Denne historie går år tilbage. Til tiden lige efter anden verdenskrig. Store dele af Europa var i ruiner og forarmet, selv sejrherren England var udsultet og forarmet. Det havde sejret, men prisen havde været umådelig høj både i menneskeliv og i værdier. Det Britiske Imperium var ved dø, men ikke alle havde opfattet det. Jeg fik historien fortalt på et langt senere tidspunkt, nemlig da jeg besøgte onkel Poul og moster Karen. Jeg var forholdsvis nybagt ingeniør. Jeg havde været heldig, var blevet ansat i et velrenommeret firma, der nu sendte mig til Manchester for at inspicere noget materiel. Det var min første selvstændige mission udenlands.

Jeg havde aldrig været i England før og følte både ansvaret og især min chefs øjne hvile tungt på mine skuldre. Derfor søgte jeg fred og hvile ved en påskeferie hos onkel Poul og moster Karen. De var barnløse og havde altid taget sig meget af mig, især efter at begge mine forældre døde. Onkel var ingeniør, ligesom jeg, og havde rejst verden rundt. Han var endt som koncerndirektør i et af vores største entreprenør firmaer, inden han for over 10 år siden lod sig pensionere. Så havde han trukket sig tilbage til en nedlagt skovfoged bolig i en jysk plantage. Der kunne han dyrke sin altovervældende lidenskab, fugle.

Der var ikke den fugl, han ikke havde haft i kikkerten, og der forelå adskillige artikler i anerkendte tidsskrifter fra hans hånd. Der sad vi så i herreværelset efter en god middag: haresteg. Haren skudt af onkel Poul og tilberedt af moster Karen, skyllet ned med en god årgangs bourgogne. Ild i pejsen medens vi nød kaffen med ”avec” (en god femstjernet cognac). Fra onkels pibe bredte sig en herlig duft af Burley tobak. (Ak ja, det var før vi skulle leve sundt, men skønt var det). På væggen hang hans haglbøsse og den gamle Mauser riffel med kikkertsigtet samt han elskede Zeiss kikkert. Det var før, vi fik en bizar våbenlov.

Hans ven baronen, ejeren af plantagen, tillod ham et skyde et par harer og et halvt dusin fugle om året, og var desuden så venlig at invitere ham til den årlige bukkejagt. Onkel var, sine 78 år til trods, stadig en fremragende skytte. Jeg begyndte at lette mit hjerte for ham. - Rolig min dreng. Vi har alle været igennem det den første gang. At du får hjertebanken er kun tegn på, at du tager dit job alvorligt. Selv rystede jeg første gang, jeg skulle til England. Jeg skal gerne fortælle dig historien. Moster Karen forsvandt og kom tilbage med en bakke med to glas, en skål med is og en danskvand. Onkel gik hen til et skab.

- Bourbon eller 12 år gammel Strait Malt? - Bourbon.. med vand tak. – Ja, jeg tænkte det nok. Dine forældre gav dig en ringe opdragelse. Jeg derimod… Han skænkede sin Malt on the rocks. - Jeg trækker mig tilbage og læser, sagde moster Karen. Og så begyndte onkel sin fortælling… Året var 1947. Europa slikkede sine sår, da jeg for første gang skulle udenlands i mit arbejde. Ligesom du var jeg næsten grøn. Jeg var ansat i det rådgivende firma Jensen og Winther. Vi havde fået overdraget en opgave fra det store engelske R&W Rodgers Ltd. Det var mig, der havde lavet detailprojekteringen. Det var min baby. Jeg havde arbejdet med den i månedsvis. Jeg kendte hver en krog.

Ærekær var jeg, og jeg viste godt, at det kunne være et springbræt for mig personligt. Nu skulle det forhandles med R&W Rodgers. Min chef var overingeniør Hansen, en glimrende læremester. Han kom til mig og sagde: - Vi er tre, der skal til London. Den administrerende, undertegnede … og De (Det var i de tider hvor man sagde De, ak ja). De er den, der kender sagen ud og ind. De skal hjælpe den administrerende, når han kommer på glatis. Jeg blev beæret ... og rædselsslagen. Her var chancen for de helt store dumheder. Hansen så faderligt på mig og sagde: - Jeg ved godt, at De har arbejdet hårdt og haft en masse overarbejde.

Tag af sted om onsdagen, op til fuglereservatet ved Littleclair med Deres kikkert, slap af og så mødes vi i London den følgende mandag. Firmaet betaler. Det var årsagen til, at jeg onsdag checkede ind på ”Den gyldne Fasan”, kro og pub. Den tilhørte som alt andet den 7. jarl af Littleclair, Lord Hepelblack, hvis to store interesser syntes at være hans fuglereservat og fåreavl. Førstnævnte var berømt for bl.a. den toppede blishøne og den gulprikkede sneppe. Sidstnævnte var en guldgrubbe for His Lordship, der havde fremavlet en fårerace, hvis uld var lige efterspurgt blandt kvinder som modeskabere. Jeg var lykkelig og strejfede rundt med min Zeiss, en studentergave fra min far. Torsdag aften begyndte der at komme flere gæster.

Jeg spurgte værten hvorfor. - Det er deltagerne i de to rævejagter, der afholdes fredag og lørdag, og som slutter med det årlige ”Hunting Ball” på slottet for deltagerne med fruer og for andre indbudte. Fred være med den engelske overklasse, det er ikke mig. Jeg begav mig på en sidste tur lørdag formiddag, ned af en vej der havde fuglereservatet på den ene side og på den anden en kæmpe indhegnet mark, hvor de berømte får græssede, vel en 200-300 stk. Stilheden blev afbrudt af en hest i galop. Den strøg ned af marken, så fårene for forskrækket til side. Rytteren var en ung pige 18-20 år iført jagtkostume og med langt rødt hår, der strittede ud under hjelmen.

Hun havde fart på, men vurderede, at hun ikke kunne springe over hegnet. I stedet bøjede hun sig ned og åbnede ledet. Så galopperede hun videre -UDEN AT LUKKE EFTER SIG. - Du glemte at lukke, råbte jeg. - Fuck you, var svaret ledsaget af en finger, der understregede, hvad hun mente. Og væk var hun. Jeg gik tilbage og lukkede, men 60-70 får var allerede sluppet ud og på vej ind i reservatet. Heldigvis kom der en Land Rover trillende, ført af en ung mand. Jeg standsede han og forklarede ham, hvad der var sket. - Åh nej. Onkel får en prop. Det var før mobiltelefonen, men Land Roveren var udstyret med en radio. Han sagde noget i mikrofonen.

Så vendte han sig mod mig igen. – Det gælder om at få standset dem, inden de når mosen. Kommer de først der, sidder de fast og drukner. Vent til jeg får fat i den idiot, jeg flår ham i småstykker og bruger ham som fuglefoder. Radioen begyndte at skratte. – Åh Gud ske lov! Jeg har fået fat i 4 mand og 8 hunde. De er begyndt at drive dem tilbage. Først nu præsenterede han sig. – John Rodgers. Jeg bestyrer min onkels fårefarm. Min onkel er Lord Hepelblack, ham der oppe. Han pegede i retning af Littleclair Castle. Hvad bringer Dem hertil? Fuglene? Han så på min kikkert. - Delvis svarede jeg og præsenterede mig.

Til og med søndag, men på mandag har jeg et møde i London med et firma, der hedder R&W Rogers. Han grinede. – Så vil De træffe min far Sir Eric Rogers, han er administrerende direktør for R&W Rogers Ltd. I øvrigt er onkel bestyrelsesformand. Hør. De har gjort mig en stor tjeneste med fårene. Må jeg ikke invitere Dem til bal i aften, så kan de træffe dem begge. Jamen jeg så op og ned ad mig. - De tænker på ”dress code”. Det problem er set før. Gå De bare tilbage til Den gyldne Fasan. Værtinden Mrs. Jane er tidligere teaterskrædder, hun har før forvandlet fremmede til engelske gentlemen. Hvem var i øvrigt ham det ikke lukkede leddet.

Jeg vil flå ham. - Det var ikke en ”ham” men en ”hende”. Jeg beskrev den unge dame. - Min kusine Alice. En tomhjernet gås, men smuk. Kusine eller ej, hun skal komme til at betale, også for sine uforskammetheder over for Dem. Han forsvandt i en støvsky. Jeg vendte om og gik tilbage mod ”Fasanen”. Det var selvfølgelig meget smart at træffe sin modpart, før det egentlig gik løs. Vejen drejede brat og lige bagved var der et t-kryds. Der holdt Land Roveren … og miss Alice med hest. Jeg ville ikke rodes ind i mere, så jeg dukkede mig bag et hegn. - Nej, nej du må ikke. Det er mit første Hunting Ball...

Onkel smider mig hjem, og jeg får aldrig lov at komme igen, PLEASE John, du må ikke sige noget. Gør noget andet, I AM SORRY! - Godt, du skal blive endnu mere ked af det. John var ubøjelig. – Tag dine ridebukser af og bøj dig over Land Roverens forskærm. - NEJ, det kan du ikke. Ikke med min egen ridepisk! - Vel kan jeg så, det bliver ”six of the best”. Få dem så af. Eller vil du hellere til onkel? Bukserne kom af. Indenunder var det et par tykke uldne underbukser. – - - Af med dem. Kun iført et par diminutive trusser måtte den arme pige læne sig over skærmen.

John hev hendes skjorte helt op til skulderen. RICH sagde det, da trusserne forsvandt. - Så begynder vi. Altså 6 gode, hvis du ikke ligger stille, tæller slagene ikke. Stræk armene frem. Op med røven! Hun lagde sig over forskærmen. Hele kroppen rystede. Instinktmæssigt greb jeg min kikkert. Den afslørede et par helt hvide ungpige baller, der ventede på en pisk. AUUUUGH!!! Et kæmpe hyl. Et smæld, da pisken ramte det bare kød og lavede en rød stribe. Uvilkårligt rakte hun hænderne bagud for at beskytte sig mod det næste slag. - Gælder ikke. Hold de hænder strakte! Nu skal jeg hjælpe dig. Han fandt en kort tyk pind. - Gab, sagde han og proppede den i munden på hende.

Nu har du fået bidsel ligesom din hest. Stræk de arme. - Oooooh. Det næste skrig var mere dæmpet, men dog særdeles hørbart. En ny stribe. - Det var nummer et. De følgende 5 gange var lige så smertefulde. Alice hylede, medens hun bed i sit bidsel og sagde uforståelige ord. - EEEEJJJ! AOOOOV… ÅÅÅÅGH. John var dygtig med ridepisken. I alt 7 striber der alle dækkede begge kusine Alice baller. - Rejs dig. Alice lod sig ikke sige det to gange. Hun rejste sig og begyndte at massere den gloende røv. - Tro ikke, at du er færdig. Du har fornærmet en af fars og onkels udenlandske forretningsforbindelser groft.

Du vil møde ham i aften, og han vil give dig den straf, du fortjener. Glæd dig! Land Roveren forsvandt. Alice begyndte at gå op mod slottet. Hun gik forsigtigt og trak hesten efter sig. ------------------------- Knap var jeg kommet hjem til pubben, før værten kom farende. - Der er et brev fra slottet, og jeg tror, at min kone gerne vil se Dem. Brevet var fra Lord Hepelback, der udbad sig min nærværelse til middag og bal i aften kl 20. Jane var en effektiv dame. Hun hersede med synål og målebånd, og fire timer senere dukkede en nypresset smoking op med alt fra skjorte til butterfly og sorte sokker. Kun skoene måtte jeg selv lægge til.

- Der kommer en bil fra slottet og henter Dem og andre gæster, oplyste hun. ------------------------- Littleclair Castle var festligt oplyst. His Lordship tog venligt imod mig og jeg hilste på hans søn, Sir Eric Rodgers, som om nogle dage skulle være min modpart. John Rodgers kom hen til mig og gav mig en kuvert. – Den skal du give til kusine Alice, og hun vil være din hele aftenen. Der var vel 60-70 gæster. Damerne i stort skrud, mændene fordelt ligeligt på uniform, kjole og hvidt (de ældre) og smoking (de yngre). Middagen var ved små borde. John havde fået mig placeret mellem aunt Cecilie, der havde været i Danmark som ung pige før krigen og onkel George, fhv.

wingcomander R.A.F., der i 1943 havde måtte springe ud i faldskærm over Møn efter at have blevet skudt ned, men som var blevet reddet af modstandsfolk og senere sendt til Sverige, hvilket han var meget taknemlig for. Jeg bemærkede kusine Alice ved et andet bord, sammen med jævnaldrende unge. Efter middagen var der kaffe, og man begyndte at drive rundt mellem bordene. Jeg drev ”tilfældigt” hen til Alice. Hun var virkelig en flot pige. Ung velskabt og iført en stropløs kjole, der fremhævede de små bryster. Hun blegnede da hun så mig! - Jeg har et brev til dig fra John, sagde jeg og gav hende kuverten. Hun læste brevet og begyndte at ryste. - Nej, De må ikke.

Jeg har fået så mange pisk med min egen ridepisk, at jeg knap kan sidde ned. Det gør så ondt hver gang. De må ikke slå mig igen. Har De læst brevet? Hun rakte mig det. Der stod bl.a. ”Du har at adlyde hele aftenen og at modtage den straf Mr. Sten finder passende. Jeg håber han vælger en solid endefuld. Du fortjener det for din næsvished … Alternativet er en samtale med onkel.” - Lad mig slippe. Jeg skal nok adlyde. Jeg skal være artig. Jeg vil ikke have flere klø. Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder. Musikken begyndte, og jeg så mig om efter aunt Cecilie for den første dans.

- Nu kan du jo tænke dig om. Onkel eller endefuld. Tør dine øjne, endefulden kommer først, når ballet er forbi, så mor dig, medens tid er. Vi ses senere. Jeg fik danset med adskillige, inden Sir Eric trak mig til side Han var uhyre elskværdig, men det var helt oplagt, at han var på fisketur for at finde ud af, hvad vi ville sige næste uge. Aftenens vært ville også tale med mig i et roligt hjørne. Han var overvældende taknemlig over, at jeg havde reddet hans kostbare elskede får og spurgte, om jeg havde set, hvem det havde åbnet leddet. Jeg svarede, at det var gået så hurtigt, at jeg ikke havde set gerningsmanden nøjere.

Da samtalen kom til fugle, kom vi rigtigt på bølgelængde. Hvis det ikke havde været for hans værtsforpligtigelser, kunne vi have talt den hele nat om den gulprikkede sneppe. Senere inklinerede jeg for miss Alice. - Nå, har du bestemt dig? – Jeg skal nok tage min straf, hviskede hun. Jeg ved godt, at jeg fortjener den. Hun rystede og klyngede sig til mig. Der var ikke meget tilbage af den frække rødhårede pige til hest. - Jeg vil møde dig, når de andre gæster tager hjem. Jeg skal nok holde mit ord. - Du ser ud til at trænge til en drink. Lad os gå op til baren. Hun prøvede at smile. En tapper pige.

Typisk engelsk, der var parat til at stå ved sine gerninger, selvom hun var klar over, at det ville komme til at gøre ondt … meget ondt! Og køn var hun. Efter drinken livede hun op, og vi havde endnu en dans, inden en ung mand bortførte hende. Ballet sluttede klokken et, og gæsterne forberedte sig på at tage hjem. Nogle af dem boede på Fasanen og en halv snes stykker på selve slottet. En ung ”footman” dukkede op. - Miss Alice venter Dem i biblioteket, sagde han. Han førte mig ind i biblioteket, og der stod Alice. Hun var bleg, men lige så køn som tidligere. Endnu varm efter den sidste dans. Allerhøjest 19 år gammel.

- Lad mig slippe. Det har gjort så ondt hele aftenen Jeg kan næsten ikke sidde ned. Hun begyndte at græde igen, men da hun så, at tårer ikke hjalp, trykkede hun på en knap, og en sektion af den indbyggede reol svingede ud som en dør. Bagved var der en vindeltrappe. Hun fiskede en lommelygte frem, døren lukkede efter sig igen, og vi steg 2 etager op af vindeltrappen for at ende ved en ny dør, der viste sig at være bagsiden af et linnedskab. Via det kom vi ud på en gang og ind på hendes værelse. Hun stod helt stille.

Så førte hun med en elegant bevægelse den ene hånd om på ryggen og trak en lynlås ned. Kjolen dalede ned om hendes fødder, og hun sparkede den væk. Indenunder var der en chemise med strømpebånd der havde fat i et par tynde silkestrømper. Allerinderst sad de mindste silketrusser, jeg havde set, forsynede med blonder. - Et øjeblik, sagde hun og gik hen til en kommode for at tage nogle lommetørklæder frem. To af dem proppede hun i munden, og så stod hun der, som ville hun sige, lad os så få det overstået. Jeg satte mig på sengen og lagde hende over mine knæ. Så trak jeg trusserne af...

Jeg hørte, hvordan det gav et gisp i hende, da jeg lod hånden glide ned over ballerne. De var stadig hvide, men med gåsehud. John havde gjort sit arbejde grundigt. Over det faste kød lå 7 striber næsten parallelt. De var ikke røde mere men blå og hævede. ”Six of the best” + en mislykket. Striber eller ikke, hun fortjente en endefuld. Og jeg startede! - EEEGGGHHH! AUUUUUV… OOOOOWH. Hun skreg, medens hun samtidig bed i lommetørklæderne. - NO… NO AUW PLEASE… PLEASE SIR! Hele hendes krop vred sig, medens hun sparkede vildt, så skoene faldt af ... Intet hjalp. Jeg var fast besluttet på, at hun skulle mindst have 25 slag. – Spred benene helt. - AUUUUGH EEEEH.

Hun skreg stadig, men på en anden måde. Hun var holdt op med at sparke, men rystede over det hele. Hun var drivende våd. KLASK KLASK Jeg fortsatte udover de 25. Over mine knæ lå to huller, begge åbne og fugtige. Da jeg var færdig, rejste hun sig. Nu var ballerne ikke hvide, men dybt røde, og ovenpå striberne lå mine fingeraftryk. Hun stod stille og rystede som en våd hund, medens hun græd stille. Ikke højt, men hele tiden. Hun slog armene om min hals, medens hun hviskede. - Undskyld ... undskyld, jeg fortjente det. Vil De ikke godt blive hos mig. Jeg skal nok være artig. Der er intet som at give efter for en god fristelse.

Resten af hendes tøj forsvandt som dug for solen og så begyndte hun at klæde mig af. Jeg ved ikke, hvad englænderne mener med ”jeg skal nok være artig!” I alle tilfælde fik jeg min opfattelse revideret. Men dejligt var det! Hun gjorde præcis, hvad jeg ville, medens hun klamrede sig til mig. Meget tidligt om morgenen vendte vi tilbage til virkeligheden iført en anstændig påklædning. Alice trykkede på en knap, og et øjeblik efter viste den unge footman sig. - Kør den herre tilbage til ”Den gyldne Fasan”, Peter. Her er nøglen til bilen. - Yes miss Alice.

Han fortrak ikke en mine, men førte mig ned til parkeringspladsen, hvor vi fandt en lille Morris 8, som han kørte mig hjem i. Da han afleverede mig, sagde han med helt neutral stemme: – I hope you enjoyed Littleclair Castle, Sir! Impertinente knægt. Han fortjente en endefuld, han havde en pragtfuld stram røv i et tætsiddende livré, og jeg var lige i humør til det… men nej. ------------------------- Næste dag stod i opbruddets tegn. Jeg afleverede mine lånte fjer til mrs. Jane og begyndte at pakke kuffert. Jeg skulle nå toget om eftermiddagen til London. Det var på det tidspunkt, at jeg opdagede, at min overfrakke stadig befandt sig på Littleclair Castle.

Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle få fat i den, da det bankede svagt på døren og jeg svarede med et ”Come in”. Ind kom Alice med min overfrakke. Hun var iført en bluse og en vid nederdel, der ikke berørte hendes po-po. - Hvordan har du det? – Rædselsfuldt, svarede hun. Jeg har ikke lukket et øje. Du slog virkeligt hårdt… og længe. Men jeg havde fortjent det, tilføjede hun efter en pause. - Vil du se? Uopfordret krængede hun nederdelen af. Hun havde intet under den. Enden var stadig højrød, og striberne var der endnu. Jeg lod hånden glide ned over den hvilket resulterede i et: ÅÅÅGH OOOW. Please no!

Jeg hængte skiltet med ”Do not disturb” uden på døren. - Stil dig ud på gulvet og klæd dig helt af. Hendes ansigt rødmede mere end hendes baller, medens hun bøjede hovedet og knappede blusen op. Der var intet under den. Kun to små faste bryster med to hårde nipler, der strittede ud. - Se på mig og tag sko og strømper af. Tårerne trillede ned ad hende som hun stod der kun iført et smalt strømpebånd med små blonder. Jeg kunne se, at hun var våd mellem benene. - Læg dig på sengen. Hun bøjede igen hovedet: – Jeg skal nok være artig. Jeg har været ulydig, jeg ved det godt. Hun vidste, hvad der ventede hende.

Uden et ord trak hun mine bukser af og kyssede min stive pik, inden hun lagde sig på maven på min seng. Atter demonstrerede hun, hvad hun mente med: ”Jeg skal nok være artig.” Hun var både artig og villig! Vi havde det dejligt, og bagefter spiste vi frokost sammen. Til slut kørte hun mig til stationen. Jeg bemærkede, at der var hele tre puder på førersædet. Jeg hørte ikke mere fra hende, senere så jeg et eksemplar af society bladet Tatler. På side 32 stod, at forlovelse var indgået mellem miss Alice Johnson, datter af direktør H.C Johnson og frue og Captain J. W. H. Strong, søn af Generalmajor K.H. Strong D.S.O. Military Cross mm.

Det unge par ville gifte sig til efteråret, hvorefter de ville rejse til Canada, hvor ægtemanden skulle gøre tjeneste. ------------------------- - Det var det, sagde onkel og rodede op i kaminens gløder. Vi må hellere se at komme til køjs ellers får vi ballade med moster Karen. Men tro mig min dreng. England er stadig noget for sig selv, og du skal nok finde dig tilrette. Glæder du dig til nye noveller af samme forfatter - så tilmeld dig s nyhedsbrev, hvis du ikke allerede får det, så bliver du informeret straks der er nye noveller på websiden.