Ida & Kamilla - Genkomst, del 4
Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER

Resume:
Efter flere år er Kamilla kommet tilbage til Ida. I de år, hvor Kamilla har været væk, er Idas liv gået videre; og derfor har hun en ven og elsker, som hun ikke vil give afkald på.

---------

Så kom weekenden, hvor Ida skulle op til Oscar. Kamilla havde fourageret, så hun kunne holde hyggeweekend med sig selv; bog, blade, dvd og lidt slik. Og Ida havde på sin side fritaget Kamilla for alle ordrer den weekend. Det eneste, Kamilla skulle, var at være i nærheden af sin telefon. Da Kamilla havde spurgt ind til det, viste det sig, at Idas og Oscars sexliv vist var temmelig hidsig affære og noget mere voldsomt, end hun havde forestillet sig. Og deroppe var det Oscar, der bestemte. Og det var ikke et spørgsmål om, at Ida var utryg hos Oscar, men hun ville ringe mindst to livstegn om dagen, Og hvis de ikke kom, så måtte Kamilla gerne reagere.

Hun fik Oscars nummer og adresse. Det ville være løgn at sige, at Kamilla ligefrem var rolig, da Ida tog af sted.

Men Kamilla havde alligevel tænkt sig at gribe chancen og havde taget trusser og BH på, cowboybukser og en trøje, da Ida var kørt. Efter mindre end en halv time indså hun, at det føltes helt forkert, lagde bukser og trøje i skabet og smed trusserne til vask – og fandt sig en kjole. Tilbage i stuen blev hun så grebet af sin bog, at hun glemte tid og sted.

Brat rev noget hende ud af bogens univers. Hun så sig forvirret omkring, konstaterede at der måtte være gået timer og opdagede pludselig, hvad der var på færde: Dørklokken havde ringet. Forfjamsket for hun ned ad trappen og lukkede op. Udenfor stod to damer midt i tyverne. Pludselig så Kamilla, at den ene var selveste Wilma. ”Hej Wilma,” udbrød Kamilla overrasket, ”det var noget af en overraskelse!” ”Hej Kamilla. Vi har ett brev till dig, som förklarar.” Hun rakte et brev frem. ”Og hej, øh...” sagde Kamilla med brevet i hånden. ”Jag är Fred,” sagde kvinden, der var virkelig smuk og så ud til at komme fra Indien eller deromkring, og hun fortsatte smilende, men med en bestemt klang i stemmen på bredeste svensk: ”och ja, vi har hörd om Wilma och Fred förut.”

”OK,” Kamilla smilede, ”ingen vitser fra min side. Kom ind”. Kamilla slog ud med armen. Hun fik dem placeret i stuen, hvor hun åbnede brevet. Det var skrevet i hånden.

Elskede Kamilla.

Når du får dette brev, har du sikkert opdaget, at Oscar havde besøg af sin søster. Jeg sidder i værelset ved siden af dem, og det eneste, jeg har på er et par sko, der omtrent er halvt så høje som mig, klemmer på brystvorterne og ballgag. Jeg har fået besked på at skrive et følgebrev for Wilma og Fred.

Hverken Oscar eller Wilma er, forståeligt nok, særligt glade for cocktailen af sex og søskende, og jeg fik den idé, at sende Wilma og Fred til dig. Jeg håber ikke, det er ubelejligt. Med kvinder som Frederikka skønnede jeg, at det var godt på forhånd at have fastlagt kompetencen (Wilma er noget nemmere på det punkt – det er vist derfor, de to er partnere). Så jeg tillod mig at spille sten, saks, papir med Fred på dine vegne. Jeg kan berolige dig med, at du vandt, så du har bukserne på, hvis du skulle have lyst. De to kender til indholdet i dette brev. Så hvis du spørger, om de er indforstået med ordningen, må de gerne sige nej.

Herefter hænger de på det, hvis de ikke gjorde. Sådan er aftalen. Men du behøver ikke spørge. Så kan I bare hygge jer, forhåbentlig. Jeg ringer inden midnat.

Jeg elsker dig.
Din Ida

PS. Nu har Oscar strammet brystvorteklemmerne, fordi det var upassende, at skrive ida med stort i. Jeg skal bede om undskyld. PPS. Oscar siger, at Fred har fået et SD-kort med en billedserie med til dig. Der er en slot til kort på venstre side af tv'et.

PPPS. Jeg har det fint!

Ida lagde brevet. ”Det her kommer som en overraskelse for mig. Jeg skal lige tænke.”
”Klart,” svarede Fred, ”vill du ha bilderne?”
”Ved I, hvad der er på?”
”Javisst, vi var där själv,” kom det fra Wilma.
Kamilla rejste sig og tog kortet, Fred rakte frem, og stak det i Tv'et, der straks tændte. Kamilla fik det indstillet, så det viste et diasshow.

Første billede er et gruppebillede. Man ser Wilma, Oscar og Frederikka i bagerste række. Og foran står Ida. De smiler alle sammen.

Billede 2 var identisk. Undtagen, at Ida pludselig står uden nederdel. Det er spøjst, hvordan en lille detalje, og der manglede ikke ret meget stof, kan ændre et billedes karakter, tænkte Kamilla.

Billede 3 er næsten identisk igen. Men Ida er helt nøgen på nær et par sko med virkelig høje hæle. De andre har stadig alt tøj på.

Billede 4 viser igen det samme, med den ene forskel, at Ida nu knæler foran med fremstrakte hænder, der bærer en ridepisk samt har en ballgag i munden. Igen et helt, helt andet billede.

Billedet 9 er noget helt andet. Det er et close-up af Idas skamlæbe, hvor der med små kroge er hængt et lille net med glaskugler på hendes ring. Skamlæberne er selvfølgelig trukket temmelig lange, det virker temmelig ubehageligt at tænke på. Men det er måske noget helt andet, når man er i det, ræsonnerer Kamilla.

På billede 16 ser du Ida i en spændetrøje og med bind for øjnene, hun prøver at manøvrere en kæmpedildo, der er stillet på et stativ på gulvet, ind i sig. I baggrunden ser man et paraplystativ med et spanskrør.

På billedet efter er kæmpedildoen inde i Ida. Men spanskrøret står helt anderledes i stativet end før.

Billede 23 viser Idas bryster. Og lige hvor aureolerne begynder, var der stukket en kanyle igennem ved hvert bryst.

”Uff,” udbrød Fred og vendte hovedet væk i væmmelse.
Wilma rystede bare på hovedet. ”Du måste se nästa bild också.”
Billedet viser Ida fra brysterne og opefter. Kanylerne er væk, og der er kun røde prikker tilbage. Ida er tydeligvis bagbundet; man kan se det på kropsholdningen. Men ballgaggen er taget ud af munden på hende, og hun er hidsig og råber noget, der sandsynligvis ikke er særlig pænt, efter personen bag kameraet.

Fred kunne fortælle, at her var de altså brudt ind og havde befriet Ida, men havde skældt både Oscar og Ida ud, fordi de to åbenbart er blevet så trygge ved hinanden, at de ikke længere huskede at overholde elementære sikkerhedsregler, som at man altid skal have mulighed for at kunne sige stop, så det ikke er til at misforstå.

Og Wilma oplyste, at hun havde truet med, at de ville kastrere Oscar, hvis der skete Ida noget, som hun ikke ville have, altså i betydningen seriøst ikke ville. Men hun var sikker på, at det her havde givet både Ida og Oscar stof nok til eftertanke.
”Det håber jeg,” sukkede Kamilla. Wilma så Kamillas bekymring og gav Kamillas skulder et klem. I det samme ringede Kamillas telefon.

”Det' Kamilla.” ”Hej, det er Ida. Det her er et livstegn. Jeg har det stadig fint.” ”Vi har lige set billederne.” ”Ja, der var vi vist nogen idioter. Men Fred har ret. Vi var nok så trygge ved hinanden, at vi glemte, at sikkerhed ikke er det samme som tryghed. Det arbejder vi på. Og der skete jo ikke noget.” ”Jeg er bare bekymret,” svarede Kamilla ”Det kan jeg forstå, men det skal du ikke være. Vi er ude at spise nu.” ”Hvorhenne?” ”I en fransk restaurant i Gravene, hvis du ved, hvor det er. Hvordan har I det?” ”De kom, og så så vi billederne, og så ringede du.” ”OK. Mor jer. Jeg elsker dig. ”Jeg elsker også dig.” ”Vær ikke bekymret!” ”Det vil jeg ikke love.”

”Hej”

Kamilla lagde telefonen og sukkede. ”Nu tror jeg, jeg har tænkt,” sagde hun, ”kan I acceptere ordningen?” Wilma oplyste, at hun til hver en tid var parat til at lade Kamilla herske over sig. Fred trak lidt på det og sagde, at hun jo også godt kunne tænke sig at herske over et skår som Kamilla. Men sådan var livet desværre ikke. Så hun var også indforstået; men Kamilla skulle endelig sige til, hvis hun fortrød, tilføjede hun med et smil. ”Så er det på plads. Og når vi nu taler om sikkerhed, hvad er jeres stopord?” ”Oscar,” sagde Fred med det samme. ”'Oscar är et fantastiskt stoppord,” bifaldt Wilma. ”Wilma, du skal nu klæde Fred af. Og du skal begynde nedefra,” befalede Kamilla. Wilma gjorde, som der blev sagt. Hun fik Fred til at rejse sig, og gik på hug foran hende og fjernede først sko, så de selvsiddende strømper. Så kom den lange smalle lædernederdel, der smygede sig om Freds samtidigt smalle og utroligt feminine krop. Hun stod så i trusser, skjorte og bolero. Wilma trak de hvide trusser, der fremhævede hendes glød helt fænomenalt, ned. Wilma gispede, da hun rejste sig kejtet, før hun tog Freds bolero og skjorte af. Nu var kun bh'en tilbage, som Wilma løsnede og lod falde. ”Hænderne i nakken, spred benene!” kommanderede Kamilla Fred. Fred stillede ikke benene langt nok fra hinanden efter Kamillas smag, så hun hjalp til med et solidt klask på Freds numse. Så spredte Fred benene. ”Du er utrolig smuk,” kunne Kamilla ikke dy sig for at sige. Fred blottede sine flotte hvide tænder i et smil og sagde: ”Tack, Härskarinnna!”

Kamilla brugte meget tid på bare at undersøge Freds krop. Særligt kontrasten mellem de lyserøde slimhinder og den mørke lød fascinerende, og Kamillas behandling af netop denne overgang havde en tydelig virkning på Fred.

”Og nu, Wilma, går jeg lige og henter noget. Og så viser du mig bagefter, hvordan Fred gerne vil tages.” Wilma nikkede. Og mens Kamilla hentede legekassen, førte Wilma Fred hen til sofaen. Wilma fandt en plug i legekassen, og hun så Kamilla nikke til det uudtalte spørgsmål, om hun måtte bruge den. Langsomt førte hun pluggen op i Freds fisse, som allerede var våd og fugtede pluggen. Da den var saftig nok, trykkede hun den ganske kontant ind i Freds stjerne, hvad Fred kvitterede med et ”Jaaa, Wilma.” I stedet placerede hun tre fingre inde i Freds fisse og begyndte at pumpe. Med den anden hånd tog hun fat, rigtigt fat, i Freds klit og trak den fremad. Hun bøjede sig, og tog fat i Freds ene brystvorte med munden og trak. På det tidspunkt stønnede Fred allerede iøjnefaldende højt. ”Jeg ser, du kender hendes krop,” indskød Kamilla.

Mere end ”Mm” kunne Wilma ikke svare. Pumpningen af Freds fisse tog til i fart. Freds støn blev mere og mere til klynk; og med ét giver Wilma slip på brystvorten, og Fred sætter i et råb, og der kommer tre kaskader ud af Freds fisse.

”Tilfreds?”, spørger Kamilla henvendt til Fred, mens Wilma finder noget at tørre med. ”Skönt, Herskärinna, Tack” ”Godt. Vil du klæde Wilma af?” Fred samlede og rejste sig. ”Nerifrån också?” Kamilla nikkede. Fred gik på knæ. ”Njut nu”, sagde hun til Wilma. ”Självklart,” svarede Wilma smilende. Det var tydeligt, at hun ikke var vant til Fred på knæ. Men skoene røg af. Dernæst kjolen. Og så havde Wilma ikke mere på, på nær et par mærkelige trusser, som Fred satte sig til at lirke forsigtigt af. Det viste sig, at de havde både indbygget dildo og indbygget plug; og det forklarede jo nogle af de sære støn, som Wilma havde afgivet i løbet af aftenen. ”Ok,” udbrød Kamilla, da hun så hvor fyldt Wilma havde været og så striberne på hendes bagdel.

”Været uartig i dag?” Både Fred og Wilma nikkede.

Og Wilma tilføjede: ”Det var jag, som fikk rottingen mellom dom två bildene av Ida.”
”Wilma, læg dig på gulvet, benene spredt!” Wilma lagde sig ned. ”Vad med benen?” spurgte hun. ”spredt...” gentog Ida og kom pludselig i tanker om sprogproblemet, ”æææh.. isär” fortsatte hun. Wilma spredte lydigt benene. Fred fik besked på at sætte sig, så hun kunne slikkes af Wilma, så hun satte sig lige over Wilmas ansigt, og Wilma vidste straks, hvad hun havde at gøre. Og Kamilla satte sig tilrette mellem Wilmas ben. ”Du må ikke komme,” sagde Kamille henvendt til Fred. Fred nikkede blot. Begge Wilmas huller var stadig udspilede, så Kamilla behøvede ikke begynde med én eller to fingre. Hun begyndte med tre og kørte løs i Wilmas fisse. Tre blev hurtigt til fire, og snart var hele Kamillas hånd i Wilma, der bestemt ikke var helt upåvirket. Nu kunne Kamilla give den hele armen, hvad hun gjorde, og fik også fortalt Fred, at hun skulle gøre malkebevægelser på Wilmas bryster. Det forstod Fred godt og trak første blidt men bestemt i det ene, så i det andet bryst og forfra igen. Snart kom Wilma, der jo også havde været pirret i timevis nu. ”Äntligen,” sukkede Wilma tilfreds.

Fred kom desværre ikke, hvad der ærgrede Kamilla lidt. Hun havde gerne set efter, hvilken farve en rød røv havde haft på Fred, men manglede en god grund til at give hende en. Men nu strøg Kamilla sin kjole af og lagde sin bh. ”Og nu, mine damer, bring mig i himlen,” deklamerede hun.

Det, der skete nu, havde hun ikke forudset. Fred tog omgående førergreb på hende og førte hende til sofaen, hvor hun med noget fra legekassen befæstede hænder og tæer til gavlen ved Kamillas hoved. Kamilla var så paf, at hun ikke tænkte på at protestere.

Det sidste hun så, før hun fik bind for øjnene, var, at Wilma kom traskende med kassen. Kamilla mærkede noget inde i sig. Det var Freds fingre, formodede hun. ”Kåt och våt,” kunne hun høre Fred sige. Og så kom den næste indtrængende. Det var en plug, formodede Kamilla ganske rigtigt. Og Kamilla vidste, at den nok kun havde mellemstation i fissen. Og hun havde ret. Lidt efter blev den langsomt men bestemt skubbet på plads i hendes bagerste hul. Når det kom til stykket, var Kamilla nok mere analbegejstret end Ida. Hun synes, det var en fed fornemmelse. Så kom næste indtrængende; og den var stor, men hun kendte den godt. For så vidt ingen fare. Og nu blev hendes bryster malket, og så kom der gang i pluggen. Hun var så udspilet. Det var for så vidt dejligt, men ikke noget, der omgående fik hende op at ringe. Men det, der skete med hendes klit straks efter, det havde hun aldrig følt før. Det var ikke slik, det var ikke slag, det var ikke stik, det var hverken fingre eller tunge. Det var som en maskingeværild af bittesmå elektriske impulser, der kom overalt i hendes krop. Hun måtte hurtigt opgive at tænke over, hvad det var og bare give sig hen. Og hun kom heftigt og hurtigt. ”Skådade du inn i himlen?” spurgte Fred. Kamilla nikkede. ”Befri mig lige,” bad hun, Og hun blev løsnet og satte sig op. ”Hvad i alverden var det, du gjorde med min klit??” Triumferende holdt Fred en lille plastikdims i hånden og rakte den til Kamilla. Det var et stik til at sætte ind i en SonyEricsson telefon, som Kamilla ikke sådan lige kunne stille noget op med. ”Vis mig på Wilma!” Wilma lagde sig i sofaen og spredte benene. Fred forklarede omhyggeligt, at man skal lave en ganske særlig dirrende bevægelse med håndleddet. Det så nemt ud, da Fred viste det – og Wilma stønnede. Det så totalt kikset ud, da Kamilla prøvede – og Wilma klynkede. ”Undskyld Wilma. Jeg og motorik!” udbrød Kamilla opgivende.

”Jag kan inte heller,” oplyste Wilma. Og det trøstede Kamilla lidt.

Lidt efter sad de alle tre i køkkenet og nippede til et glas hvidvin og spiste saltstænger. Om de var nær ved havet, ville Fred gerne vide. Det kunne Kamilla bekræfte. Om de så ikke kunne køre derhen og bade, for chancen får man ikke så tit, når man bor i det centrale Sverige. De havde badetøj i bilen. Ikke noget problem, sagde Kamilla. Kun med badetøjet. ”Du” – hun pegede på Fred – ”får ikke lov til badetøj. Du skal bade nøgen. ”Du” - hun pegede på Wilma - ”får lov til trusser, så du ikke skal vise din rumpe, hvis nu der kommer nogen, hvad der ikke gør. Og jeg, som herskerinde, går selvfølgelig standsmæssig klædt.”

Lidt efter sad de i tøjet i Saaben på svenske plader og kørte til stranden ved Knud. Byskiltet morede de svenske piger. Som ventet var der ingen mennesker på stranden. Og pludselig var de alle tre kåde teenagepiger igen. I kådhed gav Fred sig til at ville stjæle Kamillas bikinitop. Så der fik Kamilla den grund, hun manglede, og lidt senere fik hun lov til at se, hvordan en rød rumpe så ud på den uopdragne Fred. Hun var lidt skuffet over, at den kun var brun. Lidt efter lagde de sig til at sove.

Næste morgen, da de sad og spiste morgenmad, ringede telefonen igen. ”Det er Kamilla” ”God morgen. Det er Ida her. Jeg tænkte, om du ikke vil køre med Wilma og Fred til Århus lidt senere. Du kan jo nok få et par timer til at gå i Århus. Og så kan du hente mig klokken 3, og vi kan sammen køre hjem eller noget.” ”Det tror jeg godt – øjeblik.” Kamilla spurgte pigerne, og selvfølgelig måtte hun køre med. ”Det kan vi godt sige. Hvad laver du?" ”Jeg spiser morgenmad - eller rettere lige nu telefonerer jeg, for jeg har kun en hånd lige nu. Den anden er fortøjet til et eller andet bag mig. Og så sidder jeg på en stol, der har monteret to dildoer på pladen og jeg rykker lidt nervøst frem og tilbage og stønner i ny og næ. Jeg har det fint, Kamilla. Tro mig dog.” ”Ok” ”Du lyder ikke overbevist...” ”Nej.” ”Jeg er en voksen kvinde. Jeg kan tackle det...” ”Det så man jo tydeligt,” afbrød Kamilla. ”Kamilla,” Ida lød irriteret nu, ”det var en smutter, og det var jo ikke farligt som sådan. Han var ikke ved at skære brysterne af mig jo; ikke at der er så meget at skære, men anyway.” ”Jeg hører, hvad du siger, Ida.”

”Ok. Vi ses skat!”

Klokken 14.20 stod Kamilla på Oscars måtte og ringede på. Oscar åbnede døren og satte fingeren for munden. ”Hun sover. Jeg skal først til at vække hende,” hviskede han, ”kom.” De gik ind, og Oscar førte hende musestille ind til Ida, hvor han satte sig ved siden af hende på sengen og begyndte at nusse hendes hoved, mens han talte stille til hende. Det eneste Ida havde på var en spændetrøje. Hun lå på siden og havde trukket benene lidt op, så Kamilla kunne se, at Ida var fyldt i begge huller. Rundt omkring i værelset lå plugs og dildoer, kæder og klemmer. Kamilla fik øje på dildostativet, og der var paraplyholderen med spanskrør og ridepisk i. Hun lagde mærke til, at Ida lugtede af tis, især håret. ”Er vi allerede så langt?” spurgte Ida søvndrukkent og smilede stort og varmt op til Oscar, selv om hun knap nok havde fået øjne. Det var egentlig først, da Kamilla så dét smil, at det gik op for hende inderst inde, at dette virkelig var noget, som Ida ville, og at hun derfor kunne være tryg på Idas vegne. ”Jeg stinker,” sagde Ida, ”vil du være sød at løsne mig.” ”Jeg synes, du skal hilse på Kamilla først,” svarede Oscar, ”hun står lige derovre.” ”Er hun kommet allerede?” Ida prøvede at sætte sig op for at se. Oscar hjalp hende. Hun smilede undskyldende til Kamilla: ”Ja, jeg kommer ikke og hilser, kysser og krammer på dig, for det bliver nok for ulækkert.” Men det regnestykke var Kamilla ikke enig i. Hun gik til sengen, puffede den værgeløse Ida tilbage; satte sig overskrævs og gav hende en hård og krævende monstertungeslasker. Ida smilede taknemmeligt og en smule lettet op til Kamilla, da hun havde sat sig op igen. Og Oscar udtrykte, hvor glad han var på pigernes vegne. ”Må jeg godt se dig i de der sko?” spurgte Kamilla forsigtigt, ja næsten genert. Ida kiggede på Oscar, der nikkede med et smil. ”Selvfølgelig,” svarede Ida, "men du kommer til at hjælpe mig op og åbne nogle døre for mig." Kamilla nikkede. Ida fandt skoene på badeværelset, og Kamilla hjalp hende i dem. Og uden at spørge om lov tog Kamilla sin mobil frem og tog et billede. ”Det er simpelthen så sexet, det må jeg have et billede af,” sagde hun. ”Vil du hjælpe mig med den her?” spurgte Ida og sled i spændetrøjen. ”Det bestemmer Oscar over. Endnu er du her.” svarede Kamilla. ”Hjælper du mig så tilbage til ham?” Kamilla nikkede. ”Skal jeg beholde skoene på så længe?” ville Ida vide. Kamilla nikkede igen med et stort smil.

Oscar hjalp Ida med spændetrøjen, og Ida var i bad, mens Kamilla og Oscar tog en kop kaffe og drøftede, hvad der var sket. Oscar var tydeligvis rystet over, at han kunne tage så meget fejl. Og siden da havde de overhovedet ikke lavet noget, hvor Ida ikke kunne tale. For hvis man ikke vågner og lærer af sådan en brøler, er man en idiot, mente Oscar.

Da Ida kom, havde hun et snøret bundt sammenlagt tøj i den ene hånd og sine sko og en lille taske i den anden. Og hun lignede sig selv igen. ”Så er det vist tid,” sagde Ida. ”Yes, udgangskontrol. Vi skal jo passe på med, hvad vi sender ud af huset,” sagde han til Kamilla. ”Indtag position 1,” kommanderede Oscar, og Ida lagde, hvad hun havde i hænderne og stillede sig med spredte ben og hænderne i nakken. Hendes mund var vidt åben. Oscar mærkede på hendes skamben og skamlæber, og ned ad benene og konstaterede, at hun var ny- og glatbarberet, og at det umiddelbart var tilfredsstillende. ”Position 2,” kommanderede Oscar, og Ida vidste nøjagtig, hvad hun skulle gøre. Hun vendte om, bøjede sig ned og tog fat i anklerne. Oscar undersøgte Idas bagdel: ”Der er to hår ved din stjerne. Dette lille sjuskeri klarer vi straks,” vrissede han og tog en lighter og fjernede dem. At det bar straffen i sig selv, kunne man se på Idas ansigtsudtryk. ”Position 1 igen,” kommanderede Oscar. Ida indtog positionen. ”Og du har vasket dig ordentligt?” spurgte Oscar. ”Ja, Mester.” Oscar lugtede under hendes arme og til hendes hår, men havde ikke noget at klage over. Han lugtede på hendes mund og stak fingre ind i den og mærkede på tænder og tunge. Kamilla mente, at hun nok var tændt fuldstændig af over den behandling. Men Ida fandt sig stiltiende i det, uden den ringeste modstand. ”Tag skjorte og jakke på.” Straks fandt Ida det ønskede tøj frem og tog det på. ”Tak, Mester.” ”Position 2,” kommanderede Oscar, og på et splitsekund stod Ida med rumpen i vejret igen. Oscar lugtede til hende fra rumpen og nedefter. ”I orden,” bemærkede han. ”Tag højre strømpe på.” Ida tog strømpen på. ”Venstre.” Ida havde taget venstre strømpe på og indtog positionen igen. ”Du sjusker,” vrissede Oscar, ”strømperne sidder ikke lige.” ”Undskyld Mester,” sagde Ida hurtigt, og med lidt panik i øjnene rettede hun strømperne. ”Nu må du tage sko på!” kommanderede Oscar. Så det gjorde Ida. ”Straffen for dit sjusk er, at du nu tager den sammenfoldede nederdel i hånden. Du må først folde den ud og tage den på, når døren er smækket bag jer. Hvis bybussen kører til tiden, kører den forbi her om ét minut. Farvel.” Han fulgte dem ud, og så stod de foran døren. Da døren smækkede, så de, at en bybus drejede ind på vejen og kom nærmere. Ida fumlede med nederdelen, og det ville absolut ikke lykkes. Da stillede Kamilla sig mellem vejen og Ida, greb behjertet fat i hende og knugede hende ind til sig. ”Pyh, tusind tusind tak, Kamilla,” udbrød Ida lettet. ”Nu skal vi hjem”, sagde Kamilla. ”Ja, det skal vi, men må jeg lige tage nederdelen på,” nikkede Ida. ”Forresten, Kamilla, kunne du tænke dig at køre?” ”Nej, jeg kunne aldrig tænke mig at køre det dér” ”Kunne du så tænke dig at glæde mig ved at gøre det alligevel?” spurgte Ida. ”Hvad var det, du sagde med nederdelen?” spurgte Kamilla drillende og gav Ida et kys på munden, ”bilen står jo lige her.” ”Mener du det?” Ida var overrasket, men behøvede ikke noget svar, ”vil du gøre mig den glæde at køre, hvis jeg ikke tager nederdelen på?” spurgte Ida lidt opgivende. ”Det vil jeg gerne,” svarede Kamilla, ”og jeg vil også, hvis du tager den på. Det bestemmer du.” ”Tak.” Ida tog nederdelen på. Inde i bilen trak hun den dog op om livet. Kamilla grinede: ”Hverken fugl eller fisk, hva? KYLLING!” ”Hov hov, jeg er højere end kyllingen,” indvendte Ida. ”Men ikke så modig,” svarede Kamilla. ”Kører han bil med rumpen bar?” spurgte Ida med et skævt smil, ”jeg ved kun, at han har stramme bukser på, når han cykler.” Kamilla rakte tunge. ”OK,” sagde Ida opgivende. Hun løftede enden fra sædet og trak nederdelen af. Hendes næste træk overraskede Kamilla, for Ida knappede langsomt sin skjorte op. ”Tilfreds,” spurgte Ida med et lille genert smil? Og selv om Ida ikke havde trukket skjorten til side, så varmede det faktum, at Ida havde gjort sig fuldstændig tilgængelig og udsat for hendes skyld. ”Ethvert offer eller kærlighedserklæring opbygger jo kærligheden, trygheden og tilliden, er der engang én, som jeg ser meget op til og holder meget af, der har sagt”, svarede Kamilla. Ida kunne godt huske, at hun havde sagt det på vej hjem fra ferie. De kørte af sted. Ida faldt hurtigt i søvn med et saligt smil.

Fortsættes HER