Ida & Kamilla - Genkomst, del 1 Har du ikke læst tidligere afsnit findes de HER Resume: Her begynder et nyt afsnit i Ida og Kamillas liv. Personerne i denne serie er tidligere beskrevet i Ida og Kamilla historierne på denne side, samt på juleerotik.dk i julekalenderen 2010, den 6.-7. december og julenovellerne ”Charter som eksamensgave” ----- ”Det er typisk”, tænkte Ida, ”når sommerferien starter, bliver vejret omgående gråt, køligt og måske endda vådt.” Irriteret styrer hun sin sølvfarvede Kia Picanto igennem Kolding. Ida havde søgt ansættelse i Kolding efter seminariet, i skolen i det kvarter, der i daglig tale kun blev kaldt ”Højhusene”. Nu var hun 32 og havde faktisk været viceskoleinspektør i nogle år allerede.

”Danmarks yngste” var der nogen, der havde sagt. Og hvis Ida selv skulle sige det noget af en skrap kælling. Men sammen med inspektøren – og de lærere, der var blevet – havde de fået forvandlet skolen fra en problemskole til en velfungerende skole, hvor der var noget, der lignede disciplin, men først og fremmest respekt; og det vel at mærke, uden at man havde flyttet problemerne på andre skoler. Kort sagt: En succes. Men udenfor regnede det, og så var det den 29. juni – Kamillas fødselsdag. Kamilla ville have hadet den bil, tænkte Ida pludselig, mens hun blev tiltagende irriteret over, at hun stadig tænkte så meget over Kamilla. For det var ovre.

Det havde været ovre i årevis, og Ida var faktisk stadig bitter, måtte hun konstatere. Pludselig en dag, faktisk lige efter eksamen på seminariet, hvor Ida allerede havde fået en lærerstilling i Kolding, var Kamilla, hendes livs kærlighed, kommet cyklende ud til det sommerhus, som Ida boede i dengang, og havde meddelt, at hun beklagede, men hun kunne ikke holde det ud mere. Og uden yderligere dikkedarer var hun rejst til København. Ida havde tudet i flere dage. Hun havde ringet, skrevet, rejst til København. Hun havde tigget og bedt. Alt sammen til ingen nytte. Kontakten var lige så stille afgået ved døden. Åbenbart havde Kamilla hen ad vejen fået nyt mobilnummer.

Breve kom tilbage med ”adressaten ubekendt” og Kamillas profil var ikke blevet opdateret i over et år. Det ku' fan'me også være lige meget. Ida parkerer bilen i ved parkeringspladsen for den ”arm” af rækkehuse, hvor hun boede – alene. Da hun går om hjørnet, opdager hun en mørkklædt skikkelse, hættetrøje og baggy bukser hænge rundt foran sit hus. ”Hvad i alverden vil en eller anden 9. klasses elev her nu?” tænker Ida, mens hun overvejer at vende om, for det er alligevel lidt spooky. Men hættetrøjen har allerede kurs mod hende. ”Undskyld”, siger den pludselig. Stemmen passer overhovedet ikke til fremtoningen. Ida bliver forvirret.

Først da hættetrøjen tager hætten af, går det op for Ida, hvad der er på færde; og Ida bliver rasende. ”Undskyld”, hvæser hun hånligt, ”er det alt, hvad du har at sige, når du pludselig dukker op efter alle de år, Kamilla?” ”I hvert fald, hvis det skal være den korte udgave. Der er 'undskyld' nok det mest rammende”, Kamilla tænkte sig om, ”og jeg vil ikke fortænke dig i ikke at ville høre den lange udgave.” Kamilla kigger usikker og undersøgende på Ida. ”Skal jeg gå igen?” Ida er fuldstændig mundlam. Da Ida får samlet sig igen, ryster hun på hovedet: ”Jeg ved det ikke. Ka' ikke finde ud af det.

Jeg skal lige tænke i et kvarter.” Og uden yderligere dikkedarer går hun forbi Kamilla, der blot nikker stilfærdigt og tænksomt, låser op, går ind og smækker døren. Et splitsekund efter åbner hun døren igen, og siger ”Tillykke med fødselsdagen i øvrigt” og lukker igen. Kamilla bemærkede, at Ida stadig huskede det. Det var, mente Kamilla, ikke dårligt. Der går faktisk over tyve minutter, før Ida lukker døren op og beder Kamilla komme ind. De sætter sig ved spisebordet i Idas køkken, og pludselig ser Ida, at Kamilla har en lille pose med. Kamilla kan ane antydningen af et smil i Idas ansigt, da hun opdager, at det er en bagerpose. Men Kamilla ser også, at Ida har grædt.

Alligevel tager Ida ordet: ”Kamilla, selv om du er en idiot, et skarn og en mær, så kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne overvinde lysten til at høre den lange version.” Det var tydeligt, at ordene gjorde ondt på Kamilla, hvis hår var blevet skulderlangt og ikke særlig velfriseret. Man kunne ikke sige, at Kamilla direkte lignede en, der var gået i hundene; men hun lignede en, for hvem det sagtens vil kunne ske. Kamilla sukkede: ”De værste skideballer er dem, hvor man godt ved, at man har været en præmiekvajpande. Og det har jeg. Og nu ved jeg ikke engang, hvor jeg skal begynde. Tag noget kage! Men jeg rejste jo.

Det var det næstdummeste jeg har gjort i hele mit liv. Og det værste er, at jeg den dag i dag ikke ved, hvorfor jeg egentlig gjorde det, hvilken djævel, der red mig. Det gik jo så ikke særlig godt i København. Og måske er jeg lidt af en socialspasser, men intet af det, jeg rørte, lykkedes. Fik ikke rigtig nogen venner; kun nogen, man kunne holde ud at være sammen med i ny og næ; bedst, hvis man forbandt det med et par øl. Jeg fik aldrig nogen fast lærerstilling, men hutlede mig fra vikariat til vikariat.

Og til sidst var de også svære at få, for når man har været vikar i så mange år, så er der jo nok noget i vejen...” ”Det er der jo måske også”, indskød Ida. ”Jojo, en rem af huden af noget, der ligner en diagnose, har vi vel alle; og måske har jeg også en større en end mange andre. Men det er altså ikke noget, der påvirker mit skolearbejde – jo måske i form af en særlig aversion mod forældremøder, men vis mig den lærer, der er begejstret for dem. Men det er jo ikke, at jeg ikke kan.” ”Hvad var egentlig det dummeste?” afbrød Ida. Kamilla så spørgende ud.

”Du sagde, at det næstdummeste var at rejse,” forklarede Ida. ”Det dummeste var ikke at komme tilbage, da du tiggede og bad, men at vise sådan en wannabee-stolthed og 'nu skal jeg nok vise dig' attitude.” ”Ved du overhovedet, hvad du har ødelagt?” spurgte Ida, og hendes indre raseri over at blive svigtet var kun skjult under et tyndt lag høflighedsfernis i stemmen, ”jeg har ikke haft en rigtig kæreste siden dig. Der er ikke gået en dag, uden at jeg har tænkt på dig! I månedsvis græd jeg mig i søvn. Og så dukker du op nu. Hvad vil du overhovedet?” ”Nej,” Kamilla kiggede ned i bordet, ”jeg véd ikke, hvad jeg har gjort.

Jeg har måske en idé om det. Men jeg har på det sidste tænkt en hel del. Og jeg er nået frem til, at de eneste seriøst lykkelige år i mit liv, var tiden sammen med dig. Jeg har ødelagt det, ja, og må alligevel konstatere, at det, der mangler i mit liv, det, der længe har manglet, hele tiden, er dig.” Ida var paf: ”Kommer du her og spørger bare sådan, om jeg vil tage dig tilbage?” Kamilla rystede på hovedet. ”Jeg har fortalt, hvordan jeg har det. Jeg er ikke i en position og kan ikke være bekendt at bede om, at det skal have nogen betydning i dit liv...

Måske skal jeg her tilføje, at jeg har sagt min lejlighed op, mit vikariat er udløbet, og jeg ejer derfor rundt regnet to kufferter i en boks på stationen, 25 000 kr. på kontoen samt to kager her.” ”Hvad skal du?”, ville Ida vide. ”Ingen planer. Finde ud af noget. Høre hvad du har at sige. Kan i sommerferien bo og arbejde på min onkels campingplads i Bogense.” ”Så du har faktisk lavet samme nummer én gang til. Fulgt en indskydelse og brændt alle broer bag dig.” ”Jeg kan se, hvad du mener. Jeg gør jo ikke noget halvt. Men det var ikke så pludseligt endda. Det er noget, jeg har tænkt over i måneder.

Men jeg ville ikke ringe eller sende facebookbeskeder til dig. Hvis jeg skulle noget i forhold til dig, så kunne det ikke være andet end at stille op til balle i egen høje person.” Stilheden, der fulgte, varede længe, uden at nogen af dem gjorde noget ved det. Det var faktisk, som om der opstod en indforstået fortrolighed. Så tog Ida hænderne til hovedet og skjulte sit ansigt i dem.

Hun snøftede dybt, og da hun endelig slap ansigtet igen, så hun lige på Kamilla, og sagde med grådkvalt stemme: ”Jeg kan jo bare ikke holde ud, hvis du forlader mig én gang til!” Kamilla ville lægge sin hånd på Idas skulder, men Ida slog den væk og vrissede med grådkvalte undertoner: ”Du skal ikke røre mig! Ikke nu!” ”Undskyld!” Kamilla trak armen til sig. ”Og du skal heller ikke sige undskyld! Du skal sige, at du ikke rejser igen.” ”Hvis du vil have mig tilbage, så rejser jeg ikke fra dig igen, Ida.” Ida tørrede øjnene og rømmede sig.

”Og når du nu trænger ind i min verden, bliver du nødt til at finde dig i, at jeg sætter dagsordenen. Og jeg er nok blevet en skrappere kælling, end du husker.” Ida græd og smilede på samme tid. Det havde Kamilla lidt svært ved at tackle, men hun svarede: ”Det er alt, hvad jeg har drømt om!” Ida nikkede. Først nu begyndte hun på kagen. ”Ikke så glad for kage mere”, spurgte Kamilla. ”Jo,” svarede Ida, ”jeg var bare optaget af noget andet. Multitasking er stærkt opreklameret. Og nu må du vist godt røre mig. Kom herover og kys mig.” Kamilla bevægede over på Idas side af bordet, og kort efter var de forenet i et hedt kys.

Lidt efter gik de ind i stuen og satte sig. Der var lige nogle mere dagligdags ting, der skulle ordnes, som, hvor Kamillas bagage var, at Ida nok kunne hjælpe med jobbet, og om Ida havde fået nævnt, at hun havde en bolleven, som hun så engang imellem, og det var altså en del af hendes verden og fordi de begge ikke havde kærester, havde de fundet sammen i den praktiske forbindelse. Kamille indrømmede, at det gav et stik i hende, men, som hun sagde, ”You make the rules”, og om hun vidste, hvem det var? Ida nikkede fnisende.

”Ja, kan du huske på Gran Canaria?” Kamilla nikkede og brast så i latter ”Sig ikke det er Oscar”, nærmest hulkede hun, ”men hvis det er, så er det lige før, jeg godt kan forstå det”, tilføjede hun, ”og sig ikke, at størrelsen ikke betyder noget.” Ida prustede løs, men da hun havde samlet sig, kunne hun fortælle, at det faktisk var Oscar, der i mellemtiden var blevet stationssygeplejerske på psykiatrisk hospital i Risskov. ”Giv mig nøglen til boksen,” kommanderede Ida pludselig. Kamilla fiskede nøglen op og gav den til Ida.

”Du kan lige så godt vænne dig til det,” fortsatte Ida, ”tøm lommerne og klæd dig af!” Kamilla tømte lidt nølende lommerne, men kom hurtigt ud af både hættetrøje og bukserne. Ida sukkede, da hun så Kamillas valg af undertøj. ”Det er vel en begyndende ølmave?” sagde Kamilla, da hun havde smidt tøjet. ”Der står tydeligvis håndbold på dit program fremover – og så trænger du i den grad til kontakt med barberblade!” Kamilla nikkede; hun vidste det godt. Kropspleje havde ikke fyldt i hendes liv, før hun havde mødt Ida, og efter hun havde forladt hende. Egentlig glædede hun sig til at komme i gang igen. ”Og smid så det der kluns i skraldespanden!” krævede Ida.

Det havde Kamilla nogen betænkeligheder ved, for i situationen havde hun ikke andet. Men hun havde ikke lyst til at diskutere det med Ida, som situationen var nu. Så ud kom klunset. ”Derhenne i krogen på den overdækkede terrasse kan ingen se dig. Der venter du, til jeg kommer hjem med dine kufferter.” Ida pegede ud af sin havedør; og inden hun fik set sig om, stod hun nøgen på terrassen. Ida smækkede døren indefra. Kamilla følte sig udsat. ”Hvad nu, hvis hun ikke kommer tilbage hurtigt? Hvad nu, hvis der sker noget?” tænkte Kamilla og blev lidt betænkelig. Men den risiko måtte hun løbe. Nu var alt andet jo også umuligt.

Igennem vinduet kunne hun se, at Ida telefonerede og derefter forlod huset gennem fordøren. Uden ur vidste Kamilla ikke, hvor lang tid der var gået. Det forekom hende i hvert tilfælde, som om der var gået langt mere tid, end de 35 minutter der var gået, da Ida lukkede terrassedøren op og med et smil sagde: ”Kom ind, smukke.” Ordene og smilene varmede Kamilla, og det blev bedre endnu, da Ida fangede hende på vej ind og trak hendes hoved ned til sit og gav hende et varmt, vådt tungekys. ”Godt du er tilbage,” sukkede Ida. Kamilla nikkede stumt. Nogle gange var ord bare underligt små.

Der gik ikke lang tid, før pigerne stod bøjet over Kamillas kufferter, der var placeret på Idas stuebord – og Ida havde hentet en sort plastiksæk. I løbet af ingen tid havde Ida sorteret Kamillas tøj i tre bunker. Først en lille bunke med tøj, som Kamilla kunne beholde. Dernæst en lidt større bunke, som Ida ville se Kamilla have på; og til sidst en stor bunke, som Ida beskrev som ”Tøj, jeg under ingen omstændigheder nogensinde vil se dig i! Her kan du finde dig et sæt, som du kan bruge til at rode med bilen eller sådan noget.

Og du må også, hvis noget her, af grunde jeg ikke kan gennemskue, er meget vigtigt for dig, tage det fra.” Kamilla nikkede og gennemgik bunken, som hun konstaterede indeholdt alt hendes undertøj. Alt. Ida så, hvad Kamilla studsede over:” Jeg ved da godt, at du har brug for undertøj, men ikke dét.” Kamilla smilede skævt som svar, mens hun fandt noget tøj, der var håndværksegnet. Ida havde haft ret. Der var ikke noget, der virkeligt var værd at beholde. Kamilla hældte det selv ned i plastsækken. Herefter prøvede Kamilla det tøj, der skulle prøves. En del røg ned i sækken, og noget kunne Kamilla beholde. Kamilla blev sat til at lave kaffe, og bagefter sad de i stuen.

Da Kamilla kom med kaffen og havde sat den på bordet, satte hun sig over for Ida og slog benene over kors. ”Dine ben, søde”, bemærkede Ida. ”Ej, undskyld. Jeg har fået dårlige vaner,” svarede Kamilla, der straks tog benene fra hinanden, så Ida kunne se op i Kamillas skridt, hvor Kamillas lyse hår trods alt ikke skjulte alverden. ”Jeg har lagt planer for de næste par dage,” forkyndte Ida og fortsatte ”I morgen skal du til frisør. Det er aftalt.” Kamilla nikkede.

”I dag skal vi til Odense og købe lidt tøj til dig – og så skal du i gang med symaskinen: Du skal fjerne bunden i alle dine højrelommer.” ”Så du frit og diskret kan komme ned til mine ædlere dele? Det er genialt! Hvor får du det fra?” smilede Kamilla beundrende. ”Det har jeg læst i en eller anden temmelig ophidsende historie på nettet engang,” svarede Ida og fortsatte, ”og så skal vi købe stoffer!” ”Stoffer? Hørte jeg rigtigt?” ”Yes. For du kan sy. Oprindelig havde jeg tænkt, at du skulle være nøgen herhjemme. Men det er der trods alt lidt for mange vinduer til.

Så du skal sy to nederdele til dig selv, men de skal bestå af baner, man bare kan slå til side eller løfte op, så jeg har fri adgang til dig, når jeg vil. Om sommeren kan du bære en halterneck til, til vinteren finder vi en nydelig knappet skjorte. Derudover bestemmer jeg selvfølgelig også dit tøj. Undtagen, når det har noget med et eventuelt arbejde at gøre. Der bestemmer du selv. Er det klart og acceptabelt?” Kamilla nikkede: ”Jeg har det fint med rammer og regler og røde tråde.” Ida slog blikket ned, da hun forsatte: ”Og nu kommer jeg måske til at skuffe dig, søde. Men jeg har altså tænkt, at du får det ene af værelserne.

I praksis tror jeg nok, du kommer til at sove i soveværelset det meste af tiden, men det er altså ikke noget, du har ret til og krav på.” Kamilla sank. ”Oscar?” spurgte hun. Ida nikkede. ”Ja – og alenehed. Jaloux?” ville hun vide. ”Måske lidt jaloux, måske misundelig, måske skal jeg bare vænne mig til tanken.” ”Hvis det er for meget at forlange,” Idas stemme var skarp og bestemt, ”skal du sige det nu. Jeg kan ikke smide hele mit liv gennem årene overbord, fordi du er kommet tilbage, selv om jeg er usigelig glad for, at du er tilbage.” ”Det er ikke, fordi jeg kan forlange, at du står til regnskab.

Jeg har brug for at ha' styr over, hvad Oscar egentlig er for dig?” spurgte Kamilla. ”Det kan jeg udmærket godt forstå, du skal vide, Kamilla. Oscar er en ven. Engang imellem ses vi en aften eller en weekend. Så snakker vi, og det sker, at vi har sex. Og jeg nyder ham temmelig meget.” ”Han har vel også noget, som jeg ikke kan give dig,” konstaterede Kamilla med et opgivende smil, ”Ofte?” ”En gang om måneden, nogle gange sjældnere.” Kamilla sad tavst lidt. Så nikkede hun. ”Det kan jeg godt leve med.” Ida rejste sig. ”Kom, lad mig vaske dig”. Hun tog Kamillas hånd og førte hende ømt men bestemt ud på badeværelset. Kamilla nød det.

Bare at være passiv, mens Ida vaskede hver kvadratcentimeter af hendes krop med klud og hånd og cremede hende bagefter; at mærke Idas fingre nusse og nulre hovedbunden var stort. Og så den længst glemte fornemmelse af barberblad mod den følsomme hud fik Kamilla op at køre. Kamilla måtte stønne højt flere gange. ”Nu laver jeg et fodbad til dig,” sagde Ida, da hun var færdig, ”og mens du får fodbad, skal du nusse din nye følsomme fisse, min skat, men ve dig, hvis du kommer!” Ida smilede varmt, mens hun sagde det. Men Kamilla var ikke i tvivl, at det ville få konsekvenser, hvis hun kom. Og Kamilla måtte kæmpe.

Kamilla måtte bruge al sin selvbeherskelse, så det også var en slags forløsning, da Ida sagde ”du skal stoppe nu, Kamilla”, selv om det var en underlig uforløst forløsning. Ida kom hen og tog baljen fra hende og satte Kamillas fødder på et tykt og lækkert håndklæde, hun havde hentet. Så stillede hun sig op foran Kamilla. Ida tog sine grå businessbukser af og afslørede et par enkle, hvide g-strengtrusser, som hun trak ned i næste øjeblik. Og mens hun fastholdt Kamillas blik med faste øjne, knappede hun sin sorte skjorte op og afslørede, at hun intet havde ind under. Kamilla konstaterede, at Ida lignede sig selv. En spinkel lille pige med små bryster, som bare var ufatteligt lækker.

”Jeg ser, du stadig har ringene i skamlæberne fra vores Københavnertur. Nu får jeg helt dårlig samvittighed igen.” ”Lad være med det. Du kender jo historien. Den viser vel bare, at når det kommer til stykket, er hverken du eller jeg perfekte.” ”Du kan altid vende tingene til noget positivt. Det har du altid kunnet. Det er altså noget af en gave du har.” ”Tja,” svarede Ida, mens hun gik på knæ foran Kamilla, satte Kamillas ene fod lige i sit skød og begyndte at ordne Kamillas fødder med fil, negleklipper og creme. Bagefter flyttede hun sit hoved op mod Kamillas skridt, som hun slikkede til Kamilla kom i en voldsom og våd orgasme.

Da Kamilla havde sundet sig et øjeblik, og Ida havde tørret sit ansigt, trak Ida hende ind i soveværelset. Her kunne man høre lyde, som Ida ikke havde sagt i umindelige tider. Fortsættes HER