Huset lå lidt for sig selv. Væk fra ride staldene. Det var egentlig kun et skur beregnet til opbevaring af maskiner. Der stod en gammel traktor som aldrig ville komme til at køre igen. En fladvogn der havde været læsset med halmballer, hvoraf en del nu lå spredt på gulvet.
Desuden var der nogle trækasser hvor der havde været maskindele i.

Inde i skuret befandt sig 5 mennesker, alle kvinder. 3 af dem sad på kasserne. De 2 andre tilsyneladende mor og datter stod op, øjensynlig ilde til mode, for deres øjne flakkede skiftevis ned mod jorden eller forsøgte at undgå at se på de 3 andre kvinder. Alle var de iført stramtsiddende ridebukser og lange støvler, med undtagelse af datteren der øjensynligt ikke havde råd til de dyre ridebukser, men havde almindelige cowboyjeans der var stukket ned i støvlerne. De var så til gengæld MEGET stramme og afslørede en skøn fast teenage røv.

“Hvad i himlens navn har I tænkt“, nærmes brølede den ene af damerne på kasserne. En stor kvinde på omkring de fyrre år. “At ride tværs over Madsens nysåede mark. Og så netop MADSEN, manden som hele rideklubbens eksistens er afhængig af. Hvis vi ikke har tilladelse til at ride på hans stier, jeg gentager STIER har vi ingen muligheder for at komme ind i skoven. Jeg har brugt en hel eftermiddag til at forsøge på at dæmpe hr. Madsen ned og især den gamle bedstefar som helst vil se os alle sammen hen hvor pebret gror. Jeg har måttet love at straffe Jer hårdt, problemet er kun. Hvordan? Har I noget at sige til Jeres forsvar?” “Undskyld. Undskyld. Det var fordi Kathrine var bange for at ride på landevejen, der er så mange biler, og så troede vi at hvis vi red langs Madsens mark var det mere sikkert.” Hendes stemme røbede at hun heller ikke selv troede helt på den forklaring.

“Langs marken. I red tværs over. Og efter sporene at dømme har I brugt elefanter og ikke heste! Problemet er bare hvad gør vi ved Jer?”

“EKSEKUTION! Der er kun en mulighed. De må smides ud, hellere i dag end i morgen. Det er den eneste måde at tilfredsstille familien Madsen på. Og være en lærestreg for alle andre medlemmer.“ Damen der talte var et lille vindtørt væsen med et stramt ansigt og en alt for rød læbestift. “Nej… nej. Frøken Tordrup, Grethe… La’ vær. I må ikke smide os ud." Moderen var ligbleg. Det her var social katastrofe. Hvad ville Holger sige? Han ville blive rasende. Hele tiden havde han arbejdet hårdt på at etablere et netværk for sin nyetablerede advokatforretning og hans kones medlemskab at rideklubben var en social gevinst, næsten lige så stor som rotaryklubben. Og Kathrine som netop var ved at få de rette veninder i gymnasiet! Hun så på den tredje dame. “Hjælp mig fru Ottesen. Det var en fejltagelse. Jeg fortryder det.” Da det tilsyneladende ikke hjalp, prøvede hun med den første, den store.

“Fru Memel, lad mig blive. Min mand slår os ihjel. For Kathrines skyld. Kan vi ikke gøre noget andet. Kan det ikke afgøres internt?"

Sophie Jessen havde kun været medlem af rideklubben i et halvt år, men hun havde hørt rygter om “intern afgørelse” en form for straf som administreredes af et diciplinærudvalg, netop de damer hun og Kathrine stod overfor nu. Hvad det var, stod ikke helt klart, kun af det var ubehageligt, ingen talte om det og intet slap ud til omverdenen.

“Umuligt” lød det fra frk. Tordrup. De skal hente deres ejendele senest i morgen, Sophies hest må vi lade blive stående, den er jo trods alt uskyldig. Og så indkalder vi til en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi redegør for hvad der er hændt og hvorfor de skal smides ud. Generalforsamling. Et sted hvor alle kunne komme, hvor hun endelig ville blive smidt ud. For så skamfuld at løbe spidsrod ned gennem lokalet, forbi alle medlemmer indtil hun nåede udgangen. Sophie var ved at besvime. Damerne diskuterede. Sophie hørte navnet Madsen flere gange. “Vi må tilfredsstille Madsen.“ "Hun skal ud“. Det var frk. Tordrups skarpe stemme. “Det er første gang, vær dog lidt barmhjertig.“ Endelig nåede de tre til en beslutning. Det var fru Memel der førte ordet: “Godt. Rent undtagelsesvis vil sagen blive afgjort med en intern straf, for jer begge to. Det vil ske nu og her. Har I noget at sige? Sophie? Kathrine?” Begge rystede stumt på hovedet. “Fint. Kathrine hent din mors pisk, den store som hun bruger når hun rider på Hannibal. Og Kathrine. Samtidig finder du Felix, ham den nye stalddreng og beder ham komme med dig.” “Pisken ligger i skabet, her er nøglen” hviskede Sophie. Det begyndte at gå op for hende hvad pisken skulle bruges til. Men Felix? Ikke en gemen stalddreng. Selve tanken var umulig. Kathrine forsvandt. Fru Memel vendte sig mod Sophie: “Tag dine ridebukser af… Helt af. Også støvlerne.” Rødmende satte Sophie sig på en kasse og begyndte at hive sine lange velpudsede støvler af. Da Kathrine kom tilbage så hun sin mors støvler stå på gulvet medens hun selv var i færd med at krænge bukserne af. Det var ikke let. De var skræddersyede af prima rideelastik og sluttede tæt om hendes fyldige lår, samtidig med at de viste hendes attraktive baller. Omsider lykkedes det dog. Inden under var det et par solide uldne underbukser og da de kom af afsløredes der et par blondetrusser. “Af med dem.”

Nølende kom de af. Skjorten blev knappet op. Sophie vred sig medens hun forgæves prøvede at skjule en stor sort hårvækst mellem benene.

Felix så spørgende på fru Memel. Han havde kun været staldreng i 4 måneder, men længe nok til at vide, at fru Memel havde magt, og at når hun sagde noget, adlød man.
Han var en kraftig teenager, med mørkt krøllet hår. Iført en beskidt T-shirt, ligeså beskidte cowboybukser og et par solide gummistøvler.

“Du tager den her pisk og giver fru Jessen 60 gode rap over hendes bare ende, som om hun var en hoppe. Bagefter giver du Kathrine 50 tilsvarende.”

Der var 3 der så forbløffede ud. Sophie, Kathrine… og Felix. Kathrine stod bleg og stum. Noget vådt viste sig i bukserne mellem benene. Sophie udstødte et skrig. “Det kan I ikke. I kan ikke lade en simpel stalddreng give mig klø. Fru Memel, Grethe, fru Ottesen. I må ikke. Det er så ydmygende." “Du har intet valg,” lød det koldt fra frøken Tordrup, “med mindre altså…"

Ordene blev hængende i luften. Alle viste hvad de betød, og Sophies protester døde bort…

Felix lignede et stort spørgsmålstegn. Han blev skiftevis bleg og rød i ansigtet. Så tog han sig sammen, prøvede at se fru Memel i øjnene medens han sagde: “Det… det kan jeg ikke. Jeg har aldrig slået nogen. Jeg ved ikke hvordan man gør det… De må ikke bede mig om det fru Memel." Det var Grethe Tordrup der svarede: “Du gør det, eller vi går til bestyreren og fortæller, hvordan du stjæler benzin fra gårdens tank til din egen motorcykel. Og så kan vi jo se på hvis røv striberne falder! For resten må du overhovedet køre på den motorcykel? Du er kun 17 år gammel.”

Felix så ud som om han sank noget. Så tog han øjensynlig en beslutning. Han rømmede sig og sagde højt: “Jeg skal nok gøre det.”

Fru Memel overtog kommandoen. “Sophie. Læg dig på knæ over en af halmballerne! Fold hænderne over hovedet. Grædende adlød Sophie. Grethe Tordrup tog fat i snipperne fra hendes skjorte og bandt dem sammen helt oppe ved nakken. Det afslørede en hvid krop, nøgen fra Bh’en og ned. Hendes røv var stor med fede baller, der dirrede af forventningen skræk. Under dem var to ligeså fede lår. Sophie Jessen var godt i stand. Sammenligningen med en hoppe var ikke dårlig, når man så på den svulmende ende.

“Godt Felix, du gør dig klar. Det er 60 gode rap på hendes bagdel. Hvis de ikke er gode nok får du dem selv bagefter! Fru Ottesen tæller slagene for dig."

Sophie lå helt stille. Hele hendes krop rystede ukontrollabelt. Hun kunne føle hvordan Felix lod pisken glide ned over hendes røv Først den ene balle, så den anden. Hendes egen pisk! I hænderne på en 17 års dreng. En beskidt stalddreng. Om et øjeblik ville det ske. Skammen og smerten Hun lukkede øjnene og ventede. Så skete det! ”AUUGH. AUUGH Nej… nej Felix du må ikke. Ikke på min po-po. Ikke på min po-po. Stop det.

“Ti stille” lød fra frøken Tordrup: “EN INTERN AFGØREELSE BØR KUNNE MÆRKES… LÆNGE.”

Sophie hylede højt, men forgæves. Felix havde åbenbart taget sin beslutning. Han trak vejret dybt og knaldede pisken ind i det hvide kød. AUUUGH! Skrigene nåede omtrent til himlen, men hytten lå ensomt. AUUUGH! Et nyt slag. Begge slag var hårde, men lå skævt over røven. “Husk de skal ligge ordentlig, ellers ved du hvad der sker. Tag dig sammen knægt!” Felix tog sig sammen. De næste slag faldt lige over Sophies bævrende po-po. Det var som om noget var sket med Felix. Han fik et hårdt ansigtsudtryk. Slagene blev mere præcise..og hårdere. De store hvide halvkugler dirrede hver gang Felix ramte og var ved at skifte farve til dybrøde… med striber!

“Åååågh! Iiiigh... Nej ikke den bare… Skån min po-po.” Sophies skrig blandede sig med suset af Felix pisk. I baggrunden hørte man fru Ottesen tælle lidenskabsløst. En og tredive, to og tredive.

Lænet op af traktoren stod Kathrine. Ingen tog sig af hende, men hun vidste hvad der skulle ske når Felix var færdig med hendes mor. 50 slag på HENDES bare røv. Hun så på Sophies røv og lår. Der var intet hvidt tilbage, alt var rødt eller blåt. Huden var revnet enkelte steder. Skrigene var ved at stilne af. Sophie græd bare uafbrudt, medens hun vendte og drejede sig. Den store bag gik op og ned som et pumpeværk, og Kathrine så hvordan Felix lagde kræfterne i. Det så ud som om han nød det. Han åndede tungt og der var store svedpletter på ryggen af hans T-shirt.

Kathrine var lammet. 50 rap. Det kunne hun ikke klare. Hun følte hvordan hendes bukser var drivvåde fra inderst til yderst Om et øjeblik var det hende der skulle ligge nøgen over halmballen.

Fru Ottesen talte stadig: “En og halvtreds, to og halvtreds tre…" Sophie skreg stadig sit. "Auuuigh Iiigh! Ikke mere… min po-po." "TRES! Stop." Alt var stille, undtagen Sophies snøften. Forsigtig førte hun hænderne ned til ballerne. “Lig stille,” lød fru Memels stemme. “Felix. Der var 7 dårlige. Du ved hvad det betyder." “JA” sagde Felix med klar stemme. Han stod stadig med pisken i hånden. “Vil du have dem nu, inden vi går i gang med Kathrine?” “Ja.” “Godt, tag bukserne af.” Han krængede bukser og underbukser af på en gang.. Han stod ret med hænderne ned langs siden, som om han havde prøvet det før. Sådan var det bare. Pisken sad løst på rideskolen og stalddrengen stod nederst… Lige over hestene! Han var helt rolig, kun sveden på hans pande og pikken der strittede skråt op røbede at han vidste hvad der skulle ske.

“Bøj dig og tag fat om anklerne. Du får et slag af hver af os og så starter vi forfra. Vil De begynde fru Ottesen?”

OH! OH! OH! De første tre slag. Han skreg ikke, men stønnede bare når pisken ramte ham. Man kunne se gamle striber på hans røv. Han havde prøvet det før. En stalddrengs lod. “Du er tapper. Du slipper med første omgang,” bekendtgjorde fru Memel. “Så er det dig Kathrine. Klæd dig af… helt af!” Det var igen fru Memel der førte kommandoen. Kathrine tøvede. Hele verden kørte rundt for hende. “Nå, kom i gang. Eller skal vi lade Felix hjælpe dig?… Felix vil du…” “Nej. Nej Ikke ham.” Febrilsk begyndte Kathrine at flå tøjet af, og i løbet af ingen tid stod der en helt nøgen pige midt på gulvet. Hun var på Felix alder. Kroppen var elegant, solbrun med en smal hvid stribe hvor bikinien havde været, der var både til gården og til gaden. Små hårde bryster, der strittede ud med brune nipler, og en lille røv, som allerede under de stramme cowboybukser havde virket æggende, men som nu i bar tilstand bare var helt forførende.. I skridtet var der kun en tynd samling lyse hår. Hun så hvordan Felix bed sig i læben. Hans bukser var ved at sprænges. Sophie havde altid sørget for at holde sin datter fri fra denne beskidte verden. Ridning var et middel til at aflede hendes tanker fra drenge, eller i det mindste få hende til at omgås nogle af god stand. Nu faldt det hele i grus. Pigen sank på knæ og begyndte grædende at bede om forladelse. “Lad være. Jeg kan ikke tage 50 med pisken. Jeg har aldrig fået pisk. I MÅ IKKE! Jeg vil ikke have striber på røven… Hører I. Lad mig slippe.” Fra halmballen begyndte hendes mor at bede: “I må ikke, I slår hende ihjel. Hun er ikke voksen. I må ikke give min datter klø. I må ikke lade Felix slå hende. NEJ… nej. I må ikke.” Damerne stak hovederne sammen igen. ”Well. Du får valget. Enten de 50 rap som du burde have, eller en god gammeldags endefuld på 25 slag af hver af os. HVAD VÆLGER DU?” “Endefuld,“ nærmest jublede Kathrine. Felix så skuffet ned i jorden som var han gået glip af noget… “Fru Ottesen først. Vil De? Kathrine læg dig over hendes knæ.” Den spinkle pige lagde sig over fru Ottesens brede lår. Med det ene ben klemte Pia Ottesen hende fast samtidig med at hun med venstre hånd greb hendes arm. ”AW…ÅÅÅGHH!” Fru Ottesens store flade hånd landede på de små faste baller. Hun havde erfaringen fra 3 døtre. Der var ikke mere end en uge siden at Lise, der var på Kathrines alder, havde ligget over sin mors skød og skreget sine lunger i stykker. Nu var det Kathrine der nød godt af erfaringen!

”La’ vær… la’ vær. Det gør ondt. Min ende. Ikke mere.” Katrine hylede hver gang hånden ramte hende.

Sophie både så og lyttede. Hun ville sådan ønske, at hun kunne stikke fingerende i ørene, men begge hænder var som limet til hendes røv. Den sved og sved. 60 slag med hendes egen ridepisk. Det var ubærligt, og dertil skammen. At ligger over en halmballe med den bare røv opad, medens alle de andre så på det. Og så at blive pisket af en stalddreng, en underklasse dreng!
Alligevel følte hun en lettelse. Det var trods alt “kun” en “Intern afgørelse,” det ville blive holdt anonymt uden offentlig skandale.

Omsider blev fru Ottesen færdig, men frøken Tordrup stod parat. Kathrine nåede lige at rejse sig fra det ene skød, før hun måtte lægge sig over det andet. Frøken Tordrup var lille men umådelig stærk. Hendes offer lå som i en skruestik, da hun begyndte. KLASK, KLASK. ”AUV, AUV.” Det samme som før. Hun prøvede at vride sig, men det var umuligt. Frøken Tordrups slag var forskellige fra fru Ottesens. Hvor fru Ottesen havde slået langsomt og tungt faldt frøken Tordrups slag hurtigt og hårdt. Kathrine hylede i vilden sky hver gang hånden ramte hendes røv. En røv der i forvejen var rød af 25 slag.

”IIIIGH!… IKKE MERE. NEJ.. JEG ER ARTIG!” Alle varianter blev forsøgt, men ingen hjalp. Grethe Tordrup var ubønhørlig og de 25 slag faldt alle… og alle lige hårdt.

Endnu 25 tilbage. Kathrine står på gulvet. Hun kan ikke stå stille, men hopper rundt. Lige som sin mor er hænderne fast knyttede om de dybrøde baller. Hun ved hvad der skal ske. Snøftende går hun over til fru Memel og lægger sig lydigt over de store stramme ridebukser. Fru Memel er den største af de tre damer. Kathrine synes at forsvinde i hendes skød. Hendes hænder er som en damphammer der falder over den stakkels røv, der i forvejen nu har modtaget 50 slag. Ballerne er røde og der er aftryk af alle de damernes hænder. Ganske vist ingen striber, men tydelige spor af fingre. “Stop, ikke mere. Hun har fået nok!” Sophie beder for sin datter, men for døve øren. Kathrine selv har givet op. Hun siger ikke noget, bare skriger hver gang damphammeren rammer hendes rå kød. ”AUUGH! AUUGH!” Det giver et smæld hver gang fru Memel rammer. Kathrines røv er lille og hård. Den stritter opad og rører sig næsten ikke under slaget, men dens ejer kvitterede med et skrig… hver gang! ”25!” Fru Memel giver slip på sit offer. Kathrine tumler ud på gulvet igen. Hun kan knap holde sig oprejst. 75 slag. Var det bedre end 50 med pisken? Det gjorde i hvert tilfælde ondt. Rasende ondt. Hvordan vil hun nogensinde sidde ned igen? Hvordan vil forklare det overfor veninderne? Hun udstøder et lettelsens suk og begynder at se efter sit tøj. “Hov. Hov. Du er ikke færdig endnu.” Det er fru Memel igen. “Du har glemt Felix. Felix giv hende de sidste 25 slag. Hun er din!” “Nej I må ikke. Ikke en dreng ikke ham. Ikke en stalddreng. I må ikke. Hører I.” Sophie er desperat. Alt hvad hun har stået for med hensyn til social prestige falder i grus. Lige siden de kom til byen har Sophie og hendes mand stræbt for at komme ind i de bedste kredse og nu må hun se sin datter få tæsk af en stalddreng, den samme som har forvandlet hendes egen po-po til et brændende helvede. Kathrine prøver på at flygte. Over i en krog. Men Felix tager hende brutalt i den ene arm og slæber hende hen til en kasse, hvor han uden besvær lægger hende over de beskidte cowboybukser.

“Spred benene tøs” Kathrine adlyder automatisk.

Forfærdet ser Sophie hvordan hendes datter må sprede benene, samtidig med at hun ser det bule i Felix bukser så lynlåsen er ved at sprænges. Han har placeret Kathrines skød lige over det strategisk vigtige sted. “Kom så i gang,” Fru Memel er ubønhørlig... Felix lader den højre hånd glide ned over ryggen til den når de spredte lår. Så søger den ind på indersiden. Det går op for Sophie hvad der skal ske. Hun udstøder et skrig. “Nej Felix du må ikke. Fru Memel stop ham.” Det eneste svar hun får er fra Felix: “Er din datter jomfru?” ”Kathrines skamlæber åbner sig. Hun begynder at jamre: “NEJ... NEJ Ikke fingeren. Stop Felix. Jeg kan ikke.” Hendes tonefald begynder at ændre sig. Fra smerteskrig glider det over i en klynken af vellyst. “Felix. Felix ikke der. Du må ikke. Ikke min klit… Ikke den. Hører du. AUGH AUGH.. GIV MIG MERE! … MER‘..MER!” Sophie er rædselsslagen. Fra at have set sin datter vride sig i smerte under de tre damer, ser hun nu en Kathrine der vrider sig… i vellyst. Og det med en beskidt stalddreng, som har sin grove finger oppe i hende. Skammen vil ingen ende tage, hun ønske bare et det hele snart er overstået ligegyldigt hvordan. “Så er det godt. Kom så i gang Felix… Ellers...” Fru Memel greb ind. Felix adlød. Kathrine følte at de sidste 25 slag var hårdere end alle de andre til sammen. Hun skreg vildere end før, men der var ingen barmhjertighed at hente hos stalddrengen Både hendes baller og lår blev klistret til med fingeraftryk. “Godt. Færdig.“ Kathrine rejste sig. Hun græd ikke… Hun tudbrølede. “Du kan gå Felix. Du siger ikke et ord. Hverken til dine venner eller til andre medlemmer. Ellers går det galt for dig. FORSTÅET?” “Ja fru Memel.“ Felix var helt klar over situationen.

“Og I to. I går hjem, men husk på, at der er den årlige skovtur på næste søndag, hvor vi vil se ALLE medlemmerne. Også Jer...TIL HEST!

Den næste søndag var der et mylder foran ridestaldene. Alle skulle ud at ride også mor og datter. Begge gik stift og måtte hjælpes op på hesten af en stalddreng. Det vil sige Felix! Da de stod i stigbøjlen gav ham dem hver især et solidt klask over de stramme bukser. Begge udstødte et forskrækket AUUGH, der gentog sig da deres ende ramte sadlen. Kun en enkelt bemærkede det og tænkte sit.

Felix smilede og mumlede:

“EN INTERN AFGØRELSE BØR KUNNE MÆRKES LÆNGE.“
På trods at 3 solide striber, der også stadig kunne mærkes, følte han sig parat til at hjælpe de damer en anden gang!”