Der var et tidspunkt, da jeg opdagede, at det at blive ældre følges af, at kroppen bliver ringere og ringere. Denne konklusion nåede jeg for så vidt frem til allerede midt i 30'erne. Men så gik der yderligere en årrække, før jeg havde indset, at det betød, at jeg skulle gøre noget ved det. Hvad gør man så, når ens kalender er overtegnet? Jeg valgte, som tusinder af andre, at løbe. Nu har det i snart lang tid været sådan, at jeg løber en fast strækning på 7 kilometer tre gange om ugen. Hvis jeg skal være ærlig, så løber jeg helst i godt vejr, så i realiteten bliver det lige så tit kun to gange.

De sidste par uger har jeg ofte mødt den samme kvinde på "min" strækning. 'Mødt' er måske for meget sagt. Jeg har overhalet hende og nikket til hende; men før jeg har overhalet, har jeg altid lige løbet bag hende et stykke. Jeg må indrømme, at jeg simpelthen nød synet. Ikke, at der var så meget at se med de løse shorts og forvaskede T-shirt, hun løb i. Men hendes ben alene og hendes bevægelser var værd at kigge på. Hun var måske sidst i trediverne, det mørke hår samlet i en hestehale. Sådan var det også denne dag, hvor vejret var fremragende for årstiden, og hvor højtliggende skyer kun en sjælden gang skyggede for solen.

Den smukke dag blev ikke mindre smuk af, at jeg efter et sving kunne se hende forude og jeg langsomt kunne nærme mig hende bagfra. Som sædvanlig blev jeg lige lidt langsommere 15-20 meter bag hende og nød synet, før jeg accelererede igen og overhalede. Men denne dag mærkede jeg en hånd på min arm og hørte et anstrengt og forpustet "stands!", idet jeg passerede hende. Jeg fik standset og hun standsede med mig. "Kan du lide, hvad du ser?" spurgte hun. Jeg følte mig som en skoledreng, der lige er blevet taget i at stjæle bolsjer. "Øh ... hvad?" fik jeg fremstammet.

"I starten var jeg næsten skræmt over den prustende mand, der bare løb efter mig uden at komme nærmere herude i den mørke skov," forklarede hun, "men efterhånden vænnede jeg mig til, at det bare var dig, der skulle glo lidt. Kan du lide, hvad du ser?" "Øh ...," sagde jeg befippet, "jo, jeg synes bestemt de er værd at kigge på. Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne virke truende. Det må du undskylde." "Det gør ikke noget." Hun smilede. Hendes tænder var lige og hvide. Hun havde bittesmå rynker om de brune øjne, når hun smilede. "Jeg har også nydt at løbe efter dig. Desværre er du ret hurtig," fortsatte hun.

Der opstod et øjebliks akavet tavshed, hvor vi kiggede på hinanden. Skoven var fuld af lyde. Men selv om øjeblikket var akavet, nænnede ingen af os at bryde det med det samme. Det var hende, der tog sig sammen: En let berøring på min overarm, et nyt smil og et 'vi ses'. "Øh... ja ... vi ses," fik jeg frembragt. Ikke nogen klassisk god scorereplik. Vi begyndte at løbe igen - hver til sit. Tre dage efter løb jeg igen. Jeg var ikke kommet helt så langt som sidst, da jeg så hende et godt stykke fremme på et solbeskinnet, lige stykke skovvej. Denne dag sprang jeg kiggepausen over og løb direkte op til hende.

I dag havde hun taget tights på, der gik til midt på låret, bed jeg mærke i. "Hej," fik jeg fremprustet, da jeg nåede op på siden af hende. Med en berøring på min arm stoppede hun mig. "Du kiggede slet ikke," sagde hun. "Jeg har da set, du har taget tights på," indvendte jeg. "Kan du lide det?" ville hun vide. "Vil du gerne, at jeg lægger mærke til din røv?" spurgte jeg, måske lidt dristigt. Hun rødmede, men nikkede smilende. "Så synes jeg, det er underligt halvhjertet," konstaterede jeg. "Halvhjertet?" gentog hun uforstående, måske lidt skuffet. "Hvis du vil vise mig din røv, hvorfor viser du mig så bare et par bukser?" spurgte jeg. "Øh..."

fremstammede hun uden at finde på noget at svare. "Kom!" sagde jeg og tog blidt men bestemt om hendes ene håndled. Jeg "trak" hende med mig ind på en veksel indtil vi var tilpas afsides. Det var reelt ikke nødvendigt at trække, for hun fulgte bare mine bevægelser. "Hvis du vil vise mig din røv, så gør det nu!" sagde jeg. "Hvor er du streng!" sagde hun, men et genert og lystent smil spillede i hendes øjne. Hun tog fat i tightsenes linning og trak dem langsomt ned. Hendes hvide sloggitrusser fulgte med. "Helt af!" ønskede jeg stille. Hun sukkede, satte sig på hug og åbnede skoene. Hun tog dem og sokkerne af. Bukser og trusser fulgte.

Hun rejste sig genert og var lige ved at dække sit skridt med en hånd, men flyttede den. "Vend dig om! Hænderne om anklerne!" sagde jeg stille. Hun sank, men gjorde det. "Har du nogen, der venter dig hjemme?" spurgte jeg; det var gået op for mig, at jeg intet vidste om hende. "Nej," svarede hun stille. "Hvad er en pige, der skamløst viser sig for fremmede mænd, egentlig for én?" spurgte jeg. "Men sådan er jeg slet ikke!" protesterede hun. "Ikke?" spurgte jeg smilende. Efter et øjebliks betænkning begyndte hun at grine dernede. "Jo, sådan er jeg vist lige nu! Så skal jeg vist svare 'uartig'." Hun stod fortsat med hænderne om anklerne.

"Og hvad gør man med uartige piger?" spurgte jeg. "Undskyld. Hvad er det, du lægger op til?" spurgte hun usikkert, men jeg bemærkede, at hun ikke forandrede sin udsatte position. "Jeg har tænkt mig, at give din rumpe de smæk, du fortjener; og så vil jeg bolle dig mens jeg kigger på den lækre røv, du ville vise mig," svarede jeg sandfærdigt. "Det sidste lagde jeg ligesom op til. Det første ... ja, jeg har jo krydset nogle grænser allerede. Men du skal love at stoppe, når jeg beder om det. Jeg har ikke prøvet det før," bad hun. "Det lover jeg," sagde jeg. Hun nikkede bare. "Bange?" spurgte jeg. "Lidt," svarede hun, "og temmelig spændt." Så slog jeg.

Givetvis ikke så helhjertet, som det kunne være, men ikke uden kraft. Hun tog imod, klynkede lidt og lavede den pressede "ffff"-lyd, man laver, når man ikke må bande højt. Hun fik ti slag. "Skal du ikke sige tak?" spurgte jeg, halvt drillende, halvt alvorligt. "Tak for endefuld?" takkede hun forsigtigt. Med ordene "Selv tak" anbragte jeg min pik ved hendes skamlæber og begyndte forsigtigt at trænge ind i hende. Hendes våde fisse var en uventet stram fornemmelse. Og så tog jeg hende. Vi elskede ikke, jeg tog hende bare. Og alligevel - eller måske derfor - kom hun før mig. Det lød, som om hun hulkede. "Hvor vildt,"

bemærkede hun, da jeg havde trukket mig ud og hun havde rejst sig. "Tak skal du have!" Det sejlede ud af hendes fisse kunne jeg se. Hun rakte efter sine trusser, men jeg afbrød hende. "Lad dem ligge. De pynter ikke under dine tights. Og jeg vil nyde dig mest muligt, når jeg om lidt løber efter dig!" Hun smilede forlegen, forvirret, med trusserne i hænderne. "Hvorfor skulle jeg gøre det?" spurgte hun. Jeg smilede: "Det må du jo egentlig selv vide." "Det må jeg vel," mumlede hun for sig selv. Efter et øjeblik sænkede hun hænderne og åbnede dem, så hendes hvide trusser dalede ned på den fugtige skovbund. Hun tog sine tights på.

Det så nydeligt ud uden forstyrrende sømme. Løbeskoene fulgte. Vi begyndte at lunte ud i forårsvarmen. "Skal det her gentage sig?" spurgte hun. "Det kan du bestemme. Men i så fald bestemmer du ikke så meget andet." Hun nikkede tænksomt. "Og hvis," tilføjede jeg, "skal du ikke have den græslige T-shirt på, men en top, der står mål med tightsene!" Hun smilede; havde opfattet komplimenten. Ude på skovvejen løb jeg lidt efter hende, og siden løb vi ordløst side om side. Min tur stoppede ved parkeringspladsen. Hun skulle videre. Hun gav min arm et klem og sagde: "Nu må vi se!" Så vendte hun sig om og løb. Det slog mig pludseligt, at jeg ikke engang kendte hendes navn.

Så kunne jeg kun håbe. Fortsættes HER