Kold vrede af Ham dér Husk at deltage i konkurrence på i perioden 19.10-30.11 2014 hvor Sextoysonline.dk er sponsor Her kommer tredje historie om matchfixing. Skriv gerne et par ord i gæstebogen. Det øger som regel skrivelysten at få respons. :-) --------------------- Der var ingen, der sagde noget. De sad alle på bænkene langs omklædningsrummets vægge. Og de kiggede på hende. Det var første dag i den årlige træningslejr til sæsonstart. De var kørt med holdbussen til Vrå i Nordjylland, hvor de skulle træne og være sammen i nogle dage. De var lige kommet og skulle i gang med første dags træning.

Og bomben var lige sprunget: "Du, Jovanka Kostič, har fået penge for din ringe præstation i vores hjemmekamp mod Beograd sidste år," havde Troels, deres massør sagt med alvorstung mine, "Hvad tænker du på?" Ja, hvad tænkte Jovanka Kostič, serbisk landsholdsspiller og målvogter hos Østjyske Håndbold, egentlig på? Troels havde jo ret. Hun var lige kommet til Østjyske dengang, fattig efter nogle klubløse måneder efter hendes ungarske klub var gået fallit. Og en serber har vel næsten pligt til at hjælpe andre serbere? Det måtte de da kunne forstå. Hun så sig omkring i omklædningsrummet. Der var absolut ingen tegn på forståelse. Men hvorfor råbte og skreg de ikke? Tavse stirrede de.

Derhjemme havde de råbt og skreget og skældt hende ud. Her sad de bare og stirrede; men der var et foruroligende mørke i deres øjne. Jovanka kunne slet ikke tackle denne kolde vrede. Og uden at hun ville det, stod hun pludselig midt i omklædningsrummet og tudede. "Hold op med at flæbe, Jovanka! Det er ikke synd for dig!" sagde Dicte, venstre bak og ældste spiller på holdet, én, alle hørte på, når hun sagde noget. Og mens Jovanka prøvede at samle sig fortsatte hun: "Jovanka, fortæl os hellere, hvor din loyalitet ligger: pengene, Serbien eller os?" "Jer," fik Jovanka snøftet frem. Dicte nikkede tænksomt. Hun ledte efter ordene.

Langsomt sagde hun: "Jovanka, du har skuffet og røvrendt hver og én herinde. Det er nok svært at glemme og vi vil gerne se, at det ikke bare er ord. Så på denne træningslejr vil du gøre alt, hvad vi herinde beder dig om. Er det klart?" Usikkert kiggede Jovanka fra spiller til spiller. Og hun blev klar over, at hun måtte gå, hvis hun ikke sagde ja. Klubløs igen. Hun gyste bare ved tanken... Jovanka lukkede øjnene for ikke at se deres øjne. Så nikkede hun. Hun fik et chok, da hun mærkede en hånd gribe hendes nakke. Forskrækket slog hun øjnene op og så direkte ind i Sannes øjne.

Jovanka brød sig ikke om Sanne; eller rettere: Jovanka brød sig ikke om typen: muskelbundt, tatoveret på begge arme og på ryggen, brovtende og larmende og uden finesse. "Og ve dig, hvis du ikke makker ret!" sagde Sanne. Skræmt nikkede Jovanka igen. Men så var det, som om alting stoppede og træningen bare gik i gang. Der var godt nok mange selvhentere, som pludselig blev til jovankahentere, men det var da lige til at holde ud, tænkte Jovanka. Frokostpausen blev godt nok lidt stille, men efter den hørte de stille på trænerens og klubbens visioner for den kommende sæson, og så fortsatte træningen. Alt sammen ret normalt. Og så gik træningen i gang igen. Ingen sagde et ondt ord.

De trænede. Og alligevel oplevede Jovanka det som underligt uden at kunne beskrive hvorfor. Svedige og udmattede gik de til omklædningsrummene efter første dags træning. Nu skulle det gøre godt med et bad. "Stop!" beordrede Sanne, da de var kommet derhen, og Jovanka skulle til at tage sit træningstøj af. Jovanka stoppede undrende, og uden at ænse Jovanka, tog Sanne sportstøjet af. "Kom!" sagde hun, da hun greb håndklædet og gik mod bruserne. Jovanka gik med hende. Sanne stillede sig under en bruser og fik Jovanka til at knæle foran hende. Sanne spredte sine lange ben lidt. "Og nu gør du mit brusebad til en dobbelt nydelse!" sagde hun og tændte for bruseren.

Vandet fossede også ned over Jovanka, som lige skulle fordøje beskeden, mens hendes sportstøj hurtigt klistrede ubehageligt til kroppen. Jovanka stod ved en skillevej. Eller rettere: Hun knælede ved en skillevej. De måtte være bindegale disse danskere. Skulle hun, Jovanka Kostič, en ærbar serbisk kvinde, virkelig slikke en kvinde, som ovenikøbet var Sanne? Så kom hun i tanker om, at det vist kunne diskuteres med ærbarheden. Det skulle hun, nåede hun frem til. Famlende bevægede Jovankas tunge sig ind mellem Sannes ben. "Det var du længe om," konstaterede Sanne. Jovanka var lidt i vildrede, hvordan hun skulle gribe det an. Hun måtte prøve sig frem. "Det dér er godt, Jovanka," bemærkede Sanne.

Hendes stemme lød ikke helt så fast som normalt, noterede Jovanka sig, og fortsatte. "Mmh," udbrød Sanne. Pludselig opdagede Jovanka, at hun var omgivet af en kødrand af nøgne kollegaer. Jovanka rødmede, men turde ikke stoppe. Sannes våde hænder greb om den drivvåde Jovankas hoved og pressede det mere mod sit køn. "Ååh!" og "Jaa!" sagde Sanne uvant dybt. Så fjernede hun den ene hånd og støttede sig mod flisevæggen. "Tak," hviskede hun. Havde hun, Jovanka Kostič, i ramme alvor lige slikket en kvinde til orgasme? Men inden hun fik tænkt videre over det, blev hun beordret til den næste. Seks af spillerne, foruden massør-Troels ville slikkes, konstaterede Jovanka. Så stilnede interessen af.

Og Jovanka var drivende våd af alt muligt. Så trådte Dicte frem for hende. Automatisk begyndte Jovanka at slikke, men Dicte puffede hende bare omkuld. "Sådan, som du har pisset på os, er det her bare rimeligt," sagde hun. Og inden Jovanka anede, hvad der skete, blev hun ramt af en varm stråle. Der stod tårer i Jovankas øjne, da Dicte var færdig. Hun hørte sig selv klynke. Til hendes rædsel så hun, at der stadig var piger omkring hende. Ville de også... tænkte hun, da pludselig et par muskuløse ben trådte ind foran hende. Jovanka kiggede op. Sanne gjorde sig lige nu bred foran hende. "Jeg tror, det er nok," sagde hun ganske stille.

At høre larmende Sanne tale så stille, var i sig selv skræmmende. En enkelt af de andre ville protestere, men et endnu stillere "Nok" fra Sanne fik protesterne til at holde inde. Og underligt afventende gik de alle hver til sit. Jovanka lå bare og var forvirret. Sanne rejste hende op. "Kom, du skal have det klamme tøj af," sagde hun. Det lød faktisk næsten ømt. Og Jovanka lod hende tage blusen, sports-BH'en, bukser og trusser af. Så placerede Sanne hende under bruseren og tændte for det varme vand. Øjeblikket efter blev Jovanka omhyggeligt sæbet ind. Hun greb sig i næsten at nyde de overraskende blide hænder med lukkede øjne. "Hold øjnene lukket," hviskede Sanne.

Og pludselig begyndte et andet par hænder nænsomt at vaske Jovankas sorte hår. Det var lækkert. Og pludselig ramte en rystende erkendelse Jovanka: Hun var liderlig. Godt nok var det ikke et af de danske ord, hun var mest sikker på, men hun mente nok, at det lige var, hvad hun var. "Hvorfor rødmer du, Jo?" Jovanka kunne høre, at Sanne smilede. Det gjorde ikke rødmen mindre. "Ikke noget," mumlede hun. Sanne og ... og hvem egentlig?... lod emnet ligge. Hænderne forsvandt. Vandet stoppede. "Du må åbne øjnene igen," hørte hun. Hun var alene med Sanne igen. Hun stod og rakte hende et håndklæde. Jovanka var ør i hovedet. "Er du kommet dig lidt?" spurgte en smilende Sanne. "Det ...

det hjalp virkelig," sagde Jovanka og nikkede. "Du lignede en, som virkelig var tændt," sagde Sanne og blottede sine flotte hvide tænder. Det nyttede nok ikke noget at benægte, tænkte Jovanka, så hun smilede bare - og rødmede igen. Jovanka og Sanne var den sidste, der kom ud i foyeren, hvor værelserne skulle fordeles. Hun måtte synke, da hun så, hvem der stod tilbage: Dicte, Sanne og Griet. Så Jovanka måtte dele værelse med Dicte. Pissedicte! Hun bandede indvendigt. For Sanne havde tydeligvis taget Griet, eller Margriet Evelyn van't Torp, som hun vitterligt hed, under sine beskyttende vinger. Griet var purung og et ganske usædvanligt hollandsk håndboldtalent, som det var lykkedes klubben at sikre sig.

Hun var ikke en god håndboldspiller på grund af sin fysik. Hun var det på grund af sin spilforståelse og de hurtige omdrejninger i knolden, som i øvrigt sad oven på en nærmest kulsort krop. "Jamen, så deler jeg værelse med Jovanka," hørte Jovanka Sanne sige. Indtil i dag ville Jovanka have forsvoret, at hun ville kunne glæde sig over det, men i dag var alting tilsyneladende anderledes - og i betragtning af alternativet var det godt, at Sanne ville dele værelse med Jovanka. Parvis forlod de foyeren. Jovanka var spændt på, hvad det måtte indebære at dele værelse. "Husker du, at du skal adlyde?" spurgte Sanne, da hun havde lukket værelsesdøren bag dem. "Hvordan skulle jeg glemme det?"

svarede Jovanka med et suk. "Godt ord igen," grinede Sanne, "nej, det kommer du nok ikke lige til at glemme." "Har jeg sagt tak, fordi du reddede mig?" kom Jovanka til at tænke på. Sanne rystede smilende på hovedet. "Bliv nu ikke overstadig. Du skal jo stadig være lydig. Nu er det bare mig, der får fornøjelsen. Om det så er bedre end Dicte, det ved vi jo ikke." "Nej," medgav Jovanka stille. "Men vi skal gøre os klar til at tage ud at spise. Mon Vrå har noget at byde på?" spurgte Sanne. Jovanka trak på skuldrene. Mens Sanne hurtigt samlede tøj sammen, stod Jovanka næsten handlingslammet i egne tanker.

Sanne var hurtigt i en top og en kort nederdel og stod allerede og tog sko på, da Jovanka stadig stod og samlede sit tøj sammen. "Vi ses!" kvidrede hun. Det kom lidt bag på Jovanka, at Sanne kunne lyde sådan. "Ja, vi gør," brummede hun. Jovanka havde lige taget tøj på, kortærmet skjorte og en tækkelig knækort nederdel, da Sanne brasede ind i rummet igen. "Jo, vi skal bytte nederdel," meddelte hun. "Nej, det..." indvendte Jovanka. Sådan en kort nederdel som Sannes kunne hun ikke tænke sig. "Jo! Ingen diskussion!" krævede Sanne bestemt. Jovanka sukkede. Selvfølgelig havde Sanne fat i den lange ende under de givne omstændigheder.

Og efter at have fumlet med lynlåsen, stod Jovanka opgivende med nederdelen i hånden og rakte Sanne den. Sanne kom hurtigt ud af nederdelen, og det slog pludselig Jovanka, at Sanne ikke havde trusser på. Hvordan Sanne kunne få sig selv til at gå med sådan en kort nederdel uden trusser? Jovanka var uforstående, men også lidt imponeret. Men hun var lettet, da Sanne ikke forlangte, at hun tog trusserne af. De kom allesammen dryssende i foyeren og gik i samlet flok til restauranten. 17 piger i deres bedste alder og et par officials. Og de fleste af pigerne havde tydeligvis ikke noget imod, at de gjorde indtryk. Men Jovankas nederdel var den korteste.

"Du har altså sådan nogen superflotte stænger, Jo," lød en stemme ved siden af hende. "Tak," sagde Jovanka usikkert og vendte sig mod stemmen og kiggede lige ind i Lauras fregnede ansigt. Samtidig mærkede hun pludselig Lauras hånd på sin lænd, som langsomt gled ned og gav Jovankas balle et krævende klem. "Det var virkelig lækkert at få slikket fisse af dig," hviskede hun stille. Jovanka rødmede. I øjenkrogen kunne hun se Sannes ansigt, men ikke afgøre, om det var et slet skjult grin eller et opmuntrende smil hun så. Restauranten var en italiensk restaurant, hvor det italienske var lidt tvivlsomt, men det er et vilkår i mindre stationsbyer. Her var der reserveret et langt bord til pigerne.

Uden at Jovanka kunne gøre noget ved det, sad hun pludselig mellem Sanne og Laura, og overfor satte Griet sig. Hendes store smil ikke ligefrem beroligede Jovanka. Forretten blev serveret - en eller anden salat med pasta. Hun havde taget sin anden bid, da Sanne hviskede: "Giv mig dine trusser, Jo!" Og da Jovanka ikke reagerede omgående, tilføjede hun "Nu!" Mens hun kiggede sig omkring, vandrede hænderne op under nederdelen. Ingen så ud til at sige noget. Hurtigt løftede hun numsen et splitsekund, og øjeblikket efter fik Sanne trusserne rakt under bordet, mens Jovanka prøvede at se uskyldig ud. Og pludselig greb Jovanka sig i at føle det frækt at sidde her. Hun følte sig nøgen og ... sexet.

En hånd på låret, ledsaget af Lauras hvisken: "Spred de lækre stænger, tøs!" fik hende kortvarigt på andre tanker, men de kom hurtigt på sporet igen. Og så fandt hun ordet: Dette var pirrende! Salattallerkenerne blev båret ud. Og ind kom bøffer og pasta. Pigerne gik til sagen med god appetit, også Jovanka, som dog pludselig var ved at få bøffen i den gale hals, da hun mærkede et par fingre, der greb om hendes klit. Ikke hårdt, ikke ubehageligt, men netop sådan, at Jovanka ikke var i tvivl om, hvilken magt disse fingre havde. Jovanka kunne ikke abstrahere fra fornemmelsen og lod mad være mad. "Har du ingen appetit, Jo?" ville Sanne vide, "Spis!"

Samtidig mærkede hun et andet sæt fingre på sit underliv og føle, hvordan hendes skamlæbe blev trukket. Havde det ikke været, fordi hendes mest følsomme dele blev holdt fast, var Jovanka hoppet en halv meter i vejret af forskrækkelse. Men i hendes nuværende situation måtte hun føje sig. Hun skulle bruge al sin koncentration til at skære kødet, tygge, synke. Men så snart hun gjorde det, blev de krævende hænder pludselig kælende hænder - og gjorde det netop derved endnu mere krævende at spise. Dét blev ikke bedre, da noget nyt og anderledes ramte hendes skedeindgang. Da hun så op, så hun lige ind i Griets snorlige tandsmil og frække blik. Var dette...

det måtte være Griets storetå, som lige nu banede sig vej forbi Jovankas indre skamlæber. Griet bøjede sig frem: "Du er våd, Jo," hviskede hun næsten uhørligt; men det kunne Jovanka ikke modsige. Hun kunne mærke, hvordan blodet steg i hendes ansigt, men kom så med ét i tanke om at spise igen. Langsomt og meget koncentreret, mens to hænder og en fod behandlede hendes underliv. Og det var underligt. Det var spændende. Det var dejligt. Og da det havde stået på et stykke tid, gik det op for Jovanka, at hun var ved at komme. Hér. Hun lænede sig mod Sanne. "Jeg kan ikke mere," peb hun.

Men i stedet for at få det til at stoppe, trak Sanne bare hendes hoved ned på sin skulder. "Lad det bare ske," mumlede hun stille men bestemt. Alle hørte klynket, da Jovanka kom. Det var så dejligt - og så pinligt, hun havde tårer i øjnene. Fuldstændig forvirret og konfus. Nogle af spillerne kiggede bekymret på hende. Endelig fik hendes skridt lidt fred, og alligevel følte hun sig vakkelvorn, da de lidt senere gik tilbage til hotellet. Hendes køn var så følsomt i den nordjyske aftenluft. Udmattet kastede hun sig på sengen, da hun og Sanne ankom. Sanne kastede sig ved siden af. En stund sagde ingen noget. Og det var dejligt. Men Sannes stille "Klæd dig af, Jo"

gjorde en ende på det. Mærkeligt nok opdagede Jovanka, at hun ikke havde noget imod at klæde sig af for Sanne. Det føltes faktisk ... frækt? Spændende? Sexet? Jovanka kunne ikke beslutte sig, og da Sanne så et øjeblik efter med en enkelt let finger fulgte kurverne i Jovankas krop, gik der ilinger igennem den, som Jovanka ikke vidste var mulige af så lidt. Sannes finger var ankommet til Jovankas bryster, hvor en finger blev til to og tog fat i hendes brystvorte. Langsomt øgede hun presset. Det sendte fuldstændig modstridende signaler igennem Jovankas krop: det gjorde ondt, og det forårsagede oprør i Jovankas underliv, og hun hørte sig sige: "Jaaa, rør ved mig!" Så bankede det på døren.

Jovanka fór sammen og rakte ud efter sit tøj. Men en hovedrysten fra Sanne fik hende til at stoppe. Sanne gik for at åbne og kom tilbage med Griet, som var i træningsdragt. "Jeg ser, at der er nogen, som tager sig visse friheder med Jovanka," bemærkede hun. Der var snert i stemmen. Sanne bøjede hovedet. "Men du … du var jo med i noget af det?" fik Sanne fremstammet. "Hører jeg rigtigt? Hvor tør du gå i rette med mig, tøs?" svarede Griet spidst. "Undskyld, min dronning," mumlede Sanne. Tøs? Dronning? Jovanka undrede sig. Griet sendte Jovanka et stort smil og vendte sig mod Sanne igen. "Få den nederdel af!" kommanderede hun. "Men ... Jovanka...," prøvede Sanne at indvende.

"Onanerer du så meget, at din hjerne har taget skade og du ikke længere forstår en simpel besked, din dumme gås? Tag den af! Nu!" Griet lød hård, men der var noget i hendes øjne, syntes Jovanka, der målløs fulgte med i dette sceneri, hvor barske Sanne blev som voks mellem den langt mindre og langt yngre Griets fingre. Langsomt tog Sanne nederdelen af og lagde den på sengen. "Spred benene! Hænderne bag hovedet!" Sanne efterkom ordren, og uden yderligere dialog stak Griet en hånd mellem Sannes ben. Jovanka kunne se, at nogle fingre smuttede op i Sanne. "Din liderlige so!

Man kan heller ikke slippe dig af syne et øjeblik, uden at du lader din fisse overtage styringen og du begynder at lække!" Sanne blev ildrød, da Griet talte sådan. Et forsigtigt sideblik til Jovanka afslørede, at hun var virkelig pinlig berørt. "Hvad skal jeg stille op med en ulydig tøs, som ikke kan forstå en simpel besked?" fortsatte Griet. "Har du et forslag, Jovanka?" Og selv om Jovanka havde glemt alt om sin nøgenhed, havde hun kun "Øh" som forslag. Griet satte sig på sengen ved siden af Jovanka. "Har du stadig Jos trusser?" bjæffede Griet. "Ja, min dronning," mumlede en befippet Sanne og fiskede dem op af tasken. "Ind i munden. Ikke alle behøver høre dig!

Og så lægger du dig over mit skød og spreder benene lidt, så Jovanka kan se, at du er en tæve i løbetid, mens jeg straffer dig!" Jovanka var nærmest forbløffet over, at Sanne fandt sig i tonen. Men Sanne adlød - og Jovanka kunne se, at Sanne var våd. Hendes glatte skamlæber glinsede af lider. Tanken, om hun mon selv var våd, strejfede Jovanka. Og da dét først var tænkt, opdagede hun til sin forskrækkelse, at hendes ene hånd kælede for hendes skridt. Hastigt trak hun hånden til sig i samme øjeblik, som Griets første slag ramte Sannes balle. Der var noget uhørt erotisk ved at se Sanne sådan.

Hvad er det, der sker, spurgte Jovanka sig selv om og kiggede uforvarende ind i Griets smilende ansigt. "Nej, bliv ved, Jovanka, det ser så lækkert ud!" sagde hun med fløjlsblød stemme for i næste øjeblik at hamre sin flade hånd på Sannes anden balle. Uden at Jovanka ville dét - og samtidig uden at Jovanka i dette øjeblik ville noget som helst andet end dét - søgte hendes hånd hendes køn igen. Det føltes så forkert og så rigtigt, da hendes langemand smuttede op i hende. Og for første gang slog tanken hende, om hun monstro nød alt dette; nød hele konceptet med at være lydig, fordi ... fordi hun ikke behøvede være pæn pige.

Griet slog løs på Sannes balder, som efterhånden fik en rødlig nuance. Der kom lavmælte hvin og støn fra Sanne igennem trusserne, men det så ikke ud til at gøre Sannes køn mindre vådt. Måske nærmest tværtimod. Men Sanne vred sig under Griets slag, indtil Griet var tilfreds. Dér måtte Sanne rejse sig. "Tag et ben op på sengekanten og smør din røv," kommanderede Griet, og inden Sanne nåede at formulere sin protest, tilføjede hun: "Du er våd nok!" "Ja, min dronning!" sagde Sanne opgivende. Og Jovanka havde aldrig set noget lignende.

Sanne stod og lod to fingre forsvinde oppe i fissen, for et øjeblik efter at lade de samme fingre, nu våde, op i sin røv mens hun så mere og mere fraværende ud. Bag hende kom Griet af tøjet. Hun var virkelig lækker, måtte Jovanka sande. Og så spændte hun nogle remme m sit underliv - med en kunstig pik. Hun beordrede Sanne om at slikke den; og Sanne stoppede med at smøre sig selv - og føjede sig. Da Griet placerede Sanne på sengen med enden i vejret ved siden af Jovanka, kunne Jovanka pludselig høre sig stønne.

Til Jovankas overraskelse fik Sannes ansigt ikke noget udtryk af smerte, da Griet langsomt lod plastikpikken trænge op i hendes snævre åbning. Jovanka kunne snarere læse overraskelse og koncentration ud af ansigtet; og da Sanne så med lukkede øjne stønnede "Jaa", var der ingen tvivl: Sanne nød behandlingen. Uden at ville det, var Jovanka blevet grebet så meget af sceneriet, som udspillede sig lige ved siden af hende, at hun var stoppet helt med at kærtegne sit køn. Men nu krævede det sin ret. Denne dag, dette scenarie, Jovanka MÅTTE onanere, så det gjorde hun. Sannes og hendes støn var meget forskellige, og alligevel lød de helt rigtigt sammen, indtil Sanne kom med en gurglende lyd. "Stop, Jo!"

sagde Griet stille. Der gik et øjeblik, før det gik op for Jovanka, hvad Griet mente; men Jovanka havde ikke lyst til at stoppe. Og alligevel var næste skridt et stort skridt for Jovanka: "Vil du ikke nok tage mig også?" Griet rystede på hovedet. "Det er jo, oprigtig talt, ikke dig, jeg er interesseret i, men Sanne." Den besked måtte Jovanka lige fordøje, før hun spurgte, om hun så ikke måtte fortsætte. "Én orgasme om dagen er vel rigelig, når man er en tøs i din position," ræsonnerede Griet. Jovanka kunne ikke modsige hende og nikkede med et suk. "Men netop den position har tændt noget i dig, kan jeg mærke.

Men det er ikke Sanne og mig, der er løsningen," forklarede Griet, "men der skal nok dukke en løsning op, tøs." Så vendte Griet sig mod Sanne: "Gør den ren!" Hvad hun havde forventet, anede Jovanka ikke. Men hun havde ikke forventet, hvad hun så: At Sanne, barske Sanne, vendte sig om på alle fire og begyndte at slikke dildoen ren. "Jamen, den har lige været i..." hørte Jovanka sig protestere, men blev afbrudt af Griet: "Ja, man skal jo betale en pris, hvis man tænder på små uskyldige negerpiger." Jovanka anede mildest talt ikke, hvordan hun skulle reagere. Da Griet selv begyndte at grine, blev det noget nemmere.

De laver temmelig meget fis heroppe nordpå, tænkte Jovanka med et suk. Det var nogle gange svært. Sanne behøvede ikke mange kommandoer fra Griet for at gøre, hvad Griet forlangte. Men et øjeblik efter lå Griet ved siden af Jovanka med spredte ben, og Sanne havde hovedet begravet dybt imellem hendes ben. Griet stønnede ikke stille, og hendes blik blev mere og mere fjernt. Der kom en "Uuh" lyd, da hun kom. Sannes indsmurte ansigt virkede både frastødende og erotisk på Jovanka. Hun havde lyst til at røre ved sig selv, men måtte ikke; og selv dette var erotisk. Griet pakkede sine ting sammen.

I døren vendte hun sig om og så på Jovanka: "Og du sover med hænderne over dynen!" "Det skal jeg nok sørge for, min dronning," svarede Sanne. "Godt tøs!" Griet lukkede døren og var væk. Hun efterlod en akavet stemning i rummet. Sanne begyndte at gøre sig klar til at gå i seng. Jovanka fulgte lidt efter. Men modsat Sanne faldt hun ikke hurtigt i søvn. Dagens oplevelser og billeder væltede rundt i hendes hoved. Hvorfor var hun så tændt? Kunne hun virkelig lide det? Og hvad mente Griet, når hun sagde, at der nok skulle dukke en løsning op? Da Jovanka omsider faldt i søvn, var der allerede en lys stribe ved horisonten. Jovanka var træt om morgenen.

Og alligevel var hun vågnet fugtig i skridtet. Hun vidste ikke nøjagtig, hvad hun havde drømt, men kunne godt regne retningen ud. Søvndrukken kom hun til morgenmadsbuffeten uden at være i stand til alvorligt at bruge kræfter på andre end sig selv. Tavst spiste hun sin morgenmad ved et tomt bord. Mekanisk fik hun klædt sig om for at dukke op til morgenens træningspas i hallen - som den sidste. Både de andre - og en million bolde - var der allerede. "Stil dig i midtercirklen, Jo!" sagde Tina, som ellers sjældent sagde noget. Jovanka orkede ikke stille spørgsmålstegn ved det og stillede sig i midtercirklen. Tina fortsatte: "Vi er nogle piger, som har snakket sammen efter i går.

Der er ingen, som får noget ud af det, sådan som det er..." Hun blev afbrudt af Sille, en af de piger, som Jovanka havde slikket i går: "Årh... Det ved jeg snart ikke..." En stille fnisen gik gennem truppen, indtil Tina tog ordet igen: "Spørgsmålet er: Er du en af os, eller er du ikke, Jovanka?" "Jeg... Jeg er en af jer," mumlede Jovanka. Hun anede ikke, helt hvor dette bar hen. "Og er du enig i, at du har fortjent at blive straffet for at have pisset på dine holdkammerater i den grad?" fortsatte Tina forhøret. Hvor var det typisk for de her nordboer, tænkte hun. Først den kolde vrede.

Og når de har gennemtænkt det, så gider de ikke bruge kræfter på at være sure på hinanden. Der, hvor hun kom fra, kunne man bogstaveligt hade hinanden i generationer. Men jo, Jovanka var med på, at hun fortjente en straf. Hun nikkede. "Så lad os få det overstået. Klæd dig af, Jo!" sagde Tina stille. Jovanka skulle overtale sig til ikke at protestere. Og vel havde de andre set hende nøgen i bad en del gange. Men lige nu var hun sig meget bevidst om sine hofter, som efter hendes smag var lidt for brede, sine bryster, som ikke var helt lige store, sit blindtarmsar, som kirurgerne i borgerkrigens Jugoslavien ikke havde ofret mange kræfter på.

"Bind din bluse for øjnene!" kommanderede Tina. Lydigt, og tiltagende betænkeligt, gjorde Jovanka det forlangte. Og hun vidste, hvad der skulle ske. De ville tyre bolde mod hendes fuldstændig ubeskyttede krop. De bedste af dem kunne sagtens skyde 120 kilometer i timen. Det var lige ved at Jovanka fortrød. "Spred benene! Hænderne bag hovedet!" Tinas stemme tålte ingen modsigelse. Jovanka kunne høre boldene blive samlet op. Nogle begyndte at drible med dem. Og så hørte Jovanka skridt hen imod sig. "Hvis man skal stå her for at pisse på sine holdkammerater, skal jeg stå her." Det var Dictes stemme. Jovanka kunne høre, at Dicte tog tøjet af. "Undskyld," mumlede hun, da hun stillede sig klar.

Jovanka blev overrasket, da hun mærkede, hvor rørt hun blev. Og hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige, da Dictes hånd pludselig greb hendes. Så hun valgte bare at give Dictes hånd et lille klem. "Er i klar, tøser!" hørte de Tina råbe. Der lød samstemmende mumlen i hallen. Så hørte Jovanka den lillebitte lyd, der kommer, når harpiks på bolden giver slip på harpiks på hånden. Hun tog en dyb indånding og spændte, som alle erfarne håndboldmålmænd, sine mavemuskler. Boldene susede om ørerne på hende, men...

Så lød Tinas stemme igen: "Når du nu er en af os, og oven i købet har vist, at det ikke bare er ord, er der ingen grund til at gøre mere ved det." Forundret og fortumlet over holdets måde at tackle vreden på, tog Jovanka trøjen fra hovedet. Hele holdet stod omkring hende. Én efter én gav de hende et knus. Det sidste knus kom fra en nøgen Dicte. "Jeg var så vred," hviskede hun undskyldende. Jovanka nikkede: "Det' ok," sagde hun. Det kunne hun da forholde sig til. Resten af træningssamlingen var velgørende og frustrerende normal. Første døgns rædselsfulde og pirrende spænding var forsvundet, og tilbage var bare billederne i Jovankas hoved, nyopdagede behov og ... uopfyldt lyst.

Det var en tavs og lidt gnaven (og trængende) Jovanka, som nogle dage senere steg ud af holdbussen hjemme foran Østjyllandshallen. En hånd på sin skulder fik Jovanka til at glemme billederne i hovedet og tankerne et øjeblik. Da hun drejede hovedet, kiggede hun lige ind i Lauras fregner. "Mangler du noget?" ville Laura vide. Jovanka havde ikke meget lyst til at indrømme, hverken for Laura eller for sig selv, hvad hun manglede. "Du kommer med hjem til mig," sagde Laura med et smil. Jovanka var på nippet til at protestere, da hånden på skulderen blev til et fast greb i nakken. "TØS!" tilføjede Laura, samtidigt meget stille og med eftertryk.

Nu var en ting Jovankas hjerne, en anden ting Jovankas underliv. Hun kiggede på Laura. Det lød faktisk forjættende, syntes Jovanka - mest forneden. Men det var foroven, hun nikkede.