2012

Julegaverne - af Jesper

Det startede 1. december. Det ringede på døren og udenfor stod en ung mand. - Jeg skulle aflevere en pakke sagde han og rakte en lang tynd pakke frem sammen med en kvitteringsblok. Da han var gået, pakkede jeg den op. Jeg ventede ikke nogen pakke, og der var ingen afsender. Kun et paprør af den slags man bruger til at sende plakater i. Inden i var den fyldt op med blødt papir og i midten lå der noget, der kun kunne være... et spanskrør! Vedlagt var også en seddel, et computerprintout med Det Danske Spejderkorps logo: Liljen, med mottoet. Vær beredt! Samt en tegning af en julebuk sådan et bæst af strå med en rød sløjfe og gran mellem hornene. Jeg kikkede på det. Der var ingen tvivl. Langt og smidigt, på tykkelse med en finger. Det var helt glat og bar præg af at være behandlet med olie. Jeg var forbløffet. Jeg er en ganske almindelig kvinde på 30 år, ganske vist single p.t. Jeg har intet ønske hverken om at give eller modtage spanskrør. Og dog det første kunne være meget sjovt, men ikke for en pæn pige som mig og det sidste, nej, nej det gør ondt har jeg hørt. En fejlleverance åbenbart. Men adressen var god nok, og navnet. På den anden side der er mange Pia Rasmussen’er og et eller anden sted gik der altså en navnefælde rundt, der skulle have, eller skulle give en omgang med et lækkert spanskrør. Enten af eller til en julebuk.

Jeg opgav, lagde pakken i soveværelset og gav mig i gang med dagens gøremål.

----------------------------------------

Om aftenen så jeg på pakken igen. Den så fristende ud. Gør det ondt at få spanskrør? Man skal vist have det på den bare ende, ellers er det ikke rigtigt. Jeg stillede mig op foran spejlet og prøvede forsigtigt et rap over højre balle. - Ååågh... Auuugh! Det var ikke fordi det gjorde så ondt, det var mere chokket og overraskelsen. Jeg prøvede igen. Denne gang lidt hårdere. Auuuuuugh… iiiiuiigh. Det kunne mærkes og i spejlet så jeg en rød stribe over begge baller.

- Tag dig nu sammen. Vær ordentlig. Jeg fik en anstændig natkjole på og gik i seng. Jeg kunne mærke det både i enden og i mit hoved, noget jeg ikke havde følt før.

De følgende aftener “legede” jeg igen med spanskrøret og den bare popo. Jeg vænnede mig til smerten og den underlige følelse, der skyllede op i mig.
Men jeg tog mig sammen. Sådan noget gør man ikke. Næste dag gik jeg direkte i seng og forsøgte at få alle perverse tanker ud af mit hoved.

-------------------------------------------------------

Der gik en lille uge, så var han der igen. Det unge pakkebud. En ny pakke denne gang flad omkring 30-40 cm x 10-15 cm. Jeg tog fat i budet. - Hvad er det? Jeg har ikke bestilt noget. Hvem sender det til mig?
- Jeg ved det ikke. Der er ingen afsender, og så kan det ikke spores tilbage. Jeg skal bare aflevere det. Vil du kvittere her?

Med en blanding af nysgerrighed og bange anelser åbnede jeg pakken. Ud kom noget der lignede et boldtræ. 33 x 15 cm fladt og med et håndtag i den ene ende. Samtidig flagrede den kendte seddel ud.: Vær Beredt! Med tegningen af julebukken, lavet pænt i hånden og farvelagt.
Jeg stirrede på indholdet. Så gik det op for mig, hvad det var. En paddel! Jeg færdes ikke i de kredse hvor man bruger sådan noget, faktisk har jeg aldrig fået klø, selv ikke da jeg var lille, men jeg har hørt om padler og ved hvad de bruges til. Til at give folk endefuld med, igen fortrinsvis på den bare røv.

Det her eksemplar var fint forarbejdet med en række huller, så luften kunne slippe igennem. For enden et håndtag, med en bevikling af lædersnor og yderst ude i håndtaget en læderstrop til at vikle om håndleddet, så man ikke tabte instrumentet, medens man brugte det.
Det hele var fint lakeret med mange gange farvet blank lak

-------------------------------------------------------------------------

Denne gang for jeg op i soveværelset, flåede tøjet af og stillede mig foran spejlet.
- AUGH… OOOOOH! IIIGH! Det kunne mærkes. Langt mere end når jeg forsøgte mig med spanskrøret på egne baller. Her kunne jeg rigtig komme til. Jeg tror, at jeg gav mig selv 10 hårde slag, inden jeg lagde mig på maven over sengen, hænderne knuget om ballerne, medens jeg gned min kusse mod sengetæppet.

Jeg tog mig sammen. Det går ikke. Hvad er det for et skråplan, du er kommet ind på. Jeg rejste mig, så mig en sidste gang i spejlet. Hele min røv var glorød, men der var ingen striber som af spanskrøret, kun dybrødt kød.
Ikke desto mindre prøvede jeg det hver aften den følgende uge. Efterhånden kom det dertil, at jeg kunne mærke min gloende ende, hver gang jeg satte mig på min stol på kontoret.

----------------------------------------------------------------------

Jeg begyndte at spekulere. Hvis det ikke var en enorm fejltagelse, hvad havde jeg så gjort forkert siden jeg skulle have klø? Og hvem var denne julebuk? Jeg rodede rundt i hjernen, men kunne ikke finde noget, der gjorde mig fortjent til en straf. Og heller ingen i min omgangskreds, der ville være så hård at bruge spanskrør og paddel.

Hvad kunne der være galt med mig? Jeg er en ganske almindelig pige, med et ganske almindeligt udseende. Opfører mig pænt, dyrker lidt motion og… bevare os der er hvad der skal være, både til gården og til gaden. Hvorfor skulle jeg have striber, noget jeg nu vidste af egen erfaring gjorde ondt. For at det var MIG, der skulle svinge “julegaverne”, troede jeg ikke et øjeblik på.

Der var ikke andet at gøre end at vente og se, hvad fremtiden ville bringe… og være beredt!

--------------------------------------------------------------------------------

Kun to dage efter kom der endnu en anonym gave. Denne gang en slags stor prøvekuvert af tykt papir. Samme skrift som de to andre og stadig ingen afsender. Der lå et eller andet inden i, noget der var rullet sammen og pakket ind. Jeg pakkede op med rystende hænder. Hvad havde min ukendte herre nu fundet på? Det viste sig at være en læderrem. Jeg kunne se, hvor den stammede fra. Det var en del af en saddelrem fra en ridesaddel. Et stykke læder, fineste kvalitet, ca. 70 cm lang, 10 cm bred med frynser i den ene ende og et håndtag i den anden ligesom paddelen.

Der var ingen tvivl om, hvordan den skulle bruges. Der var også den snart traditionelle seddel: Vær Beredt, men denne gang med en tilføjelse: Følg instruktionerne næste gang. Og selvfølgelig bukken!

----------------------------------------------------------------------------------

Nu kunne det være nok. Hvem var den perverse person, som mente, at jeg burde straffes for noget, som jeg ikke anede, at jeg havde gjort? Den unge mand var ikke gået endnu Han ventede på sin kvittering.
- Hvad ved du? - Intet svarede han - Den ligger bare sammen med de andre pakker i bilen, når jeg skal køre min rute. Han så helt uskyldig og tilforladelig ud. Det eneste usædvanlige var et stort rødt modermærke på højre håndled, ellers en fuldstændig almindelig ung mand på 18-22 år.

Men jeg kunne ikke dy mig. Remmen skulle prøves. - NEJ… NEEEEEJJJJJ… AUUUUGH! Den slog endnu hårdere end paddelen, og den var smidig. Den kunne komme ind alle vegne Jeg skreg højt, da den ramte min kusse og bagefter mit bryst.

Den aften gik jeg i seng med forvirrede følelser. Hvad var der ved at ske med mig pæne pige? På den ene side gjorde min krop (især min røv) helvedes ondt, jeg følte en slags skamfølelse over smerte, som jeg selv havde tilføjet mig. Og så alligevel en mærkelig lystfølelse som om noget var blevet forløst i mig.
Var jeg ved at blive hjemme masochist? Hvorfor ventede jeg med længsel på brevet med de nærmere instruktioner?

----------------------------------------------------------

De kom hurtigt, pr, brev: - Tag din bil den 19. (det var en fredag) og kør ud til den store parkeringsplads i Nørreskoven, så du er der kl. 20. Tag en lommelygte med samt dine julegaver Gå ned af stien i venstre side, den er mærket med et rødt bånd, indtil du kommer til den gamle brændehuggerhytte for enden. Gå ind og læs instruktionerne. Igen ingen underskrift, men en pæn og civiliseret håndskrift… og så naturligvis julebukken!

NEJ, nu stopper legen hr. julebuk. Du skal ikke styre mig. Jeg har intet og vil ikke have noget med dig at gøre. Du er en pervers buk der burde få dine lyster tilfredsstillet andetsteds. Ikke på mig. FORSTÅET?
At det var en buk, var jeg ikke i tvivl om. Den sidste tegning viste et lystent dyr med næsten fem ben.

Alt dette sagde jeg om tirsdagen, hvilket ikke forhindrede mig i om aftenen igen at afprøve alle julegaverne på mig selv og tilføje mig røde og blå striber, der gjorde, at jeg ikke fik sovet om natten, men lå plaget af liderlige drømme.
Men NEJ JEG GØR DET IKKE!!!!　

Ikke desto mindre fandt jeg mig selv fredag aften i færd med at iføre mig varmt tøj til en tur til Nørreskoven. Julegaverne havde jeg i en sportstaske. Jeg havde endog sagt nej til at gå i pubben med vennerne fra kontoret. Jeg havde en anden aftale… hvilket jo var sandt.

På vejen ud rev og sled det i mit sind. - Hold nu op. Vend om, medens tid er. Du er gal at give efter… Nej lad mig føre spillet til ende. Jeg vil se julebukken. Jeg har fortjent at få både med spanskrøret, paddelen og remmen. Jeg skal nok tage mine klø hr. julebuk.

Parkeringspladsen var øde og det var bælgmørkt. Der holdt en enlig motorcykel i et hjørne. Jeg tændte lygten gik ned ad stien og ganske rigtigt for enden lå en lille hytte, der var lys i den.
Jeg åbnede døren. Det var et stort rum oplyst af flere par flagermuslygter. I midten var der et stort bord af rå træplanker.

Jeg fik et chok. Bøjet tværs over den ene halvdel lå en nøgen ung mand på maven. Hans tøj lå på gulvet sirligt lagt sammen. Over hovedet havde han en sort hætte der forhindrede ham i at se noget som helst Kroppen var strakt ud, så benene lige nåede gulvet Hans arme var strakt frem, og hænderne lænkede med et par håndjern, som sad fast i bordet.
Han sagde ingenting, han bare lå og trak vejret dybt. På bordet var der også en pakke med fint julepapir, rød sløjfe og et kort. Til Pia. Og ovenpå en “rigtig” julebuk dvs. en af strå ligeledes med røde bånd og grankviste.

Jeg pakkede pakken op. Den indeholdt en hætte magen til den unge mands, noget mystisk noget med remme og nok en instruktion: 1) Tag alt dit tøj af og læg det pænt sammen. Læg de tre julegaver ved siden af. 2)Tag ballgaggen på og spænd remmene. … Nå så det var en ballgag, ja nu kunne jeg se det. Den røde bold af skumgummi. Der var bidemærker i den, den havde øjensynligt været brugt før. Gad vide af hvem? Der var nogle remme, der så ud til skulle spændes rundt om nakken og hovedet. GÅ NU. Hvorfor går du ikke bare din vej? Det er jo latterligt. Hvis du fortsætter, får du prygl ligesom den unge mand. Stik dog af medens tid er! Men nej. Som en søvngænger begyndte jeg at tage tøjet af og lægge det pænt sammen. Til sidst stod jeg nøgen og let frysende med en ballgag i hånden. Jeg tvang mig selv til at putte den i munden. Den fyldte hele min mund, gummiet smagte bittert, og jeg vidste med sikkerhed, hvorfor den skulle ind. Jeg spændte remmene og læste videre.

3) Læg dig over bordet ved siden af Kim. Tag hætten over hovedet. (Rolig, der er masser af luft, du bliver ikke kvalt). Dernæst stræk dine arme frem og lås håndjernene over dine håndled. Du kan sagtens føle dig frem

Først nu kikkede jeg nærmere på selve bordet og den unge mand. Han lå stille, medens han klynkede svagt. Hætten sad løst og gik ned over halsen. Den var lavet at noget tykt sort velour, absolut lystæt.
Der var et eller andet velkendt ved ham, men hvad? Jeg kunne ikke spørge ham, det forhindrede ballgaggen.

Så slog det mig. Modermærket på håndleddet! Den unge budbringer. Et gammelt ord siger ellers: Straf ikke budbringeren, men her gjaldt det altså ikke. Jeg lod mine hænder glide ned over hans ryg. Da jeg nåede til ballerne skreg han: - Nej nej, du må ikke. Hvis du rører mig, får jeg ekstra AUGH… AUGH. La’ vær'!!
Så koncentrerede jeg om håndjernene. Der lå ganske rigtigt et “ubrugt” par ved siden af Kim, fastgjort til bordet med en kort lænke. Det var rigtigt, at jeg sagtens kunne tage den sorte hætte på, snøre den om halsen og alligevel famle mig til håndjernene. De var åbne, men jeg kunne let lukke dem, når de sad om mine håndled.

-----------------------------------------------------------------------

.- HOLD NU OP. DU ER VANVITTIG. TÆNK PÅ DIT LIV OG OPDRAGELSE. En borgerlig stemme næsten råbte i mit hoved. Alt det jeg var vokset op med, og som jeg havde lært var enten rigtigt eller forkert, kom marcherende. DET HER ER DIN CHANCE. DU VIL JO GODT, DU HAR BARE ALDRIG TURDET!! DET ER JO DET, DU HAR DRØMT OM. Den lille djævel hviskede inden i mig. Jeg har kendt den siden jeg var barn, men altid været i stand til at undertrykke den. Nu var den sluppet løs i al sin magt. De to stemmer kæmpede en kamp om min sjæl, men djævlen havde overtaget. Jeg var allerede nøgen, jeg havde ballgaggen i munden og hætten i hånden. Jeg tog den over hovedet, bandt åbningen let med det medfølgende bånd i løbegangen. Nu var alt sort. Men ganske rigtigt, det var ingen sag at finde håndjernene. Så skulle de lukkes. Det første var nemt nok, det andet tog lidt længere tid, fordi den ene hånd allerede var i lænker. Jeg hørte min dydige samvittighed græde, og tænkte: Om et øjeblik græder du selv, men ingen kan høre dig og det er af ganske andre årsager.

Min lille djævel derimod lo højt og skingrende!

--------------------------------------------------------------------

Jeg hørte døren gå. Nu var vi altså 3. Den ene var julebukken.. Der lød en svirren i luften, som jeg kendte alt for godt fra mit soveværelse: Spanskrøret, eller var det remmen? En ny svirren. Jeg spændte alle muskler. Jeg kunne mærke, hvordan noget løb ned mellem mine ben. SÅ KOM DET…… AAAAUUUUGH!!!!! For hver gang spanskrøret susede gennem luften lød der et nyt skrig… MEN IKKE FRA MIG. Det var Kim, budbringeren, der skreg. Jeg lå mindre end en meter fra ham og kunne høre hans hyl. Han stønnede og græd, medens julebukken ubarmhjertigt fortsatte. NEJ.. NEJ UNDSKYLD, JEG KUNNE IKKE GØRE FOR DET. JEG TROEDE DET VAR HENDE. Lad mig slippe… ikke mere, jeg skal nok gøre det godt igen. Nå, det VAR altså en fejltagelse. Det var en anden Pia Rasmussen, der oprindelig var udvalgt. Men hvad hjalp det.

Jeg var tændt, der var ingen vej tilbage. Jeg måtte bare ligge og tage Pia-hvem det så end var’s straf. Den lille djævel hoverede.

-------------------------------------------------------------------

Jeg kunne høre spanskrøret stoppe.. Kim græd stadig og bad om forladelse. Det var hjerteskærende at høre på. Jeg kunne ikke se ham, men hans krop var mindre end en meter fra mig. Jeg kunne forestille mig, hvordan han så ud. Baller og lår der glødede. Gad vide om der var nogen hud tilbage. Eller havde julebukken ladet remmen flå hans ryg?
Så var der nogen klik, håndjern der blev låst op? Jeg kunne mærke en stønnende Kim rejse sig. En dør smækkede. Jeg var alene med julebukken!

---------------------------------------------------------------------

Jeg burde skrige og bede om nåde, men det forhindrede ballgaggen effektivt. Og selvom den ikke havde været der, ville jeg ikke have gjort det. Jeg lå helt stille som en hund. Jeg kunnen mærke gåsehuden over hele min nøgne krop, men samtidig en varm forventning. Jeg følte noget glide ned over mine baller. Det var ikke spanskrøret eller remmen DET VAR PADDELEN, det var som om, den søgte sin vej. Og så kom det pludselig: - UUMM! AAAAHH… OOOOVVV. Lyde der blev kvalt i gummibolden. KLASK KLASK.. Det gjorde ondt, jeg havde aldrig følt noget lignende. Julebukken startede med ballerne, men flyttede sig hurtigt til mine lår. Så holdt det op.. Så var det kun pause før stormen? Lå jeg i virkeligheden bare i orkanens øje? Den lille djævel skraldgrinede. SWICH.. ÅÅÅÅGH!!! UUUMGH! Var det spanskrøret eller remmen? Ondt gjorde det. Jeg bed og bed i gummiet, samtidig med at en sær fornemmelse løb gennem mig. JA. Jeg var den forkerte Pia, det var en anden Pia, der skulle have været straffet. Men jeg følte at jeg fortjente mine klø for al min dårlige opførsel. Det var kun retfærdigt, at jeg fik tæsk af julebukken. Jeg burde have haft det for længe siden, ligegyldigt hvad stemmen med min borgerlige opdragelse forsøgte at fortælle mig. Jeg var en slem pige, der fortjente straf. Pause igen. Og så igen: SWICH.. SUS Denne gang var det tydeligt, at det var remmen Jeg genkendte suset fra mit eget soveværelse og smerten. Her var det blot meget værre. Her var det en ekspert, der havde fat i håndtaget.. en julebuk. Jeg var kun fastgjort med håndjernene, der var lænket til bordet. Alt andet kunne jeg bevæge, så jeg sparkede, vred mig og kastede mig fra side til side, men lige lidt hjalp det. Mine skrig forsvandt i det bitre gummi. Det var, som om jeg var iført en rød kappe af smerte, jeg kunne ikke skelne de enkelte slag. Men på en gang holdt de op!

Var det forbi? På den ene side var jeg taknemlig. Det gjorde så ondt..så ondt. På den anden side var der en følelse af tomhed. Der var noget, der manglede.

-------------------------------------------------------------------------------

Der var helt stille, men jeg kunne fornemme at julebukken stadig var der. Så blev håndjernene løst op og lynhurtigt smækkede døren. Julebukken var forsvundet. Jeg rejste mig, fjernede hætten og gaggen, så jeg stod alene nøgen i et lokale oplyst af 4 flagermuslygter. Mine julegaver lå pænt ved siden af mit tøj og lænet op af stråbukken stod et kort: Husk du er min nu.

Jeg klædte mig på, gik tilbage ad stien og fandt min bil. Motorcyklen var der ikke mere, men jeg huskede nummeret: AD47451.

----------------------------------------------------------------

Var det en drøm? Nej. Min ryg og min røv med tilhørende lår sagde det modsatte. Jeg prøvede at spore motorcyklen via motorregistret, men det gav kun: Kim Klemmensen. ADRESSEN PASSEDE IKKE, HAN VAR REJST. Hvorhen vides ikke. Ingen af pakkeserviceselskaberne inkl. Postvæsnet kender noget til Kim Klemmensen. Julebukken har jeg slet ikke kunne finde. Jeg søger og søger, og hvis der er nogen, der kan give mig et spor, så hjælp mig. Jeg tilhører jo ham. Han tog mig den nat i brændehuggerhytten.

HJÆLP MIG!!!! SKAL JEG VIRKELIG VENTE TIL NÆSTE JUL?

Efterskrift: Mine bønner blev delvis hørt. Sent den 23. om aftenen gik jeg i min lejlighed og nussede med de sidste julegaver. Jeg havde været ude med vennerne om eftermiddagen. Julen skulle fejres i familiens skød. Far, mor, min bror og tante Olga. Yderst borgerligt og civiliseret som det sig hør og bør for en pæn pige. Jeg var ved at vende tilbage til borgerligheden, om end jeg næsten konstant blev mindet om begivenhederne 4 dage før. Der var en underliggende smerte i min røv og mine lår, specielt når jeg satte mig ned. Heldigvis var der ingen, der bemærkede det. Kun en enkelt havde spurgt, om der var noget galt. Det første jeg havde gjort efter mit besøg i Nørreskoven var at flå alt tøjet af og besigtige skaderne. Rødt kød og blåstribet overalt i et område fra øverst på ballerne til langt nede på lårene. Mærkværdigvis var der meget få mærker på selve ryggen. Havde julebukken udvist medlidenhed trods alt? Næppe. Jeg huskede alt for tydeligt hvordan jeg havde ligget over bordet i brændehuggerhytten medens jeg vredet mig og sparket, samtidig med at jeg næsten havde bidt ballgaggen i stykker. Nej, julebukken havde gjort sit arbejde grundigt og sikkert nydt det.

Selv nu hvor striberne var ved at forsvinde, havde jeg “fornøjelse” af min hersker, en fornøjelse der ville vare et stykke ind i det nye år.

-------------------------------------------------------------------------

Klokken 22.30 ringede det på døren til min beskedne lejlighed. Hvem? Hvem af mine venner kommer lillejuleaften på dette tidspunkt? Og hvem det så end er, er han formodentlig fuld. Jeg lukkede op. Udenfor stod en pige, lidt yngre end jeg selv. Vel omkring de 24 år. Hun var bleg, tårerne løb ned af hende, og hun rystede over hele kroppen. - Jeg hedder Pia Rasmussen. Jeg er hende, der skulle have haft julegaverne. - Kom indenfor og forklar mig det hele, sagde jeg. Hun var ved at falde helt sammen, men et glas gløgg fik liv i hende. - Jeg er julebukkens slave. For to år siden lavede jeg en skandale til en julefest. Straffen var, at jeg skulle være julebukkens slave, men hver jul kan jeg slippe fri ved at finde en anden Pia Rasmussen. Jeg valgte en anden, men tog fejl og gav din adresse til julebukken. Buddet som kom med dem er min halvbror. Julebukken blev rasende, da han opdagede det. Kim har fået så mange pisk, at han knap er sig selv. (Jeg tænkte mit. Jeg havde både set ham og bagefter hørt, hvordan havde hylet om omforladelse). Selv har jeg fået valget: Enten møder jeg inden den 24. midnat med beviser på, at du har straffet mig, eller jeg og Kim skal tjene julebukken endnu et år. Hun begyndte at græde igen. - Pia straf mig hårdt, så Kim og jeg kan blive sat fri. Jeg kan ikke klare endnu et år. - Hvem er julebukken? spurgte jeg.

- Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke hans navn. Jeg ved bare, at han var med til den fest for to år siden, hvor jeg blev så fuld, at jeg lavede noget frygteligt. Jeg kan ikke huske noget. Jeg ved, at jeg skal komme, når han kalder Så er jeg hans slave så længe han ønsker det. Jeg skal gøre alt fra at gøre rent, sy hans tøj til at ligge i hans seng, medens han boller mig forfra og bagfra. Det samme gælder Kim. Han skal gøre alt, hvad julebukken forlanger inklusive åbne sit røvhul. Jeg bliver hentet i en bil og får en hætte på.

Det er for resten mig, der har syet de hætter, som du og Kim fik på i fredags. Straf mig, selvom det gør ondt, det er min eneste chance, og der er kun 24 timer tilbage.

----------------------------------------------------------------------------------------

HA, HA, NU HAR DU CHANCEN. LÆG HENDE NED, OG LAD HENDE SMAGE ALT DET, DU HAR PRØVET. Den lille djævel hoppede og dansede, medens han grinede over hele fjæset. DET KAN DU IKKE. DU MÅ IKKE. DU KAN IKKE SLÅ PÅ EN FREMMED, DESUDEN KAN NABOERNE HØRE DET. SÅDAN NOGET GØR MAN IKKE, NÅR MAN ER EN ANSTÆNDIG KVINDE. Jeg kunne høre, hvordan mit dydige velopdragne jeg kæmpede for sin sag.

HA HA!!!! Jublede djævlen igen HVIS DU IKKE SLÅR HENDE, SÅ GØR JULEBUKKEN DET, OG DU GÅR GLIP AF DIN HÆVN. HUN FÅR I ALLE TILFÆLDE SINE KLØ, HVEM SLÅR HÅRDERST? KAN DU GØRE DET LIGE SÅ GODT, SOM DA DU SELV LÅ I BRÆNDEHUGGERHYTTEN?

Det hamrede i mig. Til sidst tog jeg en beslutning. - Tag dit tøj af… Alt sammen og læg det pænt sammen. Hun begyndte for oven med blusen. Hendes hænder rystede så meget, at hun knap kunne knappe den op. Stykke for stykke kom det af og dalede ned på gulvet. Hun vidste, hvad sagen drejede sig om og sagde ikke en lyd. Øjne var næsten lukkede, og tårerne flød ned ad hende. - Læg hvert enkelt stykke pænt sammen. Hun lagde sig på knæ og foldede hvert stykke tøj sammen. - Hænderne bag nakken, spred benene og drej dig rundt. Hun var en køn pige. Glat hud, men med svage spor af striber. Julebukken havde ikke slået hende for nylig. - Læg dig over bordet med hænderne strakt frem. Jeg havde ingen håndjern, men bandt hendes hænder med to strømper til hvert sit bordben. Så hentede jeg min hovedpude og lagde den, så hun havde hele hovedet begravet i den. - Nu ligger du stille. Hvis du skriger, får du ekstra. - Jeg skal nok adlyde klynkede hun. Du må ikke slå så hårdt. - Det bestemmer jeg. Men gjorde jeg det? Det var som om, der var en der styrede mine handlinger… julebukken. Julebukken, som jeg havde lært ham at kende i brændehuggerhytten. Jeg gjorde som ham. Først lod jeg paddelen glide ned over hendes friske hud. JEG SÅ, HVORDAN HENDES MUSKLER STRAMMEDES, OG HVORDAN HUN GJORDE SIG PARAT TIL SLAGENE. - AUUUUUUGH!… NEEEEEJJJJ! Hun forsøgte at lade være med at skrige ved at bore hovedet ned i puden. Godt begge mine naboer var taget til Jylland. 20 slag medens hun vred og vendte sig og bed i min fine pude. - Åååågh! Jeg skal nok være artig, Frøken De må ikke mere. - Det var paddelen. Hvad tror du kommer bagefter? Husk du skal have gode striber, når julebukken ser dig. - Jeg skal nok tage min straf. OOOOOWWWWW. Jeg lod spanskrøret ramme hendes røde røv. Den blev lige så stribet som hendes halvbrors… og for den sags skyld min egen hin fredag nat. Hun var klar over, at skrig blot gjorde det værre, så hun prøvede at undertrykke dem. Om sider stoppede jeg og løste hendes hænder. - Op med dig. Stil dig ud på gulvet med spredte ben og hænderne foldede bag nakken. Har du prøvet den her? Jeg lod remmen svirre gennem luften. - Ja, hviskede hun. De må ikke. Den gør så ondt. Julebukken bruger den. Jeg har fået nok. De må ikke give mig med remmen også. Svaret var et slag over begge bryster efterfulgt at et par over skridtet og lårene. Denne gang var der ingen pude til at dæmpe hende skrig. Jeg tog en af strømperne og proppede i munden på hende. - Nu tier du stille ellers… Hun blev stille og nøjedes med at bide i strømpen. Jeg gav hende de sidste 7-8 slag over ryggen, inden jeg lod hen de slippe. Selv den lille djævel var ved at blive træt. Tror du nu, at julebukken er tilfreds? Du har 23 timer til at finde ham og vise dine striber. Hun nikkede svagt. Så klædte hun sig på og gik.

Ud ad vinduet så jeg en motorcykel med en ung fører holde foran min dør. Pia krøb op på bagsædet, og de forsvandt

Den lille djævel forsvandt, og mit borgerlige jeg tog over.
- Hvad er det dog du har gjort, næsten græd det. Gå i seng, men husk at pakke gaven til tante Olga ind først.

-----------------------------------------------------------------------------------

Jeg tilbragte en rolig jul i familiens skød. Jeg kunne næsten sidde ned uden at mærke noget, men i mit hoved sad stadig et billede af en pige, der havde bedt om straf… og fået den. De næste par dage var det den pæne pige, der havde overtaget. - Hvad har du dog gjort.. Slået på et andet menneske. DU FORTJENER SELV EN OMGANG MED REMMEN!

Selv mit borgerlige jeg syntes, at jeg var en slem pige, der burde straffes. Den lille djævel skraldgrinede. - Nu hænger du på den, Pia!

2. Juledag dumpede et brev ind til mig: VI ER FRI: KIM & PIA. TAK.
3. Juledag kom nok et brev: HUSK DU ER MIN NU, OG AT JULEN VARER LIGE TIL PÅSKE! Underskrevet med det sædvanlige billede af en julebuk.

OG JEG ANER IKKE, HVEM HAN ER. Jeg bare venter, jeg ved, at jeg fortjener en hård straf… og jeg længes.