Han så på mig, lettere forvirret. Og jeg så på ham. Ikke helt ung, snarer midaldrende, vel omkring 40-45 år. Regelmæssig bygget, ikke tyk, ikke tynd. Pænt påklædt. Mellemleder, projektansvarlig, Accountmanager. Alt var åbent. Han MÅTTE være klar over, hvorfor han befandt sig i forkontoret hos firma RATTAN IMPORT/EKSPORT. Folk kommer her ikke frivilligt eller af lyst. Det er sidste udvej, hvis de vil undgå noget værre.

De har valgt en korporlig afstraffelse af mig, den anonyme hr. RATTAN, frem for en eller anden offentlig skandale eller familieproblemer.

Det var som om han ikke helt havde opfattet hvad sagen drejede sig om. "TAG DIT TØJ AF!" "Nej jeg vil ikke. Det kan De ikke forlange." Han var begyndt at dirre over det hele. "JEG SIGER KUN TINGENE EEN GANG! Hvis ikke, kan du gå og selv rode dig ud af dine problemer. JEG ER LIGE GLAD Jeg ved ikke engang hvad du har gjort. Du har selv indvilget i at komme herhen, OG NU KOMMER REGNINGEN!"

Det var nu ikke helt sandt. Jeg havde haft en kort samtale med hans chef, hvor vi havde talt om maksimum og minimums straf, og jeg havde fået en løs ide om hans forbrydelse. Det sidste interesserer mig ikke. Det eneste jeg skal have er et mobilnummer, så vi kan aftale en tid. Selv navnet interesserer mig ikke.

"KOM NU I GANG! Læg tøjet i kurven. ALTSAMMEN!" Han er blevet bleg nu. Det dæmrer for ham, hvad der skal ske. Hans aftale med chefen fortaber sig. Det her er virkelighed. MEN HAN VED ENDNU IKKE, HVORDAN DET SKAL SKE.

Jakken kommer af. Jeg kan se svedpletterne under ærmerne på den fine Amin skjorte. Han begynder at knappe den op. Undertrøjen. Da han står med nøgen overkrop holder han pause. Han håber på et mirakel.. Det kommer ikke..

Så er det bæltet der skal løsnes. Det er flot, moderigtigt, rigtig læder Hænderne ryster, han kan næsten ikke åbne spændet. Derefter lyner han ned, nu skal bukserne af! Jo mindre tøj han har på, jo længere tid tager det at tage de enkelte klædningsstykker af. Til sidst er der ikke mere at sælge ud af.

Han står med hænderne foldet over skridtet medens sveden løber ned af ham. Jeg kan se ham helt nu. Normal bygning. Røven er stadig fast. Det ser ud til at han dyrket fitness for at holde sig i form. Ballerne er stramme... sådan da!

"TAG HÆNDERNE NED LANGS SIDEN" Han bliver kobberrød i hovedet. Han ved hvad de dækker! Ganske rigtigt. Pikken springer ud som en stålfjeder. Nu har han ingen steder at skjule den!

"IND VED SIDEN AF" Nu skal regningen betales.

"NEJ... NEJ DET KAN DE IKKE" Han stirrer på det åbne skab hvor alle spanskrørene, de 3 piske og paddlen hænger. Plus det løse så som remme og manchetter.

"LÆG DIG OVER BUKKEN!" Han vender sig om. Først nu får han øje på den. De fire ben og tværbjælken der kan bevæges op og ned.

"NEJ.. DET KAN DE IKKE. DE MÅ IKKE... HØRER DE!" Læg dig ned. FRIVILLIGT. Ellers henter jeg assistance.

Benene ryster under ham, hen er grå i ansigtet, han nærmest slæber sig hen til bukken. Han kan ikke kontrollere sit vand mere, der danner sig en pæn lille sø ved bukken. Jeg binder hans arme og fødder til hvert sit ben af bukken. Han er nærmest lammet af skræk.

Tværbjælken bliver justeret så han ikke kan røre sig.

SWITCH. Spanskrøret suser gennem luften lige forbi ballerne, så han kan høre det.

Lyden får ham til at hyle: "Nej, det var ikke meningen, jeg ville ikke stjæle pengene, jeg ville op lægge dem tilbage næste uge, efter den første JEG VIL IKKE HAVE KLØ... DE MÅ IKKE! AUUUGH! Ååågh ååågh."

Jeg venter til han er helt stille så kommer det næste.

"AUUUGH... åågh!" Han hyler ved hvert slag. Slagene trækker røde striber på de stramme baller.

"NEJ IKKE MERE. Hvor mange skal jeg have?" "Det bestemmer jeg."

Han græder uafbrudt. "Jeg skal aldrig gøre det igen Jeg er artig. Jeg kan ikke tage det. AUV... AUV. MIN RØV. IKKE MERE HR. RATTAN LAD MIG SLIPPE."

Søen under bukken vokser medens jeg fortsætter. Nye striber føjer sig til de gamle og nye skrig følger de gamle.

"HVORFOR ER DET KUN MIG? ANTHON VAR OGSÅ MED. HVORFOR SKAL HAN IKKE HAVE?" "Det kommer ikke mig ved. Du var den eneste der blev fanget. Resten er mellem dig og din chef... og eventuelt politiet HVIS DU VIL!"

Jeg fortsætter med spanskrøret, vi er nu oppe på lidt over fyrre. Han er holdt op med at skrige. Nu græder han bare. Højt og hele tiden! Striberne på røven er næsten forsvundet. De er gledet over i hinanden som een stor rød ø der strækker sig fra det nederste af ryggen til et stykke ned på lårene.

Jeg holder op. Han ligger stadig over bukken medens han jamrer sig og kalder på sin mor.

Jeg løsner ham. Det drypper ned fra hans pik. Jeg lader ham stå lidt inden han får lov til at tage sit tøj på. Nu ligner han NÆSTEN den kække mand han var før. Men der mangler noget afgørende. Han kan stadig ikke holde gråden tilbage og han holder hænderne fast ind til røven.

"JEG SKAL IKKE GØRE DET MERE. JEG SKAL ALDRIG LAVE NOGET ULOVLIGT IGEN!"

Han vaklede ned ad trappen stadig med begge hænder knuget ind til enden.

Jeg satte mig ned og spekulerede på: "Hvem var Anthon?" og hvorfor fik han ikke også en straf?

På den anden side. Det er ikke mit problem. Jeg kender ikke engang mandens navn og kun flygtigt de mennesker som han havde fået overtalt til at sende ham til RATTAN IMPORT/EKSPORT.

P.S. Lidt fik jeg dog at vide. Et par måneder senere så jeg hans foto, med navn, på en erhvervs side. Han havde fået en ny stilling i et kaffefirma.

MAN MÅ HÅBE AT HAN HOLDER SIG PÅ DYDENS SMALLE VEJ FOR FREMTIDEN.

Der gik 14 dage så dukkede der en ny person op sendt pr SMS af den samme som havde sendt den første klient.

DET VAR ANTHON!

"Nå, sådan ser du ud, hvor gammel er du?" Han lignede det han var, en stor teenager, 19 år, men et eller andet forekom mig bekendt.

"Du ved hvorfor du er her." "Ja, jeg troede at jeg kunne undgå det, men hr. Philipsen fandt ud af det."

"Ja, tak. Jeg HAR talt med Philipsen. Det var dog den tåbeligste måde at stjæle penge på. Via en EDB overførsel. ER DET DIG DER ER HACKEREN?" "JA, det var mig. Vi skulle bare bruge dem et par dage til en handel, så ville de blive tilbageført. Det var far, der fik ideen. Jeg advarede ham, men Philipsen opdagede det."

Nå der var den, LIGHEDEN. Det var hans søn! Han må have haft en meget ung fader, men det sker jo.

"Godt. Det er din sag. Nu kommer betalingen DU VED HVAD DER SKETE MED DIN FAR?" "Ja, hr. Rattan. Jeg skal nok tage mine klø, jeg har fortjent dem."

I modsætning til sin far er han helt rolig og bevidst om, hvad der venter ham.

"Tøjet af."

Det kommer hurtigt og uden indvendinger. Stykke for stykke daler det ned i kurven. Det er nu ikke meget. Der er intet under T-shirten, underbukserne er nogle små trusser der ikke skjuler meget og benene er bare, stukket ned i et par lærredssko. Han har vidst, hvad der skulle ske, da han gik hjemme fra.

"Ind ved siden af." Han blegner da han ser skabet, men der kommer ikke en lyd over hans læber, øjnene er klæbede til spanskrørene.

"DU SLIPPER FOR SPANSKRØR" Et dybt lettelsens suk.

"Men du får med paddlen i stedet, det er den tingest du ser der. Den slår lige så hårdt, men den sætter færre striber. Jeg formoder at din far havde mange striber." "Ja, og de holdt sig længe. Han kunne næsten ikke sidde ned, det meste af tiden lå han på maven, og om natten jamrede han sig, når han vendte sig. MAN KAN SE RESTERNE ENDNU."

"OVER BUKKEN!" Igen tager han det roligt, det betyder ikke, at han er upåvirket, tværtimod. Sveden driver ned af den nøgne krop, men han forsøger at beherske sig. Han spreder villigt både arme og ben så jeg kan binde dem. Tværbjælken justeres elektrisk, så han ikke kan røre sig.

OG SÅ STARTER VI!

"AUUUGH! Ååågh... nej nej." Skriget er højt men kontrolleret. Det var det næste også... og de følgende.

Det var helt klart, at han var fast besluttet på at tage sin straf... men med værdighed! Jeg kom ufrivilligt til at beundre ham. Selvom han kun var en dreng, ganske vist en stor dreng, modtog han det ene slag med paddelen efter det andet bare med et undertrykt ÅÅÅÅÅGH! Ikke de hyl, skrig og usammenhængende bønner som hans far havde udstødt. Men jeg havde en aftale med Philipsen, så han fik hvad han havde fortjent.

Jeg så hvordan han knyttede hænderne og lukkede øjnene, når slagene ramte. Aftalen var fleksibel, og jeg lod ham få "The benefit of the doubt". Efter 35-40 slag stoppede jeg, løsnede ham og sagde, "Rejs dig. Ja, jeg ved godt det gør ondt. DET ER OGSÅ MENINGEN. Men husk på at din far og du selv STADIG HAR EN REN STRAFFEATTEST. Ingen ved hvad der er sket. Alt er som før."

"TAK HR. RATTAN."

Han kunne knap stå stille, men hoppede rundt på gulvet. Tårerne løb stadig ned ad ham.

Jeg lod ham tage tøjet på, men beordrede ham til at stå op af væggen så han kunne falde til ro. Til sidst lod jeg ham gå. På det tidspunkt var tårerne væk, der var kun striber tilbage.

"Gå nu. Som sagt, ingen får noget at vide og det står ikke skrevet nogen steder. MEN PAS PÅ. NÆSTE GANG GÅR DET MÅSKE IKKE SÅ GODT. Men jeg håber aldrig at se dig igen."

"Jeg har lært min lektie hr. Rattan. DE SER MIG ALDRIG IGEN."

Han bukkede akavet og forsvandt ud ad døren.

EN MODIG DRENG... MODIGERE END SIN FAR!