Ærlig talt vidste jeg ikke, hvorfor vi var inviteret til middag hos chefen. Årsagen havde været omgærdet af et vist hemmelighedskræmmeri, må jeg sige. Men ikke desto mindre var Helle og jeg på vej op af flisegangen i Charlotte og Karls parcelhushave. Det var en af disse lune augustaftener, så jeg var sikker på, at Karl havde gang i webergrillen. Charlotte, min chef, og jeg havde arbejdet sammen i årevis og ledet den succesrige danske afdeling af en hollandsk virksomhed indenfor landbrugsindustrien. Charlotte og Karl var, som vi, i midt fyrrerne. Yngelplejen var lige afsluttet.

Vi kendte hinanden fra arbejdet, også som ægtepar fra talrige firmaarrangementer, og syntes tydeligvis godt om hinanden, men springet til at komme privat sammen, havde vi ikke taget. Jeg havde derfor været overrasket, da Karl ringede og inviterede os. Til min overraskelse tog Karl imod os og satte sig med os inde i stuen. Ingen Webergrill altså. Charlotte var tydeligvis overrasket over, hvem der kom på besøg, men hilste pænt, inden hun forsvandt i køkkenet igen. Lidt efter bad Charlotte til bords. Og jeg fik mere og mere på fornemmelsen, at der var noget galt. Karl var beleven, charmerende, sjov, som vi kendte ham.

Men det var meget svært at føre en samtale med Charlotte, der mest var til enstavelsesord og havde et alvorligt, næsten forpint udtryk, selv om hun som sædvanlig så godt ud i sin ret stramme sommerkjole. Forklaringen kom, noget stammende, efter hovedretten, fra min chef. "Kristoffer og Helle. Jeg vil gerne bede jer om at behandle det, jeg siger nu, fortroligt," indledte hun sin tale, "for det er mildest talt lidt pinligt. Men Karl skal udstationeres i Sydamerika i 4 måneder. Han kommer først tilbage til jul. Det er lang tid. Og jeg ved ikke, hvordan jeg kan sige det her spiseligt eller forståeligt og uden, at I synes, jeg er sindssyg.

Men dybt inde i mig har jeg et behov for at blive ydmyget, afklædt, hånet, fornedret. Det giver mig et kick, og jeg ved ikke hvorfor. Sådan har jeg altid været. Som barn havde jeg en veninde, vi legede ofte hund; det vil sige, jeg var hund - i snor, hvis I forstår; bare for at give jer et lille fingerpeg. Nu skal Karl være væk i 4 måneder og åbenbart er hans valg faldet på jer. Vil I hjælpe mig, mens Karl er væk?" Charlotte kiggede undskyldende på os. Helle og jeg var måbende. Her havde Charlotte, til daglig min chef, taget fusen på os. "Hvorfor os," spurgte Helle, da hun lige havde samlet sig.

"I var heller ikke, hvem Charlotte foreslog," svarede Karl smilende, "men man skal jo ikke selv bestemme, hvem man ydmyges af. At hun er chef for Kristoffer er et pikant twist, men vigtigst var dog, at det var nogen, jeg kunne stole på. Det er jo en balancegang, og du, Kristoffer, er jo ikke interesseret i at Charlottes ry, og dermed firmaets, havner i sølet. Samtidig tror jeg, det er nemmere at skille arbejde og privatliv end venskab og privatliv. Derfor valgte jeg ikke rigtig tætte venner til det." "Lad mig forstå, Charlotte," tænkte Helle højt, "hvorfor gør du det ikke selv?" "På en eller anden måde er det ikke rigtigt," mumlede Charlotte genert, "så er det jo mit valg."

"Vent, taler vi om tvang?" spurgte jeg. Både Karl og Charlotte nikkede. Men Charlotte tilføjede: "Og så alligevel ikke. For jeg bestemmer jo selv, om jeg gør som forlangt. Men det kan have konsekvenser, hvis jeg ikke gør. En sværere udfordring, surhed, kulde, hårde påklædningskrav og sådan noget." "Narrefisse!" udbrød Helle pludseligt. Det gav et sæt i os andre. Men Helle fortsatte, "du taler om ydmygelse og afklædning, men sidder der i dit pæne tøj. Ka' du komme i gang?" Efter at være forvirret et øjeblik rejste Charlotte sig op. Hun tog fat i sin kjole og løftede den op over hovedet. Hun havde ikke trusser på. Hendes bryster var i en halvskåls-bh. Hendes vorter tittede frækt frem.

Hendes fisse var helt glat. "Hænger de?" spurgte Helle. "Hvad?" spurgte Charlotte. "Om dine patter hænger! Det er ikke så svært!" fortsatte Helle. "Ja, lidt," fremstammede Charlotte, "to børn, du ved..." "Du skal ikke bortforklare. Vis os det!" brummede jeg. Nølende åbnede Charlotte sin bh og lod den falde. Hendes bryster hængte lidt, nok mere end da hun var ung, men de var nu lækre alligevel. Og alligevel sagde jeg: "Leg med dine gammelkonepatter!" Jeg kunne se, at den sad. Omgående begyndte hun at lege med sine bryster. "Klem vorterne hårdt!" kommanderede jeg. Man kunne se smerten i hendes ansigt. "Hvad kalder Karl dig," spurgte Helle. "K..kneppedyr" svarede Charlotte stille. "Kom herover kneppedyr!" befalede Helle, og Charlotte kom.

Uden varsel stak Helle to fingre i min chef. De blev drivende våde. Charlotte rødmede. Resolut tog Helle en grydeske fra bordet og stak den op i Charlottes uforberedte røv. Charlotte gav et hvin, men fik bare besked om at rydde af og servere dessert sådan. Kejtet trissede Charlotte ud i køkkenet og kom med desserten. Efter et øjebliks overvejelser tog hun skeen ud og satte sig. "Det har du ikke fået besked på!" sagde jeg vredt, rejste mig og trak Charlotte ud på badeværelset. Helle og Karl fulgte nysgerrigt med og så, hvordan jeg anbragte den forvirrede Charlotte på knæ i brusekabinen. "Du duer heller ikke til at udføre en simpel ordre. Duer du til noget?"

sagde jeg, mens jeg åbnede gylpen. Lidt efter lod jeg strålen ramme Charlotte. Hun prøvede ihærdigt at fange strålen med munden. Det mislykkedes ofte, kan jeg fortælle. Da jeg var færdig, stak jeg pikken i hendes mund for at få den gjort rent. Men Charlottes behandling af den var så lækker, at jeg blev lidt længere. Jeg trak mig ud, lige før jeg kom. Sæden ramte Charlottes ansigt. "Når du har slikket op, kan du kravle ud i haven og lufttørre!" sagde jeg. Og uden at afvente Charlottes reaktion gik Helle, Karl og jeg tilbage i stuen. "I har fat i det," bemærkede Karl tørt, "hverken Charlotte eller jeg tænder på vold. Vi ejer ingen pisk eller sådan noget.

Jeg har et par gange givet hende antydningen af en endefuld, fordi det i situationen var fornedrende." "Og jeg, som troede, hun havde dårlig smag, når hun ind imellem kom på arbejde og lignede én på 40, der prøver at ligne en engelsk skolepige," tænkte jeg højt. "Du har måske bemærket, at det altid var dage, hvor hun ikke havde eksterne møder," kommenterede Karl smågrinende. Efter at have tænkt mig om, nikkede jeg. Imens kravlede Charlotte forbi på sin vej ud. Vi spiste dessert og fandt ud af, at Karl allerede rejste i overmorgen. Så dér skulle vi overtage. "Må vi låne hende til en lille tur nu?" spurgte jeg.

Karl nikkede, og Charlotte fik besked på at tage en stram top og en kort nederdel på. Vi indbød Karl at være med. Sammen kørte vi til nabobyen. Vi stoppede ved en tankautomat. "Træk nederdelen op om livet og tank," beordrede jeg Charlotte. Et splitsekund efter stod den sperm- og tis-indsmurte Charlotte med rumpen bar ved betalingsautomaten. Lidt senere tankede hun. "Check også olien," befalede jeg. Selvfølgelig kunne den selvstændige kvinde, jeg kendte, finde ud af det. Det var fantastisk. "Våd nu?" spurgte jeg hende, da hun var færdig. Hun nikkede med et smil.

Med beskeden om, at hun ikke skulle svine i min bil og derfor skulle proppe noget af tankens papir i sig, fik hun sin sidste opgave af mig den dag. Vi kørte Charlotte og Karl hjem. Lidt senere var vi selv hjemme. "Du har det der blik..." bemærkede jeg til Helle. "Jeg er så tændt. Det er så stærkt, hun ikke går på kompromis..." svarede Helle. Længere kom hun ikke, for jeg flåede hendes kjole op, satte hende på skuffemøblet i vores entre, trak trussen til side og hamrede mit lem ind i hende. Hun var godt nok tændt. Da vi var færdige, meddelte jeg henkastet: "Det her var interessant. Så forventer jeg, at du har bar røv herhjemme!"

"Det er godt med dig," svarede hun, "tror du, du sådan bare kan bestemme over mig?" "Ja, hvis det er det, du vil," svarede jeg smilende. "Charlotte er en stærk og selvstændig kvinde. Så stærk, at hun siger ja til at være svag, fordi hun vil," ræsonnerede jeg. Helle kiggede tænksomt og smilende, men rystede stille på hoved. Hun tog dog kun en T-shirt på, da hun kom i seng. "Du har pisset på din chef, bindegale menneske! Er du klar over, hvor mange sjove muligheder det her giver?" spurgte hun mig, inden hun slukkede lyset. "Du kunne få en nøgen rengøringsdame," svarede jeg. Helle fnisede ved tanken.

"Jeg har læst et sted, at en kvinde, der én gang har ammet, altid kan fås til at give mælk igen, hvis bare der suges nok og regelmæssigt." Helle så lidt henført ud. "Du mener, hun kan sidde med patterne fremme og maltraktere sig med en brystpumpe de mørke vinteraftener, og vi sparer oveni købet fedtafgiften til fløden i maden?" spurgte jeg. Helle nikkede stille. "Jeg har også en fantasi om at se en kvinde blive bollet af en maskine," bemærkede jeg. Helle kiggede overrasket på mig, men nikkede så. "Det er jo også en mulighed, sagde hun stille, "kender vi egentlig ikke en bondemand, hvor vi kan have kneppedyret opstaldet, når vi er på efterårsferie?"

For mit indre øje så jeg min chef stå lænket nøgen i rækken af malkekøer. "Har vi egentlig nogensinde talt om sådan noget før?" spurgte jeg. "Helle brummede et "næppe." Vi var stille et øjeblik. "Du har ret. Det giver mange muligheder. Rigtig mange," sagde jeg. Helle svarede ikke længere. Den nat faldt jeg i søvn sent.