16.12.2013

Fabienne - Juletræ - af Ham dér

Resumé:
Den 24-årige Fabienne er flyttet til Danmark hjem til Sven. Lidenskaben gjorde at de ikke kunne undvære hinanden. Men det er svært at være fransk i Danmark, både med sprog og påklædning, det hører vi lidt mere om i dette frække afsnit - 3. søndag i advent 2013

Det havde minsandten sneet, da jeg kiggede ud af vinduet om morgenen. Tredje adventssøndag, solskin og sne; det var nærmest perfekt til dagens projekt: at køre ud i skoven og fælde et juletræ. Efter en velfornøjet morgenmad med en velfornøjet Fabienne skulle vi af sted. Det var tydeligt, at Fabienne stadig havde svært ved at vurdere det skandinaviske vejr, som hun trådte ud i gangen; alting var lille og fikst og tyndt, så jeg sagde til hende, at hun skulle tage mere tøj på. Tyk sweater, tykkere og lidt større nederdel, uldne strømpebukser, vinterjakke, vanter, hue. Men hun skulle ikke have nogen BH på. Så ventede jeg lidt i gangen og ventede. Og da Fabienne kom, så hun alligevel godt ud, storsmilende. Der gik et gys igennem Fabienne, da hun trådte ud, og alting var så frostklart, at man næsten kunne høre sit åndedræt krystallisere. "Men... men solen skinner," udbrød hun forvirret. "Når solen skinner om vinteren, så er det koldt her. For så er der ingen skyer til at holde på varmen, så den ryger lige ud i rummet," forklarede jeg.

"Sol skal være varm. Danmark er mærkeligt," sukkede Fabienne, hvis nye vinterstøvler begyndte at bevæge sig gennem sneen med små knirk. Da vi nåede bilen, kørte vi til skoven med den nødvendige langsomhed.

Fabienne bevægede sig betaget gennem den vinterklædte plantage, der jo også måtte være et uvant scenarie for hende. Betagelsen gled stille over i kådhed, da hun behændigt trak i en gren og lod lavinen ramme mig og lidt efter endda dristede sig til at ramme mig med en snebold. Vi grinede begge, men jeg afstod fra hævn – endnu.

Sammen fandt vi et egnet træ, og med saven, der stak op af min rygsæk, fældede jeg det. Jeg puttede saven tilbage i rygsækken og kastede samtidigt lige et ubemærket blik rundt, om jeg havde det hele. Det havde jeg. Et blik over skulderen afslørede, at alt var stille og fredeligt. "Hævnens time er inde," sagde jeg, lidt overdrevet smådramatisk. "What?"spurgte Fabienne grinende. Men så ramte et hvidt svar hende på brystkassen. "Oh!" udbrød hun overrasket og bukkede sig ned for at samle en snebold. Men jeg var allerede på vej at udnytte hendes situation og gav hende en vasker. "No!" råbte hun grinende og tog hænderne beskyttende op foran ansigtet. Da tog jeg fat i håndleddene og skubbede hende ind mellem nogle træer. Her bandt jeg håndleddene mod et tilpas stort træ over hendes hoved. Hun grinede stadig. "Jeg vil være en sød pige!" udbrød hun. "Nåde!" Men der var ingen nåde. Jeg lynede hendes jakke op og løsnede hendes lag på lag tøj. Så tog jeg to håndfulde sne, som jeg langsomt førte op under hendes skjorte og trøje. Fabienne var helt tavs ved udsigten til det uundgåelige. Udtrykket i hendes ansigt, da mine snefyldte hænder kuplede sig omkring hendes små dejlige brystet og gnubbede dem, var ubeskriveligt. Hun åbnede munden til et tavst skrig, som først stoppede, da jeg tog hænderne væk. Et øjeblik slappede hun af. Men kun et øjeblik, før hun begyndte at spjætte, da jeg trak hendes strømpebukser og trusser ud. "No, not my pussy, please," bad hun, mens hele hendes ansigt stadig grinede. En håndfuld sne gav et sæt i Fabienne. Hun trak vejret med en tydelig sammenbidt "Ffffff"-lyd. Der gik et øjeblik, så trak jeg strømpebukser og trusser ned, børstede sneen ud og trak dem sløset op igen. Så løsnede jeg hænderne. "Er du en god pige nu?" spurgte jeg. "Ja, Sven!" Et øjeblik efter tilføjede hun: "Nu er jeg våd og kold." "Jeg har tørt tøj med," svarede jeg blot og lod hende klare tænkningen. "Du... du mener, jeg skal bytte tøj ... her?" spurgte Fabienne, som havde analyseret situationen korrekt. Hun ramte stadig jævnligt de forkerte ord, når hun snakkede dansk, men det kunne næppe være anderledes. "Hvis du skal have tørt tøj på," bekræftede jeg. Jeg fandt en ren undertrøje, et par cowboybukser samt trusser og sokker i rygsækken. Fabienne kiggede sig omkring. Med et suk åbnede hun vinterjakken, tog den af og rakte mig den. Hendes sweater fulgte efter. Hendes skjorte var lidt våd. Hun tog den af og lagde den i sneen. Modstræbende steg hun ud af sin nederdel og stod så foran mig iført strømpebukser og støvler. Hun rakte ud efter undertrøjen, men jeg trak den til mig. "Alt!" sagde jeg. Fabienne nikkede tænksomt. Så tog hun støvlerne af og i et snuptag strømpebukser og trusser. "Må jeg nu?" spurgte hun. Men jeg skulle lige have fornøjelsen af at tørre hende med mit medbragte håndklæde, som hun stod der i sneen, nøgen og fin og genert. Hurtigt tog hun imod undertrøjen, jeg rakte hende, og trak den over hovedet. Hun trippede med bare fødder i sneen, da jeg rakte hende sweateren, som hun begærligt tog imod og tog på. Trusser, bukser og jakke fulgte hurtigt efter. Endelig tørrede hun hver fod med håndklædet, før hun lod den forsvinde ned i en sok og ned i støvlen. "Det var koldt; du er ond, dejlige," sagde hun fornøjet. "Sig nu ikke, du er våd. Jeg har jo lige tørret dig," bemærkede jeg. "Øhh.... Skal vi ikke hente træet?" Fabienne skiftede emne. "Altså er du våd," konkluderede jeg.

Hendes rødmen blev fulgt af et svagt nik.

I fællesskab bar vi juletræet til bilen, betalte for det og satte det fast på tagrælingen. Sammen kiggede vi på "julestuen" som de havde sat op i en af gårdens bygninger. Fabienne undrede sig noget over alle nisserne og spurgte, hvad de mon havde med jul at gøre. Jeg måtte blive svar skyldig; det nød Fabienne.

Vi var kun lige kommet hjem, lod bil være bil og juletræ være juletræ og skyndte os op i soveværelset og ind under den varme dyne. Fabienne rullede om på mig og lod min allerede stive pik glide ubesværet op i sig. Et sekund overvejede jeg, om jeg skulle gøre noget ved Fabiennes tagen styringen. Jeg valgte blot at nyde det i dag. Med små cirklende bevægelser lod Fabienne sit underliv ægge mig, mens virkningen på hende så ud til at være ganske intens; med åben mund, fjern i blikket, stønnende og klynkende lod Fabienne lidt senere lodrette bevægelser indgå i mønsteret. Ubønhørligt nærmede vi os højdepunktet; det kom næsten synkront, hvorefter en skælvende Fabienne på det nærmeste faldt sammen på mig. Fordi Fabienne er fjerlet, nød vi at ligge sådan længe.

Da vi senere gik ned for at tænde adventskransen og drikke varm chokolade, havde Fabienne kun fået lov til at tage en trøje på.

Fortsættes HER