Helen Halgrimsons Hemmeligheder Kapitel 2 - Ibiza ("Don Juan i Barcelona") (Kan læses uafhængigt af de andre kapitler, som du dog kan finde HER) Der er kommet nye boller på suppen, siden jeg skrev her sidst. Jeg er blevet 61, og jeg er blevet enke. Jeg prøver at komme på sextoppen igen og få lysten tilbage til at gå på ung elskerjagt. Til da vil jeg prøve at fortælle oplevelser fra før min nu afdøde mands tid. Det må have været i 1972 eller -73, at jeg hørte så megen snak om den spanske Middelhavs-ø Ibiza. Ungdom fra hele verden boltrede sig dér i sex, sprut og spøjse fester.

Det måtte 26-årige 'Skøn Helen' sandelig opleve, inden det blev for sent - og for gammel. (Dengang vidste jeg ikke, hvad jeg véd i dag!). Så jeg startede min Fiat-600 og begav mig på vej mod Sydens synder med bikini i bagagerummet og liderlyst i trusserne. Motorvejene i Frankrig var dengang kun under bygning. Hist og her kørte man 12-14 km, så var det stykke slut - og man var blevet en fransk Franc fattigere. For mens tyskerne opfatter 'die Autobahnen' som service for borgerne, ser franskmændene 'les autoroutes' som pengemaskiner for investorer. Spanien havde dengang slet ingen motorveje, men de er i dag fulgt i pengemaskinesporet, og herhjemme er Storebæltsbro og Øresundsbro eksempler på samme uskik.

Men efter 4-5 dages kørsel rullede Helen glad og fro ind i Barcelona, hvorfra færgen afgik til det spanske Sodoma og Gomorah. Jeg fandt færgen en times tid før afgang og blev ledt ind i en kø, hvor man langsomt kørte frem for at købe billet til... om 3-4 dage. Jamen, det gav jo en uforudset mulighed for at se og opleve Spaniens næststørste by. Så med betalt billet til fredag kl. 23, drog jeg op i byen, fandt en billig hotelpension i en sidegade til Ramblaen, smed kludene, tog et bad (der var kun koldt vand) - og så på med de sparsomme forførerklæder.

Ud i natten for at se, om man overhovedet behøvede en sejltur for at få sydlandsk på den sjove. Det var i generalissimo Francos tid, hvor moralen måske nok var sluppet løs i Middelhavet, men bestemt ikke i Barcelona, så da jeg kom til diskoteksindgangen, fik jeg mange frække fløjt og anerkendende bemærkninger, som jeg udmærket forstod. Men ingen adgang. Årsag: Jeg var for udfordrende klædt! Det betydede dørmanden mig med overordentlig sigende håndbevægelser. Jeg kunne have snuppet en af de frække spaniolere som bød sig til foran diskodøren, men dels var jeg blevet sur over afvisningen, dels virkede ingen af skrighalsene i mit lystcenter.

Så jeg valgte at gå tilbage til den 2-stjernede hotelpension, smide tøjet og krybe i seng med min dildo. Pornoen var givet fri i Danmark nogle år før, og vi unge væltede os i sexhjælpemidler. Jeg havde endda en på den tid meget avanceret af slagsen: Den havde batterier og kunne give elektriske sitringer i skede, skov og klit. Dejligt, selv om jeg nu aldrig har været ude for et mandligt lem, der føles på samme måde. Og så havde jeg et problem. Den kørte på mine to sidste batterier! Hvad nu, hvis...? Men jeg nåede det. Da den begyndte at 'halte' i sitringerne, kom jeg i en orgasme, som var Barcelona værdig.

Jeg havde nået klimax, ikke mindst takket være mine frække fantasier om alle de Ibizapikke, min nedre mund skulle få lov at sluge. Så længe kom jeg dog ikke til at vente. Efter morgenmaden - en tør bolle og en stærk café solo - gik jeg ud i solskinnet for at se på byen. Noget af det første, der tiltrak min opmærksomhed, var Museo Maritimo - Søfartsmuseet. Det var lige mig, så jeg lagde 50 pesetas til billetmanden, trådte ind - og syntes at have museet for mig selv. Det viste sig at være spansk helligdag, så spanierne sov længe eller gik til morgenmesse, før de gik på museum.

Midt i museets gigantiske midterhal var håndværkerne i gang med at opføre en kopi i 1/1-størrelse af det fornemme 1500-talsskib, hvorfra den spanske admiral ledede og vandt over muslimtyrkerne i Slaget ved Lepanto i 1571. Kopien var en gave i anledning af 400-året året før fra en eller anden mæcén - som det kaldes, når en stor pengemand efter at have stjålet fra de fattige for at beholde det hele selv er blevet så trimlende rig, at han køber lidt aflad ved at skænke nogle af pengene til velgørende formål - som f.eks. til en kopi i fuld størrelse af admiralskibet fra Lepanto. Jeg klatrede op ad stiger og trapper for også at se skibet indvendig.

Hold kæft, hvor var det flot! Jeg sendte misundelige tanker til admiralens elskerinde, der havde nydt hans kongelige Herlighed, når denne lystede at rive sværdet af skeden og placere noget andet i den. For som sådan var han kendt - den spanske arveprins og admiral Don Juan de Austria, uægte søn af verdens mægtigste mand, kejser Karl den Femte. I Don Juans kølvand fandt man affyrede spermklatter, gravide maver og knuste kvindehjerter hos ulykkelige kvinder, der havde troet, at kongelige kønsdele var mere trofaste end jævne mandfolk med mindre slesk tale. -Segusta, señorita? [synes De om, hvad De ser, frøken?] lød pludselig en blid og indsmigrende stemme bag mig.

Jeg snurrede om på hælen - og dér lige foran mig stod admiralen i egen fornemme person, iklædt kort, kongeblå silkebluse, stor hat med påfuglefjer og lange hvide strømper, der i skridtet endte i et par frække, korte bukser med en påsyet læderpung til at rumme hans 'ædlere dele'. Kunne normalstørrelsen udfylde dén læderpung, måtte manden garanteret kunne flå læderlappen til side, når han blev ramt af begejstring. - Si, ...Su Altessa real [Ja,...Deres kongelige højhed], svarede jeg og nejede dybt. Det var godt, jeg havde læst Emma Gad og havde fået en god karakter i spansk til både studenter- og korrespondenteksamen. Den unge mand lo og sagde, at jeg ikke behøvede at tro på spøgelser.

Han var af kød og blod. Blot klædt som Don Juan, når han som kustode gik rundt og holdt øje med pilfingrede museumsgæster. - Og dem er der ikke mange af, før efter siestaen, fortsatte han. Jeg tror, De er museets eneste gæst. Vi er alene i hele museet. Så kom dét, jeg kunne forvente fra en viril, ung spanier, der pludselig står foran en lysblond, nordisk pige, som spanierne ikke uden grund anser for lettere at nedlægge end deres i hvert fald dengang kyske spanierinder, som ikke var til sinds at give køb på mødommen. - Det kunne vi to måske benytte os af. Jeg har adgang til admiralens kahyt under agterdækket! Den er meget flot indrettet.

Jeg heftede mig ved, at 'Don Juan' skød slåen i efter sig, da vi trådte ind i det ud over al måde fornemme lukaf. Guld på alle skibsvægge, fine lædermøbler i den håbløse 1500-tals stil, hvor kun ét møbel er behageligt at benytte: Himmelsengen. Den manglede heller ikke. Jeg vil ikke gøre mig spor bedre end jeg er. Jeg lod mig forføre. Endda villigt. Det var strengt taget det, jeg var kommet for. Admiraler fra 1500-tallet har sikkert ikke haft forstand på at klæde nordiske 1900-talspiger af. Men det havde 1970'ernes 'Don Juan'. På under ét minut var vi begge nøgne (man går let påklædt i Barcelona i august!).

Jeg fandt da for resten også ud af fidusen med 'de ædlere dele' i læderpungen. En knap åbnedes, og hele herligheden stod strunk og klar. På dækket klar til at tisse i høj bue. Under dæk parat til kamp mod undermagten: Villige, viltre, vådlystne Helen. Min 'Don Juan' var vel 20 år og i aldersklasse derfor lidt over de drenge, jeg allerede dengang var fascineret af. Men han var sydlænding, og disse Middelhavets kentaurer (menneskekrop med hingstebagkrop) har ligeså ringe forståelse for kvindens lyster og behov som skoledrenge. De har kun ét i begge hoveder: Til bunds i kussen, lynfarts-frem-og-tilbage, affyring af bollesprøjten... og derpå forfra og om igen og igen og igen!

Det var - og er - jo lige dét, jeg kan li'. Jeg er ikke til de lange forspil. Når jeg er på tur ad liderlighedens stier, vil jeg have pik, pik og atter pik. Og det fik jeg den helligdagsformiddag i Barcelona - og for resten også i dagene og nætterne efter! I Spanien var porno på den tid forbudt i tekst, film og billeder. Så 'Don Juan' (han hed for resten Pablo) var ikke nogen elegancens mester i fisseslikning, piksutning og fingerkæl. Jeg blev smidt om på ryggen, og så krøb han 'på såret', hamrede sin admiralstage i mig og kneppede løs som en kanin før frokost.

Så blev han bælgøjet og fyrede 'dyret' - som dog ikke mistede sin stivhed, men straks var klar igen og igen og igen. Dette besøg var ikke mit første i de varmblodede lande, og Pablo ikke min første spanske elsker, så jeg vidste, at de unge sydlændinge er hurtige - bange for at blive vippet af frydens venusbjerg, hvis en pige pludselig får moralske skrupler, eller hvis dydens vogtere stormer bedækningsrampen. Han havde en lang tynd pik (jeg er ellers mere til de korte, tykke) - og han oksede løs. Jeg fik den hamret i bund i hvert eneste stød. For fanden, hvor var det godt!!!!

Jeg vidste, at han kunne blive ved, så jeg havde slet ikke travlt med at nå klimax. Hvis man som pige ikke når toppen i første runde, så når man den i næste eller næste. Jeg nød ham bare. Nød hans vilde ridt og hans vilde væsen. Jeg havde intet fået i en uge. Narrepik ved diskoteket i aftes - og forud fem pikløse nætter alene med Seat 600 og dildodrengen. Men selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor selv en pige på 26 år ikke kan undertrykke sig selv og sin sexualitet mere. Jeg tror, jeg nåede det punkt, da 'admiralen' var ved at lægge op til 3. - eller var det 4.

- gang 'Fyr!' Jeg havde set masser af pornofilm, læst striber af pornobøger og studeret ivrigt masser af pornobilleder i lille Danmark. Plus - ikke at forglemme - trænet ivrigt i sexualsporten siden... var det ikke, da jeg var 12? Så jeg var helt klar over, at nu var det min tur til at tage têten. Lidt brutalt rev jeg ham af 'såret', væltede ham om i sengen, så han lå på ryggen... Et øjeblik frygtede jeg, at jeg var et par sekunder for sent på den, så han ville fyre kanonen af lige op i luften. Men det gik. Han holdt krudtet tørt. Han blev bare nogle øjeblikke helt vild i øjnene.

Lignede én, der kunne dræbe den, der havde fjernet hans Don Quijote-lanse fra den herlige vejrmølle. Det varede dog kun sekunder. Så sad jeg på mine knæ overskrævs på hans hofter og sænkede mig ned over admiralstaven. - Oooooooohhhhhh! Oooooohhhhhhh! kom det fra den nu til en Rosinante omskabte kentaurer. Han red ikke længere mig. Jeg red ham. Og brugte min viden fra mange års hippologi (hesteridning), hvor man i trav løfter sig langsomt i sadlen og falder hårdt ned på den igen. Hans pik var nu min saddelknap. Jeg kunne både bestemme både tempo og stedet i mig, hvor hans lem skulle ramme: Fortrinsvis min 'knop'.

Det gjorde jeg så eftertrykkeligt, at han endnu en gang skød sædkugler i mig - denne gang nedefra op op. Men jeg fortsatte mit ridt, og han holdt 'stand'. Spanskepikken stod som var den aldrig blevet tømt. Da orgasmen lidt efter igen nærmede sig for mig, opdagede den tidligere berider, at hurtigridt kan være godt i starten. Men når ringrideren vil hjemføre ringen, er det bedst at koncentrere sig om et eneste punkt. Dét punkt ramte vi samtidig - og Pablo lignede én troende, der havde set Herrens lys over marken ved Compostella. I de minutter, som fulgte, ventede vi begge på den nådige velsignelse. Og sandelig: De velsignede sprøjt gav himmelsk nydelse.

Nok holdt Pablo nogenlunde stivheden, men jeg havde brugt alle kræfterne. Faldt ned over hans smidige, solbrune krop - og nød, bare nød, disse salighedens øjeblikke. Et øjeblik glemte jeg, at jeg havde at gøre med én, der i de dele er begavet med skjulte kræfter. Hans stærke hænder forlod mine bryster, som de havde klamret sig til og æltet som en genstridig bolledej. Hans stærke arme greb mig og drejede mig om på maven. Jeg var ikke tungnem. Jeg skød popoen bagud og opad mod hans stadigstive lanse, og ind gled hans sværd i skeden - bagfra. Jeg må være født med et både overfølsomt og let findbart G-punkt. Pablo var ikke den første, som havde ramt det.

Men han var den første krummerpik med krumningen nedad, som havde været på besøg i min skede. Selvfølgelig havde jeg set den krumme pik, der rejste sig, før vi for lidt siden var sprunget på hinanden, og jeg havde bemærket, at nok pegede pikken mod nord, men krumningen nedad var mere udtalt, end noget jeg havde set. Det havde ikke gjort fryden større under det hidtidige samleje, men nu hvor Pablopikken gik i mig bagfra, følte jeg pludselig, hvor klog Vorherre har været ved at udstyre enkelte mænd med sådan én - til udvalgte kvinders dobbelte nydelse.

Ved indførelsen gled krummerikken indad med en let berøring af klitten og gned derefter på hele den væg, som sidder indvendigt helt op til bæltestedet bag den behårede trekant. Manden i billetlugen - hvis der stadig ikke var andre i det store hus - må have hørt mit frydeskrig. Tarzans advarselshyl i junglen ville have lydt som fjern brummen i sammenligning med mit gutturale vellystskrig! En så vidunderlig lystfølelse som Admiralmanøvren opad indersiden på min skedes forkant, havde jeg aldrig, a-l-d-r-i-g !!! oplevet i mit liv. Jeg har siden nydt adskillige nedad-krummerikker og hver gang oplevet de samme fornemmelser, når - vel at mærke - pikken indføres fra bagsiden.

Indføres den fra forsiden mærkes der - i hvert fald hos mig - ikke nogen forskel på den og en lige-ud'er eller en opad-krummerik. Jeg véd det ikke, men jeg kan forestille mig, at Slaget ved Lepanto mellem spaniere og tyrkere og efterfølgende admiral-samlejer i guldkahytten kan have fremkaldt udtrykket om at give kvinden 'hele den tyrkiske musik'. Den fik jeg i hvert fald. Hver gang Pablo trættedes - og det skete trods alt - sænkede jeg min øvre mund, tog krumme-nedad-pikken ind i fugtigvarmen og gav den al blow-job-tænkelig inspiration til igen at lade sig forlyste. Og så fik Helen nok en gang skridtprygl. - Coño! udbrød Pablo, da de vildeste bølger havde lagt sig.

Det ord betyder alt muligt på spansk. Grundlæggende betyder det 'kusse!', men det kan have alle tonefald fra 'modbydelige karl' over 'det var da ærgerligt' og til 'vidunderlige kælling'! Jeg er ret sikker på, at det var i den sidste betydning, at ordet kom fra Pablos mund. I hvert fald efterfulgtes ordet af en bøn om invitation til at lade ham - og ingen anden - forsøde mine 3 ventedage i Barcelona. Den invitation kom om ikke fra hjertet, så fra coño'en - så det var en udblokket, udkneppet, let skrævende Helen, som fredag aften kyssede Pablo varmt farvel og med megen forsigtighed besteg trapperne i Compañia Mediterañeas færge til Ibiza. Vi var fire i skibets billigste bundkahyt.

Det generede ikke mig. Jeg faldt om i køjen og sov, lige til min medpassagerer vækkede mig og sagde: - "Gnädige Frau! Wir sind in wenige Minuten in Ibiza!'