01.12.2013

Fabienne - Fabienne flytter ind - af Ham dér

1. december kom Fabienne. Dvs. først kom en flyttebil, og lidt efter kom Fabienne i sin Renault 4 fra halvtresserne. Jeg havde set dette i møde med længsel. I det lange løb duede det ikke at have et forhold, og slet ikke et dominant forhold, til en pige i Sydfrankrig. Så da Fabienne for lidt over en måned siden meddelte, at hun havde fået job hos EU's miljøagentur i København, var jeg lykkelig. Og nu skulle det være virkelighed!

Så snart flyttebilen var tømt og kørt, blev jeg mindet om, at det var en stærk kvinde, der var flyttet ind; en kvinde, der havde valgt at lade sig dominere af mig og ikke et skravl, der ikke kunne andet. Nej, hun begyndte ikke at sætte ting på plads eller tømme kasser. Nej, hun forviste min bil fra garagen og kørte sin gamle Renault 4 ind i garagen og begyndte at vaske den ren for salt og opsprøjt. På mit spørgsmål, om jeg ikke kunne hjælpe, fik jeg smilende og høflig og oven i købet med tak at vide, at dét foretrak hun, jeg holdt nallerne fra, og om jeg ikke havde nogle huller, jeg kunne bore.

Jeg blev lidt stødt først, men hurtigt glad, for det var ikke, fordi hun var en svækling, der ikke kunne sige fra, hun ikke sagde fra på de mange andre områder. Og siden blev jeg endda stolt over, at denne stærk, smukke, selvstændige kvinde havde valgt mig. Jeg fik boret huller i godt humør. Og jeg fik både anbragt den krog i gangen, hun skulle hænge trusserne på, når hun var hjemme, og stillet en lille kurv med låg nedenunder, som vi hurtigt kunne lade trusserne forsvinde i, hvis det skulle være knapt så synlig.

Da Fabienne var færdig med bilen, gik det stærkt. I det væsentlige var vi færdige om aftenen. Og dér var vi virkelig færdige. Vi gik i seng, hun lagde sig i min arm - og vi faldt i søvn.

Fabienne fik en hård start. Første søndag i advent byder min gamle mor altid på frokost og kaffe. Det er utænkeligt ikke at komme. Min storesøster Hanne var der og hendes kone Ditte, min lillebror Bent og hans nuværende kone samt hendes børn og hans børn uanset mor; min fars bror Vagn og et par af mors søskende var der også.

Fabienne havde en enkel, rustfarvet kjole på. Kort nok til at jeg blev tændt af bare at kigge på hende, og lang nok til at ingen tog anstød.

"Nej, hvor er det altså en sød dame, du har fundet," udbrød min mor i gangen og slog begejstret hænderne sammen, mens selskabet var ved at bryde op efter kaffen.

"Brormand," siger Hanne så, "det her er nok ubelejligt. Men du har stadig den der tv-pakke med alle sportskanaler?"

"Hvorfor?" spurgte jeg.

"Der er den her ishockeymatch om tre kvarter, som jeg ellers ikke kan se," forklarede hun.

"Ej, skal vi nu se sport," indskød konen, Ditte, tvært.

"Nej, JEG skal se sport, du skal bare se godt ud," sagde Hanne med et grin - og så alligevel med så meget autoritet, at Ditte klappede i.

Når jeg så på Ditte, måtte jeg erkende, at min søster og jeg var faldet for den samme pigetype, lille og spinkel og feminin; men jeg har nu også altid set Hanne som "manden i forholdet", som hende, der har bukserne på, uanset at Hanne bestemt kunne lade sig se i nederdel og ikke lignede en østeuropæisk kuglestøder. Men ishockey var nok symptomatisk; og da jeg godt kunne forlige mig med tanken om at se en ishockeykamp med Hanne, endte vi trods Dittes surmulen hjemme hos os.

Hanne, Ditte og jeg endte foran tv, mens Fabienne gik i husmor-mode i køkkenet. Jeg havde en mistanke; på min vej ud i køkkenet kiggede jeg både på knagen og i kurven: Ingen trusser! Jeg gik ud i køkkenet og hev uden varsel hendes kjole op. Fabienne blev lidt forskrækket, men vidste straks, hvad det handlede om.

"Ja," svarede hun på mit uudtalte spørgsmål, "jeg ... I didn't know how to react." Hun sendte mig et undskyldende smil.

Jeg nikkede: "Det er let, Fabienne. Jeg har ikke sagt, at du må bære trusser, altså må du ikke bære trusser."

"Ja Sven," accepterede Fabienne vilkårene.

"Og nu?"

"Tja," sagde jeg og kløede mig på baghovedet, "du får nu et kvarter til at vælge en af tre straffe: 1: Du vil få en endefuld, du vil huske, når Hanne og Ditte er gået. 2: I morgen har du buttplug i på dit nye arbejde."

Fabienne rystede frygtsomt på hovedet.

"Eller 3: Du går ind i stuen og undskylder din fejl og tager trusserne af. Som en lille kompensation tager du også kjolen af og bliver sådan, mens de er her."

Fabienne nikkede. Hun havde forstået.

"Du kan stole på Ditte og Hanne," tilføjede jeg.

"Pardon?" sagde Fabienne. Hun havde allerede lært imponerende meget dansk i Sydfrankrig, men ind imellem kneb det.

"You can trust them," forklarede jeg.

Igen nikkede Fabienne tænksomt.

"You.. you are a tough master, Sven. Like I hoped, think I can hear that you prefer 3, right?" spurgte hun.

Nu nikkede jeg.

"Like you want to show me. Be proud of me?" spurgte hun videre.

"Ja, netop, Fabienne!" sagde jeg. "Jeg ... jeg ... gør dét så. Men ... måske ... du behøver hjælpe mig med ordene," sagde Fabienne.

"Tak, Fabienne," sagde jeg og lovede at hjælpe med ordene, hvis det kneb.

Fabienne bad om et øjeblik. Har man egentlig lov til at være mere heldig? Jeg vidste, at jeg var heldig med Fabienne. Men selv nu, hvor hun havde et valg, gjorde hun dét, jeg helst ville. Jeg gik opløftet ind i stuen.

Lidt efter kom Fabienne med en lille bakke med kaffe og chokolader. Da hun havde fordelt kaffekrusene, stillede hun sig op ved siden af tv'et. Alles øjne kiggede var rettet mod hende. Hun rømmede sig og sagde så langsomt: "Undskyld, jeg ikke har husket min regel: ingen trusser hjemme." Hun var ildrød i hovedet, da hun derpå greb ind under kjolen og trak sine trusser af. Ditte og Hanne sad med åben mund og polypper.

"For min anger at vise, jeg også tager kjolen af." fortsatte hun.

Så stod hun foran os med en gennemsigtig sort BH og strømper.

"Er det også sådan hos jer?" sagde Ditte og Hanne overrasket i munden på hinanden og kiggede skiftevis på mig og på Fabienne, der stod forlegen og ikke rigtig vidste, hvad hun skulle gøre med sine hænder.

Det var Hanne, der først genvandt fatningen.

"Du er virkelig smuk Fabienne - med tøj og uden."

Fabienne smilede over komplimenten.

"Er han hård ved dig?" ville Hanne vide.

Først rystede Fabienne på hovedet i et splitsekund, så skiftede hun mening og nikkede. Hanne smilede.

"Men din klit stikker frækt og blodfyldt frem, og du ser våd ud. Han er ikke FOR hård, vel?"

En let rødmen skød op i Fabiennes ansigt og blev fulgt af et genert smil.

"Nej," nærmest hviskede hun.

"Men hvis det er sådan fat, så behøver jeg ikke vente med at tage mig af min plagsomme kone," konstaterede Hanne, men afventede alligevel et nik fra mig. Ditte fik et ubestemmeligt udtryk i øjnene, men afventede sin skæbne uden kommentarer.

Kampen skulle lige til at begynde, men under de givne omstændigheder, måtte den passe sig selv et øjeblik. For Hanne kommanderede Ditte til at klæde sig af. Hurtigt stod Ditte nøgen foran os, spinkel, velskabt og feminin - og meget genert.

"Hent min taske," kommanderede Hanne så.

Et øjeblik efter kom Ditte tilbage med tasken. Så skulle hun lægge sig på maven foran fjernsynet. Hanne fandt to par håndjern frem og fæstnede højre håndled til venstre ankel og omvendt. Så lå Ditte svinebundet.

"Må jeg godt kommandere lidt med dig, Fabienne?" spurgte Hanne.

Fabienne kiggede tvivlrådigt på mig.

"Hvis du vil, er det i orden," oplyste jeg. Fabienne var dog stadig nølende. Hanne løste situationen ved at sige: "Men jeg må godt bede dig om noget, så kan du altid sige nej."

"Du ... du kan jo altid prøve," medgav Fabienne.

"Jeg vil gerne have, at du sætter dig på gulvet, lige foran Ditte, så hun får duften af din kusse lige i næseborene. Du dufter sikkert vidunderligt," bad Hanne.

"Svens fisse," rettede Fabienne forsigtigt.

Hanne fløjtede anerkendende. Fabienne stod tvivlrådig og kiggede spørgende på mig.

"Fabienne," sagde jeg, "i det, du engang har skrevet til mig, står der, at jeg ikke må inddrage andre uden at have talt med dig. Så derfor vil jeg ikke give dig den ordre," forklarede jeg.

"But haven't I already accepted their involvement by my choice?" spurgte Fabienne.

Jeg nikkede: "Hvis det er sådan, du ser det, så skal du adlyde, indtil jeg giver dig en anden ordre!"

Med et stilfærdigt "Ja, Sven," satte Fabienne sig lige foran Ditte.

Og så skete der ingenting. Så fnisede Ditte pludselig: "Ikke at foretage sig noget nu er faktisk en ond ordre," konstaterede hun. Fabienne smilede lidt fornøjet.

"Synes du?" spurgte Hanne, "Jamen, så slik hende!"

Fabienne sukkede ved tungens berøring. Tre gange fik Ditte lov til at slikke op ad Fabiennes revne. Fabienne sukkede på ny, bare anderledes, da Ditte stoppede.

Ishockeykampen var temmelig spændende. Den bølgede frem og tilbage, og ikke mindst var der allerede slåskampe i første tredjedel; men ingen mål. Ind imellem blev Ditte sat til at slikke Fabienne. Tre-fire slik, så blev hun stoppet igen, og Fabiennes liderlighed blev holdt kørende. Fabienne blev - skal vi kalde det en kende – frustreret.

Så scorede Hannes hold.

"Så slik hende!" fik Ditte at vide. Ditte slikkede løs, og hun blev ikke stoppet som sædvanlig. Snart havde Fabienne svært ved at sidde stille; hun lavede de der kast med hovedet, der er så typiske for hende. Små hvin undslap hende.

"Stop!" forlangte Hanne. Ditte adlød straks.

"Oh no," sukkede Fabienne opgivende.

Så scorede det andet hold.

"Bid hendes skamlæbe," forlangte Hanne.

"Stop Ditte!" forlangte jeg omgående. At lege med at snyde Fabienne for sin orgasme, var sjovt. Men smerte er ikke noget, der tænder Fabienne. Og at straffe hende, fordi et ishockeyhold scorer, det var netop derfor at gå over en streg. Man kunne se Fabiennes krop slappe af. Hun kiggede på mig med taknemmelighed i blikket.

"No pain, no gain," indvendte Hanne uden større alvor.

"Det gælder måske Ditte, men ikke Fabienne," svarede jeg.

"Hvad siger du, skat?" spurgte Hanne, Ditte.

"Det er ikke helt hen i skoven," svarede hun. Det var godt nok ikke nogen indrømmelse, hun var glad for at dele.

"Helt ude i skoven?" spurgte Fabienne.

"It is not far out," oversatte Ditte.

Fabienne nikkede.

Mønsteret gentog sig. Ind imellem skulle Dittes tunge slikke Fabiennes revne et par gange; når vi scorede, slikkede Ditte Fabienne, til hun var lige ved at komme. Som sådan var det kedeligt, men det var sjovt at se.

Da kampen sluttede, stod det 3-2 til "os".

"Gør hende færdig, Ditte!" kommanderede Hanne. Ditte var effektiv, og snart kom de velkendte klynk, lige før der gik en rysten gennem Fabiennes krop. Fabienne holdt sig flovt for munden, da hun opdagede, hvor våd hendes orgasme havde efterladt Dittes ansigt.

"Slik også lige op efter hende!" forlangte Hanne som den mest naturlige ting i verden.

"Ej Hanne," protesterede Ditte spagfærdigt.

"Ligger du og siger, at Fabienne ikke er lækker?" spurgte Hanne med lige dele snert og humor.

Med et opgivende suk begyndte Ditte at slikke parketten. Da Hanne mente, at det var nok, gik hun og løsnede Ditte.

"Kampen er ovre. Nu skal vi ikke længere trænge os på. Havde det ikke være december, havde du ikke fået lov til at tage tøj på under frakken. Det skal jo alligevel af igen," sagde Hanne. Det var december. Ditte fik sit tøj på. Lidt efter var de gået.

Tilbage i stuen kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde tændt adventskransen. Jeg tændte det første lys og satte mig i lænestolen.

"Kom herhen Fabienne !" sagde jeg stille.

Fabienne kom uopfordret ned på knæ og fiskede min pik frem. Den var som ventet stiv.

"You liked the show," konstaterede Fabienne med varme