Skæbnen i form af generalkonsulatet i Canton havde sendt mig til KYOTO i Japan som observatør på en 10 dages konference om biobrændsel. Kyoto er i øjeblikket mest kendt for en klimakonference der (heller ikke) var nogen succes. Men den er mere end det, kejserby siden år 794 indtil kejseren i 1869 flyttede til Tokyo. Så sank Kyoto ned til at være De Lærdes by og templernes by indtil den her på det sidst er blevet konferencernes by og det ene konferencecenter mere grimt and det andet er skudt op. Selve byen ligger på to høje med floden Kamo nede i bunden.

Et utal af broer fører over den, lige fra store til tung trafik til små fodbroer. Men nede ved vandet er der en sti for fodgængere. I det mindste når det er lavvande.

Det var den sti jeg gik på da jeg havde nydt en sen middag med tre kolleger i et lille spisehus. De andre havde taget en taxi hjem til hotellet, men jeg slentrede af sted i den lune nat. Da jeg nærmede mig en af broerne, gik det op for mig, at det var en dårlig ide. 4 mørke skikkelser nærmede sig med absolut ikke venlige hensigter. Den ene greb fat i min jakke, den anden vred armen om på mig, medens den tredje og største på en slags japansk/engelsk råbte: "Your Money! NOW!" Det var ikke noget at gøre. Fire mod en var for meget. Men pludselig lød en skarp stemme på japansk. Alle slap mig. To af dem blev stående, de andre to forsøgte at stikke af, men en ny kommando kaldte dem tilbage. En tredje befaling og de luskede væk. Jeg fik et kort glimt af dem. De tre var omkring 20-21 år, den fjerde lidt yngre. Jeg vendte mig mod min redningsmand. Det var en ældre mand. Typisk Japaner. Tyndt hvidt hår og et endnu tyndere fipskæg. Han bøjede sig dybt mod mig for at overrække mig sit visitkort. Jeg kender reglerne. Jeg bøjede mig ligeså dybt, næsten 90 grader og overrakte ham MIT, idet jeg omhyggeligt sørgede for at holde det med begge hænder. “Tillad mig at præsenterer mig" sagde han på engelsk: "Sionzo Konzu rektor ved Eryako templets skole. De fire slyngler der forulempede Dem er uheldigvis mine elever… ENDNU!" Jeg præsenterede mig. Det gjorde et vist indtryk, at jeg var ansat ved det danske udenrigsministerium (på en MEGET lille post.) Jeg foreslog, at vi gik hen til mit hotel, og han takkede. Over en kop kaffe og en god cognac fortalte rektor om sin skole. Den var flere hundrede år gammel og knyttet til Eryko templet, der tilhørte den taoristiske retning. “I gamle dage uddannede vi munke til templet, men nu søger vi for at give vore 300 elever det bedste af japansk tradition og kultur kombineret med moderne naturvidenskab og international forståelse.” Han beklagede at 4 elever havde tilsmudset skolens ære, og forsikrede mig, om at han ville gribe hårdt ind. Jeg prøvede at moderere det. Når alt kom til alt, var der jo ingen skade sket, takket være rektor. Men han var ubøjelig. “Kom til skolen i morgen kl. 10 og modtag ikke alene de fires, men også hele skolens undskyldning". Jeg følte mig forpligtet til at takke ja, ikke mindst fordi jeg håbede at dæmpe hans straffeudmåling lidt ned.

“Jeg skal tænke over det i nat,” var så langt som jeg kunne bevæge ham. “I øvrigt sidder de fire syndere selv og tænker over deres gerninger og deres fremtid. Jeg ringede på min mobil og de sidder nu i hver sin enecelle og venter på i morgen.”

Jeg tog en taxi kl. 10 til skolen. Det var ikke nogen overvindelse at bytte “Biosyntheser i Syd Korea” ud med et besøg på en højere japansk skole. (Min svenske kollega lovede at tage “vagten”.) Rektor tog imod. "Jeg har sovet på sagen i nat og besluttet at følge Deres opfordring til at udvise mildhed. De fire elever vil ikke blive bortvist som jeg først havde tænkt, men straffet i skolens påsyn. Dette vil finde sted kl. 11.00 i skolegården, og i mellemtiden vil hr. Ku, vores engelsklærer give dem en rundvisning." Hr. Ku’s rundvisning var virkelig interessant. Jeg så ikke selve templet, men alt andet. Fra gamle studiesale, hvor man kunne fornemme hundrede af års bøjede rygge af disciple, der lyttede til mesteren, over primitive sovesale hvor eleverne sov på simple jernsenge, tyve i hvert rum, til hypermoderne sproglaboratorier, naturfagslokaler og matematikklasser der ville have fået enhver skole i Danmark til at dåne af misundelse.

Vi har 300 elever. De kommer her i 16-17 års alderen og forlader os når de er 21-22 for så at studere videre, fortalte hr. Ku.

--------------------

Skolegården lå i midten omgivet af fire bygninger. Jeg fik en overraskelse da vi kom. Alle 300 elever stod der i snorlige rækker. De var iført skoleuniform. Sorte sko der skinnede blankt og sorte bukser. En blendende hvid skjorte, sort jakke og en gammeldags flad kasket. I den ene ende var der en slags balustrade og der stod de fire “forbrydere”. De var iført hvide træningsdragter som man ser det til karateopvisninger. Vide jakker og bukser, et skærf om livet og bare tæer. De stirrede ud mod deres kammerater.. Tre af dem var næsten voksne, omkring 20 år. Den fjerde var noget yngre vel 17-18 år. Alle havde de stive ubevægelige ansigtsudtryk. Jeg blev placeret på forhøjningen sammen med hr. Ku og rektor kom fulgt af en yngre herre der bar på noget der lignede et fladt boldtræ. Det gik op for mig AT DET VAR EN PADDLE! et instrument til at uddele endefulde med! Det er gymnastiklæreren hr. Tong hviskede Ku. Rektor begyndte at tale og hr. Ku oversatte hviskende. “Der var en sørgelig dag for vor skole i går. Fire elever forsøgte et brutalt overfald på en uskyldig gæst i vor by. Oven i købet en udlænding, en mand fra udenrigsministeriet i det fjerne Danmark. Det er EN SKAM FOR VOR SKOLE.” Egentlig burde de bortvises i vanære, men vor gæst fra det høje nord er gået i forbøn for dem, så jeg har reduceret straffen til 40 slag på deres...” Her stoppede hr. Ku medens han søgte efter en dækkende engelsk glose. Jeg reddede ham ved at sige “Jeg forstår.” Hr. Tong gav en kort ordre. Den ældste vendte sig om så han havde ryggen mod sine kammerater. Han bøjede sig samtidig med at han løsnede de vide (og hvide) bukser. Indenunder afsløredes der et par af disse specielle japanske underbeklædninger: En stor pose af bomuld der skjuler både pik og nosser, men intet andet. Den sidder fast på et bredt bælte om hoften desuden er der to bånd der går op langs ydersiden af lårene og som ligeledes er fastgjort til bæltet på hoften Derved lades hele røven blottet.

En slags østerlandsk G-streng

Det lød et klask da paddlen første gang ramte de ubeskyttede baller "ITI… TUNG-SAN", Et hr. Tung hviskede Ko.. "NI… TUNG-SAN to. Han mælede ikke et ord og holdt hænderne om benene lige under knæene. Hr. Tung fortsatte og eleven fortsatte med at tælle, Stemmen blev mere og mere anstrengt og vejrtrækningen kom stødvis. "ZYÛ GO... TUNG-SAN" 15. Ballerne var nu glorøde, men han tog det tappert. Jeg kunne se hvordan han bed tænderne sammen og lukkede øjnene. Han VILLE ikke ydmyge sig overfor sine kammerater og den fremmede. “NI-ZYÛ¨...TONG-SAN” tredive. Hele enden var nu èn dybrød kødklump. Endelig kom det “SI-ZYÛ... TUNG-SAN” Fyrre! Han blev stående foroverbøjet indtil hr. Tong gav en ny ordre. Så rejste han sig, trak bukserne op, bukkede dyb for mig, for rektor og for hr. Tung. Derefter vendte han sig ud mod gården bukkede igen og sagde noget på japansk.

“Medea Kitano beklager dybt sin utilstedelige opførsel og takker for sin retfærdige straf,” oversatte hr. Ku.

Den næste. Hr. Tung spildte ikke tiden. Bukserne af. Den vide skjorte hevet op til bæltestedet og nummer to var parat til at få sin straf. Han var ikke så hårdfør som sin forgænger. Jeg stod ganske nær ved ham og så at allerede ved "KU... TUNG- SAN" Nummer ni hr. Tung begyndte tårerne et at pible ud af øjenkrogene. Han sagde ikke noget men prøvede på at virke afslappet. Ved NI-YÛ, Det tyvende begyndte han at græde sagte. På det tidspunkt havde hr. Tung forvandlet hans ende til et billede af den opgående japanske sol! Paddlen lavede ikke striber, men landede på ballerne med et klask der fik dem til at deformere sig under slaget. Ved det to og tredivte slag kneb det for ham at blive stående. Benene eksede under ham. Han knugede hænderne ind i benene medens han udstødte et undertrykt skrig hver gang paddlen fandt sit mål. Omsider nåede vi til SI-ZYÛ, de 40. Jeg så hvordan han diskret tørrede tårerne fra øjnene da han rejste sig for at bukke for mig, rektor og hr. Tung.

Da han så ud over sine kammerater var stemmen ved knække over, men han fik dog fremstammet sin undskyldning.

Nummer 3 syntes fast besluttet på at tage sin straf som en mand. Endnu før hr. Tung havde givet sin kommando stod han bøjet med den nøgne ende strittende opad. Han mælede knap et ord bortset fra når han talte sine slag, efterhånden som hr. Tung svang paddlen over ham. Kun dybe suk hver gang det sagde klask røbede hvor ondt det gjorde... selv på ham. “Det er Medea Nijo. Medea Kitanos yngre bror. Derfor kan han ikke tillade sig at vise nogen svaghed” hviskede mr. Ku.

Den unge mand tog sine klø uden at vise nogen form for frygt og afleverede sin undskyldninger til sine kammerater med høj og klar stemme.

-------------------

Den sidste var yngre. Medens de foregående havde været unge mænd i alderen 20-22 år, var han kun omkring de 18 år. Knap nok udvokset. Bare en stor dreng der var kommet galt af sted! Jeg så på ham. Rigtig japaner. Brede kindben. Sorte skæve øjne, det som antropologerne kalder en mongolfold, tykt sort strithår, der ligesom hans kammeraters var karseklippet. Huden var faktisk gul. Rektor sagde noget. Drengen syntes at blegne og stirrede på mig. Hr. Tung gik hen til mig og overrakte mig sin paddle. Uden at tænke tog jeg imod den. "Rektor siger at De selv skal straffe den sidste af overfaldsmændene" hviskede hr. Ku. Da jeg så forbløffet ud tilføjede han "Hvis De ikke gør det taber vi alle ansigt. Både Rektor, Skolen og De selv." Der foreligger ingen instruktion fra udenrigsministeriet om hvad en eksportstipendiat gør i sådan et tilfælde så jeg måtte handle på egen hånd. "OK" sagde jeg. Knægten så på mig. Hvad ville den hvide djævel gøre ved ham? Ville han ryge direkte ned i helvedes flammer? Den gule hud blev bleg, Øjnene flakkede og han fugtede læberne uden at sige noget. Jeg tog paddlen. Selv når det kommer til strafferedskaber fornægter japanernes skønhedssans sig ikke. Skaftet var smukt udskåret og selve det flade stykke var bemalet med skrifttegn og bagefter lakeret. Det så ud til at være gammelt, men velholdt, måske ved flittig brug. Jeg spekulerede på hvor mange bare gule endestykker det havde trakteret i årenes løb. Hvor mange skrig det havde forårsaget og hvor megen tavs smerte der var blevet tilbageholdt for ikke at tabe ansigt. Jeg havde før brugt et spanskrør, men aldrig en paddle. "Godt" sagde jeg på engelsk. "TAG BUKSERNE AF OG BØJ DIG! DU TÆLLER DINE SLAG MEN PÅ ENGELSK... HAR DU FORSTÅET?" YES... MISTER-SAN... SIR" Han var forvirret og vidste ikke hvordan han skulle tiltale mig. Men nu vidste han, hvad der skulle ske. Helvedes flammer ville "kun" slikke på hans røv. "ONE... MISTER-SAN! ..ÅUUGH! ”Jeg slog åbenbart tilstrækkeligt hårdt til at han kunne mærke det. "TWO... MISTER-SAN... PLEASE." Han prøvede at dæmpe sine udbrud så kammeraterne ikke hørte dem.

Vi fortsatte. Efterhånden lærte han at beherske sig.

"TWENTY-FIVE..., MISTER-SAN, TWENTY-SIX… MISTER-SAN." Ved tredive stoppede jeg. "Jeg skænker dig de sidste ti slag," sagde jeg. Han rejste sig og så på mig: "Please Sir. Giv mig min fulde straf, giv mig 40 slag." "Gør det," hviskede hr. Ku. "Ellers mister han ansigt blandt sine kammerater."

Han fik de sidste ti rap. Det var lige så gode som de foregående tredive! Han jamrede og stønnede "NO NO... MISTER-SAN." Balderne vred sig hver gang jeg ramte. Røven var mørkerød til blå og der var enkelte små dråber af blod på huden.

Så var det færdigt. Drengen bukkede og sagde undskyld til alle eleverne ligesom de tre andre. Alle fire blev de eskorteret væk af hr. Tung. Jeg bemærkede at to af dem havde røde pletter på deres hvide bukser. Blod der var trængt igennem. "De kommer på sygestuen for at se om der er noget galt og får lindrende salve af sygeplejersken. Derefter har de stuearrester resten af dagen, hvor de formodentlig ligger ned... på maven," oplyste hr. Ku. Jeg tog afsked med rektor, idet jeg forsikrede ham om, hvor imponeret jeg var af skolens standard, både fysisk og moralsk.

Derefter vendte jeg tilbage til "Biosyntheser i Syd Korea."

-----------------

Næste dag var lørdag. Meget praktisk afsat til shopping for de fremmede deltagere. Jeg nød min morgenmad på altanen til mit værelse. (Room service, skatteborgernes regning) da receptionen ringede og fortalte, at en ung mand ønskede at se mig. "Send ham op," sagde jeg. Det var knægten fra i går. Iført sin fineste skoleuniform. Han bukkede dybt og sagde på et engelsk, som han øjensynlig havde øvet sig grundigt på: "SIR! Miktro Rikyû takker for at De straffede ham hårdt i går. Miktro Rikyû lover aldrig i fremtiden at opføre sig dårligt." "Ok," sagde jeg, ”det er overstået nu, du har fået din straf og livet går videre." Han så taknemlig på mig. Jeg spurgte om han ville spise morgenmad med mig og ringede efter en portion mere. "Sæt dig ned og spis!” "Må jeg ikke godt blive stående?" sagde han med et skævt smil. Det lykkedes ham at indtage et europæisk morgenmåltid stående, selvom det kneb med tallerkenen med æg og bacon. Jeg spurgte ham ud om ham selv og skolen. Han hadede den, men det var en af Kyotos bedste. Disciplinen var streng. Det var ikke første gang at han havde fået prygl, men det foregik som regel i gymnastiksalen med kun ofrene, som regel flere, og hr. Tung. Hvis det var virkelig slemt, i overværelse af klassekammeraterne. Det at stå offentligt på balustraden og blive straffet i hele skolens påsyn havde været en frygtelig oplevelse. Det var helt tydeligt, at han stadig skammede sig. Han hakkede i det og var helt rød i ansigtet da han berettede om det. Selv var han søn af en embedsmand og en skolelærer. Når han var færdig på tempelskolen ville han læse til læge. Til sidst så han på mig og sagde: “SAN... SIR,” han havde endnu ikke fundet ud af tiltaleformen. “SAN… SIR. Miktro Rikyû spørger om der er noget han kan gøre for Dem. Han er villig til at arbejde hårdt hele dagen.” Hvad stiller man op med en japansk teenager det tilbyder sig en hel dag? Jeg fik en lys ide. “Godt, du kan være min turistguide og vise mig rundt i Kyoto.” Han lyste op i et stort smil. Aldrig har jeg haft så energisk en rundviser. Han nød at kunne krænge ud med hele sin viden og forklarede alt om de gamle templer, viste mig andre mere ukendte sider af byen, bl.a. huset hvor man havde planlagt den Russisk-japanske krig i 1905, og hvor der nu er en berømt japansk have. Efterhånden vandt jeg hans tillid, og vi snakkede om alt muligt, herunder hvad der var vigtigst: Ikke at tabe ansigt, eller tro på sig selv og have en ren samvittighed. Jeg prøvede at forklare ham, at med en ren samvittighed fulgte der automatisk færre gange, at han tabte ansigt, OG ISÆR FÆRRE STRIBER PÅ HANS RØV. Selvom han havde svært ved at fornægte den østlige filosofi om ikke at tabe ansigt og argumenterede med al ungdommens iver, (og med opbydelse af alle sine engelskkundskaber) lyttede han med ægte japansk ærbødighed til den ældre, og jeg tror, at noget sivede der ind. Han fortalte at der blandt kammeraterne var enighed om, at "den hvide djævel" havde slået hårdt, hårdere end mr. Tung.

Jeg bemærkede, at han ikke på et eneste tidspunkt satte sig ned. Når han skulle hvile sig, lænede han sig op af en stolpe.

Klokken tre var vi færdige. Jeg sendte ham hjem til sin skole. Han bøjede sig igen dybt og sagde: “Miktro Rikyû lover altid at opføre sig ordentlig. Han har lært det af Dem SAN… SIR.

------------

Jeg får julekort fra ham hvert år. I det sidste skrev han at han nu havde forladt Kyoto og tempelskolen for at læse medicin i Yokohama.

“Jeg har forladt Kyoto uden gode minder. Det bedste der skete for mig var da en udlænding fra Skandinavien lærte mig at opføre mig ordentlig og tro på mig selv........ "SELVOM DET GJORDE ONDT!!"