Fabienne, del 6 - Oplæring i naturen
Har du ikke læst tidligere afsnit, kan du gøre det HER

Resumé:
Sven og Fabienne mødte hinanden til en konference og hun er med på den da han vil styre hende via ”fjernkontrol”. Hun nyder hans dominerende ideer, selv om ’ikke at måtte komme’ er ved gøre hende frustreret. Men hun ved jo heller ikke, at han har planlagt at tage flyveren ned til hende om fredagen og indfri hendes hunger – og hans med… Og så sker der ting og sager i den weekend...

Søndag formiddag i Clermont Ferrand. Fabienne havde ved morgenmaden spurgt til, hvad jeg havde med af fodtøj, og efterfølgende foreslået, at vi tog en vandretur til Puy-de-Dôme. Da jeg ikke anede, hvad hun snakkede om, forklarede hun, at det er en udslukt vulkan på knap 1500 meter, som i ensom majestæt ragede op over landskabet tæt på Clermont Ferrand. Da jeg til daglig ikke ligefrem er overforkælet med bjerge, var jeg indforstået. På mit spørgsmål, hvordan vi kom derhen, svarede Fabienne: "The weather is fine. We could take my car."

Jeg anede ikke, at Fabienne havde en bil.

Fabienne så som altid godt ud, da vi gik ud af huset, selv om det ikke var formålet. Hun var i outdoor-gear: vandresko, fjällräven shorts, en mørk polo og over den en ultratynd jakke i et eller andet sindssygt letvægtsmateriale, solbriller, solhat og en lille rygsæk med vandflasker og sådan noget. At jeg i kondisko, trekvart cowboybukser og en løs skjorte over T-shirten virkede uelegant ved siden af, syntes Fabienne ikke at synes. Jeg blev mere og mere forvirret, da vi så ikke gik til nogen bil. Men pludselig, efter nogle minutters gang, stod vi i en gård med garager. Fabienne styrede målrettet mod en port og åbnede den og trillede så ud i en lyseblå Renault 4, modellen med den smalle, forkromede kølergrill og lærredstag. Fabienne bad mig lukke porten, og fuld af ærefrygt gjorde jeg det. Så sad jeg i en bil fra halvtresserne, poleret, uden en rustplet. Fabienne forklarede, at dette var, hvad hun havde arvet efter sin oldefar. Så var jeg måske knapt så imponeret og spurgte, hvor længe hun havde haft den. "About 25 years," forklarede hun. På mit spørgsmål, om det ikke var dyrt i reparationer, svarede Fabienne nærmest forarget: "I do it myself!" Det var i sandhed en forunderlig kvinde, jeg sad ved siden af. Og fornøjelsen af bilturen med hende blev ikke engang mindre af de ringe sæder med stålrørsstativ. Den gamle bils køreegenskaber var underholdende; i nogle sving kildrede det endda i maven.

Hvad kan man sige om Puy-de-Dôme? Det rager virkelig op over landskabet og er nem at gå til. Den vulkanske oprindelse gør, at man kan vandre op og ned. Udsigten er storslået.

Da vi var begyndt nedstigningen, trængte jeg til lidt hvil. Fabienne drejede bort fra hovedstien. Og efter en kort tur på små stier havnede vi på en ensom, skyggefuld plet, omgivet af små træer og buskads. Fabienne hev vandflaskerne frem og rakte mig én. En tår vand i naturen kunne være en stor nydelse. "Nobody ever comes here," fortalte Fabienne henkastet.
Jeg nikkede. "Time for the admiral," svarede jeg bare. Admiralen kaldes Fabiennes plug, som hun altid skal have hos sig. Fabienne blegnede: "I .... It is in... in my handbag; sorry!" fik hun fremstammet. Jeg så alvorligt på hende, men nød samtidigt det pirrende i situationen, hendes forvirring, forventning og frygt for en straf, hun vidste ville komme. Jeg tog hendes arm og førte hende hen til et træ. Heldigvis var jeg lidt forberedt og trak hendes housecoats bælte op af lommen. Så stramt det kunne lade sig gøre, bandt jeg hendes albuer sammen bag træet. Så trak jeg hendes polo op foran og krængede den over hendes ansigt. "Now nobody will recognize you," sagde jeg.
"No Sven," bekræftede hun. "Only speak when you are asked," sagde jeg stille. Jeg trak Bh’en op over hendes bryster. Fabienne gispede. Jeg åbnede hendes shorts og trak dem og trusserne af hende. Hver fiber i hendes krop var spændt. Så gav jeg hende shorts på igen og trak dem op, så de dækkede hendes køn. Men jeg lukkede dem ikke. Vidtåbne tyngede jeg dem, ved at putte en af vandflaskerne i hendes lårlomme. "If they go down, they go down, and I get them" bemærkede jeg.
Hun nikkede. Jeg tog min telefon frem og tog et par billeder. Motivet var perfekt på grøn baggrund med blå himmel, kæmpende for at holde bukserne oppe mens tyngdekraften ville den anden vej. Efter en tid stod hun akavet med vidt spredte ben, og kønnet var alligevel synligt. Så opgav hun. Få minutter efter var shortsene gledet så langt ned, at hun trådte ud af dem med et opgivende lille grin. Jeg gik derhen og samlede shortsene op.

Jeg satte mig i skyggen og nød synet. Så trådte jeg hen til hende.

"Do you want to know, when I will untie you?" spurgte jeg stille.
"Yes, Sven," lød det under poloen. "When you pee for me," svarede jeg. "But ...," udbrød Fabienne, og jeg bemærkede, at der var nogen, der havde glemt ikke at tale. Fabienne sukkede. Der gik nok ti minutter, førend en stråle af tis sprøjtede ud af Fabienne uden at hun kunne vide, hvem der kiggede. Jeg løsnede hende fra træet, men bandt albuerne sammen igen. Så trak jeg bh’en og poloen på plads. "Now, to punish your talking," bekendtgjorde jeg, "you will now masturbate without using your hands. If you do it, you can get your panties. If you do it, and I am entertained, you can wrap your jacket around your waist. If you manage to come, I'll give you your shorts back."
Fabienne kiggede et øjeblik. Så grinede hun og nikkede - hovedrystende. Hun så sig omkring og kiggede undersøgende. Et klippestykke? Et træ? En gren? Valget faldt på en gren med løv på i den rigtige højde. Hun stillede sig over den og begyndte at gnubbe sit køn langs gren og blade. Hun havde et frækt glimt i øjnene, når hun kiggede på mig. Hun var ikke upåvirket; hendes vejrtrækning var hurtigere, små støn undslap hendes mund. Jeg måtte medgive, at det var pirrende at se på. Ikke desto mindre mistede Fabiennes indsats energien efter noget tid.
"You can't come like this?" spurgte jeg. "No, it doesn't work," sukkede hun. "So it will be jacket," konstaterede jeg. "Thank you," hviskede hun.
Med højre hånd greb jeg mellem hendes ben. Hun var lidt våd endnu. Mens jeg holdt om hende med venstre, begyndte jeg at fingerkneppe hende. Der gik ikke længe, før hun fik denne fjernhed i blikket. Med et undertrykt skrig og et sprøjt kom hun.

Jeg løsnede hendes arme. Et øjeblik sad vi sammen. Fabienne smilede et smil, som kom dybt indefra.
"May I please speak?" spurgte hun. Jeg nikkede. "It was so horrible; it was so fantastic and exciting," indledte hun, "standing there, helpless, naked, not knowing what is going on. Did anybody see me? What will they think? What will be next?" forklarede Fabienne sine tanker, "and my only comfort and security is you and your voice. It is so hot! You are so mean!" konkluderede hun. Og tilføjede "I like that" med et koket blink.
"I hoped so," svarede jeg. Så sad vi lidt igen, indtil jeg gjorde anstalter til at gå. Så draperede hun elegant sin jakke om hofterne.

Den var lidt knap; lidt for knap, syntes jeg, så jeg forbarmede mig og lod hende prøve med min skjorte; det var bedre. Sådan gik vi til parkeringspladsen.

"I feel very naked," fortalte Fabienne, da vi nåede bilen.
"And in the car, you take my shirt off," supplerede jeg.
Hun satte sig i bilen i bar mås. Sådan kørte vi tilbage.

Jeg gjorde ingen anstalter til at gøre noget, da vi stod foran porten i den mennesketomme garagegård. Fabienne sukkede, tog en dyb indånding og steg ud af bilen. Med hektiske bevægelser åbnede hun porten og spurtede tilbage i bilen. Lidt efter sad vi i garagens mørke. "Sven, how do I get home?" spurgte Fabienne. Der var et skær af usikkerhed i hendes stemme. "Be creative," opfordrede jeg.

Hun tænkte et øjeblik.

"Can I get my shorts for a blowjob?" spurgte hun så. "Yes, but You could get everything for a kiss," svarede jeg. "I will give you both," sagde Fabienne med sensuel, ja nærmest henført stemme. Og øjeblikket efter mødtes vore læber.

Da Fabienne og jeg nogle minutter efter gik fra garagen, havde hun alt sit tøj på igen - og en smag af mig i munden. Hun smilede fra øre til øre, tog min hånd, kiggede forelsket på mig. Hvad kunne jeg andet end at gengælde dét blik?

Vi var ude at spise den aften. Og tilbragte en intens nat sammen. Det var en uendelig trist afsked, da Fabienne mandag morgen havde fulgt mig til lufthavnsbussen.
Sådan var det ikke til at holde ud i det lange løb.

Fortsættes HER