Det var en kold nat, skyfri himmel, en let vind fik sneen til at fyge på sletten foran mig. Jeg lå på en lille skråning, geværet holdt jeg med venstre hånd foran mig, mens jeg varmede den højre i posen. Jeg havde ligget helt stille på den måde i mindst to timer, mens jeg spejdede over mod fjenden på den anden side. Der havde ikke været nogen bevægelse overhovedet. Nætterne var næsten altid stille for tiden, om dagen små angreb frem og tilbage, så grænsen lå sjældent fast, mere end en dag eller to. I min sovepose med alt tøjet på kunne jeg lige netop opretholde en kropstemperatur der tillod mig at fungere.

Det ville tage nogle øjeblikke at komme ud af posen, hvis jeg måtte flygte, men uden posen ville jeg blive for kold og upræcis. Til venstre for mig stod mine støvler, dem kunne jeg trække på med venstre hånd, mens jeg skød med højre.

Pludselig kom en mørk skygge løbende derovre fra, fulgt af en salve fra et automatvåben, fra deres side. Skyggen smed sig bag en vold, måske en kartoffelkule, mens sneen blev pisket op af varmt bly. Derpå stille igen, skyggen begravet i sneen, kunne ikke nås af fjendens kugler. Personen var næppe en af vores, så jeg ville ikke risikere ret meget, men det var deres fjende, og dermed næsten vores ven, så jeg ville hjælpe hvis jeg kunne. Jeg havde ikke nået at se hvorfra de skød, så jeg kunne ikke udnytte at de havde blottet sig ved at skyde.

Jeg genkaldte mig landskabet omkring mig, jeg turde ikke vende hovedet, det ville de måske kunne se. Til højre for mig et stykke mose, selv om der havde været frost i flere måneder, var det for risikabelt for personen at forcere. Til venstre for mig en skovtykning, den var ikke bred, men i natten kunne personen der lå begravet i sneen ikke se det. Flygtningen blev nødt til at fortsætte snart, der var kun én udvej, tæt forbi der hvor jeg lå, og fjenden ville begynde at skyde igen. Det var en risiko jeg blev nødt til at overveje.

Jeg havde to muligheder, lade mig glide ned, så jeg var ude af syne, eller blive liggende og skyde tilbage, mens jeg så vidt muligt undgik at ramme flygtningen. Det var et valg mellem defensiv og offensiv, jeg kunne måske vinde ved at skyde tilbage, men jeg kunne blive ramt af en kugle der var tiltænkt en fremmed.

Der var stille så længe at jeg begyndte at tro at de havde ramt, og problemet dermed havde løst sig selv. Men langsomt dukkede et lyst hoved op fra sneen, så sig langsomt rundt. Så rejste resten af kroppen sig op på knæ, spændte sig i en bue, som atleterne i startblokken på stadion. Pludselig eksploderede kroppen, løb de ca. 50 meter over mod mig, fløj ud over skråningen og landede ved mine fødder, mens sneen piskedes op omkring os. Jeg nåede at sende flere skud derover, men intet tydede på at jeg havde ramt. Så blev der stille igen, det eneste der bevægede sig var den nys oppløjede sne der føg.

Jeg lod mig glide en anelse ned, drejede hovedet for at se personen der lå hen over mine fødder.

Det var en kvinde, en ung kvinde. Hun havde bare fødder og arme, en tyk kort kjole var alt hun havde på. Hvis jeg lod hende gå, ville hun have mindst 2 timers gang, det ville hun ikke overleve. Jeg gjorde det eneste jeg kunne, åbnede posen og i et spring lå hun nede i den. Det var for risikabelt at sige noget, og jeg ville næppe kunne forstå hende, uanset om hun talte finsk eller russisk. Heldigvis var det heller ikke nødvendigt med ord, ganske sagte fik vi os arrangeret i posen.

Jeg lå halvt på siden, med hovedet så langt oppe at jeg kunne se ud over sletten, venstre hånd under geværet, hun nede i posen, ryggen mod mig. Der var trangt, men det kunne fungere. Hun var kold og våd, hendes tynde hår hang i tjavser, der sad enkelte isklumper deri. Fødderne var både kolde, beskidte og våde. Hvor smerten fra kulden før havde været til at bære, blev den nu næsten lammende, men for hende måtte det være næsten ubærligt.

Langsomt faldt hun til ro, holdt op med at ryste, åndedraget blev langsommere, og til slut helt regelmæssigt, hun var faldet i søvn. Jeg kunne fungere, udfylde min plads, og natten var snart halvt gået. Venstre hånd var for længst faldet i søvn pga. den faste position og kulden, men det var okay, den skulle mest fungere som støtte for geværet. Den højre som skulle bruges til at sigte med, og derfor ikke kunne pakkes så meget ind, lå nede i posen på hendes hofte, klar til at gribe aftrækkeren, om det skulle blive nødvendigt. Der gik et par timer på den måde, stille, næsten fredfyldt var natten. Månen kom op og lyste natten endnu mere op.

En snehare afbrød freden. Den kom intetanende trippende ind fra højre, tæt ved vores side. Den kunne gøre godt i en gryde, men den var for lagt væk til at jeg turde tage chancen. Men så begyndte de andre at skyde, fra to stillinger, lige over for mig. Jeg tog chancen, skød tilbage, den ene stilling blev pludselig stille, den anden ophørte også snart. De havde sikkert kedet sig, og havde derfor skudt, det var tåbeligt, ingen havde fået noget ud af det. Pigen var vågnet af larmen, men lå helt stille.

Jeg hørte det pusle ovre på den anden side, men jeg kunne intet se, så jeg benyttede chancen til at finde min humpel brød og flasken med vand. At spise på vagten var en risiko, men mine skud blev for upræcise, hvis ikke jeg fik næring i løbet af natten. Det var kun et helt simpelt hvedebrød, det var det eneste vi havde, men der var altid nok af det. Så jeg gav pigen en bid, hun så tvivlende på mig, men da jeg nikkede, spiste hun det begærligt, men stadig fuldstændig lydløst.

Da vi havde spist brødet og drukket vandet, lagde hun sig tilbage, trykkede sig ind til mig, næsten som om hun puttede sig ved mig, med en knapt hørbar lyd. Netop den lyd gjorde hele forskellen, nu var ingenting som før. Før var jeg en soldat der havde varmet en forfrossen flygtning med min krop, men nu? Jeg ved ikke hvad det var, men noget var forandret, måske lå vi lidt anderledes, så hendes bag blev trykket lidt mere mod mit skød. Det var kun en lille spinkel tanke der strejfede mig, men den voksede, selv om jeg forsøgte at koncentrere mig om hvad jeg kunne se foran mig på sletten.

Jeg havde næppe set en kvinde i måneder, og nu lå jeg der med en midt i sneen. Selv om det ikke burde ske, selv om jeg forsøgte at rette fokus andre steder hen, magtede jeg ikke at styre min krop. Jeg var kun en mand, en simpel mand, der ikke var vant til at omgås kvinder, så mit lem rørte på sig. Men det gik ikke, jeg måtte ikke udnytte situationen, en simpel hjælpeløs kvinde. Jeg kunne ikke trække mig længere tilbage i posen, blot håbe på at hun ikke havde opdaget min krops forræderi.

Langsomt mildnedes presset mod min lænd, og jeg troede at mine pinsler var forbi, men så mærkede jeg hendes hånd glide ned mellem os og lægge sig direkte for enden af min manddom, som hun snart efter begyndte at ae stille gennem de tre lag bukser.

På sletten over mig var der stille, men der var alligevel noget der var forandret. Jeg måtte vide hvad det var, en trussel eller en åbning, så jeg koncentrerede mig helt om at se derover. Imens begyndte hendes hånd at knappe mine bukser op. Ganske langsomt og sagte, kom hun nærmere min hud. Aldrig før havde det taget nogen så lang tid om at finde frem til min blusel, og aldrig før har det været så vidunderligt da det endelig skete. Idet hendes nu så varme og bløde hånd lukkede sig om min glans, fik jeg en ide om hvad det var jeg kunne se på den anden side. Det måtte være toppen af et hoved.

Han måtte have lagt på maven, på sine albuer, men nu måtte han være faldet i søvn, havde lagt sig halvt nede på siden, med hovedet svagt bagover, så jeg lige kunne ane hans næse.

Normalt ville jeg slå den hen, det kunne ikke passe at jeg kunne skelne de detaljer i natten. Men det var som om at det der foregik i posen gjorde mig mere agtpågivende, som om mit syn blev yderligere skærpet derved. Det kom så vidt at jeg besluttede mig for at jeg måtte tage chancen, det var muligvis ingenting, men jeg var nødt til at prøve. Jeg begyndte at bevæge højre hånd, der stadig hvilede på hendes hofte, for at gøre den klar til at gribe skæftet. Langsomt trak jeg hånden op, for at få den fri af posen, hendes kjole fulgte med lidt af vejen, det må hun have misforstået, som om jeg ville blotte hende.

Så da jeg strammede hånden om skæftet, trak hun forsigtigt kjolen op, hvorved mit lem fik fri adgang til hendes skød.

Jeg måtte flytte mig lidt, for at få den helt rigtige stilling til at ramme den fjendtlige soldat. Men idet jeg flyttede på mig, gled jeg ind i pigen der lå hos mig. Det var ikke hensigten, det var ikke planlagt og jeg opdagede det først da mit lem havde penetreret kvinden. Men da det var sket, tillod jeg mig selv at nyde fornemmelsen en kort stund, inden jeg igen viede fjenden på den anden side af pladsen min fulde opmærksomhed. Jeg lå fuldstændig stille, mens jeg fik ham på kornet og sikrede mig endnu en gang at det var en fjendtlig soldats hoved jeg så.

Imens vi i det ydre lå helt stille, bevægede hendes indre sig, hendes skød arbejdede om mit lem, trak sig sammen og slappede af. Jeg prøvede at fokusere på ham der lå derovre, men det var mig ikke muligt, det der skete i mit underliv var for vidunderligt, kvinden jeg delte pose med vandt kampen og jeg må tilstå at jeg lidt efter lidt begyndte at bevæge mig imod hende, i takt med hendes skøds malkning, men næsten pinefuldt langsomt, for ikke at tiltrække opmærksomhed. Måske var det fordi det skulle foregå så fuldstændig stille, lydløst og langsomt, måske var det fordi jeg var mere årvågen end nogensinde før.

Måske var det fordi jeg havde mærket hendes krop i flere timer, skønt jeg ikke kendte hende. Men resultatet var at min forløsning kom stærkere, mere intenst og totalt end nogensinde før.

En lyd undslap min strube i samme nu. Sigtekornet på min riffel havde aldrig forladt hovedet på manden på den anden side. Men lyden fik ham til at reagere, han vendte sig om på maven og jeg blev nødt til at bruge aftrækkeren på geværet, så en kugle forlod løbet, fløj over pladsen og farvede fjendens ansigt rødt, på samme tid som mine lænder, i vild lykkerus, pumpede hvid sæd ind i den unge kvinde.

Derpå var der igen helt stille på pladsen. Hun hjalp mig med at få bukserne på plads, mens jeg holdt øje med om mit skud havde afstedkommet nogen aktivitet derovre, men der skete ikke noget. Lidt efter trak hun igen vejret helt regelmæssig, jeg lod hende sove. Jeg begyndte at overveje hvad der skulle ske med hende. Jeg kunne overlade hende til mit regiment, derved risikerede jeg at hun fik problemer, eller jeg kunne lade hende gå, men det ville være mere end svært for hende at klare sig uden sko og mad, længe nok til at hun kunne få hjælp, og så var internering måske at foretrække.

Jeg blev også nødt til at skille mig af med pigen på en måde så jeg ikke fik problemer. Jeg kender ikke alle lovene for soldater, men jeg er ikke sikker på at vi måtte ligge med piger på vores vagter.

Det blev morgen, langsomt lysnede himlen fra øst, uden der var sket mere i posen eller på marken foran mig. Pludselig kunne jeg høre støvletramp bag mig, en hel deling, de måtte have bestemt sig for et tidligt morgen angreb. Snart lå vi midt i en skov af løbende støvler og ben. Pigen var så langt nede i posen at ingen kunne se hende. De var begyndt at skyde hen over åbningen, skuddene fra den anden side var dog meget spredte, men da de sidste fra angrebet passerede os, faldt en ung mand om i sneen, tæt ved hvor vi lå. Det lod til at angrebet lykkedes, de fortsatte ind i skoven på den anden side.

Så blev der atter stille på pladsen. Jeg fik mig viklet ud af posen, gled over hvor den faldne lå, han var skudt lige under det ene øje. Han var meget ung og tynd, men også helt død. Så jeg listede støvlerne af ham, vendte ham om på maven og tømte hans rygsæk for mad og stoppede det hele ned i posen til pigen. Så rejste jeg mig op, og gik over til min kammerat, der lå nogle hundrede meter væk, på den anden side af mosen.

Der er gået mere end 70 år siden den nat, men jeg tænker tit på det der skete. Jeg vil gerne vide hvad der skete med pigen, klarede hun den og hvorfor flygtede hun på den måde over grænsen. Jeg fortryder intet af det der skete, jeg kunne ikke have gjort anderledes, men jeg ville gerne have kendt pigens navn.