Serie: Frække fortællinger af fædrelandets historie

Fra svenskerkrigens tid del 3
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resume: Hun er en fin frøken, men i krigstid gælder alle kneb. Vil svenskerne angribe København og kan hun skaffe oplysninger hun kan videregive til Svend Poulsen (Gøngehøvdingen)?

Travlheden i køkkenet var stor. De store trug var blevet fyldte med dej, der nu stod til hævning. Det var bagedag. De bagte hver dag til herskabet i en lille ovn, men folkene kunne få brød der var op til en måned gammelt. Så måtte det dyppes i øl eller varm mælk, når det var til at få. Anna havde hurtigt opdaget, at det indtryk hun fik første dag var ganske korrekt. Maden var knap og dårlig. Der var ingen tvivl om, at herskabet på Valkenborg følte sig højt hævede over folkestuen. Man så da heller aldrig Fruen blande sig i arbejdet, hun var tilfreds med at sidde til pynt i stuerne. Anna undrede sig over dette.

Hvordan kunne hun dog forvente, at alt blev passet og gjort, som hun ønskede det, når hun ikke selv tog del. Det var ikke den måde Anna var opdraget på, ganske vist havde Rugholm været et lille sted i forhold til Valkenborg, men Annas mor havde været på færde fra tidlig morgen til sen aften. Hun vidste nøje besked med, hvor mange potter mælk, hver ko gav, hvor mange æg der lå under liggehønerne og hvor mange brød der var i kisterne.

Anna havde frie tøjler i løbet af dagen, det var først efter aftenens drikkelag, at svenskeren krævede hendes selskab. Hun kunne være blevet i hans soveværelse, men hun foretrak køkkenet og folkestuen. Det havde hun nu også gjort hjemme på Rugholm og hendes mor havde ladet hende, så længe hun også passede sin undervisning. Hun havde efterhånden vænnet sig til hans måde at bruge hende på selvom hun havde haft ondt de første uger. Hendes besøg på hemmeligheden havde ikke sket uden tårer, men efterhånden havde hun lært at slappe af, når han tog hende og ja måtte hun indrømme, hun nød det efterhånden.

Hun havde endnu ikke hørt eller set noget, der kunne tyde på, at stormen på København var nært forestående. Det var også godt det samme, da hun endnu ikke havde fundet en måde at give Svend Poulsen besked på. Gøngehøvdingen kaldte de ham i folkestuen. Snakken gik lystigt om gøngernes bedrifter når folkene var alene. Der var åbenbart ikke grænser for, hvad de kunne bedrive, når det skulle gå ud over svenskerne. Anna kunne da også ind imellem ved selvsyn konstatere, at patruljer kom tilbage med færre mænd end når de red ud. Karlene havde bedre mulighed for at tælle og lægge sammen og de mente, at gøngerne ville kunne slå svenskerne, hvis de bare fik tiden til det.

Anna var nu ikke så sikker. Det måtte komme til et slag om København. Så længe Kongen og Dronningen sad der og holdt hovedstaden fri, var der håb, men overfor den veltrænede svensk hær kunne nok så mange snaphaner eller gønger, som man kaldte dem her, intet stille op. Hun sukkede stille. En hæs og vanvittig sang lød gennem køkkenet. Til at begynde med kunne Anna ikke kende teksten, men efterhånden tav kvinderne.

Alt fløj den vilde Valravn. Henover de høje mure Der stod den stolte Ermelin Så sørgende i hendes bure

Men ravnen han flyver om aftenen

Visen om Valravnen. Anna så forvirret rundt på kvinderne for at finde den, der sang så skærende. Hendes blik standsede ved den lille museagtige kvinde, der som den første her på stedet havde vist hende venlighed og givet hende brød. Hun havde snakket om ravne den dag.

Vers efter vers lød sangen gennem køkkenet, kun af og til sløret af potter og gryders skramlen. Så blev der stille. Stilheden varede længe, så begyndte kvinderne igen at snakke. I starten var det kun små sætninger men langsomt steg larmen igen. Anna undrede sig. Det var som om de, ellers barske kvinder, blev ramt af den gamle vise. Hun spurgte stilfærdigt den kvinde hun stod ved siden af, hvad der var med de ravne. Kvinden rystede på hovedet og tørrede så øjnene med bagsiden af hånden.

”Mette er… nej Mette var Hr. Ebbes datter. Han var præst i Koløse. Mette var køn, mild og trolovet med en gårdmandssøn. Der var ingen i sognet, der ikke kunne lide Mette. Hun var venlig, dygtig med sine hænder og havde altid et smil på læberne. Så kom svenskerne. Hr. Ebbe gravede kirkesølvet ned, da han ikke regnede med at de ugudelige skarn ville holde sig for gode til at stjæle det, og ganske rigtigt kom de da også ridende til præstegården en aften, forlangte indkvartering og ville så have sølvet. Hr. Ebbe havde gemt Mette i et lille rum under gulvet. Hende kunne han jo ikke grave ned. Hun fik besked på, at uanset hvad hun hørte, skulle hun blive der.” Kvinden tav og skulle ligesom samle sig lidt sammen.

”De torterede Hr. Ebbe. De mishandlede ham ihjel. En buestreng om et lem af gangen og så ellers stramme med en trommestik. Han døde, men sagde ikke et ord. Så splittede de præstegården ad og fandt Mette. På det tidspunkt var hun allerede halvt vanvittig. Hende piskede de og jeg tror, hun ville have ønsket, at hun vidste, hvor det sølv var gravet ned, men hun anede det ikke. Da hun var besvimet, lod de hende ligge, plyndrede præstegården, for så alle 15 mand at voldtage hende, da hun vågnede op. De satte ild på præstegården og selvom alle i Koløse kunne se flammerne, var der ingen der vovede at komme til hjælp.

Næste morgen fandt de Mette siddende med sin fars lig i skødet, ved de rygende ruiner af sit gamle hjem. Ravnene sad i træerne klar til at hakke i liget. Siden da har Mette snakket om ravne. Det hjalp ikke, at svenskerne kom tilbage efter hende og smed hende i hundehullet på Koløsegård. De siger, at hun også var på pinebænken, men hvad end Mette vidste eller ikke vidste, var hendes hjerne formørket fra den nat. Hendes trolovede rendte fra sit hjem og er nu i skoven sammen med gøngerne. Da de endelig slap Mette fri af hundehullet, var hun ikke længere smuk og mild og hun havnede her i køkkenet, hvor ingen svensker vil tro, at det er Hr.

Ebbes smukke datter. Nu er hun Mette Ravn. En kvinde uden fortid og fremtid.”

Anna kunne mærke, at hendes kinder var blevet våde. Tårerne trillede lige så stille. Hun mærkede ansvaret tynge på sine skuldre. Hvis Mette skulle have fred måtte svenskerne ud af landet og for at det skulle ske, måtte hun skaffe oplysninger om, hvornår angrebet skulle finde sted.

Som ugerne gik, blev Anna mere og mere frustreret. Dels kunne hun ikke finde noget som helst, der kunne afsløre planerne, dels havde hun ikke fundet en måde at komme i kontakt med Svend Poulsen på. Hun kunne altså risikere, at hun ville ende med viden om, hvornår stormen ville finde sted, men ikke kunne komme til at få den besked videre. Leijonskjöld var gradvist ved at miste interessen for hende, nu hvor han efterhånden knapt behøvede at smøre før han kunne glide op i hende. Det var som om han udelukkende tændte på hendes smerte og afsky, og nu hvor hun havde vænnet sig til smerten, fandt han ikke længere den samme lyst i at tage hende.

Hun havde lært at stå bøjet ind over sengen og selv sprede balderne for ham, så han kunne tømme sig i hende med et minimum af besvær. Han ydmygede hende dog stadig, når hans fingre erfarent tvang hende til at komme midt i akten. Hun knoklede på i køkkenet og vandt med tiden de andres respekt. Anna var vant til at gå forrest i arbejdet, og langsomt gled hun ind i det daglige arbejde.

En aften kom pigen, der havde serveret for officererne, ned og gav Anna besked om, at hun var ønsket deroppe. Anna gik undrende op ad trappen og ind i Leijonskjölds kvarter. Han plejede da ikke, at ville bruge hende så tidligt. Da hun åbnede døren, kunne hun høre, at han ikke var alene. Stuen emmede af druk og de sad fire mand høj og stirrede på hende, da hun trådte ind. Hun nejede dybt og så afventende på Leijonskjöld. ”Træd nærmere lille frøken.” Hun gik lidt tøvende hen imod ham. Hun kunne ikke lide det ondskabsfulde glimt i hans øjne. Han greb fat i hendes arm og trak hende helt hen til bordet, så lyset fra de mange tællelys faldt på hende. ”Som jeg sagde. Man skal holde sig fra bondepiger, hvis man vil have en rigtig vildkat i sengen. Nej en adelsfrøken, der er godt redet til, så får en mand fornøjelse.” Anna krympede sig og mærkede, hvordan rødmen spredte sig i hendes kinder. Leijonskjölds hånd landede med et hårdt klask på hendes balder. ”Klæd dig af. De andre vil gerne se, hvordan sådan en lille fuldblodshoppe ser ud uden tøj på.” Anna havde fået ganske lidt tøj, til erstatning for de klæder, de havde revet itu den første dag, men alligevel fumlede hendes hænder med snørelivet, skørtet lod hun dale ned om sine fødder og så stod hun i den bare særk. Hun var rædselsslagen. En af officererne rejste sig og trak særken af hende i et snuptag. Hun forsøgte skræmt at dække for sin nøgenhed med hænderne, men nu havde de alle rejst sig og hendes arme blev holdt i et fast greb. Leijonskjöld fejede bordet rent og hun blev løftet op på det af ublide hænder. Hun mærkede den kolde ru bordplade mod hendes nøgne ryg og balder. Hun græd af skræk. Nu var der hænder overalt på hendes krop. Hænder der mærkede gramsede, klaskede og kneb. Hendes brystvorter blev trukket lange og hun skreg af smerte. Leijonskjöld stillede sig mellem hendes ben, som blev holdt spredte af to mænd. Hans fingre gled henover hendes åbne skød og smurte hendes åbninger, så adgangen ville blive lettere. Hendes hoved blev drejet af en hård hånd og holdt i et jerngreb, mens et stift lem blev stukket ind i hendes mund. ”Sut nu fine frøken!” Han begyndte at bevæge sig ind og ud af hendes mund og i refleks ramte hendes tænder hans lem. Han rykkede den ud af hendes mund og stak hende en syngende lussing. ”Hold de tænder væk din mær!”

Han skreg hende ind i hovedet og stak så igen sit lem ind i hendes mund. I det samme blev et andet lem banket langt op i hendes skød. Hun følte det, som om hun skulle flækkes i to, som om de forsøgte at nå hende fra hver deres ende. Hun skreg, med det resultat at lemmet i hendes mund gled ned i hendes hals, så hun ikke kunne få luft. Manden, der tog hendes mund, nød tydeligt hendes forsøg på at få luft og først efter en uendelighed af tid trak han sig tilbage så hun kunne få at par lange dybe mundfulde af luft. Så bankede han igen sit lem ind i hendes mund.

Anna frygtede for sit liv nu. Hvis de fortsatte sådan ville hun ikke overleve denne aften. En desperat plan tog form i hendes hoved og hun begyndte at suge på lemmet i sin mund. Han stønnede tilfredst og stoppede angrebene på hendes hals. Hun sugede hårdere og forsøgte at bevæge underlivet mod lemmet i sit skød. Hun mærkede, hvordan hendes mund blev fyldt med sæd og hun sank desperat. Han trak sig ud med en tilfreds brummen. Hun blev løftet op og sænket nedover en mand, der havde lagt sig på gulvet. De lod hovedet på hans lem glide op i hendes skød og slap hende så, så hun blev spiddet på lemmet hårdt og hurtigt.

Hun stønnede højt af smerte og overraskelse. Det udløste en strøm af kommentarer om, at hun da vidst nød det. Manden bankede sit lem op i hende mens hans hænder greb fat i hendes ømme bryster. Han trak hende ned så hun lå henover ham, så mærkede hun hænder skille sine balder og et lem trænge op i det bagerste hul. Hun skreg sanseløs af smerte. Det varede heldigvis ikke længe før hun vænnede sig til det og smerten tog langsomt af. De to mænd satte farten op og kom så samtidigt. Anna blev væltet ned på gulvet og lå hulkende af skam og smerte mens de klædte sig på.

Hun opdagede først, at de var gået, da Leijonskjöld tog fat i hendes arm og trak hende op. Han tvang hende henover bordet, pressede sit lem op mellem hendes balder og begyndte at kæle for hendes skød. Anna mærkede til sin rædsel, hvordan hendes krop reagerede. Det gjorde ondt og alligevel kunne hun ikke lade være med at nyde hans fingres arbejde. Hun bed sig i læben, men formåede ikke at kvæle en lang hæs stønnen, da hun kom. Han gjorde sig færdig og forlod hende så.

Anna lå hulkende henover bordet. Hun kunne høre hans drukne snorken inde fra kammeret. Langsomt rejste hun sig og fandt sit tøj. Hun følte sig så beskidt og havde ikke lyst til at snavse tøjet til. Hun samlede det sammen til en bylt og holdt den beskyttende foran sig, mens hun listede ned af trapperne mod køkkenet. Hver eneste gang hun hørte en lyd, stivnede hun skræmt og da en mus for henover gangen måtte hun bide sig i hånden for ikke at skrige højt.

Hun satte sig ved ildstedet og forsøgte krampagtigt at få gang i gløderne, så hun kunne varme vand til at vaske sig i. En blid hånd lagde sig på hendes skulder, og hun for op med et skrig. Mette Ravn stod bag hende med et medlidende blik i øjnene. Hun tog ildrageren fra Anna og trak hende lidt væk. Snart blussede ilden og Mette satte vand over. Hun forsvandt lidt og kom så tilbage med sæbelud og en flok gamle klude. Hun hældte vand over i et fad og lod en sjat blive tilbage i gryden, som hun kastede en håndfuld urter i. Så begyndte hun forsigtigt at vaske Anna. Blidt og nænsomt gled hendes hænder over den mishandlede pige.

Igen og igen, som om vasken kunne fjerne oplevelsen fra hendes krop. Hun tørrede forsigtigt Anna og hjalp hende i særken, så hældte hun brygget fra gryden op i et krus og gjorde tegn til at Anna skulle drikke det. Anna drak uden at smage på den varme væske. Mette så undersøgende på hende og trak hende så med hen til det hjørne af køkkenet, hvor hun sov. Hun pakkede Anna ned under de slidte laser hun havde at dække sin krop med om natten og satte sig så og strøg hende blidt over håret. Anna mærkede hvordan hendes øjenlåg blev tungere og tungere.

Halvvejs i søvne syntes hun at høre Mette stemme.
”Det er slemt nu lille frøken, men du kommer over det. Det gjorde jeg da.”

Fortsættes snarest