Serie: Frække fortællinger af fædrelandets historie Fra svenskerkrigens tid del 4 Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER Resume: Hun lokker oplysninger ud af Svensken, altså ham hun lader bruge sige seksuelt, nu er slaget forestående, men så sker der noget ganske uventet - læs det sidste afsnit af Katrine Benthagens spændende serie En uge fik hun fred. Så måtte hun igen op til Leijonskjöld. Hun rystede af rædsel, da hun trådte ind i kammeret, men til hendes lettelse var han alene. Hun kunne mærke, hvordan hadet glødede i hendes krop. Hvordan kunne han få sig selv til at lade dem voldtage hende på den måde? Han var et svin.

Hun kæmpede for ikke at lade ham mærke den bølge af afsky, der rullede gennem hendes krop. ”Læg du bare særken.” Hun klædte sig af og mærkede, hvordan angsten, afskyen og vreden kæmpede om førsteretten til hendes krop. Hans hånd gled nedover hendes balder og hun krympede sig indvendigt. ”Hvad venter du på? Læg dig henover sengen og spred dine balder, så jeg kan komme til.” Hun bed tænderne sammen, lænede sig indover sengen, lagde sine hænder på balderne og spredte dem. Hun bed i sengetæppet for ikke at græde af skræk, men til sin forbløffelse mærkede hun, hans fingre smører hende med fedt.

Han varmede hende langsomt op og hun følte kun et ganske let ubehag da hans lem trængte ind i hende. Han stødte ivrigt til, men var dog nådig nok til ikke at tvinge hendes krop til orgasme. Han trak sig ud af hende og gav hendes balder et klask. ”Trist at skulle forlade en tøs man lige har fået redet godt til, men i morgen går turen mod København. Hvem ved. Måske kommer jeg tilbage hertil, når vi har taget byen.” Han lo ondt og Anna stivnede. Så var det altså nu og hun havde stadig ikke fundet en måde, hvor på hun kunne komme i kontakt med Svend Poulsen.

Hun undskyldte sig med, at hun skulle ud på hemmeligheden og styrtede ud af kammeret. Ude på gangen standsede hun og tænkte som en gal på, hvem der måske kunne bringe hendes besked videre. Hun gennemgik gårdens folk i tankerne, men nej ingen af dem havde nogensinde nævnt, at de havde den mindste smule forbindelse med nogen, der bare kendte en af snaphanerne. Anna vred fortvivlet sine hænder. Der lå noget og lurede i hendes baghoved, men ikke om hun kunne komme på det. Så slog det hende. Mette! Mettes trolovede var stukket til skovs, men kunne Mette forstå, hvad det drejede sig om og ville det berøve hende den sidste smule forstand, hvis hun igen skulle frygte for svenskerne?

Mette var jo tryg her på gården, hvor folk passede på hende. På den anden side set, var der vel næppe nogen, der ville forbinde Mette Ravn med Hr. Ebbes smukke datter. Anna løb ned ad trapperne og ned i køkkenet, hvor hun fandt Mette i gang med at skure gryderne med sand. Mette så op på Anna og slap, hvad hun havde i hænderne. Den lille grå kvinde rakte hånden ud og med et udtryk af uendelig sorg i øjnene, strøg hun blidt over Annas kind. ”Det går over.” Hun hviskede blidt og trak Anna med sig over i et mørkt hjørne af køkkenet.

Anna fulgte forvirret med, mens hun overvejede, hvordan hun skulle få Mette til at forstå, hvad det var hun ville have hende til. ”Mette.” Anna tav hjælpeløst og mærkede, hvordan hendes mave trak sig sammen til en stor knude. Mette så opmærksomt på hende. ”Mette. De tager herfra mod København i morgen.” Anna så opmærksomt på Mettes grå ansigt og fangede derfor det korte glimt af had, der gled over det. ”Jeg ville ønske, der var en anden mulighed, men gøngerne må have besked. Københavns forsvarer må have at vide, at de stormer en af de nærmeste dage.” Mette nikkede beslutsomt og samlede sjalet om sig. ”Forstår du?” Anna talte blidt, som om det var et barn hun talte til.

Mette så på hende med et vredt udtryk i øjnene. ”Ja selvfølgelig forstår jeg. Svend Gønge skal have besked og det sørger jeg for, at han får nu, hvis du ellers er færdig med at snakke. Ved du mere?” Anna stirrede chokeret på Mette. Det var en helt anden kvinde, der stod foran hende nu. Væk var den nervøse virren med hovedet og de sørgende ansigtstræk. ”Nej jeg ved ikke mere, men skynd dig.” Mette gik hurtigt ud af køkkenet og forsvandt. Det blev et langsomt og ondt døgn for Anna, mens hun ventede på, at Mette skulle komme tilbage. Hun forstod ikke helt den forvandling, der var sket med Mette.

Havde hun gået og spillet komedie hele tiden her i køkkenet? Næste dag ved middagstid dukkede Mette op igen som om intet var hændt. Der var travlt i køkkenet og på nær en kort besked om, at alt var i orden, kunne Anna ikke komme til at snakke med hende. Svenskerne var draget af gårde om formiddagen og Anna kunne ånde lettet op, da hun så Leijonskjöld ride af sted. Aldrig mere skulle nogen få lov til at behandle hende på den måde. Lettelsen var dog blandet med frygten for at have fejlet, indtil Mette vendte tilbage, så kunne Anna hengive sig til søde drømme om et godt giftermål.

De var ved at få styr på, hvad herregården stadig havde af forråd efter at svenskerne så rigeligt havde forsynet sig med rejsekost og hendes tanker var beskæftiget med at tælle op og regne ud. Hun var langsomt ved at tage styringen i køkkenet, da hun trods alt havde lært fra barnsben, hvad der skulle til for at styre en så stor husholdning. Hun havde egentlig ikke gjort noget for at tilrane sig styret, men hun gik uden tøvende forrest i arbejdet og langsomt var de andre kvinder begyndt at spørge hende til råds. Tre dage tog det dem at få sat skik på køkken og forråd.

Det ville blive travle uger før der igen var styr på tingene og noget måtte vel endda købes ind, men Anna sad glad og gjorde de sidste lister færdige. Hun ville præsentere dem for Fruen, så de kunne gå i gang. Det var ikke fordi Fruen på nogen måde var interesseret, men Anna håbede at kunne få hende overbevist, ved at vise hende, hvor meget der ville kunne spares på sigt. Anna nåede dog aldrig at tale med Fruen om indkøb og lister. Hun var ikke mere end kommet ind i stuen, før en flok heste dundrede ind i gården og en ny deling svenskere ankom til Valkenborg. Anna stirrede ud af vinduet. Var København allerede faldet?

Var hendes advarsel kommet for sent? Denne deling så nu ikke så kæk ud som den der var taget af sted. Anna kunne ikke se Leijonskjölds store korpus i blandt dem og åndede ubevidst lettet op. Så lød der hurtige trin på gangen og en ung svensker brasede ind. ”Vi blev angrebet af de satans snaphaner to mil herfra og vor officer er såret.” Fruen satte Anna i gang med at få gjort Leijonskjölds gamle kvarter klar til den nye officer og tilføjede at Anna kunne tage sig af ham. Anna gøs.

Hun havde sørget for, at der var blevet muget grundigt ud, da det forrige hold svenskere var draget af sted og hun havde frækt beholdt kammeret for sig selv. Nu ville hun altså igen skulle stå til rådighed for en svensk officer. Hendes mave trak sig sammen, mens hun fik sendt bud efter vand og linned, så hans sår kunne blive vaskede og forbundet. De næsten bar ham ind i kammeret og Anna fik travlt med vand og klude. Han havde fået et grimt sår i tindingen og var kun halvt ved bevidsthed. Han var ung. Næsten utroligt ung, når man tænkte på, at han var officer.

De to soldater, der havde slæbt ham ind, veg ikke fra hans side og fulgte opmærksomt med, da hun ordnede hans sår. ”Pas på ham Frøken. Han er den bedste officer i hele kongens hær.” Hun nikkede. Jo hun forstod godt truslen bag de ord, selvom de ikke var sagt truende men nærmere bønfaldende. Hun fik sendt bud til køkkenet efter svagt øl og varm suppe. Han ville få brug for noget at drikke, når han engang vågnede. Pigen, der bragte det op fra køkkenet, smilede stort og kunne fortælle, at det ikke var lykkedes for svenskerne at tage København.

Byens forsvarere havde været klar på voldene og selvom svenskerne havde kravlet fremover sneen i hvide klæder, havde det ikke lykkedes dem at overraske københavnerne. Anna sad stille på en stol resten af eftermiddagen. Hendes hænder hvilede dog ikke, for hun sad og sømmede en ny særk. Hun havde stadig ikke fået tøj, der passede til hendes stand, men en særk at skifte med, ville hun nu have. Hun blev kun afbrudt når den unge mand nu og da smed sig rundt i sengen eller når en soldat listede ind for at se til ham. Hun undrede sig stille over det nye hold soldater. De opførte sig stilfærdigt, tiltalte hende høfligt og virkede oprigtigt bekymrede for deres officer. ”Jeg fryser.

Ved Djævelens skæg. Jeg fryser. Så lad mig dog blive varm.” Manden i sengen råbte og kastede sig rundt. Anna rejste sig og mærkede på hans pande. Nej feberen var ikke steget og han rystede ikke. Han rakte ud og greb fat i hendes hånd. Hun ømmede sig, for han klamrede sig nærmest til hendes håndled. Hans øjne gled op. ”En engel. Varm mig gode engel.” Hans øjne gled igen i og han lå og jamrede usammenhængende. Anna stod lidt og tænkte sig om, så smuttede hun nedunder hans dyne og varmede ham med sin krop. Han lagde sig tæt ind til hende og hun holdt uden at tænke over det, om hans krop.

Han faldt langsomt til ro og Anna mærkede, hvordan hans åndedrag ikke længere var anstrengte og forpinte, men faldt ind i søvnens rolige rytme. Hendes egen krop slappede af og hun nød varmen under dynerne. Hun åbnede øjnene og så ind i et par strålende blå og spørgende øjne. ”Hvem er du og hvor er jeg?” Anna så forvirret på den unge mand ved siden af hende, men vågnede så nok til at svare. ”Jeg er Anna Kalv til Rugholm og De befinder Dem på Valkenborg.” Den unge mand lod sig falde tilbage i sengen. ”Jeg drømte, at vi var ude på isen på Storebælt. Mørket, kulden, de skrækslagne heste. Faklerne der lyste alt for lidt op.

Skyggerne, der lignede revner i isen. Der stod vand på isen. Det var så glat. Mine mænd faldt og blev gennemblødte. Det var som man kunne forestille sig Helvede i is, vand og kulde. Hestene ville ikke ud på isen. Dyrene er kloge. Det var jo tø i dagene op til, hvordan skulle en enkelt nats frost kunne få isen til at bære så mange udrustede mænd? Men vi blev bare kommanderet af sted udover isen ud i det mørke kolde våde Helvede. Jeg troede at jeg aldrig mere ville blive varm. Mine mænd frøs mere end jeg.

Deres udrustning er ikke nær så god, så jeg løb frem og tilbage langs rækken og forsøgte at holde modet oppe hos dem. De måtte ikke se, hvor bange jeg var. Det sang i isen og jeg tror at vi alle forventede, at den ville revne under os, men den holdt.” Anna stirrede på dette mærkelige menneske. En officer, der tog sig af sine mænd? Det havde hun ikke hørt om før, eller jo men det var beretningerne om Svend Gønge og hun havde affærdiget dem med, at de netop var rygter. ”Men hvorfor ligger der en frøken af god familie i min seng?” Anna rødmede. ”De frøs og …

ja på Valkenborg, er ens stand ligegyldig, her må man blot tie og adlyde. Deres forgænger ønskede også sengevarme.” Han så vantro på hende. ”Vil det sige, at …” Anna afbrød ham. ”Ja, at jeg står til Deres rådighed så vel som, hvad De ellers måtte ønske dem fra Valkenborg.” Han så måbende på hende. ”Bare rolig Frøken. Jeg tager ikke en uvillig kvinde, men hvorfor er De dog her?” Anna forklarede ham kort, at hendes forældre var døde, Rugholm nedbrændt og at herskabet var den eneste slægt hun havde tilbage. Hendes stemme var isnende kold.

”Og ønsker De ikke mit selskab i sengen er jeg sikker på, at herskabet nok skal forstå at finde en anden seng, jeg kan varme.” Han så undersøgende på hende. ”Er det hvad De ønsker Frøken?” ”Nej. Jeg var hellere fri, men her på Valkenborg er en kvinde ikke fri.” Han tav lidt, mens han lukkede øjnene. Hun skulle til at liste sig ud af hans seng, da hun troede at han sov, men så åbnede han øjnene og så på hende. ”Frøken, hvis jeg giver Dem mit ord, som adelsmand, vil De så blive her?” Anna stirrede forbløffet på ham, men nikkede så taknemmeligt. Fra da af ændredes Annas liv på Valkenborg drastisk.

I løbet af et par dage, fik hun syet tøj, der passede sig for hendes stand, Fruen gav sig uden vrøvl, da Anna præsenterede hende for listerne med indkøb og i køkkenet kunne man en dag høre lyden af Anna, der sang med høj og klar stemme, mens hun stod og målte humle af til ølbrygningen. Kun en ting var hun ikke vild med. Den unge Saltsjö insisterede på, at hun spiste sammen med ham og herskabet. Anna hadede disse middage, for hun fornemmede konstant Fruens sultne blikke på sin krop. Hun havde forsøgt at forklare ham, hvordan det hang sammen, men han afviste, at en kvinde kunne opføre sig så unaturligt.

Han var venlig og forstående, men mente dog, at det måtte være hende, der havde fantaseret sig til Fruens opførsel. Da han i øvrigt stod ved sit ord og endda havde lagt en rulle sengetøj mellem dem i sengen, accepterede Anna og lod stå til, men hun var bange. Hendes frygt var ikke ubegrundet, en dag svenskerne var redet ud på patrulje passede Fruen hende op, da hun gik gennem stuerne. ”Nå lille Frøken højt på strå, var det ikke snart på tide du viste en smule taknemmelighed?” Anna standsede brat og det glade smil, der ellers havde spillet om hendes mund forsvandt som dug for solen.

”Hvad mener Fruen?” Anna havde en god ide om, hvad hun mente, men hun håbede desperat, at det ikke var hendes krop, den anden kvinde krævede. Fruen stillede sig foran hende og kneb hende hårdt i brystvorterne. Smerten skød som ild gennem Anna og hun kunne ikke kvæle et udbrud af smerte. ”Du ved alt om, hvad jeg mener. Se så at få tøjet af!” Rædselsslagen begyndte Anna at klæde sig af, men da hun havde løsnet snørelivet og trukket kjolen ned til livet, standsede hun. Hun så op på Fruen, der stod og betragtede hende med et begærligt blik. ”Nej. Jeg vil ikke.

Det er unaturligt.” Hun anede ikke, hvor hun fik modet fra og hun fortrød halvvejs, da Fruens ansigtsudtryk skiftede til en rasende maske. ”Kom så i gang eller jeg skal garantere dig, at du vil fortryde det.” ”Nej.” Anna fandt modet frem fra sit inderste og så Fruen lige ind i øjnene. Måske var det derfor hun ikke opdagede noget, før pisken landede henover hendes halvnøgne bryster. Hun skreg højt af smerte og stirrede ned på den røde stribe. Fruen slog som en vanvittig. Anna forsøgte at værge for brysternes sarte hud med armene, men Fruen fik hende væltet og satte sig øvet på hende, så hendes arme blev holdt nede.

Pisken faldt igen og igen og trak blodige striber henover de bløde hvide bryster. Anna skreg i afsindig smerte. Døren blev revet op og Saltsjö kom stormende ind fulgt af to soldater. ”Hvad foregår der her?” Fruen så op på ham. ”Jeg er blot ved at lære den unge Frøken manerer.” Saltsjö rev pisken fra Fruen og stak hende en syngende lussing, så hun væltede ned fra Annas hulkende krop. Nænsomt hjalp han Anna op at stå og trak forsigtigt hendes kjole sammen, så den dækkede over hendes blødende bryster. ”Undskyld Anna. Jeg havde ikke troet at en kvinde kunne opføre sig sådan.” Anna hulkede af skræk og smerte.

Han vendte sig om mod Fruen, der nu var kommet på benene. Han så på hende med et blik, der var fuld af foragt. ”Følg med.” Han greb Fruen ved armen og slæbte af med hende døv for hendes protester. Da hun midt på trappen, smed sig ned, fik han blot soldaterne til at tage ved et ben hver og hun blev skrigende båret gennem huset og ned i vagtstue. Her sad de svenske soldater og var netop gået i gang, med dagens druk og terningespil, men de rejste sig forvirrede, da han trådte ind med Fruen på slæb. Saltsjö hev hende op at stå og gav tegn til at de to soldater skulle holde hende.

”Siden De nu mener, at en ung kvinde, overladt i Deres varetægt, skal lægge krop til enhvers lyster, må De vel selv gå foran med et godt eksempel, som enhver god husfrue.” Han rakte frem og flåede hendes kjole itu henover brystet. Så vendte han sig mod soldaterne. ”Hun er jeres og nyd hende nu. Hun starter sikkert med at sige nej, men det skal I ikke tage jer af. Protesterer hun for meget, ja så lad ridepisken falde over hendes krop.” Han drejede rundt på hælen, puffede Anna foran sig ud af vagtstuen og lukkede døren i, netop som Fruen fik samlet sig nok, til at skrige i protest.

Oppe på hans værelse blottede han forsigtigt Annas ømme bryster og vaskede dem nænsomt rene for blod. Hans blide berøring fik hende til at gyse, men det var ikke af smerte. Han hjalp hende af med tøjet og puttede hende ned i sengen. Anna så op på ham. ”Hold om mig. Jeg er bange.” Han smilede til hende, lagde sig ned ved siden af hende og trak hende tæt ind til sig. Sådan lå de lidt til hans greb pludselig løsnedes og han satte sig op. ”Frøken.

Jeg har givet Dem mit ord som adelsmand, men jeg er kun en mand og bliver jeg liggende, er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde mit ord.” Anna så op på ham. Hendes krop var bestemt heller ikke upåvirket af ham. ”Og hvis jeg løser Dem fra Deres ord?” ”Er De sikker på det?” Anna nikkede glad og rakte ud efter ham. Han rejste sig dog i stedet fra sengen og hun så skuffet på ham. Med ivrige hænder klædte han sig af og Anna kunne ligge i sengen og nyde synet af den smukke krop, der nu kom til syne. Fast og ung, men med et grimt ar på skulderen.

Hun lod blikket glide nedover hans krop og så at han havde talt sandhed, han var bestemt ikke upåvirket af hende. Han lagde sig igen ned ved siden af hende og denne gang kyssede han hende varmt og længe. Et kys hun med fornøjelse gengældte. Han undgik behændigt at røre ved hendes ømme bryster men ellers gled hans hænder rundt overalt på hendes krop. Hans fingre bevægede sig ind mellem hendes ben og han blev belønnet med en sagte stønnen. Hun trængte til ham. Hun ville have ham. Så stoppede han og satte sig op. Anna protesterede. ”Rolig. Jeg skal bare lige have en italiener på.” Anna gloede på ham. En italiener anede hun ikke, hvad var.

Han fandt en lille pose og tog noget der lignede et stykke fåretarm ud af den, dette rullede han behændigt over sit lem, hvorefter han lagde sig mellem hendes spredte ben og trængte dybt op i hende. Anna gispede højt af fryd. Hun slog armene om ham og begyndte selv at støde sit underliv mod hans lem, tvang det dybere og hårdere op i sig. Hele hendes krop sang af fryd. Så kom hun. Hun ignorerede smerten i sine bryster og knugede ham ind til sig. Hans stød blev hårdere og hurtigere og så med et brøl tømte han sig i hende. Et halvt år senere gik Anna stadig rundt på Valkenborg.

Der var ikke kommet bud efter hende fra København. Som så mange andre, der havde vovet liv og ære, var hun blevet glemt, da der først var fred. Hendes liv var dog tåleligt, da hun vidste, hvorfra den unge kom, som Fruens mave nu bulnede med. Herren var død efter et fald fra hesten kort før svenskerne forlod Valkenborg og hvis Fruen ellers ønskede at blive siddende som Valkenborgs herskerinde, så afhang det af, at hans slægt troede, at det var hans barn hun bar på. Anna og kvinderne i køkkenet morede sig stille over, at det var en lille Svensson eller Jønsson, der skulle regere over Valkenborg. Det undte de det svenskervenlige herskab.

Det var altså med sindsro hun gik op i stuen, da der blev sendt bud efter hende. Hun åbnede døren og trådte selvsikkert ind. Så stivnede hun overrasket, for det var ikke Fruen, der sad i stuen, tung og besværet af barnet, men Saltsjö. Han rejste sig og gik hen til hende. ”Hvad gør De dog her?” Anna så forvirret på ham. ”Jeg blev sendt hjem fra hæren og sad hjemme på mit gods i Sverige. Jeg burde have været glad, men jeg manglede noget. Dette noget befinder sig her på Valkenborg. Anna Kalv. Vil De gøre mig den ære at blive min hustru?” Anna stirrede på ham.

En halv tanke om det holstenske giftermål gled gennem hendes hoved, så så hun ham ind i øjnene og smilede. ”Ja tak. Det vil jeg meget gerne, men De skal vide, at jeg kommer til Dem, med ikke andet end afbrændte agre, ruinerne af en lille herregård og de klæder jeg går og står i.” Han lo højt. ”De glemmer, at De har været som en datter for Fruen til Valkenborg og hun derfor har indvilliget i, at sende Dem af sted, med medgift og udstyr som det sømmer sig for en datter herfra.” Anna så spørgende på ham.

Et lille smil spillede i hans mundvige og hun kunne let gætte sig til, hvordan den samtale var forløbet, så lo hun. Han lagde armene om hende og kyssede hende varmt og længe. Nu var alt som det skulle være.