OP MED DIG! OVENPÅ! Louises stemme er skarp og bydende. Jeg lusker op ad trappen til første sal, ind i gæsteværelset. Jeg ved hvad der skal ske... SPANSKRØRET. Men hvorfor gør jeg det frivilligt? Hvorfor protesterer jeg ikke? Det er rigtigt at jeg har dummet mig. Spanskrøret kommer altid, når jeg når jeg har lavet noget galt. I dette tilfælde havde jeg glemt at fylde benzin på bilen. Kun en venlig herre med en reserve 5 liter dunk reddede Louise fra at strande på en øde landevej. Nå! TØJET AF! Først nu begynder jeg at protestere og bede om nåde. "Nej. Du kan ikke. Du må ikke. Det var et uheld. Det skal ikke ske igen." Undskyldningerne flyder ud af mig som fra en 7 års dreng der er blevet grebet med hænderne nede i kagekassen. Jeg bliver mere og mere desperat efterhånden som det går op for mig hvad der skal ske. "FÅ SÅ DET TØJ AF... ELLERS..." Ellers bliver det værre, jeg ved det godt. Tøjet kommer af, stykke efter stykke. Slips, skjorte, undertrøje. Det er absurd, det her. Jeg er ikke i en teenage dreng, men en voksen mand i nærheden af de fyrre. I god fast stilling og nu gift i over 15 år. Jeg kan mærke hvordan jeg begynder at ryste, jeg sveder over hele kroppen. Jeg kan mærke noget. Jeg burde være gået på toilettet før jeg gik her op, nu hævner det sig! Der er kun strømper og underbukser tilbage. Resten ligger pænt lagt sammen eller er hængt på bøjle.

Så er der kun underbukserne tilbage. Boxershorts, jeg har for længst lært ikke at gå med noget der strammer over ballerne. DET GØR ONDT, hvis man har været i nærheden af Louise og hendes spanskrør!

Så sker det. De glider langsomt ned. Jeg kan mærke hvordan de er drivvåde og de lugter. Jeg ved hvorfor. De havner nede om anklerne. Jeg samler dem op og kikker ned i dem inden jeg lægger den på stolen. Det er som jeg havde frygtet. De er brune inden i! Jeg kender grunden!
Jeg er parat. Jeg synes altid at jeg har fået straf og klø.

----

Det startede som teenager. Jeg husker hvordan jeg ventede sammen med min lillebror på at far skulle komme. Erik var ikke modig, han græd og græd under ventetiden, medens jeg forsøgte at beherske mig. Endelig kom far... og spanskrøret... Far var fair nok. Udadtil forsvarede hans os så godt han kunne, selvom det var helt klart at vi havde været på gale veje. Men når vi så kom hjem. Så ventede den kontante afregning! Vi trak lod om hvem der skulle starte. Erik hylede som en stukket gris. Uafbrudt, uden nogen pauser. Jeg forsøgte at bide tænderne sammen, men det endte altid med gråd og bønner om "UNDSKYLD, UNDSKYLD. JEG SKAL ALDRIG GØRE DET IGEN."

Dagen efter kneb det med at sidde stille på skolebænken, men det var der få der lagde mærke til. Der var mange andre af mine kammerater der var i samme situation fra tid til anden.

---

Så var der en periode hvor alt var fred. Fra jeg havde forladt hjemmet og indtil jeg mødte Louise. Vi giftede os ret hurtigt og jeg husker første gang jeg kom alt for sent hjem og ikke var helt ædru. Jeg fik et chok. På sengen lå en ridepisk. Jeg forstod øjeblikkelig hvad den skulle bruges til og begyndte at løsne mit bælte op. Louise behøvede ikke sige noget. Det lå i luften. Det var som i fortiden. Selvom jeg bed i dynen væltede tårerne ud af mig medens jeg skreg og skreg.

Siden da har Louise styret mig, nu snart i 15 år. Jeg adlyder blindt selvom jeg ikke ved hvorfor. Jeg har aldrig tænkt på hvad alternativet kunne være.

---

"Nå, få de hænder væk." Nølende fjerner jeg hænderne fra skridtet. Jeg vænner mig aldrig til at stå nøgen foran et spanskrør. Pikken begynder langsomt at rejse sig, jeg ved at jeg ikke kan kontrollere den, om et øjeblik vil den stå helt stiv og hård, strittende vandret ud. Jeg kan se mig selv i spejlet. Jeg bryder mig ikke om min nøgne krop Jeg er ikke sportstrænet, bare almindelig, en lille smule overvægtig Min røv er ret stor og mine baller er holdt op med at være faste. DET ER DEM DET SKAL GÅ UD OVER NU. "LÆG DIG OVER SENGEN!" Jeg knæler ned, bøjer overkroppen ind over gæstesengen. "OP MED RØVEN... HØJERE OP!"

Huden strammer over ballerne. Jeg skæver ud gennem øjenkrogene, jeg kan lige ane spanskrøret.

Jeg er blevet straffet med mange forskellige redskaber. Først var det en ridepisk, men da den var slidt op gik Louise over til spanskrør af forskellig tykkelse og længde. En overgang var det en paddle af træ, flad på den ene side, nærmest som et boldtræ. Den gav ikke så mange striber, men det gjorde nederdrægtigt ondt når den ramte ballerne med et kæmpe KLASK så de for et kort øjeblik blev helt deformerede. Hvis hun er i godt humør er det hendes simple hårbørste. Det lyder ikke af meget, men den svier alligevel!

Hvis det er med hårbørsten behøver jeg ikke ligge over sengekanten Så er det en regulær endefuld, hvor jeg ligger skrigende over Louises knæ medens hun (mal)trakterer min arme røv!

“AUUUGH!... ågh, ågh!“ Jeg skriger, først et kæmpe brøl da spanskrøret rammer mig, så en jamren efterhånden som smerten bider sig fast. “AUUUGH... ågh... ågh!" Jeg prøver at holde igen. Et nyt slag. "La’ vær hold op. NEJ NEJ.” “TI STILLE, din hund... LIG STILLE! Louise venter til jeg er helt stille. SÅ KOMMER DET NÆSTE! "Du fortjener 50…og du får dem. Hvad ville der være sket hvis jeg var løbet tør 8 kilometer før Ganløse og der ikke havde været en rar mand? Du kan begynde at tælle. Vi starter ved fem." “SEKS... AUUGH... SYYYV! OTTE... EL'VE... AUUGH! NEJ“. Det er en blanding af tal og skrig der vælter ud af mig, medens jeg bider i sengetæppet. “Toogtyve... treogtyve. Hold op Jeg skal aldrig glemme det mere. Syv og tyve Stop det. Hører du?” Smerten har efterhånden stabiliseret sig. Jeg kan høre suset af spanskrøret og jeg ved at nu rammer det mig med en bestemt styrke. Automatisk tæller jeg videre. “HØJERE” siger Louise. 50 slag er mange, jeg kan mærke at min røv er ved at blive følelsesløs, det er nok fordi der ikke er mere hud tilbage. TREOGFYRRE... ÅÅGH! FIREOGFYRRE... PYYH! SYVOGFYRRE. HALVTREDS! Endelig Hurra! Jeg er fri!

“Nu kan du ligge en halv time og føle hvad der sker når du glemmer at tænke dig om,” annoncerer Louise. “Når du så er færdig er der mad nedenunder. Du trænger sikkert både til noget at spise og at drikke”

----

Jeg ligger tværs over sengen. Jeg kan ikke andet. Hver gang jeg rører mig går der et jag af smerte igennem hele kroppen. Jeg følte med hænderne på ballerne. Bare berøringen gjorde vanvittig ondt og da jeg så på håndfladerne bagefter var de fulde af blod. Hun har flået huden af min røv!

Auuugh! Det gør stadig ondt. Hvorfor har jeg fået så mange tæsk? Det er naturligvis fordi jeg har lavet noget galt. Det ved jeg godt. Men andre mænd får ikke klø, ikke så mange. Hvorfor er det altid mig? Er det noget der ligger i mig? At jeg har ægtet en kvinde, der opdrager mig hårdt, men som jeg alligevel elsker højt. Har jeg trukket en nitte (eller et spanskrør)? Stammer det fra min barndom og min far? Jeg ved det ikke og jeg tør ikke lave om på det. Jeg ved bare at sådan er det og sådan vil det blive ved med at være. Det er jeg sikker på.

Jeg vil blive ved med at få tæsk og min røv vil altid være øm.

Ååågh! Nej... nej. Det gør stadig ondt, men jeg må se at komme op og stå. Komme ind på badeværelset og finde en kold telefonbruser til min ende og så se at få noget tøj på.

Noget der ikke strammer. Inden jeg går ned og får mad.