Ida & Kamilla - Hvad der videre hændte, del 1 Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER Resumé: Ida og Kamilla er to lesbiske piger, der i hverdagen læser på seminariet. Sammen prøver de deres seksualitet af. Senest gik det galt i en møbelforretning hvor onani i en af sengene blev fanget på overvågningskameraet og de kom til at stå til regnskab for denne fadæse. Kamilla er besat af at lade Ida dominere sig, lad os derfor se hvad der sker i denne retning i disse nye afsnit… Det var onsdag, da Idas telefon ringede. Det vil sige, den ringede ikke; den vibrerede. Timen stod på dansk, og Ida og Kamilla svedte over et moderne dansk digt.

Kamilla svedte nok mest, for det med tolkninger var ikke hendes kop te. Hun var mest til tal, naturlove og almindeligt ordkløveri. Ida havde en vane, som gjorde Kamilla målløs gang på gang. Hun ringede altid tilbage, når hun kunne se, at nogen havde ringet. Alt for ofte forgæves, syntes Kamilla. For så var opgaven løst, ingen tog den eller tiden var bare forpasset. Hvis det var vigtigt, skulle de nok ringe igen, mente Kamilla. Så snart timen var over, ringede Ida tilbage, selv om hun ikke kendte nummeret. I den anden ende præsenterede en mand sig som Lennart, og da de to parter havde fået sat hinanden på rette hylde, viste det sig, at Lennart var Lees mand.

Lennart ville gerne takke for den gave, som Ida havde givet Lee og ham. "Lee glæder sig faktisk" sagde han, "Men jeg synes, det er noget af en overvindelse at låne min kone ud." Det kunne Ida godt følge, og kiggede frækt smilende på Kamilla, der imidlertid blot var forvirret. Lennart spurgte, om han måtte aflevere Lee personligt, så kunne han lige se Ida an. Og da han ikke kunne hente Lee igen før søndag, kunne det godt ske, at han ville bede Ida om at tage vare på Lee til da. Til gengæld ville hun, hvis altså kemien passede, stå til rådighed indtil da. Sådan blev aftalen, og Kamilla blev orienteret.

Senere på dagen gik pigerne en tur langs vandet for at klare tankerne. Begge i varm indpakning på grund af vejret. "Der er vist noget, vi skal snakke om." Kamilla, der vidste, at det handlede om hendes voldsomme og uventede reaktion på, at hun blev berøvet enhver kontrol over sig selv, var enig, så hun nikkede. "Ved du, hvorfor du har det sådan?" ville Ida vide. "Jeg har end ikke antydningen af en god forklaring" svarede Kamilla med sin karakteristiske ru stemme, "men bare tanken sætter mit underliv i højeste beredskab." "Hey, er det pinligt?" Ida studerede Kamilla nøje. Kamilla smilede et forsigtigt smil og nikkede. "Vi har jo prøvet at behandle dig hårdere på Tenerife..." "Gran Canaria" rettede Kamilla.

"Du ved, hvad jeg mener" svarede Ida lidt irriteret, "men vi duede ikke til det." "Nej, ikke ret længe," smilede Kamilla. "Hvad, hvis vi gør det kort, men regelmæssigt?" "Det?" "Hvis jeg får råderet over dig. Måske fire timer." Kamilla tænkte sig om, før hun svarede: "Det lyder ikke dumt. Hvor tit har du tænkt?" "Har tjekket vores kalendere. Torsdag ser godt ud." Kamilla nikkede. "Lad os gå hjem i varmen., foreslog hun, "jeg skal lige have tid til at mærke, om det er det rigtige." De vendte om. "Jeg har købt kager," forkyndte Ida glad, da de kom ind i huset. "Fedt!" svarede Kamilla. Rutineret tilberedte Ida den varme chokolade, mens Kamilla fandt tallerkner og kopper.

Lidt efter sad de i køkkenet og fik varmen med varm chokolade og Ida blev helt eksalteret over kagen. Samtalen kom hurtigt tilbage til emnet. Kamilla sagde:"Du må ikke spørge mig, hvorfor jeg reagerer sådan." "Hvorfor ikke?" spurgte Ida næsvist med kage i munden. "Ida altså," Kamilla sukkede, "men jeg er altså også lidt bange for forslaget. Lover du, at du passer på mig?" "Næ!" svarede Ida tørt, mens hun stadig gumlede kage." "Jamen..." længere kom Kamilla ikke, før Ida afbrød: "Kamilla, vil du lege eller være? Vi leger tit med magt og sex, men det reagerer du knap så stort på. Vil du lege at være til rådighed eller vil du være det?

Jeg lover ikke andet, end at jeg elsker dig, og at din sikkerhed vil indgå i mine overvejelser." Kamilla skjulte sit ansigt i hænderne, mens hun tænkte, så det knagede. Det var lige før man kunne høre tandhjulenes tikken. "Det lyder så brutalt," tænkte hun højt. "Ja" bekræftede Ida uden at gøre anstalter til at sige mere. "Må jeg godt se - i det mindste - hvad det var for en dims, jeg havde i munden ude i skuret?" "Næ", svarede Ida den måbende Kamilla og tog en slurk af sin varme chokolade. "Kamilla, være eller lege? Beslut dig og hold op med at spørge!" "OK. Være så," Kamilla havde truffet beslutningen.

"Den beslutning skal du skrive ned på papir og have med, når du kommer i morgen efter semi!" Kamilla nikkede. Ida fortsatte: "Og kom i noget, jeg gider se dig i!" "Jeg er skræmt fra vid og sans" "You'd better be!" smilede Ida. Det gjorde ikke Kamilla mere rolig. "Men der er også en betingelse, jeg ikke har nævnt: Jeg vil ikke stå til regnskab bagefter; ingen 'du gjorde også sådan, altså...' og den slags. Du må gerne fortælle mig om din oplevelse. Men det giver dig ingen rettigheder, som du kan slå mig med, hvis det ikke var godt." Kamilla nikkede. I en fortrolig tavshed spiste de kagen.

Resten af dagen brugte de på at færdiggøre en opgave, kun afbrudt af kedelige rugbrødsmadder til aften. Da Kamilla var ved at tage hjem, tog Ida afsked med et kys og ordene: "I morgen skat." "Ja, jeg ved det," svarede Kamilla nervøst. Hun svingede sig på sin cykel og cyklede af sted i den kølige aftenluft. "Husk papiret!" råbte Ida efter hende. "Will do!" var svaret tilbage. Kamilla var spændt og havde knugende fornemmelse i maven, men også med en voksende lyst længere nede. Den nat tog lang tid, før Kamilla faldt i søvn. Og næste morgen kunne hun slet ikke beskrive, hvad hun havde drømt, da Ida ringede for at sige god morgen.

Som så mange andre dage, startede også denne med timer på seminariet. Denne formiddag gik tiden ulidelig langsom, al undervisning var mærkeligt uvedkommende og kammeraterne underligt ligegyldige. Først over middag kunne pigerne cykle hver til sit. Kamilla skulle klæde om. Med bævende hjerte cyklede Kamilla turen ud til Idas sommerhus. Og også Ida var fåmælt og anspændt, da Kamilla ankom, Efter velkomstkysset gav Kamilla Ida papiret. Ida læste det omhyggeligt, men opdagede hurtigt, at det ikke var nogen ben i det, Kamilla skrev. Teksten var saglig, kortfattet og blottet for ethvert anstrøg af føleri, altså typisk Kamilla: "Jeg stiller mig ubetinget til rådighed for Ida Decker Olesen i 4 timer, hver torsdag. Kamilla Hjemborg." "Hvor er du modig!"

kommenterede Ida med tydelig respekt i stemmen. "Nu bliver jeg helt bange," replicerede Kamilla. Hendes smil var lidt forsagt. "Først kaffe eller gå i gang nu?" "Nu," svarede Kamilla, "bare få det overstået!" Ida nikkede. Hendes ansigt blev lagt i langt mere alvorlige folder, da hun spurgte: "Nu ejer jeg dig i fire timer. Hvad er du så?" "Din slave." "Hvad er det for manerer? Tiltaler du din Frue med 'du'?" Bag den tilkæmpet alvorlige facade smilede Ida. "Undskyld Frue. Det skal ikke ske igen! Deres slavinde, Frue." "Hvem skal slavinden så tjene?" "Dem Frue" "Se, denne gang svarede du rigtigt. Har slavinden gjort sig lækker for sin Frue?" "Slavinden har forsøgt, Frue. Om det lykkes må Fruen bedømme."

Bag det ligeligt tilkæmpede og forelskede smil var Kamilla dybt usikker og en smule forfærdet over, hvad hun havde begivet sig ud i; og hvilke ord hun brugte om sig selv. Ida gik et par gange rundt om Kamilla, tog hende så med hen i stuen, hvor Kamilla fik besked på at lægge nederdelen. Det afslørede hende nybarberet, iført rød strømpeholder og strømper. "Spred benene og vent!" Selvfølgelig gjorde Kamilla, som hun fik besked på. Ida gik kort, men kom hurtigt tilbage med noget i hånden, to klemmer med bjælder. Klemmerne havde Ida taget fra en gammeldags metalbuksebøjle.

Hun havde også en hel bøjle i reserve; den, mente Ida, kunne komme til nytte med Kamillas lækre bryster, som Ida var en smule misundelig på. Omhyggeligt anbragte Ida klemmer og bjælder på Kamillas skamlæber, Kamilla våndede sig lidt, men stod ellers stille, mens Ida hentede mere. Ida havde været i en dyrehandel i Odense for at købe hundesnor og halsbånd. Hun havde hørt, at det, der passede en rottweiler, passer til mennesker. Da hun lagde halsbåndet om Kamillas hals, viste det sig, at det var rigtig nok. "Ud i køkkenet - på knæ, og lav mig et krus kakao!"

var Idas næste ordre til Kamilla, som gik ned på knæ, og noget kejtet begav sig ud i køkkenet, iført hvid skjorte, strømpeholder, strømper og sko samt hundehalsbånd. Som ventet ringede det, når Kamilla bevægede sig. Det kunne Ida også høre, mens Kamilla rumsterede i køkkenet. Kamilla kom krybende tilbage med et krus kakao, som hun rakte Ida. "Hvis den er for varm, dypper jeg dine brystvorter i", truede Ida, inden hun tog imod, for at give Kamilla en chance for at rette op på en eventuel slavebommert. Men Kamilla svarede: "Jeg har selvfølgelig pustet, Frue." Ida drak kakaoen, langsomt og nydende, uden at værdige Kamilla, der knælede foran hende, et ord eller et blik.

Først da hun havde sat koppen, løftede hun numsen, trak sin nederdel op og trusserne ned, og sagde: "Slik mig, slavinde!" Ufortrødent gik Kamilla i gang med opgaven. Og eftersom Kamilla var god til at slikke - og faktisk nød det - varede det ikke længe, før Ida kom. Afventende sad Kamilla foran Ida, mens hun sundede sig. Da Ida var kommet til hægterne igen, placerede hun Ida ved stolpen i stuen. Hun forlod kort rummet. Da hun var kommet tilbage, satte hun hundesnoren i Kamillas halsbånd og i en krog på stolpen. Med håndjern forbandt hun ankler og håndled på kryds bag ryggen på den knælende Kamilla.

Nu kunne Kamilla ikke rejse sig mere, og heller ikke bevæge sig rundt. Ida gik tilbage til lænestolen, satte sig, tog læsebriller på og begyndte at læse. Det var i øvrigt bogen, der havde startet det hele, kunne Kamilla se. Snart var Ida helt opslugt, mens Kamilla blev mere og mere frustreret. Dette var ikke, hvad Kamilla havde troet. Og da der ikke skete noget i rum tid, gav hun lyd: "Ida?!" Og da Ida ikke reagerede, prøvede hun igen: "Ida, det her er slet ikke..." Hun havde været så optaget af egne tanker, at hun ikke havde opdaget, at Ida havde rejst sig, og stille som en mis havde bevæget sig hen til hende.

Lussingen, eller hvad dette beherskede klask nu kunne kaldes, ramte Kamilla som et chok, ikke af smerte, for Ida havde ikke slået hårdt, men af overraskelse. "Jamen, jeg...", stammede Kamilla. "Nu skal du høre efter!"; Idas stemme skar sig igennem alle Kamillas forskrækkede og forvirrede protester. "Du har stillet dig til rådighed, korrekt?" Kamilla snøftede men nikkede. "Det var ikke nogen leg, korrekt?" "Nej, men..." "STILLE! Du skal bare kende din plads! Eller var pointen i arrangementet ikke, at jeg har fuld kontrol?" Kamilla nikkede tavst. "Eller mener du, at du blot har stillet dig til rådighed til at få en stor orgasme en gang om uge?"

Kamilla vidste et sted, at Ida havde ret, og at det var hende selv, der ikke havde gennemtænkt det her ordentligt. Hun rystede derfor stille på hovedet. "Så handler det vel ikke om, hvad du vil, men hvad jeg vil, eller?" Tavst nikkede Kamilla. "Nu løsner jeg dig, så kan du tænke, een gang for alle. Enten tager du tøj på, og alt er ved det gamle. Eller du kommer krybende med en undskyldning. Valget er dit." Ida løsnede Kamillas hænder og fødder, tog halsbåndet af og gik uden flere ord ud i køkkenet. Inderst inde vidste hun, hvad der ville ske. Efter nogle minutter - lange minutter, syntes Ida - kom Kamilla kravlende fra stuen ud i køkkenet.

Da hun nåede hen til Idas ben, rejste hun sig op på knæ. Ida kiggede intenst ned på Kamilla, der kiggede ned i gulvet. "Undskyld", sagde Kamilla, da hun havde vundet over sig selv i kampen om at få ordet frem. "Og?" var Idas svar. "Undskyld Frue!" "Var det alt: 'undskyld Frue'?" "Du var i din gode ret til at behandle mig sådan," fortsatte Kamilla, og Ida, der havde bidt mærke i det malplacerede 'du', ville under de givne omstændigheder ikke kommentere det, men spurgte i stedet: "Det vil sige, at jeg kan fortsætte sådan - eller ikke lave noget som helst - eller noget helt tredje med dig?" "Ja, Frue." "Godt, så er vi enige.

Bøj dig forover, så dit hoved når gulvet med armene parallelt med dine skinneben!" Kamilla lagde sig som ønsket med rumpen lige i vejret. Ida smuttede i stuen. Hun kom tilbage med håndjernene og fikserede armene til benene. Da denne form for fiksering er nem og effektiv, lå Kamilla nu, uden at kunne røre sig, med numsen strittende i vejret. Af pædagogiske årsager mente Ida, at Kamilla ikke skulle komme denne gang. Hun skulle lære, hvem der bestemte. Men, tænkte hun, man kan jo godt bringe hende til grænsen. Hun smuttede sine trusser i Kamillas mund og bandt et tørklæde for, ligesom hun også bandt et tørklæde for Kamillas øjne.

Herefter gik hun ud for at hente en række ting, nemlig dildoen med dutten, der pirrer klitten, pluggen, knappen til en trådløs dørklokke og endelig en påspændingsdildo, som hun havde købt på Internettet. Det havde været lidt flovt, for inderst inde var Ida sikker på, at postbude kunne spotte en "diskret forsendelse" på en kilometers afstand. For at projektet skulle lykkes, havde hun også øvet at tage den på. Ringeknappen fik Kamilla i hånden. Det var hendes stopsignal, nu, hvor hun ikke kunne tale. Da Ida var færdig med at forklare, nulrede hun Kamillas klit, skiftevis blidt og hårdt, for at gøre hende våd. Da det var vådt nok, fugtede hun pluggen i Kamillas fisse.

Ud fra lydene at dømme nød Kamilla det. Siden putte Ida den i Kamillas bagerste hul. "Mmm" stønnede Kamilla, fuld af nydelse og lyst. I fissen overtog dildoen pladsen, og efter lidt køren den frem og tilbage, stønnnede Kamilla en del. Så tog Ida dildoen ud og lod påspændingsdildoen tage over. Ida stødte til med hofterne, og Kamillas vejrtrækning blev mere og mere heftig. Så stoppede Ida, og en skuffet lyd undslap Kamillas mund. Ida morede sig og puttede lidt senere dildoen med dutten ind i Kamilla. Langsomt trak hun så pluggen ud for straks efter at placere påspændingsdidoen ud for Kamillas anus. Langsomt men krævende pressede hun på og udnyttede, at hullet var lidt udvidet i forvejen.

Kamilla gav sig under indtrængningen, der var noget større, end hun var vant til. Men det var ikke smerten, der var ovre hurtigt og næppe værd at tale om. men snarere den uvante, propfyldte fornemmelse, der gjorde det. Ida bevægede sig langsomt, men hver gang, hun trængte i bund, ramte påspændingsdildoen dildoen, der stødte dybt i Kamillas fisse, og - endnu 'værre' - rørte klitten. Kamilla sank dybere og dybere ind i den voldsomme, hjælpeløse nydelse; og Ida nåede ikke at stoppe, før det var for sent, og Kamilla kom med en rallende lyd og små trækninger i arme og ben. "Ups" udbrød Ida, "det var ikke meningen!" Ida grinede hovedrystende, mens Kamilla svarede med uforståelige lyde.

Ida løsnede Kamilla, der møjsommeligt væltede rundt på ryggen. Ida fjernede bindet fra Kamillas øjne og mund og de brugte trusser. "Jeg tør næsten ikke grine", udbrød den nybefriede Kamilla med undertrykte prust. "Grin bare. Denne her mislykkede lærestreg kan man vist kun grine over," replicerede Ida, der havde opgivet, at holde den strenge maske. Sammen fik de sig et godt grin, men da Kamilla, da latterhulkene var ved at være overstået, gjorde anstalter til at lægge sig mageligt og hvile sig, krydsede Ida planen: "Tro ikke, du er færdig, slavinde. Du skal bruge resten af tiden til at rydde op her og så at ordne mine fødder!" Med et "Ja, Frue"

gik Kamilla i gang med at fjerne håndjern, dildo og andet. Og kort tid efter kom hun tilbage med en balje til fodbad. Ida sad allerede i sofaen med sin bog. Kamilla satte sig på knæ foran hende, tog blidt hendes fødder og satte dem i det lune, velduftende vand, mens hun nussede dem blidt. Ida var ved at svømme helt væk. Det her kunne hun godt vænne sig til. Det kunne Kamilla også, når det kom til stykket, måtte hun indrømme overfor sig selv. Fortsættes HER