Johannes graviditet Del 1 - Johanne bliver gravid "Stig, jeg har en tilståelse," sagde Johanne en dag, jeg var kommet hjem fra arbejde fredag. Vi sad i sofaen og nød en kop kaffe. "Jaså," bemærkede jeg med skærpet opmærksomhed. "Jeg tror ... jeg tror, jeg er gravid," sagde Johanne og prøvede at få det til at lyde så neutralt som muligt. "Tror?" spurgte jeg. "Graviditetstest er ikke helt sikre," oplyste hun, "kun 99%." "Det vil sige, det KAN være, det er falsk alarm?" spurgte jeg. "Øh.. tjae... Så har jeg også en anden tilståelse, Stig," indrømmede hun lidt beklemt. "Jeg har ødslet dine penge væk og brugt tre graviditetstest." "Og hvorfor fortæller du mig det her?"

spurgte jeg med et smil. Om svaret var ordene "fordi du er faren" eller den flyvende pude, der ledsagede den, må stå hen i det uvisse. Jeg vidste ikke lige, hvilket ben jeg skulle stå på. Johanne skævede til mig: "Du er ikke glad?” spurgte hun tvivlrådigt. "Jeg er mest overvældet," mumlede jeg, "det prøvede vi jo at undgå..." "Jeg HAR taget mine p-piller!" kom det indigneret fra Johanne, der åbenlyst følte sig mistænkeliggjort. Jeg nikkede og var stille i en tid. Men det var ikke nogen rar stilhed. Det var Johanne, der brød stilheden: "Du vil ikke have det?" Hun lød lidt småbitter. "Jeg skal lige sortere mine tanker, Johanne,"

sagde jeg bestemt, så bestemt, at Johanne krøb lidt sammen. "Men jeg vil ikke høre tale om ikke at ville have det!" pointerede jeg. "Men jeg synes, at du har været ualmindelig teenagetøsagtig og selvisk. Én graviditetstest er for så vidt ok. Men bagefter syntes du ikke, at du skulle dele usikkerheden og forventningens glæde med mig. Det synes jeg er uventet ringe!" "Så ... så du er bare vred på mig? Det er ikke andet?" udbrød Johanne med en vis lettelse, der gik over i beklagelse: "Men ... men du har ret. Jeg tænkte ikke længere end min egen næsetip. At du selvfølgelig vil ... være en del af processen, har jeg slet ikke tænkt på. Undskyld. Undskyld!"

Jeg nikkede. "Og havde det været i går, havde du ligget over knæet nu. Eller haft klemmer i skamlæberne. Eller noget andet," sagde jeg. "Men hvordan straffer man en gravid? Hvad går ud over barnet? Og hvad går kun ud over moren?" spurgte jeg. "Det... det ved jeg ikke," sukkede Johanne. Det havde hun tydeligvis ikke skænket en tanke. "Men... men... vil du ikke nok sige, om du glæder dig eller hvad? Det andet er vel praktiske problemer," sagde hun. "Børn er mange års praktiske problemer," svarede jeg, "men jeg håber ikke, du nogensinde har været i tvivl om, at jeg altid har været glad for mine børn. Det bliver jeg også for denne her." Hun nikkede.

"Så får du fat i lægen i morgen. Og så må vi se, om et koldt brusebad kan gøre noget ved det teenageagtige," fortsatte jeg. "Åh nej," mumlede hun samtidigt med, at hun rejste sig med et nik. "Men det er vel en del af de lærepenge, den vordende mor skal betale, når hun for lutter barn og mor-agtighed glemmer sin kæreste og Herre." Johanne smilede til mig, da hun gik i retning af badeværelset. Jeg kunne høre hende rumstere. Kort efter kom hun tilbage, stadig tør, men uden en trævl på kroppen. Foran mig gik hun på knæ: "Hvis jeg må bestemme noget,"

sagde hun, "så skal du holde mig fast på, at jeg ikke må glemme min kæreste og Herre - også hvis det bliver lidt mere bøvlet end tidligere!" "Du må ikke bestemme noget," svarede jeg, "men jeg kan godt love dig, at jeg vil holde dig fast på det." "Tak," sagde hun. Det var tydeligt, at hun mente det. "Og nu ikke flere overspringshandlinger, unge dame!" sagde jeg med et smil. Johanne sendte mig sine dådyrøjne. "Jeg kan vel ikke slippe?" sagde hun, men kendte godt selv svaret. Hun var på vej til at rejse sig, allerede inden jeg rystede på hovedet. Et øjeblik efter fulgte jeg hende på badeværelset for at se, om hun ikke snød.

Som ventet gjorde hun ikke. Hun tog hele turen med indsæbning, hårvask og balsam og omhyggelig rengøring af køn og røv under den iskolde bruser. Det var en noget forfrossen Johanne, der kom ud og som jeg tørrede med et håndklæde, der ikke havde set skyllemiddel. Hendes hud var lyserød og hendes brystvorter små og hårde - og fristende. Blidt, men bestemt, tog jeg ved dem. "Vil du ikke nok varme mig?" bad Johanne. "Hvad nu, hvis kulde er en del af straffen?" spurgte jeg. Johanne svarede ikke først, men bed sig på læben, før hun sagde: "Kan man så ikke alligevel håbe på lidt nåde?" "Håbe, ja," svarede jeg. "Vend dig om!"

Da hun havde vendt sig, satte jeg manchetter på hendes håndled og samlede dem på ryggen. "Gå i seng!" hviskede jeg. Uden et ord trippede Johanne i soveværelset, kiggede tvivlrådigt på sin dyne, men lagde sig artigt i sengen. Jeg kom og lagde dynen omkring hende og så skuffelsen i hendes øjne, da jeg forlod soveværelset og lukkede døren. På badeværelset fandt jeg glidecremen og klædte mig af. Så gik jeg ind til Johanne, som lyste op, da jeg kom. Jeg smuttede under dynen for at ligge i ske. Instinktivt begyndte Johannes bagbundne hænder at tage ved min pik og blidt at rykke forhuden frem og tilbage.

Jeg for min del smurte glidecreme på en finger og stak den op i Johannes ende. Én blev hurtigt til to, og lidt efter trængte min pik ind i stedet. "Vil du ikke nok tage mig foran?" bad Johanne skuffet, samtidig med at en bevægelse i hendes røv fik hende til at klynke. Men mens jeg, meget langsomt, begyndte at kneppe Johannes røv, hviskede jeg: "Nej, min kære. Den næste, der kommer derind, er lægen eller jordemoderen. Men som en lille påmindelse om, at du skal huske mig i forløbet, får du en lille opgave." Jeg stødte til. "Uh!" udbrød Johanne.

Og idet jeg fortsatte mine langsomme bevægelser, forbarmede jeg mig en smule over Johanne og lod en finger lege med hendes klit, da jeg begyndte at beskrive opgaven: "Hver gang du har været til kontrol, vil jeg inden en time have en detaljeret beskrivelse af kontrollen, af hvad der blev sagt, hvor han eller hun har rørt dig og hvordan, om det var rart, om der blev brugt eksplorationsvæske, eller om det ikke var nødvendigt, hvad du havde på og måtte tage af. Det hele forsynet med et nyt billede af din fisse, pr. email fra din smartphone." Igen et lidt voldsommere stød og så et klynk fra Johanne. "Selvfølgelig,"

fortsatte jeg, "omtaler du dig selv som 'din slavinde' og din fisse 'din slavindefisse'!" Jeg begyndte at støde hurtigere, mens min finger intensiverede behandlingen af Johannes klit. "Må jeg ... svare senere?" fik hun fremstønnet imellem sine støn og klynk. Det måtte hun. Hendes vejrtrækning blev heftigere. Jeg tømte mig i hende, lige før hun bad om lov til at komme. "Kom!" sagde jeg. Hun adlød artigt ordren. "Stig," sagde Johanne kælent, da hun lå og sundede sig, "når jeg skal skrive de der beskrivelser af kontrollen med de ord, du siger, vil jeg allerede være drivende våd, når jeg kommer til kontrol." "Så sparer du samfundet for unødvendige udgifter til eksplorationsvæske," svarede jeg.

"Men du kan ikke lide at være liderlig måske?" Jeg smilede. Efter en kort tænkepause svarede hun: "Én ting er at være det; en anden er at skulle stille det til skue for ... for nogen, det ikke rager." "Verden er ond," svarede jeg grinende. "Du er ond," svarede Johanne, halvt fornøjet, halvt irriteret. Lidt efter spurgte hun: "Stig, mente du det, at den næste, der kommer ind i min fisse er lægen?" "Hvad siger din erfaring dig om, om jeg mener, hvad jeg siger?" spurgte jeg. Johanne lød lidt skuffet, da hun med sine største dådyrøjne og mindste lillepigestemme spurgte, om der ikke kunne være en præmie for god opførsel.

"Det må vi jo se på, hvis den situation virkelig skulle indtræffe," svarede jeg grinende. Johanne kiggede kort op, sukkede, rystede på hovedet og puttede sig ind til mig. Fortsættes HER