røv, helt anderledes blidt end før. De forslåede balder reagerede ikke helt, som hun havde regnet med. De blide berøringer, de følsomme nerver gjorde hende endnu mere ør. Mærkeligt, at noget, som gjorde ondt, kunne føles sådan.

Og pludselig rørte han hendes bagerste hul. Hun gispede. Med en enkelt finger kredsede han lige udenom. Kirstine greb sig i at knibe sammen, selv om hans berøring i sig selv føltes… lidt lækker. Hun måtte tvinge sig til at prøve at slappe mere af. Så følsom hun var lige der. Hun gispede, da en finger prøvende banede sig vej ind. Hun sank. Det føltes… fremmedartet… særpræget… ydmygende. Men den ventede følelse af væmmelse udeblev. Det var ikke ubehageligt, fordi det var ubehageligt. Det var ubehageligt, fordi hun lå her og … måske var det… slet ikke ubehageligt. Fingeren kørte ind og ud og ud og ind. Fornemmelser spredte sig i hendes underliv. Overraskende fornemmelser. Liderlige fornemmelser.

Alligevel måtte hun synke, da hun mærkede pikken blive placeret ved åbningen. Langsomt og magtfuld blev den presset ind. Hun følte sig udspilet, dette var ubehageligt, ikke smertefuldt men alligevel ikke behageligt – og pludselig var det, som om det ubehagelige var ovre. Pikhovedet måtte være forbi ringmusklen. Og skaftet var ikke så udfordrende. Men at føle pikhovedet glide frem og tilbage i sin endetarm… Kirstine havde ikke følt noget lignende før. Var hun så følsom dér? Og Pouls kugler, som hver gang strejfede hendes skamlæber. Hans maveskind, som rørte hendes følsomme balder. Den ventede væmmelse kom ikke. ”Det er overraskende lækkert,” sagde hun stille, lige så meget til sig selv, som til Poul, som brummede tilfreds.

Hans langsomme bevægelser blev gradvist hurtigere, men de var stadig bløde. Pludselig hørte hun sig stønne, en helt anden slags støn, end hun havde forudset. ”Kan du huske, hvorfor du inviterede mig bagi?” sagde Poul pludseligt og fortsatte sine bevægelser. Lige nu var det en kraftanstrengelse for hendes hjerne at tænke tilbage, måske at tænke i det hele taget. Den var helt fyldt med fornemmelsen i hendes røv. ”For at få lov… til at komme,” fik hun frem. ”Derfor, og fordi du er en liderlig tøs,” korrigerede han. ”…og fordi jeg er en liderlig tøs!” Kirstine var ikke i tvivl, at hun skulle sige ordene med sin egen mund. ”Hvilken hånd onanerer du med?” krævede han så at vide. ”Mest…

mest højre… vistnok,” svarede hun anstrengt koncentreret. ”Så begynder du med det nu!” kommanderede han. ”Og du får ikke lov til at komme, før du har spurgt, om lidertøsen må komme – og har fået lov!” ”Lider… tøsen?” spurgte hun. Mon hun kunne sige det, når det kom til stykket? ”Netop,” svarede han. Hun nikkede. Hun var nu et sted, hvor alle forbehold var forduftet. Lydigt søgte hendes højre ned til hendes skridt. Afslørende rutineret banede to fingre sig ind i hende, mens resten tog sig af de følsomme udenoms arealer.

Med en pik, som kneppede hende i røven og hendes køn udsat for onani og en hjerne, som mere eller mindre havde opgivet at protestere, måtte Kirstine snart sande, at det var op over. ”Må jeg komme?” spurgte hun. ”Må HVEM komme?” spurgte Poul. De to smæk, som ledsagede spørgsmålet, gjorde heller ikke noget mere. ”Må lidertøsen komme?” råbte hun, da hun var kommet i tanker om svaret. Havde Poul reageret langsomt, havde det været et problem. For ikke så snart han havde sagt værsgo, rungede Kirstines højlydte og ukontrollerede ”Ååååååååhh” ud i rummet. Hendes hånd nærmest faldt slapt ned, da hendes muskler løsnedes efter det, hun havde bygget op. En forløsning.

Hun trak vejret tungt, affandt sig med, at Poul gjorde sig færdig i hendes numse og faldt sammen, da han trak sig ud. ”Og jeg troede, jeg bare skulle have lidt sex,” stønnede hun. ”Havde jeg vidst…,” så stoppede hun, som om tanken var utænkelig. ”Så var du ikke kommet?” fuldførte Poul hendes sætning. ”Det var jeg nok ikke,” indrømmede hun. ”Har du da ikke nydt det?” ville han vide. ”Jo, men…” svarede hun, og vidste ikke hvad der manglede. ”Men hvad, Kirstine?” Poul gav ikke op. ”Jeg ved det ikke… måske er der ikke noget men,” sagde hun opgivende og fortumlet. Et øjeblik lå de stille i sengen. ”Jeg tror, du har været på en rejse,” sagde han.

Hun nikkede stille. ”Kan jeg sammenfatte: Situationen har gjort dig hamrende liderlig. Korrekt?” spurgte han. Hun nikkede. ”Du har nydt det, selv om du blev udfordret, ydmyget, bestemt over. Korrekt?” Igen nikkede hun. ”Eller er det fordi du blev ydmyget og bestemt over?” ”Det… det er det måske nok,” nærmest hviskede hun. ”Og du har fået indtil flere orgasmer på den måde?” fortsatte han. ”Ja,” medgav hun. ”Hvem har fået orgasmer?” ville han vide. ”Lidertøsen… har fået orgasmer,” sagde hun stille.

”Kirstine, vi kan fortsætte weekenden på den her måde,” sagde han stilfærdigt, ”men hvis du vil – hvis – have noget fra denne rejse med i dit liv bagefter, bliver jeg nødt til at ringe efter Troels, så han kan være med. Det er så den ene ting, som lidertøsen bestemmer i dag.” Kirstine nikkede, tænkte længe. Så kom hun op på albuerne. ”Har du hans nummer?”