Klokken er 14. Jeg står udfor adressen KORNSKRIVERGADE 15. Der har jeg stået før. For ca. et halvt år siden. Jeg ved hvad der skal ske. Jeg skal straffes JEG SKAL HAVE TÆSK! Med et spanskrør.

Jeg trykker på knappen, porten går op. Jeg går over gården til baghuset og begynder at kravle op ad trappen til 3. sal, til firma RATTAN IMPORT/EKSPORT. Mine ben føles som bly, men jeg ved, at det vil intet være imod, hvorledes min ende føles om kort tid, når jeg ligger over bukken, bundet og med den bare røv strittende i vejret, medens hr. Rattan lader et spanskrør bearbejde mine baller.

Sidste gang blev det til 40 rap. Jeg skreg og hylede men intet hjalp. Rattan fortsatte bare, medens hans hjælper, en ung perker ved navn Mustapha, grinende så til. Hr. Rattan selv er en mand på omkring de 50, gråhåret og med store hornbriller. Hele det firmas formål synes at være at straffe folk, som har begået et eller andet, som de ikke skulle have gjort. Det gjorde afsindigt ondt, og i over to uger kunne jeg knap sidde ned, jeg sov på maven. Men hellere det end at få offentligheden rodet ind i mine mistag.

Sådan bliver det også denne gang, men hvor mange?

Det begyndte for to uger siden med FAMILIERÅDET. De var der alle. Den skinhellige onkel Johannes, onkel Peter med sin retfærdighed og den moralske tante Louise foruden et passende udvalg af fætre og kusiner, der sad og struttede af forargelse, medens jeg prøvede på at forsvare mig og bede om tilgivelse. Det nyttede ikke.

"Det er ikke ungdommens synder, du er 32 år," messede onkel Johannes.

"Det er umoralsk" kvidrede tante Louise, medens hun klamrede sig til sit Dagmar Kors.

"Du får valget mellem at blive udstødt af familien eller at få en ny straf hos hr. Rattan, denne gang af en størrelse der forhåbentlig gør indtryk på dig."

Jeg havde intet valg. Udstødning ville afsløre mig for alle mine venner, og hvad værre var FAMILIEFONDEN! Vi lever alle af bidrag fra en familiefond stiftet af en umådelig rig forfader. Selvom jeg har arbejde, ville det betyde ruin, hvis støtten faldt bort.

"Jeg skal nok" mumlede jeg.

"Lad det være en lære. Det er sidste gang," sagde onkel Peter.

"Du hører nærmere."

Så var FAMILIERÅDET forbi. Fætrene og kusinerne rejste sig med slet skjulte grin. Og jeg. Jeg kunne bare vente.

Det kom i form af en SMS med tid og sted… og her står jeg nu, foran døren til RATTAN IMPORT/EKSPORT. Jeg træder ind i forlokalet. Hr. Rattan er der ikke. Kun perkerdrengen Mustapha. Jeg gyser. Rattan er hård, men ligefrem. Mustapha derimod er en slange. Hans øjne kan hypnotisere én, så man føler sig ydmyget og rædselsslagen. Han er omkring 19-20 år, stærk og sportstrænet og næsten altid med et hånligt grin, der får mig til at ryste af skræk.

"Klæd dig af!"

"Jeg... jeg" stammer jeg.

"KOM SÅ IGANG KØTER, læg tøjet i den tomme kurv!"

Mustaphas stemme er som en kniv. Der er en anden kurv fyldt med tøj. Er jeg ikke alene? Er det derfor hr. Rattan ikke er der? Jeg skæver til døren til hovedlokalet, den er lukket... og lydtæt. Jeg begynder at knappe op. Skjorte, undertrøje, bukser.

"Se så at få lidt fart på."

Til sidst står jeg kun iført underbukser. Jeg tøver, det er min sidste værdighed.

"DET HELE," brøler Mustapha.

Mine hænder ryster, medens jeg langsomt krænger dem af. Så står jeg der. Uden en trævl på kroppen. Jeg kan mærke rødmen i ansigtet.

"Uret... og dine bøssearmbånd!"

"Det er ikke bøssearmbånd," hvisker jeg.

"AUGH... AUGH MINE NOSSER NEJ."

Mustapha slår, ikke med et spanskrør, men med noget der ligner en tynd, kort, bøjelig blomsterpind. Han rammer lige på nosserne.

"FÅ DEM SÅ AF!"

"DIT HUNDETEGN. Det er det eneste jeg har på, det hænger i en tynd kæde om halsen.

"Nej, nej lad mig beholde det," græder jeg.

"AUGH... AUGH."

Igen rammer blomsterpinden mine ædlere dele. Jeg tager hundetegnet af.

"Læs hvad det står på det, højt!"

"FREDRIK/PETER... AMAT" (elsker), hvisker jeg.

"HØJERE!"

Jeg gentager, medens jeg instinktmæssigt skærmer skridtet med mine hænder.

"Og du påstår at du ikke er bøsse. Læg dig ned op gulvet. På maven, dit fjols! Spred benene! HOLD HÆNDERNE FRA DE NOSSER! Fold dem over nakken!"

Jeg har at adlyde. Benene er spredte og Mustapha trække min pung helt frem og lader blomsterpinden glide let hen over den Jeg er fuldstændig ubeskyttet. Jeg ved hvad der sker hvis jeg ikke adlyder.

"AUGH... AUGH NEJ DU MÅ IKKE."

Mustapha tvinger en buttplug op i min røv.

"Hvad vil du helst: DET HER ELLER BOLLES?"

Jeg jamrer mig, medens den glider op i mig, men der er ikke noget at gøre. Mustapha har overtaget! Så ligger jeg der med en røv der smerter allerede inden hr. Rattan har begyndt sin afstraffelse.

Det er underligt. Selvom døren er lydtæt forplanter lyden sig gennem gulvet. Jeg kan høre nogen der skriger, "Om forladelse ikke mere auv igh." Jeg har en lidelsesfælde.

Der ligger jeg så indtil en summer giver lyd.

"OP MED DIG. Nu skal du ind og have striber," Mustapha smiler ondt.

Jeg træder ind i det næste rum og får et chok. På en stol sidder hr. Rattan. Over hans knæ ligger en ung fyr omkring 18-19 år. Ligesom jeg har han intet på. Rattan holder ham i et jerngreb over knæene medens hans højre hånd systematisk hamrer ned i de små baller. De er faste spidse og stive. Selv et hårdt klask får dem ikke til at dirre ret meget. Drengen hyler desperat.

"Nej Nej hold op JEG ER 18-19 ÅR. Jeg kan ikke mere AUGH. Jeg skal ikke gøre det igen. MOAR... MOAR hjælp mig!"

Han er spinkel af bygning og hele kroppen ryster, hver gang hr. Rattans hånd rammer. Hans røv er glorød med mærker af Rattans fingre overalt.

"Godt. Rejs dig Lucas!"

Fyren fatter knap nok at han ikke får flere klø. Hænderne klamrer sig til hans røv. Han tuder stadigvæk. Tårerne løber ned af ham, medens han stadig kalder på mor. Jeg ser på ham. Han er køn. Harmonisk krop, et regelmæssigt ansigt selvom det er ophovnet af gråd blå øjne og lyst plysklippet hår. Han hopper og danser af smerte medens han gnider sine baller. Jeg stirrer på ham. Jeg føler min pik rejse sig uden at jeg kan kontrollere den.

"STÅ STILLE LUCAS! Vær glad for at du ikke er fyldt 21, så havde fået spanskrør som Frederik her. Han har ikke forstået lektien MEN DET KOMMER HAN TIL NU!"

Lucas stirrer intenst på mig med et underligt blik, en blanding af rædsel og noget andet.

"Mustapha giv ham manchetterne på."

Jeg har prøvet det før. To på håndleddene, to på anklerne. "Over bukken". Hænderne bliver koblet sammen og en snor fører dem over til en ring i væggen. Jeg står med overkroppen bøjet halvt ned. Benene spredes. Mustapha er brutal, han flår dem ud til siden og kobler manchetterne fast til bukkens ben. Bukkens tværplanke kører op og ned, den er elektrisk. Jeg ligger fuldstændig stramt og føler, hvordan min røv er helt fri, min pik og nosser hænger ned ad, helt ubeskyttede. Buttpluggen spænder i mit hul. Jeg føler mig i den grad skamfuld og ydmyget.

"Nå," hvisker Mustapha, "glæder du dig... bøsse?"

"Lucas, stil dig her," befaler Rattan. "Du holder øjnene fast på hans røv. Lukker du dem eller ser andre steder hen, er det DIG, der får spanskrør, FORSTÅET?"

"Javel hr. Rattan," hvisker Lucas gennem tårerne.

"Mustapha giv ham 2x40 rap."

"NEJ NEJ HR RATTAN. IKKE MUSTAPHA, slå mig selv hr. Rattan. Jeg skal nok ligge stille. IKKE MUSTAPHA... HØRER DE?"

Jeg er desperat, jeg tigger og beder om at få prygl af hr. Rattan og ikke Mustapha.

"AUGH... AUGH… NEJ... AUGH."

Mustapha slog hårdt. Gad vide hvor mange gange, han har set sin herre hr. Rattan behandle en nøgen røv. Jeg hylede og skreg, medens spanskrøret ramte min stakkels ende. Han slog skiftevis på højre og venstre balle, men ikke efter nogen bestemt plan. Jeg vidste aldrig hvornår eller hvor det kom næste gang.

"NEJ... NEJ... ..HR RATTAN STOP HAM."

Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan Mustapha nød det. Så stoppede det.

"Se på hans røv. Lucas. Det er kun halvdelen. Om et øjeblik får han mere."

Hr. Rattans stemme var helt neutral. Jeg lå bare og håbede på et mirakel. et jordskælv, at både Mustapha og hr. Rattan besvimede, helst døde. Et eller andet der ville forhindre mig i at få nye fyrre slag på min martrede ende. Det skete selvfølgelig ikke. Mustapha kom op til mig og hviskede,

"nå, nyder du det, køter. Husk næste omgang bliver værre."

Jeg begyndte at græde igen.

"Lad vær'. Jeg har ikke gjort dig noget. Jeg skal gøre alt hvad du siger, bare du ikke slår mig."

"Så går vi i gang igen," lød Rattans stemme.

Jeg startede med at hyle allerede inden Mustapha havde ramt mig første gang. Resten husker jeg kun som en rød tåge. Jeg kunne ikke mærke de enkelte slag, jeg kunne bare høre når spanskrøret kom susende. Det hele var èn stor klat af smerte. Jeg mærkede hvordan min hud sprang, et eller andet begyndte at løbe ned af mine lår. Om det var blod eller noget andet kunne jeg ikke fastslå. Jeg skreg fuldstændig ukontrollabelt, men så holdt det op. Den røde tåge forsvandt gradvis. Jeg kunne igen fornemme min røv… den brændte som en fakkel. Jeg var stadig bundet og kunne ikke røre mig det mindste.

"Lucas. Gå hen og føl på hans røv!"

Lucas hændet er varme og bløde, medens de glider ned af min ryg. Det er næsten som en massør. MEN SÅ SKER DET!

"AUUGH... IIIGH. NEJ LUCAS DU MÅ IKKE RØRE MIN RØV."

Det føles som to gloende strygejern da han når til de hudløse baller. Han giver sig god tid, lader dem glide ned af ballerne, ned til lårene, ind på indersiden til de når min pik og mine nosser.

"NEJ... NEJ!"

Jeg føler rødmen i ansigtet, både af smerte og af skam.

"Løs ham".

Mustapha tog manchetterne af mig og jeg rejste mig op. Hele rummet kørte rundt for mig. Jeg stod overfor Lucas. Han stirrede intenst på mig fra top til tå. Jeg følte hvordan noget ubestemt rislede inde i mig. Min stive pik strittede skråt op.

"Klæd jer på, og så kan I gå. Sørg for ikke at komme på gale veje for så bliver det slemt."

"Javel hr. Rattan," mumlede vi begge spagt.

"HUSK DINE ARMBÅND OG DIT HUNDETEGN," tilføjede Mustapha hånligt.

"Og buttpluggen!"

Vi klædte os på med ryggen mod hinanden. Begge følte vi os både flove og blufærdige. Jeg søgte diskret at lirke buttpluggen ud. Det gjorde rasende ondt.

Sammen gik vi ned af trappen uden at mæle et ord. Det kneb for os at gå. Vores respektive ender føltes som en vulkan i udbrud. Porten åbnede sig automatisk. Lucas stoppede, som om han ville sige noget. Så drejede han til højre og begyndte at gå. Selv skulle jeg til venstre. Jeg tog et par skridt. Det gjorde helvedes ondt. Så stoppede jeg, vendte mig om og så efter Lucas. Han gik langsomt. Hans spinkle skikkelse krummede sig for hvert skridt, han tog. Jeg stod et øjeblik og tænkte mig om. Havde jeg opfattet et signal rigtigt? Skulle jeg følge efter Lucas? Jeg stod ubeslutsom medens han fjernede sig

Angsten for FAMILIERÅDET sad i mig. Det var dem der var skyld i at hele min røv brændte og i Mustapha's ydmygelser af mig.

Dog. Skæbnens veje er uransagelige. Den havde besluttet at Lucas og mine veje skulle kr