Fortællingen her er fra et brev, vi fandt i dødsboet efter en ældre ugift mand i familien. Brevet var sine steder medtaget og skrevet med en noget utydelig skrift. Endvidere var en del af ordene på engelsk, mens resten var skrevet på den tids dansk. Vi har tilladt os at oversætte til et mere nutidigt sprog og fylde de blanke pletter ud, men har dog forsøgt at gøre det nænsomt og i brevskriverens ånd. Afsenderen af brevet er, efter vores bedste overbevisning, en fjern slægtning ved navn Josephine, der udvandrede til Amerika i 1870, i en alder af 12, sammen med sine to ældre brødre, efter deres forældres død.

Vi har ikke været i stand til at identificere den oprindelige modtager af brevet, der var ingen konvolut. Som vi læser skriften står modtageren til at være ”Søster”, men Josephine havde ikke nogen søster. I en beretning fra en familiekomsammen i Denver USA i 1946, er der nævnt en ”ældre, men frisk og livsglad bedste”, med navnet Josephine, det kan være hende der har skrevet brevet. Vi fandt ikke andre breve fra Josephine og ved ikke yderligere om hendes skæbne. Brevet er dateret August 1883, starter med noget indforstået privat snak og almindelige beskrivelser af tidens gang, og går derpå over i følgende:

Men jeg har noget jeg må berette. Her er der ingen jeg kan betro mig til, så jeg må stole på din fulde diskretion. Du vil måske synes at jeg sine steder er temmelig direkte, men jeg må fortælle det præcist som det var, uden for mange blufærdige omsvøb, for at du kan forstå min kvide. Det skete en dag først på sommeren. Min elskede ægtemand skulle til købstaden, for at ordne nogle ting hos smeden og handle hos købmanden, så han var taget af sted, så snart det var blevet lyst. Vi nåede dog at være sammen, som mand og kvinde, inden han stod op. Jeg var faldet i søvn igen, men vågnede ved at det bankede på døren.

Det var ikke en stille banken, det var en voldsom hamren, så jeg skyndte mig ud af sengen, for ikke at larmen skulle vække børnene og gøre dem urolige. Det første jeg så, da jeg åbnede døren, var mundingen af en dobbeltløbet riffel, der pegede direkte mod mig. Manden der stod for den anden ende af riflen spurgte, med en dyb og rusten stemme: ”Din mand?” Jeg fik fremstammet, at han var taget til byen, mens banditten gik frem mod mig, så jeg næsten væltede tilbage, ind i stuen. Han spurgte om der var andre i huset og jeg fortalte at mine to børn sov i soveværelset.

Han ville vide, hvornår min mand var hjemme, jeg kunne kun fortælle at jeg håbede, at han ville være hjemme, inden det blev helt mørkt. Han brummede, at han havde tid til at vente, og satte sig på en stol, som han flyttede, så han kunne holde øje med hele stuen og vejen gennem vinduet.

Nu fik jeg tid til at studere manden nærmere. Han var høj og stærk, havde lange skægstubbe, var støvet og beskidt, og så ud til at have redet i flere dage. Jeg havde ikke set ham før, og kunne knapt tro, at min mand kunne kende én som ham. Jeg tænkte på hvad han mon ville min mand, var sikker på, at det ikke var noget godt. Havde jeg fået tid til at bese ham, havde han også fået tid til at se på mig, ja han ikke så, han stirrede. Da jeg blev klar over min påklædning, måtte jeg erkende, at der var en grund.

Jeg havde kun min tynde natskjorte på, og var således slet ikke påklædt, som det sømmer sig for en kvinde. Men selv om jeg nok burde have dækket mig til, inden jeg åbnede døren for fremmede, behøvede han jo ikke glo så åbenlyst og med så megen glæde, ja der var ligefrem noget sjofelt i hans blik. Men jeg tænkte, at jeg måske kunne anvende denne svaghed i hans karakter, til at få vristet riflen, som han sad med over knæene, fra ham.

Jeg sagde at jeg ville klæde mig på, og gik hen mod soveværelset. Han for op og forbi mig, åbnede døren og kikkede længe rundt derinde, inden han gik tilbage til stolen, og lod mig gå derind. Jeg begyndte at finde mit tøj, men gik så hen, og vækkede den ældste blidt. Da han var vågen, fik jeg hvisket til ham, at han skulle vente til jeg havde lukket døren, så skulle han vække sin søster, kravle ud af vinduet, og tage hende med over til Janzen, en rar ældre mand, der bor lidt inde i skoven, der ville røveren aldrig finde dem.

Jeg skyndte mig at få tøjet på, og gik ud til banditten, der heldigvis ikke så ud til at have opdaget noget. Jeg sagde, at nu ville jeg lave morgenmad til mig og mine børn, og begyndte at skramle med tallerkner og husråd, for at dække over den støj, mine børn måtte lave. Jeg lod som om, jeg ville hente mine børn, og lod som om jeg var forbavset, over at de ikke var der. Han blev vred og skældte, jeg prøvede at fortælle ham, at jeg intet havde gjort, men han troede mig ikke.

Men det lod til at han bestemte sig for, at børnene var for små til at udgøre en trussel, han sagde at så kunne han jo få børnenes morgenmad, og så satte han sig ved bordet, selv om jeg ikke havde sat frem til ham.

Da jeg serverede æggene for ham, kunne jeg se at han ikke var blevet træt af at beglo mig. Jeg ved, at fristerinden er lige så syndig, som den der begærer sin næstes hustru, og jeg vidste ikke, hvad jeg troede jeg ville få ud af at friste ham. Det var nok naivt at tro, at han ville tabe våbnet, blot fordi han var optaget af min barm og bag. Men jeg håber på din og Herrens tilgivelse for at jeg, for at redde min mands liv, fristede røveren, ved at have undladt at knappe den øverste og den nederste knap i kjolen.

Du ved hvor meget, jeg holder af naturen og friheden i vores dal, men jeg må tilstå, at jeg den dag håbede at vi havde haft naboer, eller bare at jeg kunne håbe, at nogen ville komme forbi. Men ensomheden gør stærk, vi lærer at klare os, med det vi har, og jeg vidste, at hvis vi skulle slippe levende fra dette, måtte jeg gøre noget, jeg måtte ofre hvad der skulle til for min families liv. Da jeg havde fået morgenmaden stillet væk, gav jeg mig til at garve nogle skind, det skulle gøres, jeg måtte ikke gå ud og jeg var nødt til at holde mine hænder i gang.

Jeg arbejdede på gulvet, ved ildstedet, for det varme vand, mens rytteren sad tavs og overvågede vejen og hver en lille bevægelse jeg gjorde. Du ved hvor meget jeg elsker min mand, at han er den rigtige for mig. Men rytteren her var en helt anden slags. Min mand er fredsommelig og god, mens rytteren her var stærk og hans blik indeholdt noget, der gjorde mig bange, uden jeg helt kan fortælle dig hvorfor.

Jeg ved ikke om det var for at friste banditten, eller det var et uheld, men min særk var gledet helt op, mens jeg sad på hug på gulvet, så han kunne se hele det ene bare lår. Der var ingen tvivl om at han havde set det. Han rejste sig, stillede sig lige bag mig, lagde riffelløbet på min skulder og gik ned i knæ. Mit hjerte hamrede, jeg vidste at det var nu jeg skulle vriste geværet fra ham, det var nu han var optaget af andre ting, men han holdt stadig fast om riflen med den ene hånd.

Uden jeg havde været opmærksom på det, stak han to fingere op i mit skød, mens hans tommel ragede rundt udenfor. Det smertede, det var modbydeligt, jeg var ydmyget, jeg ville det ikke. Jeg ville rejse mig og styrte væk, men turde ikke, dertil var faren fra løbet på min skulder for stor.

Jeg ved ikke meget om disse ting, jeg ved ikke hvordan vi er indrettet, men jeg ved at en kvinde kun må føle lyst ved sin mand, for det har præsten fortalt os henne i kirken. Jeg ved at jeg ikke ville, men tilgiv mig, for jeg må tilstå, at jeg lige der, trods det at alt var mig imod, mærkede en varme, ikke ulig lyst, i mit skød. Men så med ét trak han hånden til sig, væltede mig forover, og uden jeg kunne gøre noget, tog han mig der på gulvet, som en hingst bestiger en hoppe.

Alting siger mig at jeg burde tænke på min mand og mine børn, tænke på at redde livet, få vristet våbnet fra røveren og redde vores liv. Men jeg må fortælle dig, at jeg ikke havde tanke for meget andet, end den ild der bredte sig fra mine allermest private dele. Jeg må takke skaberen for at banditten var så ivrig, at det hurtigt var forbi. Hans lyde da han kom, bragte mig tilbage til verden. Jeg ventede heldigvis allerede vores tredje barn, så der var ingen fare derved. Men jeg forbandede mig selv, for at have forspildt muligheden, havde ladet manden misbruge min krop, havde syndet, svigtet min mand, uden at geværet var kommet over på min hånd.

Jeg skældte ham ud, var vred og sur, men han smilede skævt, som vidste han noget, jeg ikke fortalte ham.

Jeg fortsatte med mine skind, måtte holde mine hænder i gang. Han satte sig i stolen igen og så med sit fjerne blik ud på vejen. Jeg tænkte på, hvad jeg nu skulle finde på, for at vriste våbnet fra manden. Skulle jeg spilde kaffe i hans skød, så han ville tabe riflen, skulle jeg gøre et ærinde i soveværelset, og stikke af som børnene. Eller ville det bedste være, at vente på min mand, se blot på hvad jeg havde haft ud af mit forsøg på at redde mig og min familie. Men solen gik sin gang over himlen, uden jeg fandt en udvej.

Det var sært at arbejde så tæt ved en ukendt så længe, uden at veksle et ord, jeg forsøgte uden held at glemme ham, jeg havde intet at sige ham og han var tavs og stille.

Med ét så han på mig og sagde: ”Find mig noget brød.” Jeg var selv blevet sulten, selv om jeg ikke havde den mindste lyst til at fodre banditten, var der ikke andet at gøre. Da jeg stod og skar pølsen, fik jeg igen øje på det dér i hans blik, han måtte have været uden kvinde meget længe, når han allerede nu havde fået lysten tilbage. Jeg havde noget blandede følelser over for dette, hvis jeg kunne bruge min kvindelighed, til at liste våbnet fra ham, var det fint.

Han havde jo misbrugt mig én gang, jeg var falden én gang, så en gang mere, gjorde nok ikke den store forskel, og hvis jeg var snedig, behøvede det ikke at komme så vidt. Men jeg risikerede, at jeg blot glemte mig selv, som før, og at det hele ville være spildt. Jeg ved det er forkert, men jeg var lidt smigret over at en som ham, der så ud til at have set hele verden og kunne få lige den han ville, værdigede mig, en simpel bondekone, et eneste blik. Vi spiste i total tavshed, bagefter satte han sig tilbage i stolen, hvorfra han kunne se vejen.

Så åbnede han sine bukser, trak lemmet frem og sagde: ”Kom.” Jeg gik over til ham, men begreb ikke hvad han ville. Da jeg ikke gjorde noget, tog han fat i mit hår og trak mig ned mod sit skød, mens han sagde: ”Kys den.” Jeg forstod ikke hvad han ville, skulle jeg kysse hans manddom, skulle jeg tage den i munden, eller hvad ville han. Jeg forstod det ikke, men var sikker på at præsten kunne finde et skriftsted, hvor det stod, at det var syndigt. Men svaret gav lidt efter sig selv, han pressede mit hoved ned over sit lem.

Han trak mit hoved op og ned, og jeg forstod at han ville have min mund til at virke som et skød. Da det gjorde ondt i håret, hver gang han trak mig op og ned, begyndte jeg at bevæge hovedet af mig selv, han slap lidt efter lidt grebet i håret og jeg kunne begynde at bevæge hovedet op og ned, som jeg fandt det bedst. Jeg begyndte så småt at kunne slappe lidt af og se rundt om, han havde stadig riflen i hånden, nede ved siden af stolen. Jeg kunne gribe ud efter den, men jeg kunne næppe vriste den fra ham, så jeg lod være.

Jeg troede, at han ville fortsætte sådan, helt til enden, men pludselig trak han mit hoved op, og inden jeg kunne nå at reagere, havde han fået hånden op under min kjole og to fingre indenfor.

Jeg burde forbande ham for det han gjorde, jeg burde slå ham, få ham til at holde op, om så jeg måtte betale med livet, jeg burde skrige og smælde, jeg burde hade det, jeg burde og jeg burde. Men jeg følte en voldsom nydelse brede sig som flammer fra mit skød, og han så på mig og smilede, han kunne se det. Men det var syndigt, jeg var nødt til at stoppe det, så jeg vendte mig rundt og ville stikke af. Men han greb mig rundt om livet med den ene hånd, den anden holdt stadig riflen.

Men én arm var stærk nok til at holde mig fast, presse mig ind mod ham, så jeg kunne mærke hans spændte manddom mod min bag. Han tog fast i kjolen, trak i den, jeg fløj frem og væltede ind over bordet, i det øjeblik den blev revet itu. Inden jeg kunne nå at rejse mig, var han over mig og inde i mig. Som for at minde mig om hvem der bestemte, lagde han riflen op på min skulder, mens han med den anden hånd pressede mig ned mod bordet.

Han begyndte at bevæge sig, jeg kunne ikke røre mig, kunne ikke udnytte hans last til at tage våbnet fra ham, jeg kunne intet, end ikke stoppe lysten i at brede sig endnu mere i min krop.

Jeg begyndte at kunne håbe, at det snart ville være overstået, måtte indse at jeg endnu en gang havde svigtet, jeg havde fristet banditten, jeg havde ladet ham tage mig, havde ikke opnået det jeg skulle, og værst af alt, jeg måtte erkende at jeg nød det langt mere end med min ægtemand samme morgen. Men så trak han sig ud, og lagde sig fladt på gulvet, stadig med riflen i den ene hånd. Jeg blev først meget forbavset, sådan havde min mand aldrig gjort, men et eller andet i mit hoved vidste godt hvad han ville, så jeg satte mig på ham.

Da han atter fyldte mit indre, forbandede jeg mig selv for ikke at havde protesteret, ikke havde forsøgt at undvige, men kun alt for villigt havde gjort som bæstet ønskede.

Som egernet der samler nødder, som fuglen der flyver mod nord i foråret, begyndte min krop, uden nogen behøvede at fortælle den hvad den skulle, at bevæge sig op og ned på hans hårde lem. Jeg fandt, hvor underlig det end må lyde, en vis glæde i at jeg ikke gjorde det for ham, jeg gjorde det udelukkende for den ild der rasede i min krop. Men med ét så jeg hans hånds greb om riflen havde løsnet sig. Han holdt stadig om den, men det var som om grebet løsnede sig en anelse for hver gang jeg sank ned over ham.

Nu var jeg nødt til at fortsætte, nødt til at blive ved med at ride ham, indtil hånden var åbnet nok til at jeg kunne tage riflen, og min krop ville det kun alt for gerne.

Langsomt bøjede jeg mig mere og mere fremover, for bedre at kunne nå våbnet. Det syntes at behage ham, hans hånd åbnede sig endnu mere for hvert hop. Men der skete også noget andet, jeg stødte mod ham, hver gang jeg ramte ned over ham, og det fik ilden til at blusse endnu mere i mit indre. Jeg måtte handle i det rette øjeblik, var jeg for tidlig ude, var hans hånd ikke åben nok, tøvede jeg for længe, ville han blive færdig. Da øjeblikket kom, vidste jeg at det var nu, jeg greb ud efter våbnet i hans hånd, fik det, satte fingeren på aftrækkeren og pegede mod hans hals.

Jeg ved jeg burde have stoppet i samme nu, jeg burde have aflivet den indtrængende lige der. Han stoppede overrasket op, tydelig flov over at være blevet overlistet, og så af en kvinde. Men den sitren jeg havde i min krop, kunne kun standses ved at fortsætte. Ikke fordi jeg havde noget valg, ikke fordi jeg kunne stoppe, mit underliv havde for længst begyndt en rejse det måtte fuldføre. Så med våbnet pegende mod bandittens hoved, fortsatte jeg med at ride ham, til jeg med ét mærkede en gigantisk og ukendt bølge i min krop.

Bølgen truede med at tage magten fra mig, han kunne prøve at tage våbnet igen, men i det samme kom han, og var selv ude af kontrol.

Jeg kunne næsten ikke rejse mig, mine ben rystede, men jeg fik mig op at stå. Hvad skulle jeg gøre? Han lå der med en hastigt skrumpende manddom, der var klistret af mine alt for rigelige safter. Skulle jeg skyde ham, den mand jeg lige have redet, så han havde skudt sin sæd ind i mig? Jeg fandt en solid lædersnor, fik ham til at vende sig om på maven, og bandt hans hænder sammen. Jeg undersøgte ham, men fandt ikke andre våben, men tog hans kniv. Jeg åbnede døren og gik ud til hesten, der stod lige uden for, jeg kunne holde øje med banditten gennem døren.

I sadlen var der nogle få patroner, dem tog jeg, jeg fjernede også tømmen, inden jeg gik ind efter røveren. Jeg fandt min mands jagtgevær, fjernede patronerne fra bandittens riffel og gav ham besked på at gå ud og sætte sig på sin hest. Da han rejste sig faldt bukserne til gulvet, så jeg var nødt til at spænde dem, som hos et barn, fordi han var bundet. Med lidt besvær fik han sig op på hesten og ned i sadlen, jeg satte riflen i sadlen, løsnede hesten og gav den et lille klap.

Længe stod jeg og så ham ride bort, det havde jeg ventet på med længsel hele dagen, men nu var glæden ikke helt så entydig, som den burde være.

Mens rytteren skridtede ned ad hjulsporet, kom jeg tilbage til min vante hverdag. Hvad skulle jeg sige til min mand? Jeg kunne ikke sige det som det var, der var alt for mange spørgsmål jeg ikke kunne besvare, jeg kunne ikke lyve, det er en synd. Så jeg bestemte mig til intet at sige. Hurtigt fik jeg slettet alle spor efter røveren, jeg hentede børnene, der hyggede sig hos Janzen, de ville næppe sige noget, de kendte intet til rytteren. Min mand kom kørende ned af vejen, samtidig med at solen gik ned.

Han smilede og var glad, han havde lidt sort samvittighed over at have været lidt for længe på saloonen, men jeg tilgav ham, for han havde stof med til nye kjoler. Han spurgte hvordan min dag havde været, jeg sagde at den havde været stille og rolig.

Det er nu mere end en måned siden, vi har intet set til manden siden, og håber ikke at se ham mere. Jeg prøver at glemme ham, men han bliver ved med at dukke op på underlige tider. Jeg kan ikke spørge vores præst, så jeg må spørge dig, kære Søster: ”Kan mine synder tilgives?”

De aller kærligste hilsner, Josephine.