Ida & Kamilla
En weekend med følger

Ida og Kamilla, der er kærester, læser på Assens seminarium. Du kan læse de første episoder om dem I julekalenderen for 2010 på www.juleerotik.dk. Som bonushistorie på samme side kan du læse historien "Charter som eksamensgave", som også sker nogle måneder før denne weekend.

----------

En uromantisk romantisk weekend

Slagene
Slagene hagler ned over Idas ubeskyttede balder. Idas arme bliver holdt i et jerngreb af Kamillas ene hånd. Den anden hånd bare slår på Ida, der ligger over Kamillas knæ, kun iklædt en glimmertop. Idas protester er skrumpet til små hikstende hulk, mens tårerne vælter ud af hendes øjne, I starten havde Ida stadig protesteret, men Kamilla havde bare flået trusserne af hende og proppet dem i Idas mund.

Idas balder er allerede røde med et skær af violet, men Kamilla bliver ved med uformindsket styrke. Vreden lyser ud af Kamilla, der lægger kræfterne i.

Kun natbordslampen, skæret fra et tændt lys på badeværelset og de forbikørende bilers lygter oplyser det mørke rum.

Der er ingen, der har talt minutterne, da slagene stopper. Kamilla finder en af Idas nylonstrømper, binder Idas hænder bag ryggen; hun tager trusserne ud af Idas mund og finder en lærredspose, trækker den over Idas hoved, puffer hende ublidt over i sengen og kaster skødesløst en dyne over hende med ordene. ”Sov! Jeg gider ikke se på dig!” ”Kamilla?” kommer det spagfærdigt fra Ida.
”Har jeg udtrykt mig uklart?” vrisser Kamilla.
”Nej. Undskyld.”
Kamilla slukker lyset og forlader rummet. Fra sengen lyder der en stille gråd. Længe endnu.

Eftertanke i vrede
Imens er Kamilla gået ind i stuen. Hun skal lige sortere i, hvad der var sket. I dag, fredag, var Ida og Kamilla kommet til København. De ville tilbringe en lang weekend her og havde fået lov til at låne en af Kamillas gamle veninders lejlighed. Veninden, Cathrine, skulle flyve en uge til Sankt Petersborg samme eftermiddag. Kamilla og Ida havde fulgt hende til metrostationen.

Det var en af de første rigtig varme forårsdage; og Ida og Kamilla havde glædet sig til denne københavnsweekend. Efter at have sat Cathrine i metroen var Ida og Kamilla gået en tur igennem byen. De havde selvfølgelig været på konditoriet LaGlace; det havde den evigt kageelskende Ida insisteret på. Om aftenen var de gået ud at spise vietnamesisk. De havde nydt det, at kunne kigge hinanden dybt i øjnene og holde i hånd i fuld offentlighed uden at blive genkendt.

Bagefter var de taget tilbage til lejligheden, hvor de havde majet sig ud; de skulle ud at slå sig løs på en af byens in-steder. Der havde de senere drukket lidt. Ida havde drukket lidt mere og var blevet temmelig snalret. Det var hér, det var gået galt, nåede Kamilla frem til. For en ung mand havde bagt på Ida, og trods alt, hvad Kamilla havde foretaget sig, havde Ida fået mere og mere julelys i øjnene. På et eller andet tidspunkt over midnat havde de stået og snavet i en krog, og det var tydeligt, at drengen havde hånden oppe under Idas nederdel. Så var Kamilla gået ”hjem” til lejligheden alene.

Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig denne weekend. Den var mildest talt ødelagt.

Der var nok gået omtrent en time, før Ida kom vaklende hjem. Hvis Kamilla have sovet, var hun vågnet ved rabalderet; men hun sov ikke.
”Du har nok moret dig!”, sagde hun til velkomst. Sarkasmen var tyk i Kamillas stemme. Ida nikkede stille og holdt sit blik sænket. ”Undskyld”, sagde hun.

Egentlig var Kamillas arrigskab på det tidspunkt stadig forholdsvis begrænset. OK; flirten havde været heftig; de havde også snavet, men hvad. Ida skulle nu alligevel have en lille lærestreg, syntes Kamilla. ”Klæd dig af fra livet og ned!” befalede Kamilla. Uden protester gjorde Ida som befalet. Men et eller andet vakte Kamillas mistanke. Hun tog Idas trusser og kiggede. Jo, den var god nok – eller dårlig nok. Pletten var så tydelig, som man kunne ønske sig – eller frygte. Vantro kiggede Kamilla fra sin stol op på Ida, der stod foran hende, mens vreden brusede op i hende. Hun løftede trusserne op mod Ida og konstaterede nærmest grådkvalt: ”DU har ladet dig bolle af ham!”

Det ”undskyld^,” som Ida var ved at stamme frem, nåede Kamilla ikke at høre. Hun var for optaget af, at lægge Ida over knæet. Splitsekunder efter begyndte slagene at hagle ned.

Men nu sad Kamilla alene tilbage i køkkenet; nu var det overstået og Kamilla sad alene i natten og tænkte over det hele. ”Sikke noget lort det er blevet,” konstaterede Kamilla for sig selv. Men det var der jo ikke noget at gøre ved. Lidt senere gik hun også i seng.

Da Kamilla lagde sig i sin side af dobbeltsengen peb Ida, at hun skulle tisse. Kamilla trak uden et ord lærredsposen af hendes hoved. Da det gik op for Ida, at Kamilla ikke havde tænkt sig at foretage sig mere, gik hun ud på wc'et, stadig bagbundet og med glimmertop.

”Jeg kan ikke tørre mig” lød det ydmygt lidt efter.
”Så stink!” snerrede Kamilla.

Lidt efter krøb Ida i seng og kæmpede for at få dynen på plads. Kamilla havde vendt hende ryggen. Trods alkoholtågerne varede det længe, før Ida faldt i søvn.

Dagen derpå
Det var allerede lyst, da Ida vågnede i den fremmede lejlighed. Hun havde tømmermænd på flere måder, det smertede i hendes numse og værkede i hendes skuldre, nok fordi hun havde været bagbundet så længe. Men hun opdagede, at hun ikke længere var bundet. Hun stod op og missede med øjnene i lyset fra den klare forårssol. Kamilla var ikke i rummet.

Kamilla sad ved spisepladsen i køkkenet og var ved at klappe sin Macbook sammen, da Ida kom ud i køkkenet. Ida opdagede til sin rædsel, at Kamillas trolley stod klar. Kamilla havde pakket sine ting!

”Kamilla, please. Jeg var fuld. Det betød ikke noget.”
Kamilla kiggede på koldt hende. Ida havde stadig kun sin glimmertop på. Og over hendes mis var hårene barberet til et kunstfærdigt ”K” som Kamilla.

”Det betød definitivt mere end mig”, konstaterede Kamilla tørt.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. I bagklogskaben virker det så ufattelig dumt. Kamilla, undskyld!”
”Nogle gange siger du 'undskyld' så mange gange, at man skulle tro, du var politiker! Men det er altså bare et ord.”
”Ja, det er det jo. Men har jeg ikke også taget min straf?” Ida prøvede at se på sin rødviolette numse.
”Jo. Men når det kommer til stykket, handler det ikke om straf. Det handler ikke om sex. Det handler om noget langt mere fundamentalt, som du har ødelagt: Det handler om tillid.”

Ida nikkede, eftertænksomt og brødebetynget. Efter et øjebliks stilhed spurgt hun: ”At du har mistet din tillid, kan jeg godt følge. At jeg var en idiot, kan der ikke herske tvivl om. Kan du give mig en chance til? Eller går du nu?”

”Svært at svare på. Du stinker. Gå i bad, så tænker jeg over det.”

Ida nikkede og gik slæbende ud på badeværelset. Lystløst smed hun toppen og tændte for det varme vand. Vandet prikkede ubehageligt på hendes numse. Helt mekanisk vaskede hun sig og vaskede hår. Hun tørrede sig, og gik ud til Kamilla, som hun var.

”Find en pude og sæt dig”, Kamilla pegede på stolen overfor hende selv. Taknemmelig over puden satte Ida sig.

”Hvordan opbygger man tillid? Hvordan får jeg tillid til dig igen efter dette?”

Kamillas spørgsmål var svært for Idas værkende hoved. Men hun prøvede alligevel at give et svar: ”Tillid kommer vel både af, hvad jeg siger; men endnu mere af hvad jeg gør. Hvis du kan se, at jeg er parat til at gå langt for dig, så kan jeg måske opbygge din tillid til mig igen.”

Kamilla nikkede eftertænksomt. Den korte stilhed, der fulgte, oplevede Ida meget lang. Så lang, at hendes indre uro blev til en indre panik, så hun udbrød: ”Please, Kamilla, sæt mig på prøve eller sådan noget.”

Kamilla så ind i Idas øjne: ”Jeg er nået frem til lidt af det samme. Det lyder bare så åndssvagt, når man siger det. Men hvis jeg sætter dig på prøve, hvis jeg sætter dig til at gøre ting, som jeg ved, du ikke bryder dig om, for mig, så kan jeg måske blive overbevist; men jeg ved det jo faktisk ikke!”
”Jeg er villig til at tage chancen” mumlede Ida, mens hun så ned i bordet.
”Godt. Så vil jeg også tage chancen med dig igen. Men lige et øjeblik, jeg skal tisse.”

Kamilla rejste sig og gik. Kort efter kom Ida også ud på badeværelset, gik på knæ ud for Kamilla, der sad og var ved at være færdig med at tisse så Kamilla i øjnene og spurgte: ”Må jeg få lov til at gøre dig ren?”

Kamillas hænder havde været på vej over mod wc-papir holderen, men stoppede i bevægelsen. Hun nikkede til Ida, der kravlede over til Kamilla, og gjorde omhyggeligt Kamillas skridt og køn rent med sin tunge.

”Gør mig færdig!” befalede Kamilla, hvis vejrtrækning allerede bar præg af slikningen, og straks herefter steg i intensitet, indtil hun gispende kom. Ida stoppede med slikningen og kiggede spørgende op på Kamilla.

"Det var lækkert, Ida!” Kamilla bøjede sig ned og gav Ida et forsigtigt kys i panden.
”Det kan jeg ikke helt sige for min del, men du er lækker, Kamilla Hjemborg.”

For første gang i uendelig lang tid, sådan oplevede Ida i hvert fald tiden, smilede Kamilla. Ida smilede forsigtigt tilbage.

”Når du nu er herude, Ida, vil jeg lige nu ikke have, at du går med det der ”K” over din fisse. Barber det af! Måske kan det jo komme tilbage.” Ida nikkede. Kamilla rejste sig, trak trusser og cowboybukser op, og forlod badeværelset. Da hun kom tilbage var Ida næsten færdig med skraberen. Kamilla havde en sprittusch i hånden. Hun lagde den på håndvasken foran Ida. ”Se, Ida; med denne her tusch skal du skrive alle de ting, du har fortjent, at jeg kaldte dig og dit underliv, på dit underliv.”

Ida trak lidt på smilebåndet: ”Hvor er du altså pædagogisk! Man skulle tro, du gik på seminariet eller sådan noget!”
”Ida altså. Kan du aldrig tage noget alvorligt?” spurgte Kamilla, halvt irriteret, halvt i sjov.
”Kamilla”, Ida smilede ikke mere, ”vær sød ikke at tage fejl. Jeg tager det her meget alvorligt. Jeg har bare ofte svært ved at være alvorlig.”
”Det ved jeg egentlig også godt. Og det både irriterer mig og glæder mig”, Kamilla lavede en pause. ”Men den måde, jeg har behandlet din numse på i går, den glæder mig ikke.

Jeg gik helt amok; det er jeg faktisk ilde berørt over.”
Ida nikkede, rakte ud og fandt Kamillas hånd, trykkede den og sagde: ”Jeg vil hellere have denne her numse end ikke at have dig.”

Der kom et fugtigt skær over Kamillas øjne, der tog sin hånd tilbage og mindede Ida om opgaven, inden hun gik.

Ida stod lidt med tuschen. Så gik hun i gang. Hun syntes faktisk, det var svært at finde ord, der var grimme nok til det nummer, hun havde lavet. Der gik vel en halv times tid, før Ida kom ud til Kamilla med et tuschprydet underliv.

”Jeg er ikke god til grimme ord, sorry” sagde hun, da hun rakte tuschen til Kamilla.

Kamilla studerede og læste uddrag af Idas underliv højt: ”Liderlig tæve – smatso – møgfisse – utro kælling – møgkæreste – bitch. Hold da op Ida, du er da næsten lige så god som min papegøje! Ny synes jeg bare, at du på den der tomme plet...”, Kamilla satte fingeren lige over højre skamlæbe, ”... skal skrive, hvis fisse det er.”

Ida tog tuschen og skrev ”Kamillas fisse”.

”Sådan?” spurgte hun.

”Nøjagtig sådan” bekræftede Kamilla; og hun fortsatte: ”Når du står, kan jeg se, at dine skuldre trænger til lidt massage. Hvis du vil, kan du lægge dig i sengen og få det.”
”Jeg er ikke sikker på, at jeg i dag kan klare ret meget, der gør ondt.”
”Skal nok være blid og følsom.” Kamilla smilede.

Lidt efter masserede Kamilla Idas værkende skuldre. Det var en omgang massage, der næsten var, lad os sige formel og forretningsagtig; den var næsten blottet for kærtegn. Til gengæld hjalp den på Idas skuldre. Først da hun var færdig, bøjede Kamilla sig over Ida, gav Idas nakke antydningen af et kys, og meddelte, at hun havde lagt tøj frem til Ida. Det var, ikke uventet, kun en sort top, Idas korte cowboynederdel og en lille lys cardigan, så Ida kunne holde varmen. For vel havde solen fået magt, men det var trods alt forår. Da Ida så tøjet, måtte hun sætte sig i sofaen, og hun gemte et øjeblik sit ansigt i hænderne.

”Ved du godt, hvor kort den er?” spurgte hun. Der var en antydning af bebrejdelse i spørgsmålet. ”Vi har ligesom ikke pakket et tons tøj, vel?”, svarede Kamilla lettere irriteret, ”alternativet er bare tunikaen. Men hør, var det ikke dig, der sagde, jeg skulle teste dig?”
”Det er bare, jeg kan godt være temmelig genert...” hun holdt en pause og tænkte. Så rejste hun sig uden flere indvendinger og tog tøjet på. Selvfølgelig så hun hammer godt ud, syntes Kamilla, og Idas små bryster så rigtig lækre ud i den stramme top uden BH.

Kamilla var lige ved at give Ida et begejstret, kærligt klask i enden, da hun kom i tanker om Idas numses tilstand, som hun havde et strejf af dårlig samvittighed over. Hun nåede at stoppe bevægelsen få millimeter før hun ramte. Ida så forskrækket på hende.
”Hvad skal vi i dag?”, spurgte Ida lettet, da hun opdagede, at slaget ikke var blevet til noget.
”Vi skal ud at shoppe lidt. Og så skal vi have styr over dig.” var Kamillas svar. Trods flere forsøg fra Idas side, ville Kamilla ikke uddybe det. De gik til metroen, og var ved Nørreport kort tid efter. Da de trådte ud i det stærke dagslys skulle Kamilla lige orientere sig.

Hun trak af sted med Ida gennem det københavnske formiddagsmylder, og efter få øjeblikke stod de i en gammeldags kontor- og papirforretning. Det undrede Ida noget, men Kamilla var altid god for en overraskelse, det vidste Ida. Kamilla købte en stang segllak og noget flerfarvet seglsnor, hvilket forundrede Ida endnu mere.
”Må jeg spørge?”, spurgte Ida.
”

Niks!” svarede Kamilla. Og med et stort smil tilføjede hun: ”Men jeg vil godt fortælle, at det er lumskt.” Idas hjerte hoppede af glæde over, at Kamilla smilede stort igen, mens hendes hjerne fyldtes af bekymring over, hvad mon dette lumske var. Men Ida fulgte bare med Kamilla. Ind imellem tog Kamilla endda Idas hånd i sin. Det gjorde Ida rigtig glad. Nu gik de på strøget, undrede sig over de pudsige optrædende, købte og drak en latte-to-go, og uden at Ida havde opdaget det, stod de i en forretning, der solgte tøj til (mest) unge piger. Var det en natkjole, Kamilla købte, spekulerede Ida over, var det en underkjole eller en neglige? Det var i hvert tilfælde kort, hvidt, gennemsigtigt og meget, meget feminint. ”Homesuit” oplyste Kamilla, ”det er, hvad du må have på i lejligheden; medmindre jeg siger andet.”
”Tak” sagde Ida pligtskyldigst.

Pigerne købte nogle sandwich i en sandwichbar, som de spiste i Kongens have i det forrygende vejr. Kamilla så sig omkring. De første solbadere var kommet frem allerede. Hun fandt en plaid i sin rygsæk, fandt et godt sted. Ida hjalp med at brede det ud. Siden fandt hun en bog i rygsækken og satte sig på tæppet.
”

Jeg skal lige læse et kapitel i min bog og hvile benene, Imens lægger du dig her og solbader topløs, skat!” Ida bed mærke i, at Kamilla smilede sit varme, drillesyge smil op til hende. Ida blev helt varm indeni, mens hun rødmede lidt, da hun tog toppen af. Så mange mennesker havde hun aldrig skullet udstille sig for. Og egentlig var det heller ikke særlig rart, for netop hendes små bryster var ikke noget, som Ida var særlig tilfreds med. Da Ida havde lagt sig ned, og Kamilla havde sørget for, at Ida ikke lå med helt samlede ben, bøjede Kamilla sig ned til hende: ”Jeg ved det godt, Ida; men jeg synes altså, at de er helt ufattelig lækre og sexede.” ”Tak, elskede!”
Kamilla smilede beundrende til Ida og hendes mandelformede øjne funklede af glæde og varme, da hun aede Idas kind. Og jo mere Ida tænkte over det, så var det vel egentlig også det vigtigste, hvad Kamilla syntes om brysterne.

Faktisk døsede Ida lidt, indtil Kamilla vækkede hende. Hun var færdig med sit kapitel. Ida tog toppen på, og så gik de. Kamilla gik; Ida gik mere ud i det uvisse; for hvad var det der lumske, som Kamilla havde talt om?

Det varede ikke længe, før de var i det, som ejendomsmæglere kaldte latinerkvarteret. Ida vidste, at andre vist kaldte det ”pisserenden”. Ida bemærkede, at Kamilla var meget målrettet og meget fåmælt. Pigerne smuttede ind i en kælderbutik. Ida kunne ikke undgå, at her kunne man få piercinger og tatoveringer. Ida blev helt kold. Tænk, hvis Kamilla ville få hende tatoveret... Hun overvejede, om hun ville gå.

Der var overraskende pænt hernede, syntes Ida, og den midaldrende mand, der modtog dem, var nu også ren og velsoigneret. Han præsenterede sig som Søren. Søren førte dem ind i et lokale bagved butikken, hvor der stod en briks, og lukkede skydedøren.

Kamilla kiggede inkvisitorisk på hende, og sagde: ”Jeg tror godt, at jeg ved, hvad du tænker lige nu; men inden du seriøst overvejer at gå, skal du lige høre, hvad det er jeg vil! Så smid nederdelen, og lyt!” Langsomt og tvivlende fumlede Ida nervøst med lynlåsen, indtil nederdelen gled mod gulvet. Søren kiggede på Idas tætskrevne underliv og farverige numse. ”Så ved jeg da, hvad det drejer sig om”, sagde han nikkende, ”værsgo og sæt dig på briksen.” Han havde en behagelig, dyb stemme, der kunne have solgt hvad som helst; den skabte tillid, og samtidig var den fyldt af myndighed.

Han fortsatte ”Ud fra det, jeg har læst, ville jeg sige, at du vel egentlig ikke har fortjent at måtte skjule dine bryster.”

Hvorfor det, som skete, skete, vidste Ida ikke, men efter at have kigget, at Kamilla ikke protesterede, smed hun cardigan og top. Nu sad hun nøgen på briksen.

Kamilla tog ordet: ”Ida, jeg har tænkt mig, at du skal have piercet dine skamlæber...” Hun stoppede, da hun opdagede, at Ida stirrede vantro på hende. Farven var veget fra Idas ansigt.
”Men Kamilla...,” stammede Ida frem, ”...jeg har jo gjort, hvad du siger... jeg har ikke lyst. Jeg bryder mig ikke om det.”
Kamilla var stille et øjeblik, mens hun studerede Ida. Da hun havde samlet sig igen, spurgte hun, om Ida havde ment det, hun sagde samme morgen, om, at Kamilla skulle prøve hende.

Ida nikkede: ”Jeg er jo heller ikke gået endnu. Men du skal vide, hvor du har mig. Og måske var jeg dum og fortjener en straf. Og jeg ved, jeg elsker dig, og vil bøje mig dybt og gå langt for ikke at miste dig. Men selv den stærkeste bue kan ikke spændes i det uendelige.” Kamilla nikkede: ”Jeg har hørt, hvad du siger. Jeg holder alligevel fast i beslutningen.” Søren brød ind: ”Du Kamilla, som straf er klemmer med lodder i det hele taget bedre egnet end at hænge noget i ringe.” ”Det handler ikke om straf og smerte. Straffen kan du se på hendes numse. Det er måske mere et spørgsmål om kontrol.”
”Sådan låseagtig?! Men I skal være opmærksomme på, at I ikke kan hænge noget i hullerne før de er lægt, altså om en 14 dages tid; heller ingen hængelås.” Det var tydeligt, at Søren vidste, hvad han havde at gøre med.
”Det har jeg godt tænkt på. Men vi klarer os.” svarede Kamilla.
”Så langt, så godt. Og du Ida," sagde Søren, "bliver kun piercet her, hvis du helt klart siger, at du er indforstået.”

Her udbrød et øjebliks tavshed. Det var tydeligt, at Ida tænkte. Ida brød selv stilheden: ”OK, Kamilla, jeg giver mig. Og helt nøjagtig giver jeg mig til dig. Og hvis det er, hvad du vil, så får jeg piercet skamlæberne. Det er ofte, som om du skubber mig ud et sted, hvor jeg ikke kan bunde. Det er jeg ofte lidt bange for. Men bagefter opdager jeg pludselig, at jeg godt kunne lide det. Sådan vil jeg vælge, at se på det her. Søren! Ja, du må godt pierce mine skamlæber.”

Søren anbragte hurtigt og professionelt bøjler til benene på briksen, som de anbragte Idas ben i. Kamilla og Søren stod og pegede og gestikulerede, hvor nøjagtig det skulle være på skamlæberne. Det blev markeret med en pen. Omhyggeligt rensede Søren hele området, og inden han gik i gang gav han Kamilla en vejledning til pleje og en flaske desinficerende væske. ”Men du skal holde om mig, Kamilla!”, krævede Ida.
”

Selvfølgelig skat”. I løbet af et splitsekund havde Søren gjort det hele klart, og efter to høje ”AV!” efterfulgt af et par eder fra Idas side, var Idas skamlæber piercede. ”Må jeg lige?” spurgte Kamilla Søren, idet hun hev sit segludstyr og et stykke bagepapir op af tasken. Søren nikkede og kiggede nysgerrigt. Ida fik besked på at komme længere op med overkroppen og at tage benene ud af bøjlerne, sådan at vinklen mellem hendes skridt og briksen blev mindre. Søren flyttede hurtigt bøjlerne. Kamilla lagde bagepapiret på briksen under Idas skridt. Hun tak en lille stump seglsnor igennem ringene, omhyggeligt, for at de ikke strammede. Hun greb stangen af segllak og varmede den ene ende med en lighter, så der kom en lille klump på bagepapiret. Ida våndende sig over varmen, der var mærkbar i hendes ømme skamlæber. Så snart klattens diameter var lidt større end en halv centimeter, trykkede hun omhyggeligt snorene i. Nu tog hun segllakken igen og lod et par dråber dryppe ovenpå snorene. Da det var nok, trykkede hun sin fingerring med noget vikingeornament i segllakken. Seglet tog form efter ringen.
”Så. Nu er du forseglet. Nu kan jeg altid se, om der har været nogen i din, eller skal vi kalde det min, fisse.” Kamilla smilede til Ida. Kamilla var tilfreds. Det sad, som det skulle, og snoren hverken strammede eller dinglede løst. Ida så lidt plaget ud men smilede forsigtigt tilbage og sagde: ”Din fisse er ok 'for now'. Lige nu tror jeg ikke, jeg har den store interesse i den. Søren, kan jeg lige sunde mig lidt.”

Søren nikkede. ”Smart!” sagde han anerkendende til Kamilla. Han og Kamilla gik ud for at ordne den nødvendige dankorttransaktion. Kamilla kom tilbage. Hun gik hen til Ida, bøjede sig over Idas ansigt; deres læber mødtes, ivrigt arbejdede Kamillas tunge på at få adgang til Idas mund, og i løbet af et splitsekund var de to fordybet i et intenst kys. Samtidig fandt Kamillas højre hånd Idas bryster og nussede vorterne blidt, så de straks strittede i lige vejret. Ida begyndte at ånde dybt. Kamilla løsnede sig. ”Tror du, din frække klit har vokset sig frem af skamlæberne?” hviskede Kamilla. ”Det håber jeg,” svarede Ida.

Igen mødtes deres munde og tunger, og nu fandt Kamillas højre meget forsigtigt Idas klit, der var ved at være blodfyldt og spændt. Idas vejrtrækning blev efter kort tid tung og stødende. Kamilla slap ikke Idas mund med sin, for hun vidste, at Ida kunne være lidt støjende. Med en høj lyd gennem næsen spændtes Idas krop, for splitsekunder efter at slappe fuldstændig af. Både Idas skamlæber og bagepapiret under dem var våde. Det var, sådan formulerede Ida det senere, som om nattens og dagens angst, dårlige samvittighed og selvbebrejdelser, dens spænding, vrede og anger, i det øjeblik forlod hendes krop.
”Du er så sej, skat!” hviskede Kamilla fuld af begejstring og kærlighed.
”Du er også fantastisk.

Jeg vil altid være din.”
”Kom, vi skal gå.”

Da Ida havde fået sit tøj på og forlod butikken med ben af gele, vidste hun pludselig, hvorfor Kamilla ikke havde insisteret på højhælede sko. Hun blev ofte forundret, imponeret og taknemmelig over Kamillas fremsynethed. Også denne gang. Hånd i hånd gik pigerne gennem det solrige og lune København. På trods af ømheden i skridtet syntes Ida, at det dinglende segl mellem hendes ben var temmelig pirrende. Hun spurgte, hvad de egentlig skulle. Kamilla ville finde en sexbutik. De havde glemt analpluggen i Assens. Selv om Ida var træt og ør, var hun med på det. Det slog Ida, at det var hun, når det kom til stykket, altid, når Kamilla havde sat sig noget i hovedet.

Hun smilede ved sig selv; det var også en indsigt. Hun nærmest så frem til at tilbringe resten af weekenden i noget næsten gennemsigtigt næsten ingenting af en kort natkjole i selskab med en analplug og Kamilla. Hun lænede sit hoved mod Kamillas skulder og slog en arm om hende. Kamilla stoppede. Hun smilede til Ida.
”

Kamilla, du kan få mig til ting, som jeg ikke ville have troet jeg gjorde. Du åbner min verden. Please, please, bliv ved med det!” Kamilla blev alvorlig: ”Skat. Det kræver jo, at du helt frivilligt går, hvor jeg sender dig, billedlig talt. For nu er det frivilligt. Prøven er slut. Eksaminanden har bestået.” Ida lyste op i et smil: ”Jeg vil gå, hvor du vil, bare du er i nær!” ”Det er jeg glad for; jeg skal nok være nær, elskede.”
Igen mødtes læberne i et kys og kroppene i en hed omfavnelse. Livet var smukt igen! Resten af lørdagen var pigerne turister i dronningens by.

Søndag - bondeanger

Den tidlige morgens grå lys fyldte soveværelset sammen med den stilhed, som storbyen kan byde på tidligt søndag. Kamilla har ikke sovet ret godt den nat. Hun sidder i sin del af dobbeltsengen. Hun kigger ned på Ida. Ida ligger på maven og sover dybt. Hendes dyne er gledet ned og natkjole gledet op. Det sparsomme lys gør, at de gråviolette mærker på Idas blottede numse fremstår ekstremt tydelige. Mellem Idas ben kan man ane ringene i skamlæberne og seglet. Forsigtigt rører Kamilla Idas hærgede numse. Ida grynter ved berøringen. "Undskyld", nærmest hvisker Kamilla. "Hvorfor sover du ikke?" spørger Ida søvndrukkent. "Derfor" svarer Kamilla og rører igen forsigtigt ved Idas numse. "Det er i orden, Kamilla" "Nej, det er det ikke. Når vi en dag bliver lærere, så vil vi sige til piger, der bliver udsat for sådan noget kærestevold, at de nok bør skride fra deres kærester." Med et suk drejer Ida sig på siden, så hun kan kigge på Kamilla. Det er let at se på Ida, at ordene ikke kommer af sig selv, men at hendes hjerne må arbejde på højtryk, for at finde dem: "Altså Kamilla! Nu er det jo sådan, at vi nu i et stykke tid har haft en endefuld som del af sexlivet. Så det er jo et temmelig grumset område med smæk. Desuden har jeg jo heller ikke været dig en eksemplarisk kæreste. Det er ok, Kamilla, tro mig." "Jamen jeg vil ikke være den slags kæreste, en voldelig kæreste, der slår sin kæreste. Den slags folk er idioter." "Jo, det er de vel. Men hvem er ikke det i ny og næ? Kan du ikke bare tage imod, når jeg tilgiver?" "Jamen, det er svært at holde mig selv ud! Jeg vil ikke være sådan og bare slippe fra det." "Har du nogen forslag?" Kamilla rystede på hovedet, men sagde så alligevel: "Jeg kan jo ikke gøre det godt igen. Måske ville en straf hjælpe på min samvittighed.” Nu rejste Ida sig pludseligt op i sengen. Hun så arrig ud; skræmmende arrig efter Kamillas mening: "Jeg har været dum, ja. Men jeg har båret din vrede og båret din straf. Jeg har accepteret dine prøver. Min røv er forslået, min skamlæber er ømme. Der dingler et segl mellem mine ben og min fisse er helt glatbarberet..." hun fortsatte, ikke mindre indigneret: "og nu skal jeg minsandten også bære din dårlige samvittighed? Nu er du simpelthen for patetisk, Kamilla. Kom igen!"

Og uden yderligere kommentarer lagde Ida sig ned igen og vendte ryggen til Kamilla. Kamilla bandede indvendigt og prøvede at få samtalen i gang igen. Men Ida affærdigede hende brysk. Senere på dagen normaliserede stemningen sig lidt, men rigtig godt blev det ikke. Heller ikke, da de tog på havnerundfart sammen eller da de rejste hjem til Assens samme eftermiddag.

Fortsættes HER